Forladt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2017
  • Opdateret: 16 apr. 2017
  • Status: Færdig
One shot fortælling omkring en dreng, der mistede sin familie under et frygteligt jordskælv.

0Likes
0Kommentarer
22Visninger

1. Forladt

Stille, som en tom kiste, hvor ikke engang jord fandtes. Skrig, nu var der skrig, men det var glade skrig, sådan nogle som kom fra en munter leg eller når man fik noget man virkelig altid havde ønsket sig, sådan et skrig, strømmede der igennem hans ører. Sådan et skrig ville han selv opleve men han vidste, eller troede at det aldrig nogensinde ville ske. 

Et stille suk kom ud fra hans mund, som udfyldte tomrummet. Han rejste sig stille fra sin skyggede plads, under det ødelagte tag. 

Det var sommer, og solen skinnede, blomsterne spredte deres velduftende parfume, mens fuglene fløj rundt ved trætoppene og sang for lystens skær. Men han, hans humør var nede på den laveste bund. 

Bump… Han sparkede til en sten der lå på loftet, den faldt ned i stueetagen, hvor der var ligeså ødet som der hvor han var. Stille, igen, som altid, eller næsten altid, der var en tid hvor dette hus havde været fyldt med glæde og smil, en tid hvor folk strømmede ind og ud med børn eller hunde under armen. Hvor der blev sagt goddag og farvel, der hvor der var liv, men som så blev erstattet med stilhed og mørke. Et stille suk igen, da han tænkte tilbage på den tid, som var væk nu, han satte sig ned og kiggede ned mod underetagen. 

Huset han levede i, var halvt, hele den ene side var røget ned, eller brudt sammen da et jordskælv havde slået til, det havde taget hans sidste familie med sig, hans mor, far og tvillingebror. Hans bror var nok det i verden der betød mest i hans liv, men nu var han væk. 

Inden denne tragiske skæbne skete havde han haft venner, men nu var alt, hvad han havde, dette gamle hus som kunne bryde sammen når som helst. Hans øjne fandt vej ned i mellem de dybe og smalle sprækker der var i gulvbrædderne. En tåre gled ned af hans kind, hans bror lå dernede, man kunne lige skimte i flængen på træet. Tanken om hvordan han så ud, før og nu, det brændte i hjertet. Forestillingen om ham, hans brune øjne som lignede hans egne så meget, bare det at de havde næsten samme udsende og at de mindede så meget om hinanden, bare tanken om at han var, dernede, fik det til at gøre ondt i hele kroppen. Han sørgede ikke over forældrenes død, men over sin betroede følges ven, hans bedste ven, hans højt elskede bror. 

Han tørrede hurtigt tårevæk da han fandt ud af at den var der, selvfølgelig græd man vel en gang imellem men han ville ikke fremstå som en svag person, et stille lille suk drog ud gennem hans læber, hvad skulle han dog stille op nu? Han havde intet tilbage ikke engang et billede, alt var væk og kun det halve hus, der sikkert også snart ville falde sammen i løbet af en måneds tid. Et snøft fandt vejen frem, selvom han prøvede at lade være, da han så svaghed som en frygt og mente at det var kujon agtigt, han havde bare brug for sin bror, bare være sammen med ham, fordi sammen med ham kunne han alt. Men nu, nu kunne han intet det var lige før han kunne gå døden i møde, da der ikke var mere at stille op, alt virkede meningsløst. 

Et tordenbrag lød få mil borte. Hans hoved drejede sig hen imod den brummende lyd og kunne nu se det lysglimt fra det. Et snøft kom igen til, mens han kiggede på det, han elskede tordenvejr, men lige nu kunne ikke engang det få ham op i bedre humør, det var dog fem dage siden jordskælvet havde slået til, han havde ikke fået noget at spise i de fem dage, og havde egentlig heller ikke lyst, han ville blot vente her til alt var væk og borte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...