Røvertogtet

Yrsa elsker sin fars arbejde. Han skaber de smukkeste ting, ud af guld, sølv og andre materialer. Han laver en ring, med kraftige runer og Yrsa er betaget af den. Et pludseligt røvertogt ændre alt....
//Bidrag til Skriv dig gennem historien konkurrencen. Valgmulighed 1, Trelleborg og vikingerne

0Likes
0Kommentarer
186Visninger
AA

2. Kapitel 1: Røvertogtet.

Yrsa løb hen efter sit sværd og skjold. De var ikke så gode og mest egnede til øvelse. Men de kunne gøre skade og lidt skade var bedre end ingen. Rune og Bjørn var også ovre efter deres. Yrsa fandt dem. Et sværd ud af træ og et skjold ud af det samme, sad på hendes hænder og hun drejede sværdet fra side til side. Så løb hun udenfor. Der mødte hun Bjørn og sin mor. Hendes mor havde mjølner om halsen og knugede den i sin hånd, mens hun bad en lille bøn for guderne. Hun lovede en masse ofring, bare at de ville vinde slaget. Yrsa gik hen ved siden af hende og så op på hende. Hendes mor sluttede bønnen og så ned på Yrsa. 
“Yrsa. Du er ikke klar til et slag. Du er ikke dygtig nok, du har ikke egenskaberne. Du er stadig for ung. Tag dig af dine søskende i stedet” sagde hun irettesættende. Yrsa spærrede øjnene op. Hun drejede hovedet og kiggede mod havnen. Pludselig fik hun øje på Rune, der løb afsted med sin far, mod bredden.
“Men Rune må godt!” udbrød Yrsa. 
“Rune er en dreng. Det er noget andet.” vrissede hendes mor. Yrsa rynkede brynene og så ned i jorden. 
“Jeg har oplevet fjorten somre nu.” mumlede hun og hendes mor rynkede brynene.
 “Gå tilbage og tag dig af dine søskende.” sagde hendes mor og så var hun løbet. Afsted, for at beskytte landsbyen. Yrsa så skuffet efter hende og gik tilbage efter sine søskende. Hun samlede Sten, Astrid, Frida og Roar og holdte dem sammen. Sten var i den krigeriske alder og var hele tiden ved at løbe væk. Astrid var stille og bange og hang Yrsa i benet. Frida forstod ikke hvad der skete og så sig forvirret omkring. Til sidst var der lillebitte Roar, der bare sov, som Yrsa skulle slæbe rundt med. Yrsa trak dem alle sammen ind i hendes fars smedje. Hun gemte dem ovre i et hjørne, bag essen og gav dem besked på at være helt stille. Hun kunne se at Astrids øjne langsomt blev blanke og hendes vejrtrækning blev kraftig og uregelmæssig. Hun tog hurtigt hende ind i sin favn og nynnede stille for hende.
“Du må være stærk.” sagde Yrsa og Astrid nikkede. 
“Bare rolig, alting går. Bare, vær stille.” Hun nynnede stille, ikke nogen rigtig melodi. Pludselig kom nogen ind. En person. Hun stivnede og skubbede sig længere op af væggen. Hun prøvede at mase de mindre op af væggen og dække dem med sin krop. Roar vågnede. Yrsa spærrede øjnene op og aede ham forsigtigt. Han rørte på sig og begyndte at klynke. Yrsa krammede ham indtil sig. Han frøs. Hun havde ikke fået noget varmt med sig og der var koldt i smedjen. Pludselig blev klynkene højere. Så græd han. Yrsa prøvede febrilsk at varme ham, kramme ham, men han blev ved med at græde. Pludselig kom personen hen til dem. 
“Du skulle passe bedre på din lillebror. Han forfryser jo.” stemmen lød bekendt og da han bukkede sig ned, genkendte Yrsa ham.
“Far!” udbrød hun og sukkede lettet. Hun slappede af og satte sig ordentligt ned. Roar græd stadig. Hendes far klappede ham på hovedet og vendte ryggen til. Han gik hen til et andet hjørne og Yrsa krammede Roar, for at give ham varme. Hun undrede sig over at hendes far ikke var ude og forsvare byen, men hun turde ikke spørge. Hun maserede Roar på ryggen, for at give ham en smule varme. Hun fandt et lille tæppe og pakkede ham ind i det. Tilfreds stoppede han med at græde og lagde sig til ro. Hendes far kom tilbage, med en pose og et sværd i bæltet. Yrsa så nysgerrigt på posen, men stivnede ved en stemme.
 “Nå da!” stemmen var rug og barsk og den kom ovre fra døråbningen. det var egentlig ikke nogen døråbning, det var bare en hel væg, der ikke var der. De så derover. Dér stod der en kriger. Hans filtrede hår gik ham til skuldrene. Hans hjelm var rød og brun, af indtørret gammelt blod. Inden Yrsa nåede at registrere noget, havde hendes far skubbet dem længere ind til siden, så de var gemt i skyggen og placerede et sværd foran krigeren. Krigeren så overrasket ud et øjeblik, men var så tilbage til sit barske ydre. Lynhurtigt trak han sit sværd og tvang det mod Torstens.
