På rejse

Om en ung piges rejse ud i verden med de problemer, som hun har med i bagagen.

Denne historie er skrevet af flere omgange, og er nogle gange blevet redigeret ret meget. Så hvis man finder ting i handlingen, som ikke passer sammen så sig endelig til.

1Likes
0Kommentarer
451Visninger
AA

1. Del 1: Før afrejse

Louise skrev normalt ikke. Altså hun skrev da breve engang imellem, men hun skrev ikke digte eller historier, som nogle teenagepiger måske gjorde. Men hun var nået til skillevej i hendes liv, som endelig så ud til at blive spændende. Hun skulle på et eventyr, som var hendes helt alene. Dette eventyr bestemte hun sig for at skrive ned for, som den naive og opmærksomhedssøgende teenager hun var, at det ville blive så interessant, at andre faktisk ville læse det på et tidspunkt og finde det spændende. I øvrigt var det midt i sommerferien, og hun havde ikke noget bedre at tage sig for. Så der blevet skrevet meget om alt muligt. Allerede inden hun overhovedet var taget af sted.

Jeg er på vej ud i verden og livet helt alene, og dette er min rejseberetning. Jeg er på vej til England som au pair og det er ret skræmmende. Det har været en hård vej indtil nu, da der har været meget, der har været ved at gå galt, men nu er alting klappet og klar. Jeg har bestilt flybillet og kufferten er næsten pakket, og i morgen rejser jeg. Jeg glæder mig helt vildt. . . . . ..men jeg er også nervøs.”

”Louise” råbte hendes mor op ad trappen.

Hun sukkede. Nogle dage gjorde hendes mors gennemtrængende stemme hende noget så træt. Hun trængte til at være lidt i fred. Men hun smuttede dog alligevel ud på trappen, for at høre, hvad hun ville. Hun ville dog bare meddele, at hende og faren tog på indkøb, og ville nok være væk en time eller to.

Dejligt!! Så var der fred.

Jeg vil starte med at sige, at grunden til, at jeg rejser, er ikke, at jeg stikker af fra noget. Jeg har faktisk en rigtig ”vammel” kernefamilie. Jeg har allerede i min unge alder af atten år, fået nogle knubs hen ad vejen, men det er ikke derhjemme, jeg har fået dem. Jeg er måske blevet forkælet, fordi jeg er den yngste af tre. Men jeg er til gengæld heller ikke blevet holdt tilbage, når der er noget jeg gerne ville prøve, og der har været mange ting, og jeg er væltet ud i det, uden at lytte til gode råd. Det er derfor, jeg har fået så mange knubs.

Så er mine forældre kommet og skrabet mig op igen. Mine forældre har også altid været den slags, der skulle deltage i alt, hvad der havde med os børn at gøre. De har fået klemt sig med ind på alle de skole ture osv. de overhovedet har kunnet komme af sted med. Det har jo nok været min mor, der har insisteret på, at sådan skulle det være. Min far er så fulgt efter, som det tynde øl. Min mor har altid gerne ville blande sig, og nogen gange har hun blandet sig for meget, fordi hun troede hun vidste bedst.

Jeg kommer fra en mindre by uden for Ålborg, og det er ikke det mest spændende sted i verden. Så nu har jeg så bestemt mig for, at jeg vil ud, og opleve noget andet. Jeg har bestemt mig for, at jeg vil være au pair, for det er der så mange der gør. Det er nu ikke bare en grille jeg har fået, for jeg har tænkt på det længe. Da jeg gik ud af 10. klasse vidste jeg ikke, hvad jeg ville. Jeg var i hvert fald skoletræt, så jeg ville ikke på gymnasiet eller handelsskole. Jeg tror heller ikke, at jeg ville være egnet til det, for jeg har aldrig været særlig god i folkeskolen, så jeg ved ikke rigtig, hvad jeg ville egne mig til at blive. Så jeg fik et arbejde på et cafeteria. Jeg vaskede op, ekspederede, gjorde rent, hjalp lidt med maden. Og så var det jeg gik og bestemte mig for, at jeg ville være au pair. For at forberede mig til det, tog jeg på et husholdningskursus. Så jeg har i hvert fald fået lært at lave mad, gøre rent og vaske tøj. Så nu mener min mor, at jeg også skal gøre mig nyttig derhjemme. Hmm!! Nå, men jeg har så fået arbejde i cafeteriet igen indtil jeg tager af sted, for at tjene nogle ekstra penge til turen.

