På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
561Visninger
AA

30. Del 5: Sommerferie og efterår

Nu er det endeligt sommerferie, og mine forældre kommer. De får rabat på et værelse her på hotellet, fordi jeg arbejder her. Jeg har fået en af mine engelske kollegaer til at køre mig til lufthavnen, når jeg skal hente mine forældre. Leon bryder sig ikke om, at køre i venstre side, så jeg spurgte min anden kollega først, og det er Leon ikke tilfreds med, kan jeg mærke. Jeg tror, at han er lidt jaloux. Jeg forstår ham ikke, for han har været kølig over for mig i længe. Men jeg gider ikke tænke på det; jeg glæder mig alt for meget til at se mine forældre igen. Især min far. Jeg har nok altid været lidt fars pige, fordi jeg er den yngste. Min mor har altid gerne ville bestemme over mig, og jeg har altid ladet hende tro, at hun bestemte, og så har jeg nogen gange gjort, hvad hun sagde, og nogen gange bare gjort, hvad jeg selv ville. Hvis man vil diskutere med min mor skal man have meget gode argumenter, meget energi og overskud, og rigtig meget tid. Hun kan blive ved i en uendelighed, fordi alle problemer og detaljer SKAL vendes. Det kan være godt nogle gange og nogle gange temmelig belastende. Jeg er nogle enkelte gange blevet helt hysterisk på hende, når hun ikke vil stoppe igen, og så har jeg skreget af hende, og rendt ind på mit værelse, og låst døren. Så står hun udenfor, og banker på døren, for så skal vi ”snakke” sammen. Og hvis jeg har været så dum, at låse op, så skal hun absolut kramme en, for at gøre det bedre og jeg kan slet ikke klare det, at hun er så omklamrende. Jeg skreg engang af hende, at hun skulle lade være med at røre ved mig. Det tog alligevel pusten fra hende, og hun gik mens hun så såret ud. Jeg aner ikke, hvad hun tænkte i det øjeblik, men det havde ingen varig effekt på hende. Så er det bedre bare at holde mund, for så tror hun alting er i orden. I min mors verden er der to følelser: lalleglad eller sur. Ikke ret mange nuancer indimellem.

Men både min far og jeg er lidt konfliktsky, så vi tager ikke så tit et opgør med hende, hvorimod mine søskende Trine og Karsten blæser på, at hun vil diskutere og udgive ordre. Det gør lige hvad de vil uden at lægge skjul på det. Jeg ville ønske jeg kunne gøre det. Men det er nok fordi de alligevel ligner min mor ret meget: selvstændige og bestemmer gerne.”

 

"Mens mine forældre er her skal vi ud og se på nogle seværdigheder i London. Jeg har egentligt ikke fået set ret meget af London. Jeg har fri en hel uge inden jeg rejser, så vi kan komme ud se en hel masse ting sammen, og så rejser vi lidt rundt i England inden vi rejser hjem. Jeg pakker mine ting, og lader det meste stå på hotellet, for vi kommer alligevel tilbage til London, da vi skal flyve hjem fra London lufthavn. 

Men først skal vi se lidt på London. Vi skal ind og se på butikker i. Ikke at min far synes, at det er så sjovt, men nu er han jo i undertal. Så skal vi se nogle seværdigheder bagefter. Også noget kulturelt, så min far også får noget ud af det.”

 

Jeg synes, at mine forældre skal se Hyde Park i London. Selv om jeg godt kan lide storbyen, synes jeg det er dejligt med lidt natur inde midt i byen. Vi sætter os på en bænk, og spiser en is, og der løber et par egern over græsplænen, som vi synes er enorm nuttede. Min mor og jeg synes det i hvert fald. Pludseligt er der en sort labrador hund der kommer hen og snuser til mig, og begynder at hoppe op af mig. Jeg skubber den irriteret væk, for jeg tror først, at den vil have min is. Men jeg opdager, at det er Sophie og Johns hund. Jeg kigger mig omkring og for at se, om jeg kan får øje på nogle jeg kender, og jeg kan høre Sophies stemme, der kalder på ham. Det giver ekko imellem træerne, og det er svært at høre, hvor stemmen kommer fra. Selv Sula ser forvirret ud. Pludseligt dukker hun op, med børn og klapvogn og det hele. Men ingen ny au pair-pige. Hun ser forvirret ud, da hun får øje på mig og lidt forlegen, men så smiler hun, og kommer hen til mig. Hun prøver på, at give mig et knus, men jeg vender siden til hende, så hun ikke kan komme til, og jeg præsenterer hende høfligt for mine forældre. Men jeg lægger ikke op til at snakke, for jeg er stadigvæk lidt stødt over, at hun ringede til bureauet dengang, hvor Alistair, kom og ledte efter mig. Ikke at jeg har gået og tænkt over det alt den tid, men det kom tilbage til mig, da jeg så hende. Hun spørger om jeg tid til at snakke lidt med hende alene, og min mor siger, at vi bare kan gå en lille tur sammen, så holder de øje med børnene. Jeg har ikke fortalt mine far om episoden med Alistair, så jeg synes ikke, at jeg kan afslå.”

