Besat af frygt

Deltager i "Skriv dig gennem historien".
Det er farligt at leve i 1940'erne i Odense. Det er farligt at tro, elske og tænke højt. Henrik lever i konstant frygt for tyskerne og for, hvad hans bedste ven Johannes vil gøre. Selv vil han bare være sammen med sit livs kærlighed Heidi, men selv her kan den truende virkelighed spænde ben for vores helt.
Denne historie vil blive forkortet efterhånden som den bliver skrevet
Den vil havde tre kapitler og en epilog
kap. 3 vil nok blive slettet og indskrivet i dele i resten af historie og kap. 2 og 4 vil blive slået sammen

0Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

2. Hvor mange danskere tror du, der skal til for at dræbe 12 rotter?

Baren var fuld af mennesker som altid. Der var fest og glæde og nogen blev ved med at råbe ”Gericht” om og om igen. Det kunne faktisk godt være det var flere personer, men det var svært at kende den ene tyske stemme fra den anden. De var alle var så højtråbende.

Henrik sad i den mørkeste krog og så sig bekymret om. Han blev ved med at tage nervøse tårer af sin øl både for at distrahere nogle nysgerrige blikke og for at berolige ham selv. Pludselig fik han et hårdt slag i siden. Han så hen på sin ven der sad ved hans side.

- Ku du være mere iøjnefaldende?

- Jeg sagde jo at det var en dum ide at komme her. 

- Hold nu op. Hvor er din sands for eventyr?

- Jeg tror jeg brændte den sammen med alt det andet.

- Ha! Henrik kan du ikke se. Det var netop derfor jeg bragte dig til dette sted. Du bliver nød til at tage nogle flere chancer.

- Du ved godt, at de kan fængsle os for den slags ikke.

- Hey, det er muligt at regeringen har lagt sig ned, men de er ikke helt sat ude af spillet. De ville ikke trække os ud bagved og skyde os. Sådan fungerer det ikke her.

- Johannes hver nu sød. Lad os tale om noget andet. Fint nok.

Johannes grinede Henrik. Henrik syntes ikke det var spor sjovt, men han havde kendt Johannes længe nok til at vide at det var umuligt at bryde igennem den drengede attitude. Johannes havde været på udkik efter eventyr lige så længe Henrik havde kendt ham. Den unge mand flottede med fare så ofte at Henrik altid var bange for at se hans navn i avisen blandt dødsannoncerne. 

Henrik tog endnu en slurk af sin øl. Johannes skubbede til ham igen, hvilket fik Henrik til at spilde en del af sin øl over bordet.

- Vil du trække vejret et øjeblik? Det er helt fint. De er alligevel så optaget af at feste at de ikke engang har set os.

Johannes havde ret. Tyskerne i baren havde meget forskellige måder at opfører sig på. Nogen var glade og venlige, andre var skumle og mistrioske, men en ting havde de til fælles. De udnyttede alle sammen deres tid her i Danmark til det fuldeste. De drak, sang sange og festede til langt ud på natten. Lige nu var der adskillige border fyldt med tysker og de sang en eller anden tysk sang af deres lungers fulde kræft. De havde armene omkring hinandens skuldre og svingede frem og tilbage, imens de sang. Johannes så på tyskerne imens de sang. Han havde hovedet villende i den ene hånd.

- Se på dem Henrik.

- Hvad tror du jeg har gjort indtil nu?

- Nej! Virkelig se på dem. Fulde rotter.

Henrik flyttede blikket bort fra tyskerne og så på Johannes. Johannes så ikke på Henrik, men fortsatte med at studere tyskerne.

- De kommer her og tror det er en ferie. De tror, de kan gøre, hvad der passer dem. Hvad er det nu de kalder os? Flødeskumsfronten.

- Det er da i det mindste bedre end at være under deres totale kontrol.

Johannes svarede ikke. Han blev ved med at studere tyskerne. De sang nu en anden melodi så de måtte havde fundet en ny sang de ville synge.

