Det 6. Offer

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 apr. 2017
  • Opdateret: 22 apr. 2017
  • Status: Igang
Det er maj og året skrives 1650. En seriemorder spreder rædsel i hele landet, da flere af hoffets medlemmer bliver fundet myrdet i deres senge. Ingen ved, hvorfor netop disse på hoffet dræbes, eller gør man? Er der en sammenhæng? Mens man desperat prøver at holde folk i ro, begynder landets dronning at lede efter svar, som det nysgerrige væsen hun er.
//Kom videre til Kronborg i "Skriv dig gennem historien" konkurrencen//

4Likes
8Kommentarer
391Visninger

1. Det 6. Offer

 


Et skrig lød gennem slottets store rum. Kongen vidste med det samme, hvem det kom fra, og ikke mange sekunder var gået, før han stormede gennem de dyrt udsmykkede rum. Han havde smidt bogen og mødte nu flere af tjenestefolkene, som alle stormede hen mod skriget. Hans døtre skyndte sig meget som muligt, mens de havde løftet skørterne på deres tykke kjoler. De høje hæle på hans sko gav et klik hver gang de ramte det sort-hvid ternede marmorgulv. Lyden af skridt genlød i de højloftede rum. Mens han løb, tænkte han slet ikke på, at han aldrig havde været i denne del af slottet. Da Kongen ankom til skrigets oprindelse så han, hvordan hans gemalinde var faldet sammen på gulvet ved siden af sengen og begyndte selv at føle sig en smule omtåget. Hun skælvede over hele kroppen. Hurtigt fik han sat sig på hug og lagt en arm om hende, sådan som han havde lært at gøre. Hun så på ham med store øjne, der vidnede om skrækken, der løb gennem hendes kongeblå årer.
”Ammelie Katherina har han nu også taget,” fik hun hviskende stammet frem fra de kunstigt røde læber.
”Det skal nok gå, min kære,” svarede han fattet og fik hende sat ordentligt op. ”For Guds skyld! Så tilkald dog doktoren!”
Det sidste var til hele hoffets stab, som stod i døråbningen og så på den døde kvinde i sengen. En ung tjenestepige trak op i sit skørt, så hun kunne løbe hen i den anden ende af slottet, hvor hofdoktoren havde sit arbejdsværelse.

Snart efter kom doktoren med tjenestepigen lige i hælene. Begge havde tabt pusten efter løbeturen, som de ikke var vant til. Doktoren havde i den ene hånd en mørkebrun lædertaske, som indeholdt alle hans instrumenter.
”Opium,” mumlede doktoren, lige så snart han trådte ind i rummet. ”Åben dog et vindue! Vor Herre bevares!”
Først da lod alle til at lægge mærke til den stank, der fyldte hele rummet, og havde en let bedøvende effekt på dem alle. En af pigerne skyndte sig hen for at åbne vinduet, som var den eneste lyskilde i det ringe oplyste rum, ud over et stearinlys, som for længst var udbrændt. Det eneste der var tilbage var en bunke stearin og et lille stykke vage. Den friske luft var en velsignelse for dem alle, og doktoren kastede sig straks over sit arbejde, selvom der ikke var meget. Han mærkede på hendes muskler, prøvede at bøje leddene og undersøgte den røde plet på brystet af hendes simple natkjole, der var lavet af tyndt, lyst linned.
”Død i cirka … otte timer … Først bedøvet med opium … Et enkelt knivstik i hjertet … ligesom sidst … ” sagde han til sig selv, mens alle tilskuernes ansigter blev blegere end et helt rent lagen. ”Så er mit arbejde vist gjort nu. Hvis I vil være så venlige at undskylde mig. Jeg har nogle vigtige eksperimenter at gennemføre.”
Han begyndte at gå, men blev snart stoppet af Kongen.
”Hvad så med Dronningen?”
”Læg hende i sin seng og lad hende komme sig en dag eller to. Det er et chok, der vil fortage sig i løbet af tiden. En kop te vil nok tage det værste. Hvis Dronningen får brug for nogle af mine.”
”Vi har ikke brug for nogle af Deres utallige alkymistiske gasser. Jeg værdsætter Deres forskning, men hvis mine bøger stemmer, så er det nok bare et heftigt chok. Vi skal nok kalde på Dem, hvis der er brug for Dem,” afbrød Kongen doktoren, som skyndte sig afsted. Der blev med det samme sendt bud efter slottets vagter, så de kunne undersøge mordet. Hofdamer fik båret Dronningen ind i hendes seng, og der blev en inde i hendes gemakker for at holde opsyn med hende.

