The Garden Of Death

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 apr. 2017
  • Opdateret: 16 apr. 2017
  • Status: Færdig
DETTE ER ET BIDRAG TIL DØDE PIGER LYVER IKKE KONKURANCEN, VALGMUGELIGHED 3: SORG

Døden vælger altid de smukkeste blomster i min have af familiemedlemmer og åbenbart har han en svaghed for min have. Får der er kun få tilbage.

4Likes
0Kommentarer
113Visninger

1. Look at them!

 

Jeg sad alene i vinduet, kigget på stjernen. Talte dem op, en efter en, jeg fandt jer alle sammen.

Den klare store stjerne som altid gjorde mig glad. Mormor. Sammen med ham, ham og morfar. Han savede dig? Vidste du det? Han savnede dig hver dag, han snakkede altid om dig. Han ville være sikker på vi fik alt det som du havde lovet os selvom du nu var væk. Selvom du lærte mig så meget så så få år! Jeg ville have så mange flere år med jer alle sammen! I år.

I år om 5 måneder, der er det 10 år siden jeg sidst så dig, 10 år siden jeg sidst hørte dig grine, så dig smile. 10 år siden jeg sidst kom ind i det hvide hospitalsrum hvor duften af mormor ramte min næse! Duften af din yndlings cream sidder stadig i dine gamle natkjoler. Lugten sad længe i dit sengetøj. Jeg lå længe og krammede min dyne beklædt med dit sengetøj! Du var starten af mit helved. Du var den første jeg aldrig så igen. Forklar en lille 6 årig pige at sige farvel til sin mormor for evigt og husk at fortæl hende at du elsker hende for det kan være det er sidste gang hun høre det, også var du væk! Fuglen fra din begravelse er stadig på juletræet, hvert år hænger du det og holder øje med os ved siden af morfar. Morfar som jeg har arvet så meget fra, men aldrig mødt!

 

Næste offer på den næsten uendelige liste blev dig, Onkel, du kom senere ind i mit liv end de andre, jeg voksede ikke op med dig, og så alligevel. Du kom tidligt, og jeg vil altid se dig som min onkel, også selvom du ikke er far til min fætter og kusine, bare en papfar på et kort visit som lærte os en masse. Du lavede en masse minder, et som jeg nu godt kan se jeg skulle have reageret på, først nu set at hun var ret da hun sagde din sygdom påvirkede mig. Se din smerte, se en person mere på den lange liste gå gennem deres personlige smerte. Deres livsglæde blive hevet ud af deres kroppe som et dementor kys fra Harry Potter. Se den altid glade mand nu være skaldet, indsunket og med meget lidt liv i hans normalt livsglade øjne, se hvordan en sygdom ødelægger mennesker og familier!

 

Året efter var hårdt. Den næste nåde listen over de smukke blomster der blev plukket af døden fra min have af familiemedlemmer og venner. Jeg havde aldrig set nogen have det så dårligt som dig! Ingen. Jeg så dig en af de sidste dage, præcis hvad sygdommen havde gjort ved dig også. Den havde dræbt dit smil og taget din livsglæde. Du lå hjemme lige til det sidste, lade dine børn sidde ved din side og holde øje med dig, sikre sig de fik sagt alt og en af dem var der når du tog din sidste vejrtrækningen! Jeg husker komme forbi dit hus åbne døren og se dig ligge der i sengen helt fredløs og stensikker på jeg havde mistet dig, den eneste lyd i hele huset var maskinen der gav dig ilt. Jeg husker min far holde om mig mens min mor tjekker om du har en puls. Hun kigger på os ånder lettet op. Ingen havde fortalt du havde fået din medicin lige inden og bare sov tungt. Jeg havde det så dårligt bagefter. Jeg havde da set Mormor bagefter, men der var hun blevet gjort i stand og lignede sig selv.

Du gav op og tog dit sidste åndedrag tre dage før jul. Sidde juleaften og åbne en gave fra dig! Det er en af de sværeste ting jeg har gjort. Jeg har lagt alle jeres minder, alle jeres stemmer og ansigter i den halskæde. You and Me against the World, remember? Det og det at åbne det store kort til min konfirmation 5 år senere og få af vide af min far du på dit dødsleje havde sagt til min far og faster at de skulle tage pengene og gemme dem til vores konfirmation! Min far havde gjort alt hvad han vidste jeg ville elske! Og jeg glemmer det ikke!

 

Den næste var dig, tre år siden den sidste store smukke blomst blev revet op af jorden. Hele starten på det år var noget lort! Bullshit! Jeg røg ind og ud af hospitalet. Døden stod længe og prikkede til min blomst. Og endelig som jeg troede jeg var ved at nå slutningen og ventede på et svar om døden stadig åndede mig i nakken eller han havde valgt en anden valgte du blomsten to gange til højre fra mig. Min faster, du var ikke langtrukken som ved de andre. Du bedøvede hende og rev hende op i en lang og hurtigt bevægelse. Jeg havde en dårlig mavefornemmelse den dag du gjorde det. Du gjorde det nærmest umuligt for mig at komme på et hospital igen. Jeg tænker hele tiden “Hvis jeg skal opereres igen, så dør en mere…!” Du rev den forkerte blomst op. Du har snart ikke flere blomster i den her have du kan pille ved. Du har taget så mange blomster i den her have det ikke kan tælles på to hænder! I gennem 10 år af mit liv har du taget en blomst om året, hvis ikke to på et år. Og mange før min tid som jeg gerne ville have mødt, set, hørt deres stemmer, jeg vil kunne gennem dem i halskæder af minder, stemmer og lugte.

 

Alle de mennesker som du tog væk fra mig alt for tidligt var mennesker der skulle lære mig meget mere i mit liv end det de nåede. De skulle have set mere af mit liv end de gjorde, de kunne have holdt os sammen. Nogen gjorde os tættere, andre ødelagde kontakten. En ting døden har lært mig er: Tag aldrig noget for givet, sig tak og fortæl dem du elsker at du elsker dem! Døden har lært mig at forstå andre, forstå deres tanker og følelser når de er i et kæmpe hul og råber højt efter din hjælp.

 

Tæl stjernerne, kig på blomsterne, luk øjnene og se. De er der, over alt, du skal bare kigge efter dem!.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...