“Du kan bare vente dig. Krigerne fra trelleborg er her snart.” snerrede Yrsa’s far. Krigeren lo, en hård latter, der lød som et stykke metal der blev skrabet.
 “Som om krigerne fra trelleborg tager sig af et røvertogt.” sagde han med et grumt smil. Torsten slog fra siden, men krigeren parerede den. Sværdene fløj rundt i luften og Torsten ramte krigeren ben. Forbløffet stirrede han på blodet der flød ned af benet i en stille strøm. Så gled hans mund op i et grusomt smil. Han huggede fra siden og ramte Torsten hårdt i siden. Han råbte og spyttede blod. Han faldt om. Yrsa stirrede på dér hvor sværdet havde ramt. Hun havde hørt hvad hendes far havde råbt, men kunne ikke røre på sig. Løb havde han råbt. Krigeren havde slået med den flade side af sværdet. Nok til at slå hendes far ud. Løb. Krigeren stod og så på ham. Så kom Yrsa tilbage til sig.
“Løb. Så hurtigt i kan.” hviskede hun, til Astrid, Sten og Frida. Hun trak det ene ben op og stå og holdte fast i Roar. Så skubbede hun til dem. Krigeren satte sig på hug og rev posen af Torstens bælte. Han satte den ved sit bælte og trak Torsten ud af smedjen. Yrsa holdte Roar tæt ind til sig og så løb hun. Hun kunne svagt fornemme at de små var bag hende, men hun løb. De løb ud af smedjen, væk. Hun så sig tilbage. Den der var bagerst, var Astrid. Sten var allerede godt afsted og Frida holdte også meget godt med. Yrsa stoppede op og løb om bag ved Astrid. 
“Kom så du kan godt! Det bliver du nødt til!” sagde Yrsa frustreret. Astrid satte tempoet lidt op, men hun var meget stakåndet.
“Jeg kan ikke!” udbrød hun og hun satte tempoet ned igen.
“Så hjælper jeg dig!” sagde Yrsa og skubbede Astrid i ryggen. Med Roar i den ene arm og den anden hånd skubbede Astrid i ryggen. De fik Astrid til at sætte tempoet op og de løb. De løb væk fra smedjen, væk fra huset, langt væk. Som de løb, kunne de se hvordan der var ild i husene og familier blive tvunget ud. Også trælle blev taget. Pludselig så hun Rune, lige ved at tabe en kamp. Hun så sig omkring og hendes blik fangede en død kriger der lå på jorden. Hans sværd var allerede væk, men skjoldet var der stadig. Det havde en slem flænge, så de havde ikke gidet at tage det. Men Yrsa gav Roar til Frida og tog skjoldet op. Hun spærrede øjnene op, da hun lagde mærke til hvor tungt det var. men det gik hurtigt over. Lynhurtigt, løb hun hen til Rune og knaldede skjoldet ind i krigerens hoved. Krigeren svang fra side til side.
“Hvad..?” begyndte han, men fik ikke afsluttet det. Rune så en åbning og stak sværdet ind i krigerens krop. Yrsa smed skjoldet ned på jorden og sendte Rune et smil. Han gengældte det og Yrsa vendte sig om mod sine mindre søskende. Astrid så ud til at være på grådens rand, Sten var forpustet og havde mistet noget af sin kamplyst. Frida var den mest rolige, men Roar, som hun havde i sin favn, var vågen og irriteret over postyret. Frida rakte Yrsa ham, men hun rystede på hovedet og vendte sig om.
 “Rune! Min far er blevet taget! Vi må efter ham!” udbrød hun og Rune spærrede øjnene op.
 “Hvad havde du tænkt dig? Har Hel taget dig?” indvendte han. Yrsa himlede med øjnene.
“Nej, selvfølgelig ikke. Han skal bare hjem igen! og jeg skal bruge din hjælp.” 
Rune så tvivlsomt på hende. 
 “Hvorfor?” spurgte han, med armene over kors. 
 “Hvorfor hvad?” gentog hun.
“Hvorfor mig? Hvorfor ikke bjørn? Hvorfor skal jeg rodes ud i det her?” spurgte han, med voksende ophidselse. Yrsa så forbløffet på ham.
“Jeg har jo brug for dig.” sagde hun og Rune stivnede. 
“Frida, kan du tage de andre med hjem?Og fortælle de voksne at jeg og Rune tog efter dem?” sagde Yrsa, uberørt af Rune der fuldkommen stivnede. Frida nikkede og Yrsa vendte sig mod de mindre.
“Kan i gøre som Frida siger?” spurgte hun og Sten og Astrid nikkede. Så vendte hun sig om mod rune.
“Lad os komme afsted!”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...