Dømt

'Dømt' handler om en nat i den 17-årige dreng Marius' liv, der foregik i det 16'ende århundrede. //Deltager i 'Skriv dig gennem historien'-konkurrencen med 'Kronborg-Renæssance'-valgmuligheden.//

3Likes
0Kommentarer
359Visninger

2. *

DØMT

 

Jagthornet gjaldede højt og klart ud over slotspladsen, der var fyldt med løbende tjenestefolk. Hver og en var de i gang med dagens lange liste af opgaver, og for at nå det hele inden solnedgang, måtte de have fart på. Vinden blæste fletkurve og høns tværs over slotspladsen, og regnen væltede ned, alt imens Hans Majestæt Frederik 2. og hele hans følge marcherede frem mod stalden. Det var ikke en af de bedste dage at tage på jagt, for regnen kunne gøre det næsten umuligt at se og ikke mindst at ramme dyrene. Ikke desto mindre stod tretten staldknægte klar med tre dusin heste, og som den sidste kom Kong Frederik 2 for at hente sin egen hest. Staldknægten Marius stod med rank ryg og rakte tøjlerne frem, som han havde fået besked på, men kongen kiggede bare hånligt på ham.

“Hest!” sagde kongen højt, mens han rakte sin venstre hånd frem med håndfladen opad. Marius lagde de slidte, brune lædertøjler i kongens hånd og trådte så et skridt tilbage, mens kongen rutineret svang sig op i sadlen.

 

Marius lagde ikke længere mærke til den specielle lugt i og omkring staldene, men regnen fik alting til at dufte friskt. Han klagede heller ikke over, at hans uniform blev gennemblødt, og at han derfor højst sandsynligt skulle have en våd uniform på næste dag. Marius havde fået æren af at gøre kongens hest klar til jagten, og det var det fineste, man kunne gøre, når man nu var staldknægt som Marius. En smule regn var ingenting sammenlignet med den ære og tillid, der var blevet vist ham.

 

Snakken fortsatte blandt de høje herrer til hest om den kommende jagt, og snart sluttede de sidste mænd sig til dem. De var klædt i deres bedste ridetøj, og som de sad der med ryggen ret og deres foretrukne våben ved deres side, var det et fantastisk syn.

 

Et par høje og korte kommandoer lød fra den forreste del af gruppen og mændene satte deres heste i et roligt trav. Spredte samtaler og lavmælt latter lød fra den store jagtgruppe, og for at få sine undersåtters opmærksomhed fik kongen sin hest til at stejle, som han havde gjort så mange gange før.

Med et råb af forskrækkelse faldt kongen ned fra hestens ryg, der denne gang ikke blot stejlede men galopperede ud gennem porten og videre ind i skoven, og overalt på slotspladsen kunne man høre forfærdede gisp. Det var, som om alt stoppede. Fuglene pippede ikke, regndråberne var lydløse, og folk bevægede sig ikke - bortset fra kongen. Frederik 2. rejste sig med en kraftanstrengelse, så han ikke længere lå i en mudderpøl, og kiggede frustreret, vredt og ydmyget ind i skoven efter hesten, der smed ham af.

 

Rasende lod han sit ulmende blik glide over forsamlingen, inden han til sidst lod det hvile på en ung, slank mand med blond hår og isblå øjne - staldknægten Marius.

“Dig!” råbte kongen af raseri, og hans blik var som forvandlet. Før havde det været roligt sammenlignet med de flammer, der i netop dette øjeblik skød ud fra hans øjne.

Marius kiggede forvirret ned ad sig selv, men kunne ikke se, at der var noget galt. Han havde de støvler på, en staldknægt skulle have på, han havde de hoser på, en staldknægt skulle have på, og han havde ikke glemt at stoppe kanten af sin trøje ned i bukserne. Derfor pegede han forvirret på sig selv, og langsomt viste rædslen sig i hans ansigt, da kongen langsomt nikkede. “Ja, dig. Du tænkte nok, at du kunne slippe afsted med det, men det kan du ikke,” fortsatte kongen spydigt og satte et hånligt, men stadig vredt, ansigt op.

“Undskyld mig, Deres Majestæt, men jeg forstår ikke. Hvad mener De, at jeg har gjort?” afbrød Marius med forundring.

