The first time

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 apr. 2017
  • Opdateret: 3 dec. 2017
  • Status: Igang
En helt normal sød historie om to teenager som oplever rigtig kærlighed for første gang. Igennem denne historie følger vi Jenny Petersen på 16 og Sam Wilson på 17 år. De har kendt hinanden i flere år og har aldrig troet, at de blot skulle være mere en gode venner. Men der er vel ingen der rigtigt kan forudse det uforudsigelige, vel? Kærligheden opstår når man har et vis bånd med en anden person, og det er lige det der sker for Jenny og Sam.

3Likes
1Kommentarer
336Visninger
AA

3. "Jeg kan lide dig"

"Hey Lily. Vi er nogle stykker som hænger ud hjemme hos Kate. Kunne du have lyst til at komme over" Spørger Sam spændt i telefonen. Han ser nærmest helt glad ud, da man kan høre en svag stemme svare tilbage. 

Mit begyndte nærmest at gøre helt ond. Det er som om, at der sidder en lille dreng og bare prikker irriterende til det. Han vil ikke lytte til en, han vil ikke stoppe når jeg beder ham om det. For jeg er ikke hans mor. Jeg har ikke magt over ham, og jeg har nu heller ikke længere magt over mit eget hjerte. 

  Kate og Ryan kigger nygerrigt på Sam efter han har slukket sin mobil. 

"Nå hvad svarede hun så?" spørger Ryan spændt. Sam smiler stort til ham, "Hun skal hjem til mig imorgen" fortæller han og nikker stolt med hovedet. Ryan bryder ud i latter og klapper samtidigt i hænderne. "Tillykke Sam, for imorgen kommer dagen du aldrig vil glemme" griner han og klapper ham hurtigt på skulderen. 

"Men hvad med Markus?" Kan jeg ikke lade hver med at spørge ham om. "Og hvad for dig til at tro, at det kommer dig ved?" griner han og ignorere mit sårede blik. Aldrig har han sagt noget lignende til mig. 

En vis vrede begynder at boble inde i mig. Hvordan kunne han dog tillade sig at være sådan i mod mig? 

"Det ved jeg ikke" mumler jeg chokeret tilbage. Han griner, "Det tænkte jeg nok, men skal vi til at gå hjem til dig?" spørger han mig. Jeg sukker tungt. Jeg havde helt glemt, at det er idag han skulle overnatte hjemme hos mig. "Ja, ja" svarer jeg tomt og går mod døren. Jeg samler langsomt mine ting op, imens Sam siger farvel til de andre. 

  Jeg burde egentlig også gå hen og sige farvel til de andre, men jeg kan ikke få mig selv til det. For indeni føler jeg mig sur, vred og magtesløs. Og det sidste jeg vil er at tvinge nogen til at kunne lide mig, når de hellere vil have en anden. 

 

  "Er vi alene hjemme?" spørger Sam, da vi  endelig kommer hen til mit hus. Efter en lang, akavet tur. Jeg har helt glemt, at vi er alene hjemme i aften, men de sorte vinduer og den tomme garage forklare jo alt. 

"Ja, det er vi" svarer jeg, imens jeg leder efter min nøgle, som åbenbart lige har tænkt sig at lege gemmeleg med med mig nu, hvor jeg aller mest har brug for den. 

"Endelig" sukker jeg og fisker nøglen op fra min taske. 

  Jeg låser op og går ind. Jeg tænder hurtigt lyset, da jeg nok må indrømme, at jeg ikke er stor fan af mørke. 

Ingen af os siger noget på vej op mod mit værelse og det hele er nok min skyld. For Sam ved, at når jeg er stille, så er jeg nedtrykt og jeg er ikke den eneste som hader når jeg er nedtrykt. Det gør Sam også. 

  "Hvad er det der er galt?" spørger han pludselig efter vi lige har lagt os til at sove. 

Jeg sukker tungt og vender mig om mod lampen, for at tænde den. Da jeg har tændt den, vender jeg mig om mod ham igen. Han ser helt bekymret ud og nærmest vred. Utroligt så mange humør svingninger den dreng kan have på en aften. 

