Besat af frygt

Deltager i "Skriv dig gennem historien".
Det er farligt at leve i 1940'erne i Odense. Det er farligt at tro, elske og tænke højt. Henrik lever i konstant frygt for tyskerne og for, hvad hans bedste ven Johannes vil gøre. Selv vil han bare være sammen med sit livs kærlighed Heidi, men selv her kan den truende virkelighed spænde ben for vores helt.
Denne historie vil blive forkortet efterhånden som den bliver skrevet
Den vil havde tre kapitler og en epilog
kap. 3 vil nok blive slettet og indskrivet i dele i resten af historie og kap. 2 og 4 vil blive slået sammen

0Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

4. Skårene regnede ned og gik i endnu mindre stykker

Heidi havde altid været sådan en sød pige. Meget opmærksom og meget fascineret af alt Henrik ville fortælle oppe foran tavlen. Nu sad hun og lo af hans jokes og spurgte ind til alt hvad Henrik havde at fortælle om gymnasiet. Hun var specielt interesseret i lærerudskiftningerne. Hende tidligere fransk lærer var blevet udskiftet og hun lo af Henriks jokes om at han havde bolteret sig inde og punktet sit skab så det lignede Eiffeltårnet.

- Ha ha. Oh ja. Jeg kan huske, hvordan han kom grædende ind da hans årlige tur til Paris blev aflyst. Han var så knust.

- Ja de opdagede at han udnyttede skolens pengekasse til at rejse på ferie.

- Han var altid så nærig.

De lo begge to. Parret ved bordet nær deres sendte dem undersøgende blikke. De var meget højlytte, men Henrik bekymrede sig ikke. Han fik Heidi til at grine igen. Det var nærmest lige så godt som at besvare hendes spørgsmål i undervisningen og hører hende takke ham efter undervisningen for en god time. Hun havde også ændret sig en del siden den tid. Hun var blevet højre og smukker. Hendes hår der altid havde været meget lyst gik hende til et stykke under skuldrene og så ud til at være slikkeblødt. Hendes øjne var klare og blå og strålede i solens stråler. Hendes mund var rød og frisk. Hvor havde han længe drømt om den mund og det hår og de øjne. Han havde manet sig op hele ugen til at fortælle hende hvordan han følte. Han havde allerede planer for deres liv sammen. De ville være i stand til at købe et hus og bo sammen. Han kunne forsætte arbejdet på gymnasiet og hver dag kunne han komme hjem til Heidi der havde lavet aftensmad. Hun ville kysse ham og spørge til hans dag. Han ville spørge til hende og hun ville svare at alt gik fint. Derefter ville deres lille dreng og pige komme løbende ind i hans arme og de ville alle spise aftensmad sammen og snakke om historie og samfund og politik. Heidi og børnene ville lytte og komme med interessante spørgsmål og han ville forklare til alles fordel. Til sidst ville de længe børnene i seng og derefter ville de sidde i hinandens omfavnelse og se solen gå ned. Henrik smilede lykkeligt over tanken.

- Henrik?

- Oh ja? 

- Hvad tænker du på?

- Oh øh ikke noget specielt.

- Det tror jeg nu ikke på. Du så så lykkelig ud.

Henrik rødmede. Nu var hans chance. Heidi forsatte.

- Når? Er der måske nogen, der endelig har fanget professor Henriks hjerte.

Han kunne ikke tro sit hel.

- Det kan være da godt være Heidi min kære.

- Det var dog vidunderligt. Det er så fantastisk at være forelsket.

- Du ved måske noget om at være forelsket.

- Ja da. Jeg er så forelsket i min kæreste.

 

Henrik måtte havde hørt forkert. Han så forvirret på Heidi. Hun smilede bare lykkeligt tilbage. Henrik havde det som om han var et spejl der var blevet knust. Skårene regnede ned og gik i endnu mindre stykker. Der blev de liggende, ødelagte og ubrugelig. Noget folk kunne træde på og siden feje op. Han ville blive smidt i en skraldespand og efterladt på en skraldeplads og der ville han sikkert finde Heidis og hendes lykkelige kærestes skrald fra deres lykkelige hjem. Måske resterne af deres aftensmad, brugte møbler de havde siddet i og måske endda… Henrik fik det nærmest dårligt indeni… bleer fra de børn de ville få sammen. Henrik kunne mærke at han var ved at bryde sammen.

- Henrik? Henrik! Professor Henrik, hvad er der dog galt?

Henrik blev rusket ud af skraldepladsen. Han så over på Heidis ansigt der havde ændret sig fra glæde til bekymring. Der var hun. Hans kønne elev han forelskede sig i over kateteret. Hun tog hans hånd og hans hjerte hamrede afsted.

- Er du okay, min ven, spurgte hun.

Han var ikke skrald endnu. Han havde måske stadig en lille chance. Med nu fundne selvtillid sendte han hende et smil og klappede hendes hånd.

- Jeg har det fint Heidi. Jeg kom blot til at tænke på noget jeg havde glemt. Det har ingen betydning nu.

- Er du sikker?

Henrik nikkede. Så tog han Heidis hånd i sin og sagde – Jeg er meget ked af det, at jeg forsvandt netop som du skulle til at fortælle mig om din store lykke. Jeg ønsker dig stort tillykke.

- Mange tak skal de have.

Heidi virkede ikke helt sikker på om Henrik var okay, men hun accepterede dog alligevel at de skiftede emne.

- Fortæl mig om denne kæreste.