Middagsbordet var smukt opdækket. Det var et mindre bord, hvor der var præcist plads til to. Det var dækket op med en purpurrød dug af silke, der prydede det ellers helt igennem brune rum ud over forskellige større malerier lavet af de dygtigste kunstnere. Kong Frederik 3. så op fra sin sølvtallerken og så på den anden ende af bordet, som var tom.
”Deres Majestæt, undskyld at jeg forstyrrer Dem midt i Deres måltid, men jeg er kommet til den beslutning, at det nok er bedst, hvis både De og Dronningen sover for låst dør. Bare for at være sikker,” sagde hushovmesteren fra den unødigt høje døråbning bag Kongen.
”Jeg er helt enig med Dem. Jeg vil ikke risikere at miste Sophie.”
”Egentlig er jeg kommet for at fortælle Dem, at Dronningen allerede har det bedre. Doktoren har sagt, at hun nok er oppe igen i morgen,” sagde hushovmesteren, mens han gik gennem rummet med lange skridt, der gav et ekko fra sig, hver gang skoene ramte det hårde gulv.
”Fremragende! Indtil da sørg for, at der altid er en hos hende. Sæt vagter for hendes dør og for min, når jeg lægger mig til ro. Og spar ikke på vagter ved indgangene til vore tårne,” svarede Kongen kort og dermed var samtalen afsluttet. En lille vrede begyndte at gnave i Kongens mave. Miste en tjenestepige og en hofdame på to uger var et ikke alt for stort, men meget unødigt tab.
”Hushovmester,” sagde Kongen, og hushovmesteren stoppede halvvejs henne ved døren.
”Ja, Deres Majestæt.”
”Vil De begynde med at lede efter en ny tjenestepige og en ny hofdame?”
”Ja, selvfølgelig, Deres Majestæt. Jeg vil gerne arrangere noget med en greve fra Preussen, og så skal jeg lige have fundet en pige i byen.”
”Godt, jeg skulle lige være sikker. Og sørg for, at sikkerheden bliver fordoblet. Jeg kan ikke lade mine tjenestefolk blive myrdet på mit eget slot. Tænk hvad svenskerne så kunne bruge mod mig!”
”Ja, Deres Majestæt. Jeg er helt enig med Dem.” Hushovmesteren bukkede dybt, inden han hurtigt forlod rummet, så Kongen nu sad alene tilbage med vagterne, der stod i jævne mellemrum langs væggen i deres velpressede uniformer.

Næste dag var Dronningen på benene igen. Ved middagsmåltidet sad hun overfor sin gemal og spiste i ro og mag. Ikke et ord blev udvekslet mellem dem, men en lystig, fransk melodi blev spillet af en dygtig violinist, der var på besøg fra Bayern. Efter måltidet trak hun sig tilbage til sine gemakker og begyndte at fundere over, hvorfor nogen mon havde haft noget imod hendes hofmesterinde, som havde været i hendes tjeneste siden Dronningen var tolv og for første gang blev forlovet. Hun kom til den konklusion, at hun måtte se på Ammelies gemakker, for hun mente, at der måtte være et spor, som førte til denne grusomme morder.

Ammelie Katherina var en af de få fra hoffets stab, der havde et værelse for sig selv. Ellers var det normalt to eller tre, der delte et rum, men hun havde fået et for sig selv efter Dronningen havde insisteret på det. Sophie Amalies hånd rystede en smule, da hun trykkede håndtaget ned. Inden hun gik ind, så hun en gang til hver side og gik ind i det kolde rum. Kvinden lå stadig på sengen, som det var almindeligt indtil begravelsen og så hun kunne blive obduceret. Vagterne og doktoren var dog midlertidigt blevet færdige i rummet, som de ikke havde værdiget megen opmærksomhed.

