På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
614Visninger
AA

45. Opvågning

Louise var ved, at komme til sig selv. Det var som, at stige op mod overfladen. Og jo længere hun kom op, jo mere ondt gjorde det, og hendes hoved dunkede, så hun havde svært ved at tænke klart. Hun føltes varm efter den tunge søvn. Hun kunne ikke rigtig huske, hvad der var sket til at begynde med. Men da det endelig kom tilbage til hende, blev hun overvældet af sorg over sin egen elendighed og havde mest lyst til bare at glide tilbage ind i søvnen, men det lykkedes ikke.

Hun åbnede øjnene, og alting sejlede rundt. Det føltes som om, at alting gjorde ondt. Især ind i den ene side, og hun føltes ør i hovedet, så hun havde svært ved, at samle tankerne. Hun var tør i munden, og hun havde smagen af opkast på tungen. Hun trængte til noget at drikke, men der stod ingen vand på bordet ved hendes seng.

Hun lå alene på hospitalsstuen. Hun havde egentlig mest lyst til bare at være alene, og hun var glad for, at hendes forældre eller hendes søskende ikke var kommet. Hun spekulerede på, hvor lang tid hun havde lagt der.

 

Hun trak i snoren, for at tilkalde en sygeplejerske. Mest for at få, noget at drikke, og forhåbentligt noget smertestillende. Men hun var nu også lidt nervøs ved det, for hun skammede sig over, at hun havde forsøgt, at begå selvmord.

 

Der kom en sygeplejerske ind, og virkede ovenud glad for, at hun var vågen. Hun fik vand og smertestillende, som hun bad om. Heldigvis var sygeplejersken et sludrechatol.

”Det var da noget værre noget, at du sådan faldt ned fra det gelænder. Men der er da heldigvis ikke sket nogen større skade” kvidrede sygeplejersken.

”Nu meddeler jeg lægen, at du er vågen, og så kigger han ind senere. Han hedder i øvrigt Mikkel” fortsætte hun. Den sidste sætning blev sagt, mens hun lagde en fortrolig hånd på Louises skulder, som hun afsluttede med, at give et klem.

 

Lægen Mikkel kiggede ind til hende senere. Han så nu ret godt ud og var også rigtig sød. Han forsøgte også at lave lidt sjov med hende. Han kaldte hende en klatreabe, fordi hun havde hængt oppe på gelænderet. Men det prellede af på hende. Normalt ville hun have følt sig overvældet af den slags opmærksomhed, men nu følte hun sig tom. Livet føltes håbløst, og nu var hun indtil videre nødt til at leve videre med sine problemer. Det værste var, at alle troede, at hændelsen på gelænderet havde været et uheld. Ingen undrede sig over, hvad fanden hun havde lavet oppe på gelænderet. Det dukkede en snert at vrede op i håbløsheden. Troede folk virkelig, at hun var så umoden, at hun kravlede rundt på alle mulige ting bare for sjov? Hvorfor var folk så blinde for, hvor skidt hun havde det? Var der slet ingen der kunne se, at hun hendes opførsel ikke var normalt?

 

Hun fik dog den opmærksomhed, som hun længtes efter, da hendes forældre kom, men dog ikke i den omsorgsfulde form, som hun havde brug for.

”Hvad skete der dog?” spurgte hendes mor i meget irritabel og lettere hidsig tonefald.

”Mmhh!! jeg faldt vist” mumlede Louise og kiggede den anden vej. Hendes mors facon lagde ikke just op til fortrolighed. Den gjorde hende flov over at være svag. Hendes mor 

var ikke svag. Hun tromlede folk ned med hendes mening, og fik det som regel, som hun ønskede. Sådan så det i hvert fald ud i Louises øjne.

”De sagde, at du var faldet ned fra et gelænder. Hvordan kunne det DOG gå til?” kværnede hun videre. Hun ruskede insisterende Louise i armen, for at få nogle svar ud af hende.

Louise var træt og havde hovedpine og tårerne sved i øjnene.

”Så hold dog kæft” hvæssede hun frustreret tilbage.

”Hvad er dog det for en tone at bruge. Du kan vel godt svare på det, som jeg spørger dig om? Jeg har vel lov til, at vide hvad der skete” snappede moren

Hendes far prøvede at glatte ud (som sædvanligt for sent).

”Så, så Vera, lad hende nu lige komme til hægterne inden vi sætter hende i 3-grads forhør” sagde han beroligende.

”Ove, jeg har lov til at vide, hvad der er sket” snappede hun ham af.

”Er der nogen, der har gjort dig noget?” spurgte hun igen Louise insisterende ”for så melder vi det straks til politiet.”

”Nej, der er ikke.” sukkede Louise træt, mens hun lukkede øjnene. Nu rendte tårerne frit ned af kinderne på hende. ”Jeg er ret træt lige nu. Kan I ikke komme igen senere?” pippede hun.

”Selvfølgelig kan vi det, Skat” smilede hendes far. Hendes mor så ikke just glad ud. Hun undskyldte sig med, at hun skulle på toilet, sagde afmålt farvel, og gik ud på gangen.

”Jeg har købt lidt til dig i kiosken” hviskede hendes far og blinkede. Han listede en pose med guf (som hun nok alligevel ikke ville få spist ret meget af), en cola light (det havde han dog fanget var favoritten) og ugeblade over til hende. Så skyndte han sig efter hendes mor.

 

Mikkel kom engang imellem ind til hende, for at se, hvordan hun havde det. Lidt rigelig tit mente hun nok. Men det gjorde nu ikke noget, for hun kunne nu godt lide ham, og så vækkede han hendes tillid. Da det snart var ved, at være tid til, at hun skal hjem igen, bestemte Louise sig for, at betro sig til Mikkel, om hvad der skete ved ”uheldet”, og at det ikke helt var et uheld. Hun var nervøs for, hvad hun skulle sige, og hun øvede sig meget på. Hun var også nervøs for, at han ikke ville tage hende alvorligt. Men da hun endelig betroede sig, så gik det nemt. For hun begyndte, at tudbrøle, og fik endda sagt meget mere end hun havde planlagt. Hun ville kun have fortalt om selvmordsforsøget, men da hun først kom i gang væltede det ud af hende, hvor hårdt livet føltes, og at hun næsten ikke orkede mere, og at hun også mente, at hendes sunde livsstil vist ikke var helt så sund alligevel.

 

Han lyttede bare til alt, hvad hun sagde, og lod hende græde og fortælle, mens han aede hende på hånden. Så sagde han, at han hellere måtte sørge for, at hun fik snakket med en psykolog. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...