På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
425Visninger
AA

9. Del 3: Landsbyen

Den aften jeg kom til landsbyen, var deres gamle au pair Monica lige rejst, og Lauren, pigen jeg skal passe, var opløst i gråd, over at hun var rejst. Jeg tænkte, at hun nok skulle have lidt tid til, at komme over det. Hun snakker også ret meget om hende hele tiden. Jeg synes det er irriterende, men jeg viser det ikke. Tværtimod benytter jeg chancen til at spørge om, hvad de lavede, når Lauren kom hjem fra skole. Jeg havde også en masse forslag til, hvad vi to kunne lave med hinanden. Men der er ikke rigtig noget, der fanger hende. Hun ikke direkte modarbejder mig; hun nærmest ignorer mig bare. Jeg tænker optimistisk, at det nok skal komme med tiden. Hun skulle vel lige vænne sig til en ny au pair”

 

Jeg får et værelse på hotellet, og det er næsten en lille suite, med et soveværelse, og en stue. Badeværelse har jeg ikke. Der deler jeg med gæsterne. Det er et ret lille hotel, og det er ikke altid, at der er gæster. Der skal være nogen på hotellet om natten. Så det er altså mig. Jeg tænker ikke så meget over ansvaret, men hvis der sker noget seriøst midt om natte, så aner jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg får godt en instruktion i, hvordan brandalarmen virker, men det forstår jeg ikke ret meget af, og jeg spørger ikke ind til det. Men som sagt, så tænker jeg ikke så meget over det. Jeg bruger meget energi på at tilpasse mig.”

 

Det er en mærkelig familie, jeg er havnet i. De snakker ikke særligt dybt med hinanden. Jeg har ihærdigt prøvet at tilpasse mig. Men jeg får ikke noget feedback på det jeg gør. Så jeg har nærmest givet lidt op. Jeg kan nogle gange mærke, at de ikke er særlig tilfreds med mig. Jeg prøvede tjenestevilligt, at spørge i starten, hvad jeg skulle lave i huset. Jeg fik også et svar, men jeg får kun et svar, når jeg spørger. Og jeg er altså ikke tankelæser, og det kan være svært at vide, hvad man skal spørge om.”

 

Jeg er ikke speciel tæt med Lauren. Hun er 10 år, og ligger nok lige på grænsen til, at komme i problemalderen, så hun kan være ret strid nogen gange. Hun er også enebarn, så hun er vel også vant til, at få sin vilje. For det meste går det gnidningsløst, men engang imellem trykker hun på de forkerte knapper. Jeg har ikke pædagogisk indsigt nok til, at tackle det på den rigtige måde. Det skyldes nok, at jeg ikke er så gammel selv. Så det 

eneste vi næsten kan enes om er, at se en videofilm sammen. Ellers passer vi hvert vores. Jeg er vel nærmest bare i nærheden, fordi hendes forældre ikke synes, at hun skal være alene, og de har jo travlt med hotellet.”

 

Laurens far David er nok mit største problem. Han har enorme humørsvingninger. Jeg ved aldrig, hvor jeg har ham henne. Nogle gange er han enorm flink ved mig, og nogle gange overfuser han mig, for en lille bitte fejl. Hvis der er andre i nærheden, skælder han son regel ikke ud, men til hverdag er der sjældent gæster i huset, og der har jeg tit fået hug, når vi er alene. Han kan skælde ud, så man krymper sig, og man ønsker man forsvandt fra Jordens overflade. Det værste er næste, at jeg ikke har nogen anelse om, hvornår han slår til. Det har slidt frygteligt på mine nerver og min selvtillid. Han skælder tit ud over, hvis jeg har gjort noget forkert med rengøringen i huset, og hvis det ikke er gjort ordentligt. Han siger til mig, at jeg er nød til at tænke selv, for han er træt af, at skulle fortælle mig alting. Men jeg ER jo ikke tankelæser.”

 

Laurens mor Kay kommer jeg godt nok ud af det med, og hun er sød ved mig. Men hun er aldrig hjemme, fordi hun er arbejdsnarkoman. Hun har fuldtidsarbejde i løbet af ugen, og så arbejder hun på hotellet om aftenen og i weekenden. Jeg fatter ikke, hvordan hun klare det.”

 

Min hverdag foregår på den måde, at jeg har fri om formiddagen. Så tager jeg over i huset om eftermiddagen og ordner de huslige pligter jeg har derovre, og så kommer Lauren hjem fra skole ved tretiden. Så er vi sammen et par timer, inden vi skal spise aftensmad, hvor Lauren laver lektier. Om aftenen er vi også sammen, men der ser vi mest fjernsyn.”

 

Jeg løber tit en tur om formiddagen, for at klare mine tanker. Der er en sti, der går langs med stranden. Stien fører hen til den næste landsby, og jeg løber tit den tur frem og tilbage. Nu regner de jo afstande i mil, men jeg har regnet ud, at turen er ca. 10 kilometer. Nogle gange går jeg bare ned på stranden, og ser ud over havet. Især hvis det blæser, kan jeg godt lide det, for så er der gang i bølgerne.”

 

Når jeg har været ude og løbe, så er det bedste jeg ved, at komme i et varmt bad. Jeg er nærmest fanatisk renlig med mig selv. Der er et badekar på badeværelset på hotellet, og jeg kan ligge deri i en evighed, når jeg har tid. Og så børster jeg tænder, vasker mig grundigt fra top til tå, barber ben, og nusser om mig selv. Det er ikke for at forkæle mig selv, at jeg gør det. Det er mere fordi, jeg er helt besat ved tanken om, at være ren.”

 

Nogle gange tager jeg bussen til en af de nærmeste byer, som er lidt større med flere butikker. Jeg elsker bare at snuse rundt i butikkerne. De har butikker, der er anderledes, end jeg er vant til, og det synes jeg er dejligt. Jeg finder bl.a. en boghandel, der har bøger fra gulv til loft, og i flere etager. Jeg har det som om, jeg er i himlen. Jeg snakker engang imellem med nogen i bussen. Folk er bare anderledes herovre på det område. Engang snakken jeg faktisk med en af Laurens klassekammerater i bussen. Han hedder Bruce! Bruce betyder også blåt mærke på engelsk. Det er altså lidt sjovt! Nå, men jeg mødte også engang en fyr i bussen, der inviterede mig på en date. Det var der da også en i bybussen i Edinburgh, der gjorde. Bussen i Skotland er åbenbart et scorested. Hvorfor er det ikke sådan nogle flinke mennesker, som jeg er havnet hos.”

 

Jeg havde en masse planer om, at jeg skulle hjælpe rigtig meget på hotellet, men det kan jeg slet ikke overkomme. Jeg ville også gerne have fortsat på et engelsk kursus. Men jeg har ikke meget hjælp, at hente mht. til at finde ud af, hvor der er nogle kurser. Det er jo en lille by, så jeg skal jo nok ind til en af de lidt større byer, men jeg aner ikke, hvordan jeg skal finde ud af det, så det opgiver jeg igen. Og der er jo ikke rigtig noget hjælp at hente nogensteder.”

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...