Dronningen startede med at kigge i tjenestepigens skab. Der var ganske få klæder deri. Dronningen var ikke just interesseret i klæderne og begav sig til at undersøge skufferne i den ene side af skabet. Der var noget forskelligt ragelse i dem, som Dronningen ganske kort så på, men besluttede sig så for, at de forskellige genstande ikke ville være til nogen hjælp. Der var noget forskelligt strikke- og hækletøj. Da hun så det seneste Ammelie havde arbejdet på, fik hun tårer i øjnene. Hun blev mindet om, hvordan Ammelie havde fortalt hende, at den lille hue var til hendes søsters spæd, som hun skulle besøge blot en uge efter. Hurtigt fik hun fatningen og lagde den halvt færdige hue tilbage i skuffen.

Da hun kom til den nederste skuffe syntes hun, at den ikke var nær så dyb som de andre. Hun bankede på den med den ene finger på enden, som lød hul. Hun pressede lidt imod, og det gav sig en smule. Så pressede hun lidt i den ene side, og snart kunne hun få et tyndt stykke træ ud af skuffen med en smule besvær. Hun følte sig en smule dårligt til mode over at snuse rundt i en død kvindes ting, men samlede sig så om opgaven igen. For Ammelie … Messede hun for sig selv inde i hovedet.

Hun kiggede ind bagerst i skuffen. Det småt oplyste rum tillod hende ikke at se meget, så hun greb ind i skuffen og tog fat om papirbunken, som det viste sig at være. En bunke var en overdrivelse, da det var to stykker papir foldet på midten, men det føltes som en bunke for Dronningen. Hun gik hen til vinduet for at få bedre lys til hendes aldrene øjne. Det gullige papir genkendte hun straks som det fra hoffet, og hendes hjerte sprang et slag over. Hun begyndte at læse det to sider lange brev, der var skrevet med en rystende håndskrift, så det var nogle steder kun læseligt med megen besvær.

Da hendes øjne gled længere og længere ned ad papiret, blev hun mere og mere forskrækket og bange. En klump formede sig i hendes hals, og der begyndte at vise sig pletter i hendes synsfelt. Det blev for meget for hende, og hun måtte sætte sig på sengen. Alt blev sort. Hun faldt tilbage og landede på sengen.

Dronningen åbnede forskrækket sine øjne og mærkede noget hårdt mod baghovedet. Da hun så til siden var et skrig lige ved at flyde ud over hendes læber. Med et ryk rejste hun sig op og mærkede, hvordan kjolen strammede lidt om maven ved den pludselige bevægelse. Hun måtte tage nogle dybe indåndinger, så dybt det nu gik i det stramme korset, for ikke at besvime igen. Hendes ellers stærke nerver var helt flossede og gjorde, at hendes hænder rystede. Hun så til hver side og syntes, at hun kunne høre nogle skridt ude på gangen, men alle tjenestefolk arbejdede på denne tid af dagen. Hun så ud af det lille vindue. Det var lidet lys, som kom gennem det, men det var nok til at oplyse rummet om dagen. Der var udsigt til voldgravene, der beskyttede slottet. Majsolen lagde et orange til gult skær på alt. Dronningens hjerte begyndte at falde til ro, og da hendes hænder ikke længere rystede nær så meget bukkede hun sig med meget besvær ned og tog brevet op igen. Hun havde tabt det, da hun var besvimet, og så snart hun havde det i hænderne igen og begyndte at læse videre, startede hendes hænder igen med at ryste mere.

Hun fjernede brevet fra sit synsfelt og rejste sig. Opsat på at tage tilbage til sine gemakker begyndte hun at sætte træpladen på plads igen. Den var grov i siderne, og hun var tæt på at rive sin sarte hud op til flere gange. Efter nogle fejlslagne forsøg fik hun sat pladen på plads. Hun tog brevet med sig ud på gangen i retning af Dronningetårnet i nordfløjen, men Sophie Amalie ombestemte sig og begyndte at gå længere ned ad gangen efter at have set sig til hver side.