- Åh ja. Han er fantastisk. Meget kærlig. Han lytter til hvad jeg har at sige. Han tager sig af mig når jeg har en dårlig dag. Han har fuld tillid til mig. Han er meget belæst og selvom vi ikke er enige omkring alting så kan vi diskutere uden at komme op og skændes. I vært fald med mindre jeg kommer til at træde ham over tæerne ved at sige, at Mozart er en bedre komponist end Vagner. Han siger at han ikke mener at alle Vagners operaer er lige fantastiske, men de har en råstyrke som Mozart bare ikke kan hamle op med. Historierne som Vagner fortæller er mere overslåede end Mozarts er. Han har lovet mig at vise, hvor fantastiske Vagneroperaer er.

- Jeg var ikke engang klar over at du var så glad for musik.

- Det har jeg altid været. Min far tog mig med ind og så mange Mozart operaer. Jeg kan stadig huske den første jeg nogensinde så. Mozarts Tryllefløjten. Min far havde skaffet os billetter og vi rejste helt til København for at se operaen på det kongelige teater. Det var en magisk aften. Musikken var så smuk og det betød ingenting at jeg ikke forstod et ord af, hvad de sang. Musikken transporterede mig til en helt anden verden. Min kæreste fortæller mig at han havde en lignede oplevelse første gang han så Die Walküre eller Valkyrien. Der var et styr stykke der kaldes valkyrieriddet. Han fortalte mig at han virkelig følte det som om han red sammen med valkyrierne. Professor Henrik, når jeg hører ham tale om det vil jeg også ride med valkyrierne.

Henrik havde det også som om han var ude og ride, men at han var blevet efterladt i skoven og kun havde en svag stemme til at guide sig. Han havde selv set operaer som ung mand, men havde aldrig brud sig om dem. Han forstod ikke hvad sangerne sagde og musikken sagde ham ikke rigtig noget. Han huskede ikke engang den opera han havde set. Kun at det var noget med tre mænd på en scene i sorte dragter der stod og skrålede til hinanden. Heidis snak om hvor fantastisk operaer var gjorde ham kun ude af stand til at deltage i samtale. Han følte det nærmest som om denne mystiske kæreste havde sat sig ved deres bord og var fuld i gang med at få Henrik til at gå sin vej. Henrik ønskede at skifte emne.

- Det lyder meget interessant Heidi. Hvad laver denne unge mand?

Heidi blev pludselig meget alvorlig. Hendes drømmende blik falmede og hun så ned i bordet. Henrik rynkede brynene.

- Er der noget galt?

- Nej slet ikke.

- Det er bare jeg kan ikke fortælle dem om hans profession.

Henrik bemærkede at hun stoppede med at sige ”du” hver gang de blev alvorligt. De havde ellers drukket ”dus” for mange år siden. En aften på hans kontor. Han fangede hendes blik og holdt det så hun ikke kunne undgå ham.

- Heidi, er han i problemer.

- Nej, nej, nej overhovedet ikke. Han er… hans profession… det kunne give mig problemer.

Henrik var slet ikke med.

- Heidi. Du ved at du kan stole på mig. Jeg ville aldrig give dig problemer, så vil du fortælle mig, hvem han er?

Heidi bed sig i læben. Så så hun sig om. Parret fra før havde forladt cafeen så der var ingen i nærheden. Tjeneren var langt væk i gang med at tage sig af nogle gæster der så ud til at ville havde suppe uden fluer. Heidi gjorde tegn til Henrik om at komme nærmere. Henrik lænte sig ind over bordet så hans ansigt var tættere på hende. Så hviskede hun – Sværg ved din mor, far Karl Marx’s grav at du aldrig vil fortælle dette til nogen. 

Hende øjne var gennemborende som intet andet Henrik nogensinde havde set. Henrik skyndte sig at længe en hånd på sit hjerte og sværge.

- Min kæreste er tysk soldat.

Henriks øjne blev store. Heidi så helt panikslagende ud. Henrik satte sig tilbage i sin stol for at finde rundt i alle de nye informationer. Så vente han sig mod Heidi igen og sagde med meget lav, men ikke mindre fast stemme – Heidi, det er et farligt spil du spiller.

- Det er ikke et spil Henrik. Jeg kan ikke gøre for hvem jeg elsker.

- Ja, men en tysker. Hvis folk finder ud af det…

- De finder ikke ud af det hvis ingen siger noget.

- Nogen kunne se dig.

- Vi mødes aldrig steder, hvor nogen jeg kender, ville se os.

- Odense er ikke nogen stor by.

- Vi tager ofte på tur ud af byen.

- Heidi for himlens skyld…

- Henrik vær nu sød.

Hurtigt stirrede de to rundt, men ingen så i deres retning. Det så ikke ud som om nogen havde hørt dem. Så vente Heidi sig mod Henrik.

- Henrik vær nu sød. Du er den første jeg har fortalt det til. Alle andre har jeg løjet for. Vil du love mig du intet siger til nogen?

- Det har jeg jo allerede.

- Lov mig det.

- Selvfølgelig Heidi.

Der var stilhed mellem dem et stykke tid. De kunne ikke rigtig få samtalen til at fortsætte efter det. Til sidst talte de løst om, hvad deres planer var for den nærmeste tid. Henrik havde elever han skulle tage sig af. Heidi havde sine studier og sin gamle mor at tage sig af. Efter et stykke tid bad Heidi om regningen og Henrik betalte. De forlod cafeen efter at havde udvekslet adresser så de kunne skrive til hinanden. Imens Henrik gik hjem følte han stadig det enorme tab han havde følt tidligere, men med de nye informationer mente han ikke at det kunne blive så svært at komme af med denne tyske kæreste. Heidi ville blive hans lige meget hvem der stod i vejen for ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...