Ella

3. verdenskrig er begyndt, og Ella er nu blevet ansat i tjeneste for Rusland. Hun er langt hjemmefra, og problemer danner sig hurtigt. Krigen kommer tættere og tættere på hendes hjemland, og før hun får set sig om, sker det der ikke må ske.

1Likes
0Kommentarer
227Visninger
AA

3. Major Bendlin


Venteværelset er småt med grå vægge, jeg bider i indersiden af min kind, og studerer den unge sekretær, med det lyse, glatte hår. Hun snakker i telefon på russisk, jeg forstår en smule, da russisk minder om polsk. En gang imellem griner hun, så man ser hendes pæne hvide tænder. Hun kigger på den store computerskærm, røret ligger hun på bordet, og rejser sig op. Med faste, selvsikre skridt går hun over mod den store dobbeltdør, “Ella Kruse” siger hun med en smule besvær. Jeg rejser mig op, vakler en smule, men finder så balancen. Hun lukker den ene dør op, og med nervøse skridt går jeg ind på kontoret. Døren smækkes i, foran mig står en herre med fuldskæg i uniform, hans ansigt er udtryksløst og askegråt. Mine ben begynder så småt at ryste, og jeg kigger rundt i det mørke kontor med brune læder og egetræs møbler. Mit blik falder på manden, da han siger med en dyb selvsikker stemme “I’m Major Bendlin, sit down”. Jeg sætter mig ned i den store, brune læder lænestol, der står foran hans skrivebord. Derefter sætter han sig, han folder hænderne, og mit blik flakker rundt. Han forklarer, at jeg bliver kaldt ind på arbejde, som pianist på en berømt restaurant ved navn Dizé, som er statsejet. Jeg får en lille toværelses lejlighed tæt på restauranten, derudover vil jeg få en løn på omkring 406 rubler i timen, hvilket svarer til 50 kroner. Jeg er ret overvældet, pludselig er jeg fuldkommen selvstændig, men har samtidig ingen magt over mig selv. “Er det forstået?” spørger han, jeg nikker  og betragter de dokumenter, der ligger på bordet. “Er det forstået?” spørger han med hævede stemme endnu en gang. Min øjne spiler sig op, jeg nikker igen denne gang tydeligerer. En smule voldsomt rejser han sig op, så hans kontorstol hamrer ind i væggen bag ham. Han placerer sin håndflader på skrivebordet og læner sig hen over skrivebordet. “Svar mig!” udbryder han med en høj og rungende stemme. Jeg mærker min hjertebanken, som bliver hurtigere og hurtigere, en klump danner sig i min hals, og mine hænder ryster. Jeg siger ikke  en lyd, det er ikke muligt for mig. Jeg ved, hvad han beder mig om, men jeg kan ikke, det er umuligt for mig at sige en lyd. Jeg rækker hånden frem efter en kuglepen, men han griber hårdt fat med hans store, stærke, behårede hånd om min. Smerte strømmer fra min hånd og igennem mig. Min mund åbner sig, men det er kun inden i, jeg hører lyden af mine smertefulde skrig, for intet kommer ud, ikke en lyd. Major Bendlins øjne lyser af vrede, han viser tænder, han minder mig om et farligt rovdyr, der skal til at kaste sig over sit bytte. Med raske skridt er han ovre ved min stol. Han stirrer olmt ned på mig, og smækker mig én, så det synger. Mørke pletter danner sig for mine øjne, og en fornemmelse af svimmelhed stiger i mig. Han stormer ud af værelset, og jeg tager mig til kinden. Mine øjne bliver fyldt med vand, og så småt danner det tårer, der triller ned af kinderne på mig. Jeg vil hjem, væk fra Bendlin, væk fra Rusland, væk fra krigen.
Døren åbnes igen og ind kommer Bendlin, hans ansigtsudtryk fortæller mig, han er forvirret, og ikke længere vred. Han går over til bordet og giver mig et dokument, hvor adressen til mit arbejde og min lejlighed står på, derudover nogle bankoplysninger. Han giver mig hånden, og beder mig forlade lokalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...