På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
629Visninger
AA

15. Efter flugten

Irene mødte tidligt på arbejde. Allerede kl. 7.00 som sædvanligt. Der ville stadigvæk gå et par timer inden den dovne danske pigebarn dukkede op, og fik hendes såkaldte morgenmad. Te og toast uden noget. Det var da ikke til, at leve eller dø af. Men måske stod hun tidligt op, som i går. Hun gad i hvert fald ikke rende derop igen, for hun havde da ellers fået noget af en afvisning i går. Det var da total spild af tid. Hun kunne nu heller ikke hører hende rende rundt deroppe. Nå, men hun kunne få lov til at sove, for hun var da også helt uduelig, når det kom til at hjælpe til. Hun fattede ikke, hvad de dog ville med hende. Nej, hende Monica fra Østrig; hun havde været en frisk pige.

Irene havde været koncentreret om arbejdet, og pludselig var kl. 11.00, og pigebarnet var ikke kommet ned endnu. Måske var hun gået helt væk fra føden. Frokost skulle hun have, når Lauren kom fra skole, for at holde frokost pause. Det skulle hun nok sørge for. Det kunne da lige passe, at hun skulle gå og blive pga. mangel på mad. De havde besvær nok med hende i forvejen.

Så Irene trampede op af trappen til hendes værelse, selv om hun havde lovet sig selv ikke at gøre det. Hun bankede heftigt på døren, mens hun højt kaldte Louises navn. Men hun svarede ikke. Var hun måske i bad? Eller var hun listet ud, uden at hun havde set det. Det kunne næsten ikke passe. Men så hemmelighedsfuld, som hun havde været i går, så vidste man aldrig. Måske skulle hun hente ekstranøglen, og se hvorfor hun ikke måtte komme ind på værelset i går. Det var nu ellers ikke noget, som hun før havde haft trang til, men lige nu var hendes nysgerrighed vakt. Og nysgerrigheden vandt, (selv om hun faktisk ikke vidste, hvor Louise gemte sig lige nu). Hun kunne altid undskylde sig med, at hun havde været bekymret, hvis hun skulle blive opdaget. Hun blev endda helt opstemt, da hun stod foran døren med nøglen. Pludselig var hun sikker på, at der var noget spændende derinde. Især fordi pigebarnet ikke ville lukke hende ind dagen før. Hun åbnede døren og blev skuffet. Der var ingenting ud over helt almindelige hotelmøbler, der var fast inventar i alle værelserne. Ikke en eneste personlig ting var der. Hun kiggede rundt i skuffer og skabe, og hun fandt ingenting, udover nogle nøgler i en kuvert i en skuffe. Pigebarnet var altså stukket af.

Irene fortalte det til David, da han langt om længe kom over på hotellet efter frokost. Umiddelbart virkede han ligeglad.

”Så slipper vi da for hende til at fylde op” sagde han henkastet. Han vendte ryggen til hende og gik. Det gjorde Irene bekymret. Havde han tænkt sig, at gøre noget? Godt nok var pigebarnet anstrengende og svær at regne ud. Men når hun bare sådan forsvandt med alle sine ting, så burde man da gøre noget. I det mindste kontakt hendes familie. Men det var jo egentlig ikke hendes opgave.

David brød sig heller ikke om pigebarnet. Hun virkede så nervøs og uden initiativ. Det var noget han ikke brød sig om. Kay sagde, at de skulle være søde ved hende, fordi det måtte være svært, at være ung i et fremmed land. Men Kay var også på arbejde det meste af dagen, så hun skulle ikke trækkes med hende. Men hun ville forlange, at der blev gjort noget, når hun hørte, at hun var stukket af.

Så David ringede til au pair bureauet, for at høre, om de vidste noget om hende. Det kunne jo være, at hun havde ringet til dem. De ville lige snakke sammen indbyrdes, og så ringe tilbage. Da de ringede tilbage en time senere, fortalte de, at ingen på bureauet, havde hørt fra Louise. Så de vidste ikke, hvor hun var. Det var selveste Alistair fra bureauet, der ringede, og han begyndte, at udspørge David, om der havde været flere problemer, for det havde jo ikke været helt gnidningsløst, da han havde besøgt dem sidst. David følte sig utilpas. Han svarede undvigende på spørgsmålene. Lidt knas var der vel engang imellem, men ikke noget særligt, mente han. Alistair sagde, at de ville prøve at ringe til Louises forældre hurtigst muligt, for at høre om de vidste noget. Hvis de ikke gjorde var der problemer.

Hvor hurtigt kunne de finde en ny au pair til dem tillod David sig at spørge. Det lød Alistair ikke til at tage særlig pænt.

”skulle vi ikke lige tage at finde hende, som du har mistet først” svarede han køligt.

David orkede det ikke. Så kunne de rende ham kunne de. Så måtte de finde en ny pige på en anden måde. Kay ville heller ikke blive for glad, når hun hørte, hvad, der var sket. Nej, han orkede det altså ikke. Han håbede altså, at det dumme pigebarn blev væk godt og grundig.

Kay satte som forventet himmel og hav i bevægelse. Hun skældte først ud over, at der ikke var nogen, der havde ringet til hende noget før. Da David havde snakket med bureauet, så ringede hun ikke til dem igen den dag. Men hun ringede til dem flere gange den næste dag, indtil hun fik Alistair i røret, som kunne fortælle, at han havde snakket med Louises far, og han kunne fortælle, at Louise havde det godt, men de skulle ikke regne med, at se hende igen. Kay fik endda Alistair overbevist om, at de skulle finde en ny au pair til dem. Alistair tænkte i sit stille sind, at de hellere måtte holde lidt nærmere øje med den familie.

Kay tænkte ved sig selv, at nu måtte de tage sig sammen. Hun havde jo godt vidst, at det ikke gik så godt med Louise.Men hun havde jo selv meget at se til. Fuldtidsarbejde, hotellet, og en mand med helbredsproblemer og humørsvingninger. Så var det heller ikke nemt, at skulle være barnepige for barnepigen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...