Svends Otium

Et hverdagsøjeblik

0Likes
0Kommentarer
18Visninger

1. Svend Otium

Svend og Kalle var smuttet ned på Bodegaeen, for at fejre, at Svend var gået på pension. Kalle var selv stoppet for et års tid siden, og Svend havde været misundelig på den frihed han havde lige siden.

 

Svend havde arbejdet i forsikringsbranchen, og havde arbejdet 34 år i det samme firma. De sidste to år havde han bare ventet på den pension. Han var kørt træt og særlig produktiv havde han vidst heller ikke været. Men man havde set igennem fingre med det, fordi han havde været der så længe, og man vidste, at han nok snart gik på pension.

 

”Så er du blevet pensionist” grinede Kalle til ham. ”Nyder du det?”

”Jow, det gør jeg. Men jeg skal lige vænne mig til, at jeg ikke behøver jappe avisen igennem om morgenen. Ja, faktisk behøver jeg ikke engang stå ud af sengen.” svarede han. ” Det tror jeg, at jeg vil prøve i morgen. Kaffe og avisen på sengen! ”

” Hvis du har tænkt dig, at spise rundstykker til, så bliver jeg nødt til, at advare dig. Det krummer frygtelig” sagde Kalle.

”Selv om du var træt af dit arbejde her til sidst, er der så ikke noget, som du kommer til at savne? Din kollegaer f.eks.?” spurgte Kalle videre.

”hah! Der har været så meget udskiftning på det sidste, så mange af de gamle er væk. Men jeg kommer nok til at savne de unge piger lidt. Hver gang chefen skulle ansætte en elev endte det 8 ud af 10 gange med, at blive en pige, og det var altid en rigtig yndig én. Altid med moderigtig tøj og hår. Og når de møder ind om morgenen, så står der altid en sky af velduft efter dem efter morgenens smukkesering. Hvor skulle jeg ellers møde så mange unge og dejlige tøser henne?” Svend grinede smøret og Kalle grinede med.

”Var de virkelig så lækre alle sammen? Ikke en eneste kedelig og kikset type med kommunefarvet hår og udtrådte kondisko?” spurgte Kalle

”Nix! Chefen havde sgu god smag. Men det var så ikke dem alle sammen, der havde lige meget hjerne. Jeg afbrød engang en samtale de havde, der drejede sig om, hvor anstrengede kærester var, når de smed deres sure sokker på gulvet. Og så var det, at jeg stillede dem et par spørgsmål om den aktuelle politiske situation, og hvad de mente om det. De blev helt stille i et stykke tid, nogle fnisede: nogle så forlegne ud, og så fortsatte de deres samtale om kærester og sure sokker, som om jeg slet ikke var der.”

Kalle grinede, så han næsten ikke kunne få luft.

 

Svend fortsatte: ”hvis kvinderne vil have ligestilling, så må mødrene sgu oppe sig, og fortælle deres døtre lidt om, hvad der sker ude i verden. I øvrigt, da jeg blev gift med Åse, der var hun en af dem med kommunefarvet hår og flade sko. Men dum var hun fandme ikke, og det har hun givet videre til ungerne. De har fået lært at bruge hovedet.”

 

Svends kone Åse var gået bort for et par år siden. Hun havde fået kræft Det var også på det tidspunkt, hvor Svend begyndte, at miste interessen for sit arbejde. Ting blev pludselig så ligegyldige. Hvis det ikke havde været for børnene og børnebørnene, så var han nok gået helt ned.

Han havde i hvert fald drukket lidt for mange bajere en overgang.

Det var nu ikke fordi, at børnene direkte havde hanket op i ham, men bare det, at de var der, og havde hjulpet. Deres omsorg, og frygten for skammen, hvis de skulle se ham gå i hundene, havde fået ham til, at tage sig sammen.

 

Nu sad han her med Kalle, og prøvede at finde ud af, hvad han skulle bruge alt den fritid til, som han pludselig havde til rådighed (når der nu ikke var unge piger til rådighed, som han kunne dufte til). Og så var det, at han spurgte:

”Hvad synes du om Italien?”

”Jo, vejret er da meget godt om sommeren, vinen og maden er god og kvinderne er dejlige at se på, så ikke noget at klage over der.” svarede Kalle.

”Så vil du måske med derned en tur inden så længe?”

”Det vil jeg gerne, men så tager vi toget, for så kan vi drikke sjusser og spille backgammon imens”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...