 

Men så har jeg lejligheden til, at spørge hende om, hvorfor hun gjorde det, og hvorfor de har fået en ny au pair, hvilket også sårede mig lidt, da jeg fandt ud af det. Sophie forklarer mig, at deres nye au pair havde fortalt hende, at jeg havde haft ringet, og så havde hun fortalte det videre til John. Så det var ham der havde ringet til bureau, og havde sat det hele i gang. Selvfølgelig, det burde jeg havde vidst. Jeg spurgte til den nye au pair, og Sophie fortalte at hun allerede var rejst hjem igen, og det var igen Johns skyld, så nu havde de bare børnene i dagpleje, når Sophie var på kursus. Der var sket det, at Sam var faldet på legepladsen, mens den nye au pair havde passet ham, og han havde flækket en læbe. Det var John blevet vred over, og havde ikke synes den nye au pair var ansvarlig nok. Så han havde krævet at hun skulle finde en ny familie eller rejse hjem. Lige som han havde gjort med mig. Og hun var altså rejst hjem. Sophie mener, at det er fordi John er jaloux over, at skulle dele børnene med andre end hende, at han opfører sig sådan, og så har han vel lidt svært ved, at blive voksen (tænk engang, at hun selv har regnet det ud, det kunne jeg godt have fortalt hende). Hun tænker på, at forlade ham, for nogen gange gør han hendes liv mere besværlig, end han hjælper, fortæller hun. Det bliver sikkert hårdt at være alene med to børn, men han er næsten aldrig hjemme alligevel. Hun fortæler mig nogle ting fra deres liv, hvor han har opført sig umoden og uansvarligt (ligesom den gang med kasinoet og kollegaen). Og så er der også økonomien, fortsætter hun, som bliver svær, at få til at hænge sammen. Jeg bliver lidt forlegen over det, for de problemer hun har, er ting som jeg ikke har været nødt til at forholde mig til endnu. Hun virker ulykkelig og træt synes jeg. Jeg tænker ved mig selv, at det burde hun virkelig gøre, forlade ham, for hun er alt for god til ham.”

 

 ”Mens vi går ind i parken tænker jeg, at nu, var det nok en god ide, at fortælle mine forældre, om mine ændrede uddannelsesplaner. Jeg havde ingen anelse om, at det ville blive et problem, det skulle bare have været en oplysning. så jeg fik lidt, af et chok, da min mor begynder at skælde ud på mig og råbe op inde midt i parken. Hun siger, at nu skal jeg tage at blive voksen, og finde ud af hvad jeg vil med mit liv. Jeg bliver først helt paf, og så siger jeg roligt til hende, (uden at skrige for en gang skyld). at jeg godt ved, hvad jeg vil med mit liv. Det har jeg jo lige fortalt hende. Min far blander sig ikke, men han står alligevel og smiler lidt. Så jeg ved, at han er på min side. Min mor fortsætter med at skælde ud, så jeg siger til hende, at jeg det gider jeg ikke finde mig i. Jeg vender mig om, og begynder at gå. Jeg er ikke sikker på, at mine forældre ved, hvilken vej de skal, men så må de jo bare følge med. For jeg vil tilbage til hotellet nu. Min far kom kommer hen og lægger en arm omkring mig, mens vi går, og hvisker til mig, at jeg ikke skal tage mig af det.”

Det er jo bare fordi, at mor savner dig, og at hun regnede med, at du kom med hjem”, siger ham.

Det er typisk min far. Han prøver altid at glatte ud. Men han er jo stadigvæk på min side, så vi går sammen. Mor ved i hvert fald ikke, hvilken vej hun skal. Hun følger også efter, men hun ligner et eddikkebryggeri, og hun siger heller ikke mere."

 

Men resten af ferien blev nu god nok. Der var ikke de store skænderier. Men mens vi rejser rundt i England, kommer pludselig den sorg, som jeg havde ventet på, over, at jeg ikke er sammen med Leon mere. Jeg savner ham. Jeg tror jeg vil snakke med ham, når vi er tilbage på hotellet. Nu kommer jeg tilbage på hotellet efter sommerferien, så vi kunne godt begynde at komme sammen igen, hvis han har lyst. Jeg har fortalt mine forældre om Leon, mens vi har været ude at rejse, og at vi ikke er sammen mere. Min mor gik straks i gang med, at nu skulle vi analysere, hvad der gik galt, og hvem der sagde hvad til hvem osv.. Så jeg fortrød, at jeg sagde noget. Jeg burde have vidst det, for min mor vil som altid have problemerne løst. Nogen gange ville jeg ønske, at hun bare ville lytte til det man siger, uden at gå helt i selvsving og indblande resten af verden. Ikke alle problemer skal eller behøver blive løst. Nogle gange er det bare rart, at blive lyttet til.”

 

Jeg er så glad, for jeg nåede, at snakke med Leon inden vi rejste hjem, og han blev så glad for, at jeg kommer tilbage til London efter sommerferien, så nu er vi sammen igen. Min far og mor nåede også lige at hilse på ham, og min mor opførte sig da heldigvis acceptabel. Sådan da. Men vi nåede at spise middag sammen, inden vi rejste hjem til Danmark."

 

”Han spurgte, om jeg ikke kom en uge til Spanien i sommerferien, for han har også. sommerferie. Det har jeg sagt ja til. Min mor prøvede ellers at overbevise mig om, at det var en dårlig ide, fordi det kunne jeg ikke klare, og unge mænd osv. (og hvad har jeg lige gjort et helt år alene i England, Mor!!). Men min far fik på en eller anden måde klemt ind i samtalen, at han synes det lød dejligt, for så ville jeg da få lidt sol, og det kunne jeg vist godt trænge til, og så blev vi ved med, at snakke om, hvor dejlig Spanien ville være. Så til sidst kunne min mor ikke komme med flere indvendinger. Gud velsigne min far. Selv om han er konfliktsky har han sin egen måde, at snøre min mor på. Det har jeg lagt mærke til flere gange i ferien. Har han altid gjort det?Leon sagde, at han nok skulle ordne min flybillet, og min far stak ham nogle penge under bordet. For han skulle da ikke betale det hele selv.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...