Mine ældre søskende har altid vidst hvad de ville. Min søster Trine ville arbejde med dyr, så hun er blevet dyrepasser, og overvejer at studere biologi på universitet. Hun har nogle enkelte fag hun skulle have taget først, og det skal nok lykkes for hende, for alt hvad hun sætter sig for lykkes for hende. Hun er flyttet hjemmefra, så hun bor i Ålborg nu, og arbejder i Ålborg zoologiske have. Min bror Karsten er ældst. Han er revisor, og er enorm god til matematik, hvilket jeg overhovedet ikke er. Han bor i øvrigt sammen med sin kæreste Charlotte. Hun kan ikke fordrage mig, og snakker altid til som om jeg er et pattebarn, hvis hun overhovedet gider, at snakke med mig. Og hvis jeg siger min mening om en eller anden ting, så har hun altid en anden mening, som hun fremfører, som om, at det er det eneste rigtige. Det er som om hun gør det bevidst.

Jeg ved overhovedet ikke, hvad jeg vil. Og mine forældre har heller ikke presset mig til, at finde ud af det. De kan måske mærke, at jeg er skoletræt, så det er derfor de ikke presser mig. Men de har altid presset mine ældre søskende til, at tage sig sammen, hvis de er faldet lidt af på dem, og opfordret dem til, at tage et fritidsarbejde og den slags. Min mor kan ellers være emsig nok, så jeg klager ikke, men jeg undre mig bare lidt. Jeg spurgte min far om det en dag, og han sagde bare noget om, at hvis bare jeg var lykkelig. Han udtrykker sig ikke så klart, og det tror jeg, at jeg desværre har arvet fra ham.

Jeg har jo også gået og tænkt over, hvor jeg vil rejse hen. Jeg tænkte først på Canada, for jeg ville i hvert fald hen et sted, hvor de snakkede engelsk. Men Canada er alligevel frygtelig langt væk. Så jeg har bestemt mig for England i stedet for. Det tager også kun 1,5 time at komme til London med flyveren.

Vi har kontaktet et au pair- bureau, som skal hjælpe med at finde en familie til mig. De har også fundet et par stykker, men der er sket et eller andet hver gang, så det går i vasken. Jeg har jo godt nok gået på husholdningskursus, men jeg har ikke så meget praktisk erfaring med, at passe børn, og det skræmmer nogen væk tror jeg. Det er hårdt ved min selvtillid, at blive afvist hele tiden, selvom det ikke er personligt. Jeg er frustreret, og tænker af og til på helt at droppe det igen. Jeg kan altid blive ved med at arbejde i cafeteriaet.

De finder endeligt en familie til mig. Manden i familien har haft ringet en aften, hvor jeg ikke var hjemme. Min far snakkede lidt med ham, og om han har sagt noget, der har overbevist ham, ved jeg ikke, men han er gået med til, at ansætte mig. Jeg skal bare selv ringe til dem, og fortælle hvornår jeg kommer”

”så er vi hjemme igen” skingrede Louises mor. ”kom ned og hjælp med frokosten”

Hmm, Så var freden forbi.

Louise gjorde, hvad der blev sagt, men hun skyndte sig ikke. Lidt rebelsk var man vel.

Efter frokost tog hun hendes notesbog med ud. Det var trods alt godt vejr, og selvom Louise egentligt gerne bare ville blive hængende på sit værelse, så ville hun også gerne videre med hendes beretning. Og hendes mor skulle i hvert fald ikke se, hvad hun havde gang i. Så hun listede om i baghaven. Der gik hendes far, og var i gang med at ordne. Hun hilste smilende på ham. Han blandede sig i hvert fald ikke i noget.

”jeg går lige en tur” sagde hun

Hendes far nikkede bare. Han behøvede ingen forklaringer. Hun kunne vel klare sig selv i en alder af 18 år.

Hun smuttede ned på den lokale folkeskoles (hvor hun selv havde gået i folkeskole) område, og fandt et stille hjørne på skolens grund. Ingen elever med respekt for sig selv, ville komme derned frivilligt i sommerferien. Så hun regnede med, at hun ville få ro til at skrive noget mere.