Døren knirkede, da hun åbnede den. Rummet, der var lidet oplyst af et enkelt vindue, havde fire små alkover, hvoraf tre af dem var pænt redt, mens den fjerde havde et sort stykke stof over sig. I fodenden af alkoverne var der en smule opbevaringsplads ud over det lille skab ved siden af døren. Dronningen kravlede langsomt hen mod opbevaringsskabet i enden af den mørke alkove og åbnede lågen. Der var tomt. Hun tænkte på, hvor Ammelie Katherinas brev havde lagt, og hun åbnede hurtigt skuffen. Hun pressede i den ene side af anden og opdagede, at hun kunne tage den ud. Hun fik lirket en træplade ud, der lignede den i Ammelies skuffe på en prik. Dronningen greb ind i skuffen og lod højre hånd lukke sammen om to stykke sammenfoldede papir. Igen var det det karakteristiske papir for hoffet. Det havde endda kongehusets vandmærke.

Hun lukkede hurtigt skuffen efter at have sat træpladen på plads, hvorefter hun lukkede det lille skab og kravlede ud fra alkoven. Hun anså det som en for stor fare at blive, men det ville også være en for stor fare at tage tilbage til Dronningetårnet risikere at blive opdaget på vejen og læse brevet der. Hun så hen mod døren og så hen mod vinduet, som vendte ud mod slotsgården. Dronningen syntes, at hun hørte skridt ude på gangen. Hurtigt kiggede hun ud af døren og smuttede så ubemærket ud af rummet.

Snart var hun i sine gemakker og satte sig ved det lille, smukke bord, som stod ved et af de fem vinduer, der oplyste rummet. Hun kunne se Øresund med sine mange handelsskibe, der sejlede gennem sundet med diverse handelsvarer og betalte told tilsvarende til lastens værdi. Hun ønskede sig et kort øjeblik ombord på et af skibene, hvor hun kunne opleve sine egne eventyr og ikke bare høre eller læse om dem. En tjenestepige sad i et hjørne af rummet, efter Dronningen havde bedt hende om at sætte sig der. Sophie Amalie foldede forsigtigt det nye brev ud og regnede med det samme indhold som det første. Hun blev ikke overrasket, men kunne alligevel mærke hvordan blodet forsvandt fra hendes hoved.
”Er der noget galt, Deres Majestæt? Skal jeg hente noget til Dem?” spurgte tjenestepigen, som havde set Dronningens farveskift.
”Nej,” svarede Dronningen åndeløst. Tjenestepigen fik store øjne og satte sig modvilligt ned igen. Sophie læste videre i brevet efter nogle sekunder med dirrende og anspændt stilhed i rummet. Hun vidste, at hendes position ville give mennesker lyst til at stræbe efter hende på livet. Det ville der altid være. Misundelige adelskvinder, der gerne ville være dronning. Kvinder, der ikke var værdige til positionen. Hvad hun dog aldrig havde troet var, at hun selv ville ud af, hvordan en anden havde planlagt hendes død.

Jeg vil se hende død om senest fem dage. Når den tid er gået er der ingen vej udenom. Har du ikke gjort, hvad jeg har beordret dig, vil jeg myrde dig. Vanære dig og hele din familie. Gøre dig til grin og spot så længe du huskes. Hvis du gør, som jeg ønsker, vil jeg dog belønne dig rigeligt. Du vil få en god stand, komme ud fra at være en ussel tjenestepige og blive en adelskvinde.

I den stil var hele brevet skrevet ved dem begge to. Fyldt op med ætsende, bespottende og dominerende ord. Et så bredt udvalg af skældsord havde Dronningen aldrig set eller hørt, selv når alle adelige i hele landet var indbudt til en af hendes elskede fester, og de så havde drukket sig mere end fulde. Fulde til et punkt, hvor det var umuligt at forestille sig dem som ordentlige mennesker. Og et kort øjeblik undrede Dronningen sig over, hvordan tjenestepigen havde kunnet læse det, men kom så i tanke om den enlige lærer i byen, der lærte unge piger at læse og skrive. Imidlertid blev det for meget for hende. Sorte pletter begyndte at forme sig for hendes øjne, en stor klump samlede sig i både hals og mave, mens håndfladerne kriblede og var våde af sved i løbet af meget få sekunder. Hun lagde brevene opgivende fra sig og hørte, hvordan tjenestepigen rejste sig bag hende.
”Nej, jeg behøver ikke noget,” sagde Dronningen næsten åndeløst og var ved at drukne i luften.
”Som De vil,” svarede tjenestepigen, som nu næsten rystede. Hun ville gerne hente doktoren, men hun kunne høre beslutningen i Dronningens stemme.

