Endnu en kærlighedshistorie

En lidt anderledes kærlighedshistorie.

0Likes
0Kommentarer
282Visninger
AA

19. Middagsselskab 2

Susan havde taget fri den lørdag aften, hvor de havde aftalt, at de skulle spise middag. De havde en rigtig hyggelig aften. Kurt og Hannah sad ved siden af hinanden under middagen, og de snakkede ret godt sammen. Kate fik snakket noget med Ester, der heldigvis ikke var så fåmælt, som første gang de mødtes. Senere satte de sig ned i sofaen og drak kaffe. Pludselig ringede det på døren. ”Gad vide hvem, det er så sent?” sagde Kate. ”Det er nok bare en af naboerne, der mangler et eller andet.” ”Jeg lukker op! ” sagde Susan.

Susan åbnede døren, og stirrede forbavset på den unge mand, der stod uden for. Hvor var det lige hun havde set ham før? Var han ny i opgangen? ”Er jeg ved at blive gammel? Det er anden gang, jeg ikke kan huske en person, jeg har set før” tænkte hun. Og så fik hun pludselig en deja-vu oplevelse, og huskede fyren fra baren. Det var jo ham!! ”Hvad vil du? Hvor ved du fra, hvor jeg bor?” Hun følte et jag af panik, men det tog lidt af igen, da hun opdagede, at han faktisk også så temmelig rædselsslagen ud, og hun blev egentligt mere vred. ”U-u-undsky-y-yld” stammede han, ”jeg troede du var på arbejde.” ”Hvorfor kommer du, og ringer på, hvis du tror, at jeg ikke er hjemme?” Susans grønne øjne lynede mod ham, og hun stirrede intenst på ham. ”Skal hun aldrig blinke?” tænkte Peter desperat. ”Jamen, er det ikke din kæreste, der bor her?” Peter var ved at blive dybrød i hovedet. Han ønskede gulvet ville åbne sig og sluge ham. ”Nej, det er mig, der bor her. Sig mig, er det dig, der har sendt mig både blomster og chokolade?” ”Ja” mumlede han, og kiggede ned i gulvet. Altså de øjne. Bare hun ville lade være med, at stirre sådan på ham. Susan stak hovedet helt hen til hans, og hvis det ikke var fordi han følte sig så dårlig tilpas, ville han have nydt duften, af hendes parfume. ”Jeg synes du skulle smutte igen, og lade os være i fred. Hverken mig eller… min kæreste ønsker, at se noget til dig, og hvis du bliver ved med at genere os, ringer jeg til politiet. Er det forstået?” Hun hviskede det ind i ansigtet på ham, for at gæsterne ikke skulle høre optrinnet. ”Okay, undskyld” sagde Peter, og tæskede ned af trappen, og ud af hoveddøren. Hvor var det dejligt, at komme ud i den friske luft.

Da Susan vendte sig om, stod Kate i døren ind til stuen. Susan behøvede ikke, at spørge om hvor meget hun havde hørt. Efter hendes bekymrede ansigtsudtryk at vurdere, havde hun hørt det meste.

”Synes du, at jeg overreagerede?” ”Jeg tror, du forskrækkede ham temmelig meget, men nu hører vi i hvert fald ikke noget til ham mere.” sagde Kate. ”Jeg blev også selv noget forskrækket over, at se ham, og så har jeg været så bekymret over, hvem der kendte min privat adresse. Det var derfor jeg blev så hidsig.” Susan fik tårer i øjnene, og rakte armene hen imod Kate. Kate gik hen og tog om hende og opdagede, at hun rystede. De stod og holdt lidt om hinanden, inden de gik ind til deres gæster igen. De følte sig begge to heldige over, at have hinanden. De var ikke bare elskende, men også bedste venner. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...