Men jeg må nok hellere fortælle lidt om familien. Der er kommet en seddel fra bureauet, hvor der står lidt om dem. Det er en lille kernefamilie, med 2 små drenge på 1,5 år og 3 måneder, Sam og Josh, og en hund, en sort labrador, der hedder Sula. Parret er ungt; kun i tyverne. De har aldrig selv haft en au pair før, men det er vist meget brugt i konens familie, så det synes jeg er betryggende. De ved nok hvad de går ind til. Manden hedder John, og han arbejder meget, da han har en lederstilling i rejsebranchen. Hans kone Sophie er hjemmegående, fordi Josh stadigvæk er så lille. Så mit arbejde skal bestå i, at hjælpe hende med børnene og husholdningen. I løbet at efteråret skal hun på nogle kurser, som massør, og til den tid, skulle jeg så kunne klare at passe børnene selv. Mit største problem, har jo også været min manglende erfaring med børnepasning. Så det her virker som den perfekte ordning.

Jeg har bestilt en billet, og jeg skal rejse om en uge. Det bliver så i starten af august. Jeg har ringede til Skotland, og snakkede med Sophie. Hun lyder helt vild flink, men hold op, hvor var jeg nervøs lige, da jeg drejede nummeret. Jeg spekulerede på om jeg nu kunne få sagt på engelsk, det jeg gerne ville sige. Jeg aftalte med hende, at hun kommer og henter mig i lufthavnen. Hun vil tage børnene med. Så ved jeg lidt om, hvad jeg skal kigge efter.”

Da Louise kom på arbejde, og chefen kom hen og nev hende i kinderne, hvilket gjorde ondt, for der var ikke så meget andet end hud, at nive i.

”Du skulle spise noget mere, så du kan få et par æblekinder. Du er dårlig reklame for forretning” sagde han, mens han grinede højlydt bagefter.

Det gjorde han tit, og Louise hadede det. Ikke så meget at blive drillet lidt, men at det skulle gå ud over hendes vægt. Det brød hun sig ikke om, og ikke nok med det, så havde hun skændtes med hendes mor inden hun tog af sted pga. pakningen, så humøret var ikke i top.

Meget at maden var i cafeteriet var så fed i det, og der var meget af det, som hun ikke havde lyst til at spise. Men der var trods alt en salatbar. Salatbaren var i øvrigt også hendes ansvarsområde. Det havde det også været før husholdningskurset, men der havde det været det eneste hun havde med maden at gøre. Ellers havde hun mest gjort rent, ekspederet kunder, og vasket op. Men nu havde hun fået lov til, at hjælpe lidt mere til med maden. Det var hun glad for, og det gik også ganske udmærket.

Jeg interesserer mig faktisk for madlavning, og det er ikke fordi, at jeg har lavet så meget mad derhjemme. Det er noget med, at jeg egentlig ikke gider laver mad sammen med min mor. Hun jager rundt, råber ordrer, og fortæller hvordan tingene skal gøres ”rigtigt” ifølge hende. Så jeg laver kun mad, når min mor ikke er hjemme. Min far blander sig i hvert fald ikke, og han siger altid, at det smager godt, også selvom, der er lidt klumper i sovsen engang imellem. Det ender også for det meste med at blive okay. Jeg bager også engang imellem. Også mest, når min mor ikke er hjemme. Min far er også glad for det bagværk jeg laver, men mor siger aldrig noget. Hvis jeg spørger, hvad hun synes, så siger hun med en ligegyldig mine, at det er da okay. Men hun spiser da alligevel tit mere end et stykke. Så helt galt er det da ikke. Jeg er kommet frem til, at min mor nok føler sig lidt truet. Det er jo hende der er kokken i familien, og nu har hun pludselig fået konkurrencen. Trine laver i hvert fald ikke mad. Jeg tror, at hun mest lever af rugbrød og spaghetti.

Nå, men jeg tror egentlig, at jeg søgte jobbet i cafeteriet, fordi jeg godt kan lige madlavning, og det er også et godt job. Der er dog ikke SÅ meget madlavning i det for mig. Det er mest rengøring, opvask og ekspedere kunder. Men salatbaren er min, og efter at jeg kom tilbage fra husholdningsskolen, så er jeg begyndt, at lave mere mad. Men mest det kolde mad, som fx sandwiches.”

De holdte afslutning for mig på arbejdet, fordi jeg skulle rejse. De havde lavet en kage til mig med Union Jack på. Den var flot og smagte også godt. Men jeg tog kun et lille stykke. Det sætter sig jo.”

