Letters from Rose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 apr. 2017
  • Opdateret: 31 maj 2017
  • Status: Igang
Blandt lange rækker af blå metalskabe skiller ét sig ud på The Hayfield School i Doncaster. Overdynget med billeder, blomster og tegninger hylder det eleven Rosalie Parker, der forsvandt få måneder efter sommerferien 2017. Niall Horan lader ikke Rosalies forsvinden gå upåagtet hen. Han savner svar på, hvorfor Rosalie pludselig sagde farvel til tilværelsen, hvor hun forsvandt hen. Og da han en dag kommer hjem fra skole, ligger alle grundene i en papæske foran hoveddøren. 10 breve med 10 håndskrevne historier og grunde til hvorfor Rosalie gjorde det hun gjorde. 10 breve som Niall nu bare må læse, tålmodigt og ét efter ét.

16Likes
6Kommentarer
1320Visninger
AA

4. three - Alone together

Niall Horan

fredag d. 6 november 2017

 

Jeg sad utålmodigt i min første lektion, det var ikke fordi jeg ikke kunne lide matematik. Nej det var mere fordi jeg havde mine tanker et helt andet sted end regnestykkerne, de lå på brevet i min taske. Det rigtige første brev fra Rosalie, som jeg skulle læse senere. Det var udholdeligt ikke bare at kunne tage det op lige her og nu, jeg ville vide hvad det indeholdte. Nu. Men på den anden side kunne jeg jo havde fortalt mig selv at hvis jeg var så desperat efter at vide det, så skulle jeg havde læst det i morges inden jeg tog i skole.

"Niall Horan kan du svare mig hvad regnestykket bliver?" spurgte vores matematik lærer, jeg kiggede op på tavlen, hvor et indviklet men kort regnestykke stod. "Det bliver...." jeg kneb mine øjne sammen og fokuserede på dette regnestykke. "Det bliver 5456 minus 125" svarede jeg og håbede for alt i verden at jeg havde regnet rigtigt, "rigtigt, og til en anden gang så vær tilstede i mine timer Horan".

 

Jeg gik langs gangen og ledte efter Louis, han havde givet udtryk om at han ville tale med mig. Så jeg måtte hellere finde ham inden han fandt mig, han var flink nok men hvis han ikke fik sin vilje var han ikke særlig rar at være i lokale med. Jeg gik indimellem ind i andre elever, men lige nu gjorde det mig ikke særlig meget.

Jeg spottede Louis da jeg gik forbi udgangen til skolen, jeg gik tilbage og så ham stå og ryge. Jeg åbnede døren og gik hen imod ham og hans venner, "Louis?" hans blik mødte mit. Han smed sin smøg og gik hen imod mig, hans greb om min arm gjorde ondt. Han trak mig med hen imod parkeringspladsen og stoppede først efter vi var kommet hen bag en tilfældig bil. Han slap mig og jeg tog mig til min arm, "hvad er dit problem?" spurgte jeg ham om, "mit problem?" spurgte han mig om. "Mit problem er at jeg har fundet ud af noget om Rosalie Parker" fortalte han, "hvad har du fundet ud af?" spurgte jeg ham om. "At hun er en slem pige" hviskede Louis, "forleden hørte jeg rygter om at hun tit gik rundt og stjal folks ting, hun har stjålet fra mig!" Louis lænede sig op af bilen bag ham.

"Og hvem har fortalt dig at hun har stjålet?" spurgte jeg ham om, "Harry" svarede Louis. "Og du stoler på ham, Louis de er ekskærester" fortalte jeg ham, "hvorfor skulle Harry lyve?" spurgte Louis mig om. "Er du dum eller hvad?" spurgte jeg ham om, Louis tog fat i min krave og lænede mig op af bilen bag min ryg. "Det siger du en gang mere og du er færdig" han slap mig og forlod mig alene. Det var utroligt at der fandtes to sider af den knægt, en flink side og en mindre flink side.

 

Jeg havde med vilje ikke gået hen i kantinen for at spise frokost, jeg skulle læse brevet fra Rosalie. