På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

7. På besøg

Den nye familie bestod af Kay og David og deres datter Lauren på 10 år, som familiens eneste barn. ”sikkert godt forkælet” tænkte Louise. Hvilket senere skulle vise sig ikke, at være helt galt.

 

Det blev arrangeret, at Louise skulle besøge dem i en weekend. Sophie var som sædvanlig hjælpsom med at få det arrangeret. Hun finder togtider bare derned og hjem. Hun skulle selv på nogle kurser i alternativ behandling, som hun havde planlagt, da Louise startede, så John skulle passe børnene. Så kunne han prøve, hvordan det var, tænkte Louise. Så kunne han for engang skyld være sammen med sine børn.

 

Det gik også fint med at få købet billet og finde den rigtige perron på stationen, selvom Louise aldrig havde været der før. Men hun havde da fundet ud af, at hvis man var i tvivl om noget, så spurgte man bare. Skotterne var altid villige til at hjælpe.

 

Det sjove er at familien faktisk har et lille hotel, og det tænder mig lidt. Det bliver lidt som Kamilla tænker jeg, og hun har det jo godt, hvor hun er. Deres nuværende au pair er der stadigvæk, og hun er flink. Hun virker som om hun er på toppen, og har styr på tingene. Familien virker også umiddelbart som rare mennesker. Der er travlt på deres lille hotel i denne weekend i denne weekend, så jeg hjælper til, sammen med personalet, som jeg jo så også får hilst på. Hvis jeg bliver ansat, har de en datter jeg skal passe. Hun er ældre end de børn jeg passer nu, men det synes jeg umiddelbart ikke er noget problem, og så skal jeg også lave lidt husligt arbejde i deres private bolig, og hjælpe på hotellet, når der er brug for det.”

 

Hun kom ind på stationen. Det var ikke den landsby, hvor familien boede, for der var ingen togstation. Men landsbyen lå tæt på. Kay og Lauren stod og ventede på hende, da hun stod af toget. Det var hun enormt lettet over, for hun havde spekuleret på, hvad hun skulle gøre, hvis de ikke var der.

Kay gav hende hånden, og præsenterede sig.

”Og det er min datter Lauren” forsatte hun.

Lauren hilste forlegen på hende. Men det var helt naturligt i den alder.

Da de kørte af sted i bilen syntes Kay åbenbart, at hun skulle fortælle anekdoter fra Laurens barndom. Det startede med, at de kom forbi en bro, og så fortalte Kay, at da Lauren var 4 år havde spurgt, hvordan bilerne kunne køre over buerne på broen. Lauren begyndte, at se en lille smule træt ud over, at skulle have fortalt den slags historier til en hun slet ikke kendte. Men det bemærkede Kay ikke. Så kom hun også i tanke om en anden historie fra Laurens 4 års fødselsdag, hvor Lauren havde sagt, hver gang hun modtog en gave:

”tak, det er lige, hvad jeg havde ønsket mig”, før hun overhovedet havde åbnet gaven. Kay grinede fornøjet over minderne. Hvis det ikke havde været for Laurens flove ansigtsudtryk, så ville Louise også have syntes det var sjovt. Men hun vidste alt for godt selv, hvor ufølsomme mødre kunne være.

 

Louise brugte weekenden hos dem. Det var faktisk rigtig hyggeligt. Hun hjalp til på det lille hotel, som var en hel del mindre, end det hotel, hvor Kamilla arbejdede. Der var kun få ansatte, og denne weekend var der travlt, så Louise hjalp til sammen med Lauren, og 

lørdag aften hyggede de sig sammen med at spille spil. Søndagen gik stille og rolig indtil Louise skulle hjem igen. Deres nuværende au pair, som snart skulle rejse hed Monica og kom fra Østrig, og det virkede som om, at hun var faldet godt til i familien.

 

Alt går faktisk helt godt den lørdag og søndag jeg er der. Der er bare én ting, som gør mig lidt urolig, og det er, at da vi sad og spillede spil lørdag aften; Lauren og jeg, så fortæller hun mig, at de havde en au pair før Monica, som rejste lige pludselig, uden nogen grund. Og det havde de ikke kunnet forstå. Om søndagen tager Kay mig til side, for at spørge, om jeg har lyst til at arbejde for dem. Det svarer jeg ja til, da jeg jo har Johns trussel hængende over hovedet. Og det har egentligt faktisk været en hyggelig weekend. Af en eller anden grund, siger min 6. sans siger til mig, at jeg bør sige nej. Der er noget, som jeg ikke kan sætte fingeren på, men jeg bilder mig selv ind, at det er fordi jeg ikke vil forlade Kamilla og London. Så jeg altså ja”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...