“Hvad jeg mener, at du har gjort, din sølle staldknægt?” begyndte kongen at råbe, “Du har forsøgt at slå mig ihjel!” Den sidste sætning frembragte en masse gisp og hvisken. Kongen stirrede blot på Marius, og alle lydene kom tilbage. Regnens hårde trommen, hvisken og forsinkede gisp, hestenes prusten og stampen. Netop som kongen skulle til at sige noget igen, steg en mand med mørkegule hoser ned fra sin hest og begyndte at tale.

“Tilgiv mig, min herre, men hvordan, og hvorfor, skulle denne unge staldknægt ville Dem til livs?” Hans dybe og beroligende stemme lod til at vække kongen fra den trance, han var i. Kongen stirrede målløs på ham, men den modige herre lod sig ikke gå på af det.

“Hvordan?  Det var ham, der sadlede min hest, så han har sikkert lagt en flintesten under sadlen, hvor den ville irritere hesten og få den til at smide mig af,” skreg kongen af raseri og begyndte at trave frem og tilbage. “Hvorfor? Jeg er kongen af Danmark og Norge, jeg lever det ultimative liv, jeg er den rigeste her i landet, og jeg har den smukkeste kone! Alle ville ønske, at de var mig!” fortsatte kongen, hvis stemme steg et par oktaver.

Manden med de mørkegule hoser gav op, bukkede og trådte et skridt tilbage med hænderne foldet bag ryggen.

“Vagter!” råbte kongen, viftede med hænderne hen mod Marius og marcherede med lange skridt hen mod Kronborgs indgang, alt imens han skulede til alle og enhver.

 

Tre vagter løb frem og greb fat i Marius’ skuldre og arme, for at han ikke skulle forsøge at løbe væk. Marius var for chokeret til overhovedet at forsøge at flygte, og han lagde derfor ikke mærke til, at vagternes retning var mod fangekælderen. Vagterne mumlede lavt til hinanden, og det virkede, som om regnen havde taget til og at den overskyede himmel var blevet endnu mørkere. Grusets knasen under deres fødder var uden lyd, for vindens brølen overdøvede næsten alt. Den ene halvdel af tjenestefolkene diskuterede Marius, der tydeligvis var mere spændende end deres daglige gøremål, mens den anden halvdel diskuterede vejret. De ældste blandt den anden halvdel mente, at regnen var et forvarsel om en nært forestående storm, og at Marius var skyldig og dermed grunden til den.

Som vagterne og Marius kom nærmere fangekælderen, veg tyendet væk fra dem, og samtalerne forstummede, som om Marius var pesten selv. Når de var gået forbi, blev samtalerne genoptaget.

 

Regnen hamrede ikke længere ned over Marius’ hovede, og først dér opdagede han, hvor han blev ført hen. Selvom han nu forsøgte at vride og dreje sig, hjalp det lige lidt. Han blev tvunget til at blive ved med at gå endnu et skridt ned ad de slimede og våde trappetrin. Da sandheden endelig gik op for Marius, stoppede han med at kæmpe imod. I stedet lod han sit blik vandre rundt på de triste omgivelser. Han så de algebefængte trappetrin, de grå mursten, hvor vandet silede ned, vandpytterne og rotterne, der løb frem og tilbage overalt på gulvet. Det sparsomme dagslys udenfor forsvandt næsten helt, men den ene vagt greb en fakkel fra væggen og førte an ind i kasematterne.

Først da vagterne langt om længe stoppede op, løftede Marius sit hovede.

 

I stedet for de sørgelige mure var det nu en lille celle med tremmer for, der var foran ham. Bag de grå tremmer af stål sad en mand. Hans blik var tomt, men dog stadig med en vis vildskab i dem, håret var fedtet og viltert, tøjet hang i laser, og kroppen så afpillet ud. Et bredt ar strakte sig fra den ene kind til øjenbrynet.

Den ene vagt fandt sit nøgleknippe frem, og ved lyden af de raslende nøgler kom der liv i fangen, der før bare havde stirret på dem. Et uhyggeligt grin bredte sig på mandens ansigt, og en raspende latter gav ekko gennem kasematterne.

Efter den syvende nøgle gik døren endelig op, og Marius blev smidt ind i cellen. Låsen klikkede, og vagterne drejede rundt for at gå tilbage til deres poster. Faklens varme lys forsvandt hoppende i takt med, at vagterne kom længere og længere væk.

