På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
409Visninger
AA

26. Et telefonopkald

Jeg får pludselig den ide, at jeg vil ringe til Sophie, for at fortælle hende, hvordan det går, og jeg er tilbage i London. Jeg har ellers ikke tænkt på hende eller børnene i længe, fordi der er sket så meget. Jeg har gemt deres adresse og telefonnummer, hvis jeg skulle for brug det, mens jeg var ved den anden familie. Jeg ringede dog også til Sophie en enkelt gang, ang. pengene fra engelsk kurset, fordi vi lige skulle have nogle ting på plads.”

 

Jeg ringer til hende en formiddag, hvor jeg ved, at John er på arbejde. Jeg ved ikke om hun er på et af hendes kurser, men det håber jeg ikke. Da telefonen bliver taget er det en pigestemme, der siger ”hello”.

Er det dig Sophie?” spørger jeg på engelsk.

Nej, jeg er Sophies au pair” svarer stemmen tøvende med en flad dansk accent, som jeg sikkert også havde, da jeg kom til England. Men jeg tror ikke, at min accent er så slem mere. Jeg bliver paf et øjeblik. Der går et øjeblik inden realiteten af det der sker, går op for mig. De har udskiftet mig. Nu ved jeg godt inderst inde, hvorfor John ville af med mig. Jeg er ikke dum. For det første var han jaloux over, at jeg var sammen med hans børn dagen lang, og så havde han det svært med min spiseforstyrrelse. Så umoden som han er af sin alder, må det også være svært, at takle den slags problemer, hos et andet mennesker.”

 

Jeg kan høre Sam pludre i baggrunden. Jeg spørger stadigvæk på engelsk om Sophie er hjemme. Det er hun, så jeg får hende i røret. Hun begynder, at forklare undskyldende, at hun bare er barnepige, og hun bor ikke hos dem, selv om hun er dansker. Børnene skal jo passes, når hun skal på kursus. I øvrigt var hun lige på vej ud af døren. Jeg føler mig overraskende ligeglad med hendes forklaring. Jeg er irriteret på John, over hans luner, for han står sikkert bag det hele. Men jeg orker ikke, at tænke på det. Jeg fortryder lidt, at jeg ringede. Jeg skulle have skrevet i stedet for.

Jeg vil smutte igen, hvis du har travlt” siger jeg.

nej, vent!! Jeg er da lige nødt til, at høre hvordan det går hos din nye familie.”

Jeg fortæller hende kort, at vi ikke kom så godt ud af det med hinanden, så jeg er tilbage i London, og arbejder på det hotel, hvor min veninde, fra sprogkurset arbejder. Jeg nævner ikke noget om, at jeg er stukket af. Men jeg lover, at jeg ikke kommer uanmeldt og generer dem. London er en stor by, det er ikke engang sikkert, at vi støder på hinanden. Jeg ville bare gerne høre hendes stemme. Hun siger, at det også er dejligt, at høre min stemme. Hun siger, at hun skal til at sted nu, og at jeg må have det godt. Jeg kunne ligesom fornemme, at jeg var lidt til besvær. Men nu fik jeg da lige snakket med hende en sidste gang. Jeg ringer i hvert fald ikke igen.”

 

Sophie kunne åbenbart ikke huske det hotel, jeg arbejder på, hvilket et det er. Hun spurgte ikke, og jeg fortalte hende det ikke, for jeg troede egentligt, at hun var klar over, hvilket hotel jeg talte om. Jeg havde jo været der flere gange, for at besøge Kamilla, mens jeg boede hos dem. Men en dag kom Alistair ind i receptionen, og spurgte efter mig, om en Louise Pedersen fra Danmark havde arbejdet der i de sidste par måneder. Til mit held var receptionisten helt ny, og var startet efter, at jeg kom til, og havde ikke helt styr på personalet endnu. Hun havde sagt til ham, at der godt nok var et par danske piger, men at de begge to havde været der siden sidste sommer. Receptionisten havde åbenbart ikke haft styr på vores efternavne, for hun havde blankt afvist at der arbejdede en der, der hedder Pedersen til efternavn. Han var så blevet overbevist, og var gået igen. Hvor er jeg glad for det. Det ville have været pinlig, at skulle have snakket med ham.

 

Receptionisten havde så senere fortalt det til Kamilla og jeg, som en sjov historie fra hverdagen, at der havde været én inde, og spørge efter en dansk pige. Vi fandt så ud af, at det var mig, han havde spurgt efter. Vi kom sådan til at grine over det, at hun havde smidt ham ud. Men hun blev ret ked af det, for hun havde jo sådan set ikke gjort hendes arbejde ordentlig, og hun ville få en ordentlig skideballe for det. Men jeg sagde, at det gjorde ikke noget, og vi lovede, at vi ikke ville sladre til direktøren. Vi aftalte, at hvis Alistair kom igen, skulle hun bare blive ved med at sige, at jeg ikke arbejder der.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...