Resten af dagen forløb roligt, hvor Sophie brugte det meste af tiden på at gå ude og sørge, sidde i kirken og bede eller nørkle med nogle forskellige ting. Kongen så, hvordan moderen til hans børn forsvandt ind i sig selv og mistede sin vanlige glæde og gode humør.

Næste morgen kom nogle vagter stormende ind i Dronningens gemakker. Vagterne, der stod udenfor hendes to døre, blev forvirrede og forstod ikke, hvad der foregik.
”De er uskadte! Halleluja!” sagde hushovmesteren og så op i loftet. Snart så han Dronningens forvirrede blik, der snart skiftede til vrede, da hun var midt i at få spændt sit korset. ”Undskyld, Deres Majestæt. Undskyld!”
Han var ved at bakke bukkende ud, men Dronningen standsede ham.
”Hvad vil De?” spurgte hun, mens hun prøvede på at styre sit temperament.
”Deres Majestæt, det er vist bedst, hvis de ikke ved det.”
”Må jeg ikke vide, hvad der sker under mit eget tag?” spurgte hun stift med en snert af bitterhed, som ellers var usædvanlig for hende.
”Deres Majestæt, det er … Deres Majestæt … Der er sket endnu et mord.”
Dronning Sophie Amalie kunne mærke blodet synke ned i hendes fødder og ud på gulvet. Med en kraftanstrengelse tog hun sig sammen.
”Hvem var det nu?” spurgte hun åndeløst og måtte trække maven ind, så tjenestepigen kunne stramme hendes korset yderligere.
”Kokken, Deres Majestæt. Kokken. Den franske af dem. François.” Luften var forsvundet fra rummet, og jo dybere hushovmesteren trak vejret, desto mindre luft lod der til at være i det store, udsmykkede rum.
”Ny kok!” sagde hushovmesteren og brød den uudholdelige stilhed. ”Det kommer på min dosmerseddel! Min dosmerseddel … Farvel, Deres Majestæt!”

Efter et nærende morgenmåltid gik Dronning Sophie igen rundt i tjenestefløjen. Alle arbejdede rundt om på hoffet, så sandsynligheden for at blive opdaget var minimal, men alligevel syntes hun hele tiden at høre skridt bag sig. Imidlertid ignorerede hun det og søgte kokkens gemakker. Hun fandt dem efter en times søgen. Målrettet gik hun hen til skabet og fjernede pladen bagerst i skuffen, som der havde været ved de to andre. Her fandt hun endnu et brev. Uagtsom satte hun sig på kanten af sengen hvori kokken lå med sammenfoldede hænder, lukkede øjne og en rød plet ved hjertet som det eneste tegn på hans død. Hun begyndte at læse brevet og blev ikke overrasket over indholdet, men den manglende overraskelse hindrede ikke hendes læber i at blive hvide under den kunstigt røde farve og hænderne i at ryste.

Beslutsom og med faste skridt, som dog virkede så vage, gik hun mod hendes gemakker. Brevet havde hun gemt under skørtet, og det lå nu og kradsede mod huden på hendes højre lår. Hendes ansigt var stadig hvidere end almindelig vis, men hun lod sig ikke påvirke af det og fortsatte bare. I hendes gemakker satte hun sig ved bordet og begyndte at gruble. Hun kunne dårligt give brevene til vagterne, der med mindre interesse undersøgte de tre mord. En Dronning, der rodede i sine afdøde tjenestefolks skuffer og finder mystiske breve. Nej. Hun måtte selv tage sagen i hånden. Derfor begyndte hun at tænke over, hvem der havde adgang til papir. Det kunne derfor ikke være tjenestefolkene. Og hvorfor skulle de også ønske deres Dronnings død? De gavnede jo næppe af det. Tjenestefolkene var udelukkede.