 

“Nå, nå, nå. Hvad har vi så her?” Der var ikke andre fanger end Marius og manden, der tydeligvis havde været fange længe, så den raspende stemme kunne kun tale til Marius. Rystende kiggede Marius på sin cellekammerat, der stadig sad på samme samme måde, som da Marius kom.

Inden Marius fik åbnet munden for at svare, fortsatte manden ufortrødent: “Jeg er Jacob, og du er?”

“Ma- Marius,” stammede han. Hans øjne var store, og hans hænder hev konstant ned i den våde trøje.

“Marius. Hvad har du så gjort for at blive tildelt den ære, det er at sidde her?” Den snavsede mand, Jacob, smilte et frastødende, sarkastisk og bittert smil.

“Intet,” nægtede Marius vredt, satte sig på gulvet op ad væggen og krammede sine knæ ind til sig. Belysningen i cellen var næsten ikke-eksisterende, og den eneste kilde til frisk luft var en luftkanal et lille stykke under loftet. Marius sukkede ved tanken om, at han aldrig ville se sin familie igen, og at han sandsynligvis kun havde et par dage tilbage at leve i. Desuden ville hans sidste tid blive tilbragt i en fangekælder for noget, han ikke havde gjort og aldrig nogensinde kunne finde på at gøre.


“Jeg dræbte angiveligt en af den afdøde Kong Christians mest betroede rådgivere, men jeg ved, at kongen beordrede sine lejemordere til at tage sig af ham,” fremsatte Jacob ligegyldigt. “Dig?”

“Kong Frederik hævder, at jeg forsøgte at dræbe ham ved at lægge en flintesten under sadlen på hans hest,” svarede Marius hjælpeløst, og Jacob fnøs.

“Ellers en ganske god idé, vores kære konge fik dér. Lad os håbe, at alle til stede vil hans bedste.” Jacob smilte ækelt og rørte ved sit skæg, der var lige så filtret som håret på hans hovede, og han lignede en, der lige havde fået en rigtig god idé. Marius rystede stille på hovedet, og en lav, kort og forpint latter undslap ham.

 

Jacob kiggede væk et kort øjeblik, hvorefter han fortsatte med at tale.

“Kan du egentlig noget, som de fleste andre ikke kan?” Marius så lidt forvirret ud over spørgsmålet, og han brugte da også lidt tid på at tænke over sit svar.

“Det tror jeg ikke” svarede Marius tøvende og gemte sit ansigt i sine hænder.

“Jeg troede bare, at du måske kunne… Hvad ved jeg, svømme?” foreslog Jacob med et smil. Det var, som om det at tale havde gjort hans stemme mindre raspende.

“Jo! Det kan jeg faktisk godt,” udbrød Marius og smilede til Jacob, der smilede tilbage. Smilet varede dog ikke i længe, for han kom i tanke om, at han var fanget i en celle, og mindet om hvordan og hvorfor han lærte at svømme, fik ham bare til at savne sin familie endnu mere. En lydløs og forræderisk tåre sneg sig ned af Marius’ kind. Hidsigt rejste han sig op og tørrede den væk, da han stod med ryggen til Jacob. Han kunne ikke græde foran denne fremmede mand, der havde siddet her i så meget længere tid, end han selv nogensinde ville komme til.

 

“Hvorfor sætter du dig ikke ned og fortæller mig, hvorfor du lærte at svømme?” Jacob lød faktisk interesseret, og hvis han overhovedet havde set Marius’ tåre, var han ligeglad med, at Marius græd.

“Udmærket,” sukkede Marius og satte sig ned på det samme sted som før, for det var omtrent det eneste sted i den klemte celle, hvor der ikke var rotteafføring eller mudderpytter.

 

“Min farfar forsøgte at overtale min fader til at lære mig at svømme, fordi han mente, at jeg kunne få brug for at kunne svømme en dag,” startede Marius langsomt. “Min farfar var barn af en romersk kriger, så derfor kom han til at hedde Marius, og det navn blev så givet videre til mig. Farfar troede, at jeg ville udrette store ting i mit liv, så da min fader nægtede at lære mig at svømme, delvist fordi han ikke selv kan svømme, men også fordi hans egen fader - min farfar - aldrig lærte ham at svømme, så tænkte han, at det ville være ligegyldigt, om jeg kunne svømme eller ej.” Marius holdt en kort pause og smilte trist, inden han fortsatte. “En dag, hvor min fader var taget ud i skoven efter noget brænde, tog farfar mig med ned til en sø i nærheden af vores hus. Jeg tror, at jeg var omkring syv somre gammel. Han skubbede mig egentlig bare i, og så hoppede han selv i for at kunne redde mig fra at drukne. Jeg havde egentlig ikke andet valg end at gøre mit bedste for at holde mig oven vande, og til sidst nåede jeg da ind til kanten.

