På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
624Visninger
AA

39. Hvem er jeg?

Louise var begyndt at tænke over livet. Hun havde haft svært ved at koncentrerer sig om noget som helst. Sove gjorde hun ikke ordentligt, og mad gad hun slet ikke. Bruddet med Leon havde taget hårdt på hende. Hun var egentligt selv overrasket over hvor hårdt. De havde trods alt været fra hinanden én gang før.

 

”Op med humøret. Den første kærlighed er altid den sværeste at komme sig over, men du skal nok overleve” kværnede hendes mor, mens hun var i et vældigt godt humør, mens hun nynnende fortsatte med dagens gøremål. Denne livsglæde irriterede Louise. Det virkede som om, at hendes mor altid var sur, når andre var i godt humør, og glad, når andre havde det skidt. Nogle gange skulle man tro, at hun kalkulerede med det, bare for, at være på tværs. 

 

Hun plejede at kunne snakke med hendes far, om de fleste problemer. De lignede jo trods alt hinanden, og derfor forstod de også hinanden. Men måske var drengeproblemer lige avanceret nok til ham. Og så slog det hende igen: at han jo ikke var hendes rigtige far. Hvordan kunne hun glemme det? For hun havde virkelig ikke skænken det mange tanker , siden hun fandt ud af det. Og man skulle jo egentlig tro, at hun ville have været mere oprevet over det i længere tid. Måske kunne hun ikke forstå det for alvor, for hun lignede jo slet ikke sin mor på nogen måde.

 

Hun fandt nogle fotoalbums frem, fra da hun var barn. Der var også nogle med hendes bedsteforældre, onkler, tanter, fætre og kusiner samt en masse mindre kendte familiemedlemmer. Det var de billeder fra hendes fars familie, som hun kiggede mest på. Hun lignede da lidt hendes farmor, gjorde hun ikke? 

 

Hun rodede så meget i skabene, at hun fandt nogle gamle albums fra da hendes mor var barn og ung. De var sat pænt i orden i albummene, og hun havde faktisk set dem flere gange før. Tilfældigt åbnede hun en gammel kasse, og der lå en masse billeder fra hendes fars barndom og ungdom. Hun bladrede dem igennem og studerede dem nøje, og blev helt forskrækket, da hun så et ungdomsbillede af hendes faster. 

 

Hun tog kassen og gik ud på terrassen, hvor hun fandt sin far alene. Heldigvis!!

”Jeg fandt denne her” sagde hun, og holdt kassen frem imod ham.

Ove kløede sig lidt i håret, og så distræt ud.

”tjae, jeg fik kassen, da din farmor gik bort, og jeg burde sætte dem i albums, men jeg er ikke rigtig kommet til det” mumlede han undskyldende.

”jeg gør det gerne” svarede Louise hurtigt. Det var ikke det, hun ville diskutere med ham. Hun dykkede ned i kassen, og fiskede et billede op.

”syntes du ikke, at jeg ligner faster ret meget?” spurgte hun.

”tjoo, det gør du jo nok.”

”Men jeg er jo ikke biologisk i familie med hende. Det har du selv fortalt. Og jeg ligner jo generelt meget din familie” Hun tænkte sig lidt om. ”jeg synes vi skal DNA-testes, for at se, om du ikke er min far alligevel”

Ove så helt chokeret ud.

”jamen din mor var ret sikker på, at det var ham den anden."

”jeg vil testes alligevel” insisterede hun, og efter lidt overtalelse, gik Ove med til det. Pigen havde jo ret. Hun lignede jo hans familie temmelig meget. 

"Men vi siger ikke noget til mor, før vi ved besked, vel?" spurgte han forsigtig. Der var ingen grund til at skabe splid over noget, der måske var ingenting.

 

De bestilte en test, som de skulle tage derhjemme, hvor de begge to kørte rundt i munden med en vatpind. Og så skulle de sendes ind til et laboratorium. Svaret blev så sendt tilbage til dem, og det lykkedes dem, at få det gjort bag om Veras ryg.

 

Da testen kom tilbage viste det sig, at Ove faktisk var Louises far alligevel.

”Vi bliver nok nødt til, at fortælle mor om det, ikke?” sagde Ove

”jo, vi er” svarede Louise og smilede.

”og der bliver en farlig ballade” sagde Ove

”mon ikke!!”

 

Det gjorde der også. Vera blev nærmest hysterisk. Først at få at vide, at hendes datter godt vidste, at hun havde en anden far, og så afsløringen om, at det havde hun så alligevel ikke. Det var mere end hun kunne klare. Det lykkedes dog Ove, at få hende beroliget, selvom det tog et par dage, før hun var sit eget emsige selv igen.

 

Selvom det var dejligt, at få afklaret, og det havde givet lidt adspredelse, hjalp det ikke på Louises dybere sindstilstand. Livet var stadigvæk trivielt; hun bar stadigvæk nedtrykt, og til tider tænkte hun, at det jo egentligt var lige meget, hvem hendes far var. Leon spøgte ikke så meget mere i hendes tanker, men hun var stadigvæk ked af det. Og det kunne hun ikke forstå.

 

I hendes søgen efter noget, der kunne muntre hende op, var hun taget til frisøren, og havde fået klippet hendes lange hår af, så hun fik den Mia Farrow frisure, som hun mente ville klæde hende. Hendes mor fik et føl, da hun så det.

”Det kaldes også fehår, når kvinder har en meget kort frisure” forklarede hun sin mor. Men det var hun ligeglad med, og hun kom med stikpiller om det i dagevis efter.

 

Hendes far syntes det var vældig pænt, og selv var hun egentlig ret ligeglad, da det kom til stykket. Det gjorde hende ikke meget gladere alligevel, som hun havde håbet. Men det var i det mindste lettere at vaske og få sat om morgenen. 

 

Hun håbede, at hendes uddannelse ville give hende den mening med livet, som hun trængte til. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...