Heksen i havet

Meget gammel historie jeg fandt og vil prøve at gøre færdig
En heks har strålet solen fra en anden verden.
Adskillige forskellige mennesker er på mystisk vis transporteret til et nyt sted.
Hvad foregår der og hvordan hænger de to historier sammen?
Godt spørgsmål (vender tilbage når jeg har et svar)

0Likes
0Kommentarer
121Visninger
AA

9. Guldfuglen

Alt var tåget da han først prøvede at åbne øjnene. Det gjorde så ondt at han lukkede dem igen. Derefter åbnede han øjnene igen og så op i en blå klar himmel. Solen skrålede klart ned på ham og det skar i øjnene. Han måtte lukke dem igen og hengive sig til mørket. Da han prøvede for tredje gang at åbne øjnene så han op i en mørk himmel, der næsten var helt sort bortset fra et par grå skyer. Han blev så forbavset, at han først troede, at han var faldet i søvn og det var blevet nat, men han var ikke faldet i søvn. Da han kikkede nærmere efter så han, at det var et helt andet sted han var end, der hvor han var vågnet op sidste gang. Før kunne han mærke blødt græs under krop og en blid vind stryge hen over hans ansigt. Nu var der næsten ingen vind og under ham, var der ikke andet end stikkende sten og hård jord. Hvad var der lige sket? Var han blevet transporteret til at andet sted uden at havde bemærket det overhovedet, men det var jo umuligt! Var det ikke? Han lå lidt og tænkte, men ikke længe for hans tanker blev afbrudt af et støn og nogen der jamrede sig. Han rejste sig besværet op på albuerne og så sig om. Han lå på et stort jordstykke af en eller anden art. På grund af tågen, der lå som et halv gennemsigtigt slør over alting kunne han ikke se meget. Alt han kunne se var 6 andre mennesker omkring han. De fleste lå stadigvæk stille, men der var 3 eller muligvis 4 der havde rejst sig. Han kæmpede selv med at komme op og stå. Endelig fik han rejste sig. De andre fik øje på ham og skyndte sig over til ham.

- Ved du, hvor vi er henne?

- Nej! Jeg er først vågnet nu.

- Jeg husker ingenting bare, at det var nat og jeg var ved at skrive i min dagbog…

Manden holdt inde, som om det var pinligt at skrive dagbog.

Også dig, sagde han overrasket.

Manden stirrede på ham med store øjne.

- Skriver du også dagbog?

- Ja? Også dig?

- Jep. Jeg sad og skrev i min dagbog før, ja, hvad der nu end skete.

Manden så overrasket ud. Det havde han vist ikke lige regnet med. Så vente han sig om og så mod horisonten, hvor den grå himmel og den bare stenede mark mødtes. Der var ingen antydning af vegetation nogen steder. Det eneste, der kunne ses var et lille hus langt borde.

- Hey, kan i se det lille hus derude. Måske kan vi få af vide, hvor vi er.

Godt så lad os gå.

De gik hen mod huset. Det var ikke nogen behagelig gåtur. De fleste havde bare tær og stenene under dem skar rifter i deres fødder. Det var hunde koldt og de fleste gik rundt i nattøj. Ungkalden selv gik rundt i bare tær og måtte bide tænderne sammen hver gang han trådte på en særlig skrab sten. Han frøs for selvom der havde været vindstille, da han vågnede var vinden taget til i styrke da de begyndte at gå. Faktisk blæste det mere og mere nu længer de kom frem. Det følelses heller ikke som om de kom nogen vegne. Huset blev ved med at være meget langt væk og vinden sakkende deres fart. Folk var trætte og faldt om af udmattelse. De græd og råbte at de ikke kunne mere. Den første der faldt om var en ung kvinde med gråt nattøj. Hun havde et underligt gråt ansigt selvom hun var meget ung. Hun så ellers ikke særlig svag ud. Hun havde et vejrbidt ansigt og forgrædte øjne. Hun havde vist en masse problemer der hjemme. Den næste der faldt, var en ung mand med slik hår. Han så en del mere svag ud end den grå kvinde. Han havde et silkeansigt med blå øjne og lyst hår. Hans træk var så smukke at han lignede en bortløbende fotomodel med et porcelænsansigt. Han var sikkert bare en eller anden rigmandssøn der lever fedt på sin fars penge. Han havde vist ingen ide om hvad virkeligheden kunne byde på prøvelser og umulige valg. Han lå på jorden og græd af smerte og fortvivlelse fordi de ingen veje kom. Da Ungkalden kikkede op så han at der var en del flere der var faldet. En ung dreng var snublet over en trærod og en mindre pige var gået i knæ for at puste ud. En kvinde der ikke være meget ældre end ham selv og en anden voksen kvinde var de to sidste til at falde. De havde gået med hinanden i hånden og kæmpet sig igennem vinden der bare blev værre og værre. De havde ellers set ud til at kunne klare den, men så snublede den voksne kvinde over noget usynligt/ubetydeligt. I faldet rev hun en unge kvinde med sig og de blev liggende lidt fra hinanden og kæmpede for at rejse sig igen. Resten fortsatte. Ungkarlen gjorde også minde til at fortsætte. Han ville rejse sig og så op. Da så han en skygge bevæge sig rundt ude i horisonten. Han stirrede længe på den. Så hørte han det første skrig. Derefter det næste og et til. Skrigende voksede til i styrke og Ungkarlen var ikke i tvivl om hvor de kom fra. De kom fra dem der havde fortsat ud mod vinden. Det lød som om at de blev jagtet og ædt op råt. Ungkarlen ville gerne løbe dem til hjælp, men hans ben var så tunge. Han kunne ikke bevæge dem. Han var bare så træt. Hans ben føltes som bly. Hans øjenlåg var så tunge. Hans føde værkede og han havde pludselig fået dundrende hovedpine. Han måtte vilje bare et øjeblik. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...