Kongen. Kongen havde motiv. Det var en tanke, der slog ned som et lyn i Sophie.

Når Dronningen var død, så kunne han jo gifte sig med hvem han ville. Vreden steg op i Dronningen, der havde et stærkt temperament. Alina. Hun vidste, at han var glad for hende. Den elskerinde, som han var så uendelig glad for. Alina. Hun hadede det navn. Eller Christina. Den horeunge! Men Christina havde jo aldrig været hans yndling. Alina var åbenbart meget mere eksotisk med sin gyldne hud, som var hun en blanding af en nigger og adelig. Varmen fra hendes blå blod fyldte hele hendes hoved.
”Skal jeg ikke hente doktoren, Deres Majestæt?” spurgte den unge tjenestepige bag hende.
”Nej!” sagde Dronningen mere vredt, end hun mente det. ”Entschuldigung.”
Dronningen måtte falde til ro og se på det hele fra en mere objektiv vinkel. Dårligt kunne hun lade flere ofre ske.
”Pige,” sagde hun og vendte hovedet halvt.
”Ja, Deres Majestæt?”
”Ved De, hvem der har adgang til hoffets papir?”
”Alle, der kommer forbi den del a slottet og kan slippe ubemærket ind.”
”Så hvem tror De, ville stjæle papir for at sende trusler?”
”Jeg kan ikke … Jeg ved ikke … Hvorfor ville nogen gøre det?”
”Det er mig, der stiller spørgsmål, unge dame!”
”Tjenestefolk af højere rang, der kunne drage fordel af det?”
Svaret gav Dronningen noget at gruble over, og hun takkede å bedste vis.

Mord, mylder, mistanker. Tankerne masede gennem hendes fine hoved. Hun lå og stirrede op i det purpurrøde stof, himmelsengen var beklædt med. Det havde et fint sort mønster af diverse mønstre, der normalt prydede de tykke vægge, vævet i sort af de bedste vævere fra hele den kendte verden. Det havde sin fordel at være adelig. Hun hørte vandet fra sundet sukkende slikke sig lige så stille op ad de store sten. Nogle stemmer snakkede ved hovedporten. Fuglenes kvidren forsvandt sammen med dagens sollys, der langsomt svandt hen. Hun lå og kunne høre alle lyde. Selv den knirken fra gulvbrædderne, når tjenestefolket så lydløst som muligt bevægede sig gennem slottet, på trods af at de var i tjenestefløjen.

Sophie kunne ikke falde i søvn. Kunne ikke fjerne tankerne fra de seneste dages hændelser. To ofre på to yderligere dage, og Dronningen var ikke kommet sit mål meget nærmere. To sølle tjenestepigers mord gav kun ganske få fingerpeg, der alle var de samme som ved de første tre mord. Sophie trøstede sig med det og foldede hænderne. Så gav hun sig til at synge. Det var kun en sagte mumlen, men højt nok til at hun kunne høre det. Melodien fra hendes yndlingssalme lød hendes ører. Du, Herre Krist. Det var nu den eneste dominerende lyd, og alt ondt blev holdt fra Sophie Amalie under hendes sang, for hun stod under sin herres beskyttelse.

”Vi tager tilbage til København efter næste søndag.”
”Hvorfor?”
”Jeg savner biblioteket.”
”Hvad er sandheden?” spurgte Sophie, selvom hun vidste, hvad den egentlige grund var.
”Kæreste Sophie, der er sket så mange ting her på slottet, at jeg synes, vi burde rejse herfra igen. Det har været forfriskende at hen på Djævleynglet til svenskere igen, men nu har de haft nok indflydelse over vores sikkerhed på vort eget slot. Fem myrdede indenfor mine gene mure!”
”Du skal ikke påkalde dæmoner over os troende menneske!” irettestatte hun ham mumlende. Kongen lo hjerteligt.
”Åha, min kære! Nu har jeg aldrig! Alting, kære, alting kan forklares med videnskaben.”
”Det er jeg nu ikke så sikker på, Frederik.” Sophie Amalie rejste sig vred og rød i hovedet fra den fine stol og gik tavst forbi malerierne på væggene, der alle lod til at stirre på hende.