Nu går jeg og forbereder mig på at rejse. Jeg har brugt de sidste dage på, at pakke og sortere, og så pakker jeg om igen. Så sortere jeg lidt mere, og stopper lidt ned, og tager noget fra. Det driver mig til vanvid, og jeg er ved at bide hovedet af min mor, når hun prøver på at hjælpe. Og så bliver hun mopset over det. Men hun er altså også så frygtelig emsig. Jeg skal have alt muligt med, som jeg ikke har brug for. Jeg var endda ved at komme for sent på arbejde i går, fordi vi stod og skændtes inden jeg skulle af sted. Min far kom endda ind og sagde ”tag den nu med ro Vera, de har også butikker i London, så hum klare sig nok”. Så har han virkelig hidset sig op, når han gør det, så han blander sig nok ikke mere i den pakning. Men selv min mor blev mundlam over hans ellers så sjældne indblandinger. Så det gav mig en mulighed for at smutte, så jeg trods alt kom for sent på arbejde.”

----

Louise havde været ved bageren og købe lagkage til dessert til den afskedsmiddag, som hendes mor ville lave til hende før rejsen, for hun elskede lagkage. Lagkage fedede godt nok, og hun havde jo også lige fået noget på arbejde, så hun havde det lidt skidt med at spise kage igen. Men hun havde sprunget frokosten over, når der nu var stor middag om aftenen. Så ville hun også kompensere senere for lagkagen. Hun håbede, at der var muligheder for at man kunne komme ud og løbetræne i London. Hun behøvede i hvert fald heller ikke spise noget på flyet. Det var jo så kort en tur.

Nu skal jeg af sted i morgen, og jeg er så spændt. I går aftes holdte vi afskedsmiddag for mig, og Trine og Karsten var der, men Charlotte kunne heldigvis ikke komme, fordi hun skulle arbejde. Men det gør nu ikke mig noget. Så ødelægger hun, da ikke aftenen for mig, og faktisk var det smadderhyggeligt. Men jeg har hende mistænkt for, at tage den aftenvagt, fordi den festlige anledning havde noget med mig, at gøre. Jeg tror ikke, at hun havde tænkt på, at hun faktisk også gør mig en tjeneste ved at blive væk (og nu ser hun ikke mig i et helt år, fordi hun ikke gider sige farvel (og vice versa, jubii!!). Men Karsten er altså mere sjov, når snobben (aka Charlotte) ikke er der ikke. Det er som om, at han hele tiden vil prøve, at gøre hende tilpas, så derfor giver han hende tit ret. Han siger hende i hvert fald aldrig imod. Han sad også på et tidspunkt og sms’ede med hende, og så blev han helt elendig, fordi hun skrev, at hun havde hovedpine. Så han lovede vist at hente hende, når hun havde fri fra arbejde, og så ville han rigtig nusse om hende. *bræk*!! Men det må han jo om”

Jeg er så nervøs over at skulle rejse, at jeg har haft mareridt om det hele i flere nætter. Jeg drømte en nat, at familien ringede til mig og sagde, at de ikke vil have, at jeg komme alligevel. Så får jeg et nervøst sammenbrud, og synker sammen på gulvet, med telefonrøret i hånden, mens jeg græder. Jeg vågner op fra drømmen og har våde kinder, fordi jeg har grædt i søvne.”

Så er det i dag, at jeg skal rejse. Trine sov hjemme i nat, så hun kunne komme med til lufthavnen og sige farvel. Så hun møder lidt senere i dag. Det er jeg altså glad for. Jeg oplevede også noget underligt i nat. Jeg vågner halvt op af søvnen midt om natten, og har smerter i underlivet, og jeg føler mig skidt tilpas. Jeg tænker, at det er da typisk, at jeg bliver syg, lige når jeg skal ud og rejse. Jeg falder dog i søvn igen, og da jeg vågner her til morgen, så er det helt væk. Jeg mærker ikke noget som helst.”

Det var helt underligt at gå ud af døren derhjemme og vide, at der nu gik lang tid, inden jeg så mit hjem og mit værelse igen. Og min familie ikke mindst”

Louise kiggede sig en ekstra gang over skulderen inden hun gik ud af døren. Det ville vare længe inden, at hun så sit hjem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...