‘Ikke dårligt’ sagde farfar, men jeg var skuffet over, at jeg ikke var bedre, så derfor gik jeg hver nat ned til søen og øvede mig i at svømme, så næste gang farfar ville hjælpe mig med at svømme, var jeg næsten lige så god som ham.

Han lærte mig et par finesser mere, men derfra var jeg ellers klar til at svømme om kap med ham. Fader var skuffet over, at vi var gået bag hans ryg, og det at jeg lærte at svømme gjorde bare kløften mellem farfar og fader dybere, såvel som kløften mellem fader og mig,” afsluttede Marius, og det sidste blev sagt i et bidsk toneleje. Jacob sad i nogen tid bare og kiggede vurderende på Marius, der var sunket hen i tavshed og minder.

 

“Jeg lærte aldrig at svømme,” begyndte Jacob stille, og Marius rettede et interesseret blik mod ham. “Min moder druknede en dag, hvor hun skulle vaske tøj, og lige siden den dag forbød min fader at lade mine små brødre og mig bade eller at komme tæt på åen.”

“Det gør mig ondt, Jacob,” kondolerede Marius sandfærdigt. Hans øjne fortalte, at han virkelig mente det, og da Jacob drejede sit ansigt mod Marius, fældede han en tåre, der faldt mod gulvet. Marius forventede, at han ville tørre tåren væk eller vende ansigtet bort, men Jacob holdt deres øjenkontakt.

“‘Det er ingen skam at græde; det viser bare, at du er en rigtig mand, der har levet’,” sagde Jacob upåvirket af tårerne, der fortsat trillede ned af de beskidte kinder. “Det plejede min farfar altid at sige,” forklarede han med et umådeligt trist smil. “Husk det, når du er kommet hvorhen det end er meningen, at du skal komme,” bad han Marius, der rynkede brynene af denne sidste kommentar.

“Men jeg er spærret inde her, så det er lige meget, og om højst et par dage vil jeg være død alligevel,” svarede Marius opgivende. Med et suk rejste han sig fra sin siddeplads og tog fat i tremmerne med begge hænder. Han bøjede sit hovede ned mod det ujævne gulv og lod endelig alle sine frustrationers tårer komme ud.

 

Jacob smilte bedrøvet over denne unge dreng, der egentlig tog sin dødsdom meget roligt, i betragtning af, at han var så ung og burde have hele livet foran sig. Der var et eller andet ved den lyshårede dreng, der mindede Jacob om sig selv, da han var yngre, og på mange måder var Marius og Jacob også ens: De værdsatte begge deres farfar højere end deres fader, de ville begge helst gemme deres tårer væk, og de var begge på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jacob kunne ikke lade være med at føle sig ansvarlig for Marius, selvom han ikke kendte Marius. Han vidste dog ikke, hvad han skulle gøre for Marius, men hans tanker blev afbrudt af nogle lette fødder, der gav genlyd gennem kasematterne, og føddernes ejermand var hurtigt på vej mod deres celle.

 

Marius hørte også fodtrinene og kiggede op. En ung pige kom listende iklædt en sort kappe med hætten trukket op over hovedet. Hun var gennemblødt; små vandpytter samlede sig under hende, og det sorte stof på kappen klæbede sig til pigens krop. Pigen kom helt hen til cellen og satte en pakke, hun havde skjult under kappen, på gulvet, inden hun slog hætten ned og afslørede en kyse, der dækkede nogle flade, våde krøller.

“Cathrine!” udbrød Marius og smilte til tjenestepigen, der tyssede på ham og bange kiggede sig tilbage.

“Jeg tog mad med,” informerede Cathrine med et suk. “Åh, Marius, hvis der bare var en måde, hvorpå du kunne komme fri. Men ak, jeg har forespurgt mig hos fader, men han ville ikke hjælpe,” græd hun og klamrede sig til Marius’ hænder.

“Cathrine, han har aldrig bifaldt, at du valgte mig. Ved du derimod, hvornår jeg skal…” Marius’ stemme knækkede over, og Cathrine græd endnu mere.