"Ikke noget" svarer jeg, og prøver så vidt muligt ikke at bryde ud i gråd. 

Vi ligger begge i et par minutters stilhed, og bare kigger på hinanden. Ikke direkte eller i øjnene på hinanden, men nærmest tomt ud i luften. 

"Og vil du virkelig have mig til at tro på det?" spørger han, og får det til at lyde som om, at jeg svarede det dummeste svar på det spørgsmål. 

"Det ved jeg ikke" sukker jeg og vender mit ansigt ned mod min pude. 

"Jeg kan jo se du ikke er okay Jenny" siger han opgivende. Jeg mærker stille hans hånd mod min ryg. På en eller anden underlig måde beroliger det mig. Hvilket bare for mig til at ville græde endnu mere. 

"Ja, men du vil aldrig kunne forstå det" indrømmer jeg, og kan godt regne ud, at jeg nu bliver nød til at fortælle ham det.  

"Jenny forhelvede. Selvfølgelig vil jeg kunne forstå det" siger han og griner kort. 

Jeg vender mit hoved fra pude og op mod ham. Det er først det jeg finder ud af, at jeg faktisk græder. Ikke helt vildt, men begge mine kinder er totalt våde. 

"Hvad er det, Jenny?" spørger han endnu engang og sætter sig op i skrædderstilling. 

  Det eneste jeg egentlig vil er at fortælle ham det hele. At jeg er blevet totalt vild med ham, så jeg nærmest ikke kan være i nærheden af ham uden at tænke over hver eneste bevægelse jeg laver. Det er ikke sådan et bedste venner venskab forhold skal være, efter min mening. 

Jeg sukker dybt, "Jeg kan godt....." Min stemme knækker, hvilket gør mig helt frustreret. 

"Hvad kan du godt?" spørger han og kigger spændt på mig. 

"Jeg kan godt lide dig" siger jeg hurtigt. 

Det kommer helt bag på mig, at jeg endelig rent faktisk fortalte ham det. Men det kommer dog endnu mere bag på mig, at jeg hurtigt løber ud på badeværelse efter jeg har sagt det. 

  Jeg smækker hurtigt døren i og sætter mig op på toiletbrættet. Jeg trækker mine ben op til mig og kigger stift ned mod gulvet. Tænk, at jeg virkelig sagde det til ham. Men hvad vil der ikke lige vente mig nu? 

Jeg kan stille høre hans skridt komme mod badeværelses døren. 

"Jenny?" siger han stille, imens han banker roligt på døren. 

Jeg rejser mig fra toilettet og stiller mig hen mod spejlet. Jeg hviler tungt mine hænder på toiletvasken og kigger mig selv i øjnene ind i spejlet. Mit blik ser helt nervøst ud, så jeg får mig endelig taget mig sammen til at gøre det her hurtigt. 

Med hurtige og bestemte skridt går jeg mod døren, og åbner den hårdt op. Et overrasket blik fra Sam møder mig, med et nervøst blik i øjnene. Næsten ligesom mine. 

  "Kan du virkelig lide mig?" spørger han og kigger intenst på mig. 

Åhh... Skal jeg nu sige det igen. "Ja Sam, jeg kan godt lide dig" sukker jeg og kigger stift op på ham. For er det ikke noget med, at man skal se sin frygt i øjnene? Og min frygt er, hvordan Sam vil takle mine ord. 

"Hvorfor sagde du ikke noget, da jeg talte sammen med Lily?" spørger han frustreret. 

"Fordi jeg ikke ville ligne et fjols over for Kate og Ryan, hvis du ikke kunne lide mig" svarer jeg. 

"Forhelvede Jennifer" Er det sidste han siger, inden han kysser mig. 

Vent lige lidt. 

Han kyssede mig. 

Sam Wilson kyssede mig virkelig. 

men vent....

jeg troede han kunne lide Lily? 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...