- Hvor mange danskere tror du der skal til for at overmande 12 rotter?

Henrik var ved at få sin øl galt i halsen. Han kikkede sig hurtigt om, men der var ikke nogen i nærheden og ingen holdt øje med dem. Alligevel gav han Johannes en hård skub i siden.

- Er du ude på at slå os ihjel?

- Hvad var det jeg sagde tidligere?

- Du er ikke rigtig klog, unge mand.

- Du svarede ikke på mit spørgsmål.

- Jeg vil ikke underholde denne tåbelige tankegang. Johannes, jeg beder dig inderligt. Hold din mund og lad os komme ud herfra.

- Okay fint nok. Hvis du så gerne vil løbe fra Heidi, skal jeg ikke stå imod.

Henrik troede først det var endnu en joke, men så så han hen, hvor Johannes pegede. Der stod hun, med sit lange lyse hår og perfekte form, lænet op af baren og bestilte en drink. Henrik var lige ved at springe op af stolen. Han måtte tage sig meget sammen for ikke at løbe hen til hende med det samme. Af alle de barer i hele Odense, så valgte hun at komme her. Han rejste sig op og rettede på sin jakke. Johannes gav ham et slag i ryggen.

- Held og lykke, hr. kammerat.

Henrik sendte ham et irettesættende blik før han styrede mod baren. Hun stod der stadig. Han stillede sig ved siden af og prøvede at få bartenderens opmærksomhed. Så lænede han sig ind mod hende og hviskede – Længe siden Heidi.

Hun vendte sig rundt og stirrede først forskrækket på og derefter smilede hun overrasket til Henrik.

- Professor Henrik, åh min gud. Det er så længe siden.

- Hvordan går det, Heidi?

- Det går glimrende. Oh hvor er verden lille. Henrik, hvordan har du det?

- Så godt som det nu kan gå i disse tider.

- Ja selvfølgelig. Det var da sjovt lige at støde på dig her. Kommer du her ofte?

- Det er faktisk min og Johannes fortrukne bar.

- Johannes, er han her også`?

- Ja, vi sider dernede.

Henrik pegede ned mod Johannes, der vinkede tilbage. Heidis glade smil forsvandt et øjeblik da hun og Johanens øjne mødtes. Da hun vendte sig mod Henrik smilede hun igen.

- Vi må virkelig mødes og samle op på alt, hvad der er sket.

- Ja det må vi. Har du travlt nu?

- Oh ja. Jeg stoppede bare for at få noget at drikke. Jeg skal nå til den anden ende af byen før solnedgang.

- Nogen der venter på dig der.

- Ja!

Det virkede så afsluttende den måde hun sagde det på. Hun havde tydeligvis ikke interesse for at udbrede sig om, hvem hun skulle mødes med. Henrik blev ret så bekymret. Han havde lyst til at spørge om at var i orden, men Heidi sagde bare farvel med nogle venlige kommentarer om at de skulle mødes en gang i næste uge. Der kunne de fortælle alt, der var sket siden sidst. Derefter forlod hun baren efter nogle hurtige tårer vand.  Henrik vaklede tilbage til hans og Johannes bord med en følelse af afvigelse som han ikke rigtig kunne begrunde. Da han kom forbi et bord fuld af tysker, greb en af dem pludselig Henriks arm. Henrik skulle lige til at gå i panik da tyskeren sendte ham et grin og sagde – Wer ist die Schönheit zu sprach mit?

Henrik rynkede brynene.

- Undskyld?

En anden tysker forklarede gennem et grineanfald.

- Han sporger, hvem hende den labre var?

Henrik følte sig øjeblikkeligt fornærmet. Mændene så tilbage på ham, imens de slikkede deres læber og begæret stod ud af deres øjne. Johannes havde ret. De var rotter. Henrik rev sig fri og sagde med fast og konfronterende attitude – Min forlovede!

Så gik han med hævet pande tilbage til bordet, hvor Johannes nikkede bekræftende til ham.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...