“I morgen, Marius, i morgen.” Marius kiggede forskrækket på Cathrine, men sukkede så og lod sig selv græde igen sammen med Cathrine.

Lyden af støvletramp vækkede dem fra deres sorg, og Cathrine gav Marius et kys på kinden, inden hun skubbede pakken ind mellem tremmerne og forsvandt hen mod støvletrampene, der aldrig nåede at runde det sidste hjørne inden cellen.

 

“Kom, snuske,” lød det slesk fra den vagt, der kom for at hente Cathrine, der lod et enkelt hulk bane sig vej tilbage til cellen. Marius stirrede fortabt efter hende, indtil ekkoet fra to par fødder havde fortonet sig.

“Hvem var hun?” spurgte Jacob med forundring. Det var første gang, han havde set andre end vagterne, der kom med mad. Han troede ikke, at det var tilladt, men hvis man havde noget at tilbyde, kunne man måske nok komme forbi vagterne.

“Cathrine? Hun er min kæreste veninde,” indrømmede Marius. Jacob huskede selv kun alt for godt sin forlovede. Hun betød alt for ham, men den dag, hvor dommen om fængsel faldt, blev hun lovet bort til en anden. Ikke en eneste gang kom hun og besøgte ham, og det sidste han så af hende var det forfærdede udtryk i hendes øjne, da hendes kommende mand trak hende væk fra ham. Først et par år senere hørte han fra en vagt, at hun døde i sengen, hvor hun var ved at føde et uægte barn - hans barn. Barnets skæbne meldte historien ikke noget om, men han var knust, for han ville aldrig høre sin store kærlighed le igen, aldrig se hende smile, aldrig holde om hende igen. Hun var for altid borte.

Uanset hvor kort tid han havde kendt Marius, ville han hjælpe ham til at slippe fri, om det så var det sidste, han gjorde; Marius’ Cathrine skulle ikke lide samme skæbne som hans forlovede gjorde.

 

“Du er nødt til at komme ud herfra, Marius,” sagde Jacob indtrængende og lænede sig frem mod Marius.

“Det kan jeg jo ikke, og i morgen er alligevel dagen, hvor jeg skal henrettes,” svarede Marius desperat og kiggede opgivende på Jacob. Jacob kiggede sørgmodigt på ham et lille øjeblik, før han lod den mindste antydning af et rigtigt smil, omend et let plaget ét af slagsen, farve sit hærgede ansigt.

“Altså…” Begyndte Jacob, og med en vrikkende pegefinger signalerede han til Marius, at han skulle komme tættere på. Nysgerrigt gjorde Marius, som Jacob bad om, og Jacob fortsatte. “Der er én vej ud, der ikke er forbi vagterne,” lokkede han. Marius forstod det ikke, og da han fortsat kiggede på Jacob, som om han var skør, uddybede Jacob. “Du kan jo svømme, ikke?” Marius nikkede forvirret. “Derfor kan du kravle ud gennem luftkanalen, der ender udenfor, hvor du bare skal kravle over stenene det lille stykke ned til vandet. Når du så når vandet, skulle du i roligt vejr dykke de første meter, for at vagterne ikke opdager dig, men jeg tvivler på, at det bliver nødvendigt i dette vejr. Når du så kommer op af vandet igen, kan du svømme til Sverige, hvor du kan leve resten af dit liv.” Jacob smilte, inden han tilføjede: “Sammen med Cathrine.”

“Men… Hvorfor gør du det ikke selv? Og Cathrine vil jo stadig være her på Kronborg.” Marius var forvirret, men samtidig glad og trist, for hvis han kunne slippe ud, så burde andre fanger da også godt kunne komme fri.

“Cathrine skal nok få det at vide, det skal jeg personligt sørge for,” beroligede Jacob, og Marius nikkede nervøst.

“Fortæl hende, at jeg vil vente på hende i et gråt hus i byen på den anden side af havet,” bad Marius indtrængende.

“Selvfølgelig, Marius. Jeg er måske tynd nok til at komme ud, men jeg kan ikke svømme, så jeg ville jo alligevel aldrig komme over til Sverige i live,” fortsatte Jacob og sukkede, “Desuden er der mange fanger, der har prøvet, men nogle af dem bliver opdaget udenfor, og nogle af dem drukner. Siden du allerede har en dødsdom hængende over hovedet, tænkte jeg, at du lige så godt kunne gøre forsøget.”

