Josef

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2017
  • Opdateret: 18 apr. 2017
  • Status: Færdig
Til skrive konkurrencen om perfektion: "Hvem vil du foretrække, de ser. Dig eller den pige, du lader som om, du er?"
'Josef' er en novelle om et fortiet tabuemne. Historien drejer sig om at bryde op med normen. At turde stå ved sig selv, selvom forvirringer og følelser kan kommer i klemme på vejen mod den identitet, man udvikler og finder ud af som ung.

1Likes
0Kommentarer
127Visninger
AA

4. Kapitel

Hun er i gang med at dække bord, og først opdager hun mig ikke. Jeg må rømme mig, før hun langsomt vender sig. I det sekund hun opfanger mig, falder kæben næsten af hende. VRIISH. Der lyder et brag, da hun taber to tallerkener på gulvet, og står måbende og glor. Sorg og overraskelse står malet i hendes våde øjne. Et øjeblik står jeg som stenet. Forskrækket og fortvivlet. Så vender jeg mig lamslået om, og idet jeg tager ned i håndtaget, hører jeg en masse porcelæn knuse mod gulvet. Hun skriger højt, og bag mig bliver køkkendøren smækket hårdt i. Jeg river min jakke ned fra knagen og løber. Alt hvad jeg kan. Det er blevet mørkt, og regnen siler ned. Blæsten rusker i mig, og jeg må blinke, for at hindre den i at puste i mine tårevæddede øjne. Gid Fanden tog hende. Jeg mærker min hånd knytte sig hårdt sammen, idet mine sko bliver drivvåde af at løbe gennem en vandpyt. Mit hjerte banker og er på vej op gennem halsen. Trods kulden mærker jeg vreden som en næsten smertelig varme i kinderne. Som en indvendig ildebrand. Jeg løber rundt om et gadehjørne for dernæst at stoppe op og placere hænderne på knæene. Forpustet hiver jeg efter vejret. Det må være, fordi hun synes, jeg minder for meget om min far. Hendes forladte og knuste ansigt dukker op for mine øjne og vises som en uendelig film på nethinden. En film, hvor jeg hårdt kaster bolden. Jeg rammer hende, og hun knuses som et vindue. I tusinde stykker. Jeg lader hånden glide gennem det drivvåde og klamme hår, idet jeg kommer i tanke om billedet i lommen. Farmor. Sveden på panden er blevet kold og jeg må skutte mig for vinden. Det er det nærmeste sted, jeg kan gå hen. Måske jeg kan lyve og sige, jeg har lus. Derfor insisterede sundhedsplejersken på, jeg skulle have det klippet. Så er det ikke min skyld, og så bliver hun nok knap så vred. 

Jeg kigger ind ad vinduet, og inden for ligger et varmt lys over stuen. En dyb indånding, tre bank på døren og et kort sekund. Så åbnes døren og min farmor kommer til syne.

”Jamen, kæreste barn dog!”

Hun slynger mig ind til sig og omfavner mig. Jeg må snøfte for ikke at lade den løbske snot ikke skal sætte sig i hendes bluse. Her dufter dejlig varmt af kanel og ingefær.

”Kom herind og sæt dig. Jeg laver en varm kop the.” Hun viser mig ind i stuen og slår ud mod sofaen ved siden af farfar. Han har lagt avisen foran sig.

”Hvordan er det du ser ud?” Med et overrasket ansigt kigger han nysgerrigt, men venligt på mig. Hans blik er rettet mod toppen af mit hoved. Jeg mærker varmen skyde op i kinderne.

”Øhm..” Begynder jeg uden at vide, hvad jeg skal sige, da farmor kommer til syne i dørkammen. ”Kom herud og få the,” siger hun, da hun vinker mig ud i køkkenet. Jeg sætter mig. Nervøs for om hun vil kommentere min frisure, selvfølgelig vil hun det.

”Du er blevet klippet?” siger hun, da hun står med ryggen til og sier ingefæren fra.

Noget springer i maven, som en ballon. Jeg åbner munden, klar til at lyve og fortælle, hvad sundhedsplejersken havde sagt.

”Det klæder dig,” siger hun, idet hun vender sig og smiler varmt.

Overrasket og ude af stand til at sige noget kigger jeg på hende med store øjne.

Hun stiller det dampende krus foran mig, jeg snuser ind, og dampen sætter sig som små dug på panden. ”Skal du ikke have jakken af? Ræk mig den, så kan jeg hænge den ud i gangen. Den er jo drivvåd” Så kommer jeg i tanke om fotografiet af min far, der ligger i lommen. ”Farmor?” Hun smiler varmt. ”Jeg har jo klippet mig, det skal faktisk ligne fars frisure som dreng” Hun kigger på mig og sætter sig ned over for mig. Jeg fortsætter. ”Jeg har haft nogen tanker, som ingen jeg kender har fortalt mig om før” Hendes ansigt var lagt i mere alvorlige folder nu. ”Jeg har vidst det siden jeg var helt lille. Måske synes du, jeg er forkert, når jeg siger det, men jeg er helt sikker. Jeg er altså ingen pige, farmor. Og jeg vil ikke længere kaldes Josefine. Fra nu af er jeg Josef, ligesom far” Jeg kigger ned og piller i mine fingre. De er fugtige, og jeg holder vejret. ”Kære Josef,” siger hun så. Og da jeg kigger op, møder jeg et hjertevarmt blik. ”Jeg troede jo, der var sket dig noget slemt, sådan som du begyndte”. Med sine varme og rynkede fingre aer hun mig på kinden. ”Farfar og jeg holder af dig, som du er” Så skubber hun stolen ud. ”Det var da på tide, du gav dig til kende, hva. Jeg var lige ved at tro, du havde fundet Narnia efter al den tid inde i skabet. Spiser du med?” Hun blinker kærligt til mig, og jeg griner. ”Det vil jeg rigtig gerne”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...