Besat af frygt

Deltager i "Skriv dig gennem historien".
Det er farligt at leve i 1940'erne i Odense. Det er farligt at tro, elske og tænke højt. Henrik lever i konstant frygt for tyskerne og for, hvad hans bedste ven Johannes vil gøre. Selv vil han bare være sammen med sit livs kærlighed Heidi, men selv her kan den truende virkelighed spænde ben for vores helt.
Denne historie vil blive forkortet efterhånden som den bliver skrevet
Den vil havde tre kapitler og en epilog
kap. 3 vil nok blive slettet og indskrivet i dele i resten af historie og kap. 2 og 4 vil blive slået sammen

0Likes
0Kommentarer
206Visninger
AA

5. Ved vinduet stod en blond tysker i uniform

Det var en varm augustdag. Alt for varm til at være indendørs, men det var præcis hvor Henrik og hans 2.g klasse var i øjeblikket. Eleverne sad ret op og ned og lyttede, men Henrik kunne godt fornemme at koncentrationen var svingende. Hver gang han vendte sig mod tavlen var han overbevist om, at der blev hvisket i hjørnerne og sendt en seddel rundt. Normalt ville Henrik have vendte på en chance til at fange dem i handlingen og give dem eftersidning i tre uger, men ikke i dag. Han var selv træt og glædede sig til at klokken slog hel. Så ville han gå hjem, smide sin taske, sætte sig på en fortovscafe og nyde livet.

Henrik skrev videre. Hans underviste i øjeblikket i industrialliseringen. Det var hans hovedemne og det han skrev om til den afsluttende eksam. på universitet. Normalt ville han fortælle dem alt om arbejderne oprør og begyndelsen på socialisme. Han ville bruger mange uger på at tale om Marx og hans fantastisk beskrivelser af samfundets opbygning. Hans mindes med fryd den tid hvor han stadig kunne udbrede sig om den russiske revolution og hvordan Rusland rejste sig efter zarfamilien var smidt af tronen og hans afsluttende irritation over den fjendekultur der var startet omkring Sovjetunionen lige siden Stalin overtog magten. Som situationen var nu kunne han kun beskrive den store urbanisering og de store mænd der startede adskillige firmaer der stadig eksisterede i dag. Det gjorde ham syg om sit kommunistiske hjerte ikke at fortælle om de stolte arbejder der gav deres liv for at vi skulle få en bedre fremtid.

Henrik fik omsider skrevet det sidste årstal op på tavlen og skulle lige til at vende sig om for at fortsætte da der blev banket på døren. Henrik rynkede brynene og så hen på døren.

- Ja?

En kvinde i nederdel, hornbriller der sad på næsen og med en perlekæde omkring halsen stak hovedet ind.

- Professor Henrik?

- Ja?

- Rektor vil gerne tale med dem et øjeblik. Hvis de vil komme med på kontoret.

- Hvad drejer det sig om?

- Det sagde han ikke. Han bad mig bare om at hente dem.

Henrik så rundt på sin klasse og hen på den lille dame. Så gav han et kort suk og sagde – Slå op i bøgerne på side 30 og læs derfra. Vi vil fortsætte undervisningen når jeg kommer tilbage. Jeg sender fru Hansen herind for at holde øje med jer.

Så forlod han lokalet med den lille dame. Han kunne ikke sekreternes navne. De var så private dernede på kontoret. De nåede til kontoret åbnede den lille dame døren ind til rektorens kontor for Henrik. Henrik gik ind og så øjeblikkeligt hvorfor det var så vigtigt at han kom hurtigt. Henne ved vinduet stod en blond ung mand i uniform. Henrik kunne mærke koldsveden pible frem på panden og han var lige ved at styrte ud af lokalet igen, men han tog sig sammen.

- De ønskede at se mig hr. 

- Henrik, ja godt du kom

Henrik gik hen til rektors bord. Han sad i sin stol og tændte sin pibe. Henrik stillede sig foran bordet med hænderne bag ryggen imens han prøvede at ignorer soldaten bag ham.

- Henrik. Situationen som den er nu er desværre ikke ideel.

- Hvad handler det om?

- Henrik jeg er desværre nød til at afsætte dig fra din nuværende position.

- Undskyld?

Henrik blinkede med øjnene. Han måtte havde hørt forkert. Rektor bakkede på sin pippe. Han suede ind gennem pippens mundstykke og pustede en røgring ud. Så sagde han – Jeg er meget ked af det.

Henrik var overhovedet ikke tilfreds med det svar.

- Hvorfor vil jeg miste min nuværende position?

- Jeg er meget ked af det Henrik. Du vil selvfølgelig modtage fuld månedsløn og vi vil skrive en anbefaldelse…

- Gustav Hansen! Hvad er deres begrundelse for at fyrer mig?

Rektor løftede blikket og så ind i Henriks vrede øjne. Så så han hen mod vinduet bag ved Henrik. Så pludselig landede en kold hånd på Henriks skulder. Henrik frøs helt ind til knoglerne.

- Entschuldigen, jeg håber ikke der er et problem her?

Henrik gjorde sit bedste for ikke at lyde som om han var en lille mus mellem kattens klør.

- Neee… nej hr. Ingen problemer.

- Det var da godt. Sehr gut. Vi har hørt nogle bekymrende rygter omkring dig.

- Når? Hvilke?

- At du skulle fylde de unge mennesker med usande ideer.

Henrik bed sig selv i tungen. Hvad i himlens navn skulle han sige til sit forsvar nu. Hvis de havde hørt om hvad det var han gjorde. Ville han ende som sine kammerater fra partiet? Hånden forlod ikke hans skulder.

- Jeg kan forsikre dem om at det intet har med sandheden at gøre. Ser de jeg har en del fjender der gerne ser mig ude af spillet. Jeg er ikke ude på at lede nogen den forkerte vej her i livet. Jeg er her udelukkende for at gøre det bedste for mine elever.

Tyskeren strammede sit greb om Henriks skulder. Henrik følte det som om han skrumpede under den hånd. Så klappede den hånd ham let på skulderen og gav endelig slip. Henrik tog sig selv i at ånde lettet op. Han vendte sig mod tyskeren for at se hvad hans bedømmelse var. Tyskeren havde bevæget sig ned mod vinduet hvor han tidligere havde stået. Så drejede han en halv omgang så han så hen på Henrik og rektor.

- De vil hører fra mig igen hr. professor. Hav en god dag.

- Og så forlod han lokalet. Rektor rejste sig af respekt.

- Ja selvfølgelig hr. kommissær, råbte rektor efter soldaten.

Henrik kunne mærke at morgenmaden var på vej op. Han vendte sig som et stormvejr mod rektor.

- Jeg kræver en forklaring.

Rektor reagerede ikke. Han satte sig ned i sin stol igen og røg på sin pippe.

- Henrik jeg ved ikke hvad jeg skal sige.

Du kan prøve at forklare dine handlinger.

- Jeg havde ikke noget valg.

- Hvilket valg?

Rektor sukkede.

- Jeg er ked af det. Du er en glimrende historielærer, men jeg er nød til at sige tak for denne gang.

Henrik kunne mærke at vreden bed i ham, men rektor så ud som om at samtalen var slut. Han fnøs fornærmet.

- Jeg vil informere mine elever om situationen og derefter vil jeg pakke mine ting sammen.

- Tak Henrik.

- Farvel Gustav Hansen.

- Farvel Henrik.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...