Marius fnøs opgivende, men kom i tanke om regnen udenfor og lagde øret til luftkanalen for at høre, om det virkelig stormede udenfor. Desværre måtte han sande, at der ikke var lagt en dæmper på regnen, der bare var taget til i styrke.

“Det stormer udenfor, så havet vil jo være oprørsk?” Panik begyndte at snige sig ind i Marius’ stemme, men Jacob greb fat om hans skuldre og ruskede ham.

“Dette er din eneste chance, og der er en mulighed for, at du vil overleve. Hvis du derimod bliver her, vil du dø i morgen, forstår du?” hvæsede Jacob indædt. Marius vendte sig skræmt mod luftkanalen, mens han lavmælt diskuterede med sig selv.

 

Sukkende vendte han sig mod Jacob og nikkede. “Jeg vil gerne ud.” Jacob nikkede forstående.

“Selvfølgelig. Jeg ved, at du nok skal nå over på den anden side. Bare husk min farfars råd: ‘Det er ingen skam at græde; det viser bare, at du er en rigtig mand, der har levet’,” bad Jacob indtrængende.

“Jeg vil savne dig, Jacob,” smilte Marius til Jacob, der blot viftede med den ene hånd. “Jeg hjælper dig med at komme op til luftkanalen,” lød det afsluttede fra Jacob, der havde fået et stålsat blik i øjnene. Marius tog en dyb vejrtrækning og nikkede beslutsomt.

 

Jacob rejste sig op og foldede sine hænder, så Marius kunne bruge hans samlede hænder som en slags skammel, da luftkanalen sad oppe under loftet.
Med begge hænder greb Marius fat i jorden et stykke inde og hev sig ind. Med Jacobs små skub fra cellen kom Marius endelig helt ind i luftkanalen, og i forsøg på at komme fremad, vrikkede og ormede han sig fremad, indtil han var et lille stykke inde i luftkanalen.

“Der kommer vagter, så skynd dig!” mumlede Jacob stresset bag ham.

“Tak,” hviskede Marius hurtigt og ormede sig endnu hurtigere hen mod udgangen. De få luftpust, han fik i ansigtet, var nok til at motivere ham til at komme videre, og tanken om vagterne et sted langt bag ham hjalp også gevaldigt. Jord dryssede ned i hovedet på ham, og hans ene støvle faldt af. Pladsen i luftkanalen var trang; der var kun lige nok til ham med mindre end en fods luft omkring ham.

Endelig, efter hvad der føltes som flere timer, blev den smalle, runde lyscirkel foran ham større, og han kunne se stenene for enden af tunnelen endnu tydeligere nu. Jorden under ham blev mere og mere mudret, og snart var han helt fremme ved lyscirklen. Lettet stak han først en enkelt hånd, snart begge arme ud i det fri. Hans hænder fandt først frem til mudder og dernæst en sten, der sad godt fast, og ved at holde fast i den fik han hevet sig så meget ud fra luftkanalen, at han kunne sætte sig op og trække sine ben ud.

 

Marius trak vejret i korte stød og kiggede op mod muren, der befandt sig lige over ham. Med visheden om, at vagterne patruljerede så tæt på ham, sneg han sig over den første sten og ned på den næste. Marius holdt vejret og holdt en kort pause, hvorefter han hoppede ned på den næste sten.
Stenene var kolde og glatte af regnen, der stadig silede ned omkring ham, men i dette øjeblik satte Marius pris på regnen og det mørke, stormen havde ført med sig. Regnen dæmpede alle lyde, og mørket gjorde det nærmest umuligt at spotte ham på stenene. Det eneste, vagterne måske ville få at se, ville være en mørk skygge.

Beroliget kravlede han over de sidste sten, indtil han stod i vand til halsen. Med et tungt hjerte vendte han sig om mod silhuetten af Kronborg, der tronede over ham i nattens mulm og mørke. Endnu en tåre fandt sin vej ned ad hans kind, og Jacob tonede frem for hans blik. Marius smilede og huskede Jacobs farfars råd.

“Aldrig i mit liv vil jeg glemme dig eller dit råd. Jeg håber, du ved, at mit ‘tak’ ikke blot var et tak for din advarsel, men et tak for alt, hvad du har givet mig i vores korte tid sammen. Må herren være dig barmhjertig og vise dig nåde, Jacob,” hviskede Marius stille. Med et sidste blik på Kronborg vendte han sig tilbage mod havet og begyndte sin svømmetur mod friheden i Sverige.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...