Røvertogtet

Yrsa elsker sin fars arbejde. Han skaber de smukkeste ting, ud af guld, sølv og andre materialer. Han laver en ring, med kraftige runer og Yrsa er betaget af den. Et pludseligt røvertogt ændre alt....
//Bidrag til Skriv dig gennem historien konkurrencen. Valgmulighed 1, Trelleborg og vikingerne

0Likes
0Kommentarer
194Visninger
AA

3. Kapitel 2: Forfølgelsen

Rune løb ved siden af Yrsa, ned tæt ved husene. De løb så hurtigt de kunne, men også så langsomt, at de ikke larmede. Det ville nu ikke have betydet så meget, da der stadig var en masse kamp. Men der var allerede store beviser på, hvem der vandt.
“Jeg vidste ikke at vi var så svage.” mumlede Rune forfærdet. Dog lå der også døde vikinger på jorden. Mange folk kæmpede bravt, men de var for stærke. De løb videre, mens de så på det store kaos, af mennesker og våben.
 “I det mindste lægger de ikke mærke til os?” mumlede Yrsa, i et forsøg på at være positiv.  Lige efter hun havde sagt det, så hun noget blive trukket hen af jorden. En person. Hun kneb øjnene i og genkendte personen. Hendes far. Hun stivnede, helt hvid i hovedet, og skulle lige til at skrige.
 Rune registrede det, løb hurtigt hen og holdte hende for munden. Der kom en lille lyd ud, men en meget lav en. Krigeren så hen mod dem. De stivnede, midt i et skridt. Krigeren kneb øjnene sammen. Rune og Yrsa stod fuldkommen stille. Runes hånd der holdte hende for munden begyndte at blive fugtig og ubehagelig af Yrsa’s ånde, men de kunne ikke bevæge sig. Krigeren stirrede derhen, men drejede så hovedet lige ud igen og gik videre. Rune pustede lettet ud og fjernede hånden fra Yrsa’s mund. Yrsa blinkede og stirrede der hvor krigeren havde stået for et øjeblik. Så så hun hen mod Rune.
 “Vi må skynde os.” sagde hun og begyndte at gå. Rune så efter hende og kløede sig i hovedbunden. Så greb han hendes håndled.
“Du skal ikke derned! De fanger os bare!” 
Yrsa så på ham med rynkede bryn.
“Hvad har du så tænkt dig at gøre?” spurgte hun og satte armene over kors. Rune gav slip på hendes håndled og slog hænderne opgivende i luften.
“Vi kan ikke sejle med dem eller noget!” udbrød han. Pludselig fik han et glimt i øjet og det trak i smilebåndende. 
“Jeg ved hvad vi gør. Kom. “ Han vendte sig om og løb. Yrsa så efter ham med et løftet øjenbryn, men trak så på skuldrene og løb efter ham. De løb hurtigere og hurtigere. Rune drejede først til højre, så til venstre og Yrsa løb efter så godt hun kunne. 
Pludselig kunne Yrsa høre en vrinsken. Rune løb hen mod lyden og Yrsa fulgte efter. Yrsa standsede op og så på de to store væsner foran hende. Heste. Som ved et slag af mjølners hammer, forstod hun Runes plan. Rune gik hen mod den ene, der var brun, lidt som et træs bark. Dens man var samme farve som en mudderpøl og da Rune strøg dens manke, føltes den også som om den havde rullet sig i en mudderpøl. Han prøvede at børste det af, men det var så kraftigt at han gav op. Han fortalte sig selv, at når det her var overstået, ville han skrubbe den. Yrsa lagde sin opmærksomhed omkring den anden hest. Den var en del mindre og havde en lidt mørkere brun farve, men lignede ellers den anden. Yrsa gik hen på siden af den og lagde en hånd på dens ryg. Hun tøvede.
“Hvad er der? Se at komme op på den!”
Yrsa vendte hovedet mod Rune. Han sad allerede oppe på hesten og så på hende. Yrsa slugte en klump og tog fat om hestens ryg. Så trak hun sig op...og faldt ned. Hun satte sig op og prøvede igen. Hun skulle lige til at falde ned, men en hånd holdte fast i hende. Hun stirrede ned i manen og knugede den i sin hænder.
“Så du er ikke for god med heste?”
Yrsa rystede på hovedet. Rune klappede hende på ryggen og slog hælene i siden på hesten.
“Se om du kan følge med.” råbte han, satte hesten i trav og efterlod Yrsa råvild på den mørkebrune hest. 
“Hija?” sagde hun og slog prøvende hælene ind i siden på hesten. Den begyndte i skridt og Yrsa så opgivende mod Rune, der allerede var langt fremme. Hun lagde sig op af hestens hals og pludselig kom der fart på. Hesten havde forstået det at hun lænte sig fremad, at den skulle sætte tempoet op. Den satte over i galop og Yrsa bumlede op og ned.
 Før hun vidste af det havde hun nået op til Rune, der var i trav. Han så overrasket på hende, men smilte da han var kommet sig over forskrækkelsen. Han råbte noget med at hun skulle finde rytmen, men hun kunne ikke høre det, på grund af viden. Kort efter fik hun dog lidt mere styr på det. Nu bumlede det ikke helt så meget, så Yrsa fik en smule mere tro på at hesten måske ikke ville dræbe hende. De red ned gennem byen, i galop hele vejen. 
Før de vidste af det, var de nede ved kajen. De stod dog ikke så tæt ved kajen.
De drejede, lige inden de kom ned til krigernes skib og endte ude i den lille skov, lige ved siden af byen. De standsede hestene og hoppede af. Yrsa havde en arm om hestens hals og hendes hoved ved dens hoved. De kraftige vejrtrækninger, fortalte hende, at hesten var godt forpustet efter sådan et ridt. De krøb ned i hug.
“Hvad gør vi hvis skibet sejler ud i havet?” hviskede Yrsa, forhåbningsfuldt om at Rune havde en plan. Men da hun så på ham, sad han og bed sig i læben.
“Tja, altså…” begyndte han, men Yrsa afbrød ham.
“Hvad! Jeg troede du havde en plan!” hvæsede hun. Rune stønnede. 
“Havde du tænkt dig at jeg skulle lave en plan på så kort tid? Den kan jeg da ikke!” han slog armene opgivende ud i luften og ramte et træ med den ene hånd.
“Jeg troede du havde en plan, når du nu fik ideen med hestene!” Yrsa rystede på hovedet.
“Hvad! Det var dig der ville efter din far og du har ikke engang en plan?” vrissede han og ømmede sin hånd.
Hun rystede irriteret på hovedet, men kunne ikke komme op med et godt svar. Hun så hen mod skibet. Hendes tanker blev oversvømmet med bekymring. 
“Ved Odin.” mumlede Rune opgivende. Pludselig fik Yrsa en ide.
“Rune! Vi ved hvor floden udmunder!” 
“Gør vi?”
Hun rystede på hovedet.
“Ja! Den fører jo lige derhen af!” 
Hun løb hen mod den mørke hest og hoppede op. Eller, hun prøvede. Hun faldt, ned igen, og ømmede sig. Så vrissede hun og prøvede igen.
“Jeg gjorde det!” udbrød hun, da hun kom op og sidde. 
“Du lever virkelig op til dit navn,” mumlede Rune med en hånd på panden. “Du er så vild!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...