Hun havde kun ganske få dage til at finde morderen. En, der havde adgang til hoffets papir. Det Kongelige papir! Og en, der havde adgang til doktorens arbejdsværelse. Den perfekte position til begge steder var, vidste Sophie Amalie, Kongetårnet. Hun havde aldrig været der, fordi Kronborg mere var et lystslot og militær base end en konstant residens, men kendte dog til tårnets position. København var en mere konstant residens. Kongen ville være omkring sine bøger. Men når der skulle holdes en stor fest, så ville de begge altid vælge Kronborg frem for København. Sophie Amalienborg kunne også foretrækkes. Dronningen opdagede, hvordan hun var begyndt at dagdrømme igen. En dårlig vane fra alt det venten, der fandt sted i dagligdagen. Aldrig skete der noget spændende. Der var altid så langt mellem hver jagttur eller fest …

Hun kom tilbage til virkeligheden igen med nogle korte blink. Hun sad i sin magelige stol i Dronningetårnet. Hun holdt stadig om strikketøjet. Og hun kiggede stadig ned i sit skød. En person, som normalt i Kongetårnet. Kongen! Ja, selvfølgelig, hvordan kunne hun dog have været så blind? Han havde fuldstændig mistet interessen i hende. Ja, han ville sikkert hellere giftes med Alina. En smuk, ung kvinde, der kendte sin plads. Stille og opmærksom. Det helt modsatte af Sophie Amalie. Det stik modsatte.

En lyd. En kvindestemme. Flere mandestemmer. Hun kunne ikke skelne ordene fra hinanden, men tonen var klar. Høflighed overfor en tjenestepige. Døren blev åbnet. Der blev hvisket noget til kvindestemmen, som svarede et eller andet. Døren blev lukket. Dronningen lod som om hun sov, nu hvor det kun ville være forventet af hende, at hun havde lagt sig til ro for natten. Tjenestepigen ville sikkert lægge en af hendes kjoler på plads. Endelig var den blevet vasket. Hvad Dronningen dog ikke regnede med, var det hun hørte. Listende skridt nærmede sig hendes seng. Hun forstod ikke hvorfor.
”Så fik jeg alligevel æren af det smudsige arbejde,” hviskede stemmen tydeligvis rettet mod sig selv. I et sekund gik det op for Dronningen, hvad der skulle til at ske og hendes håndflader blev helt våde. Hun var ude af stand til røre sig. Tydeligt kunne hun lugte det. Og lugten kom tættere på. Opium. Hurtigt åbnede hun øjnene og kunne i aftenens skær skimte et ansigt og en hånd, der holdt en klud. Hun tog fat om håndleddet med venstre hånd og nåede lige at stoppe kniven i at komme susende ind i hendes ansigt med højre hånd.

Nu var hun ekstra glad for sin meget aktive livsstil, som hun tydeligvis havde til fordel. Hun holdt fast om begge håndled så hårdt hun kunne og smed kvinden ned på gulvet. Kvinden gav et let klynk fra sig, men ikke højt nok til, at vagterne blev mistænksomme. Dronningen kom hurtigt ud af fjerene og fik vristet kniven ud af hånden på kvinden. Mens hun hev løs i kluden, der dryppede af opium, formåede hun at få tilkaldt vagterne. De stormede ind, men måtte først bukke for deres Dronningen inden de med besvær fik skilt kvinderne ad.

”Christina!” hvæsede Dronningen, da hun så ansigtet helt.
”Ja, det er mig,” svarede Christina med et djævelsk smil om læberne.
”Hvorfor gå til de her længder?”
”Hvis du og Alina dør, så står der intet i vejen for, at Frederik vælger mig, hans elskerinde, som sin Dronning.” Hun virkede stolt over sin plan.
”Hav lidt respekt, horeunge! Han er din Konge og vil aldrig være andet.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...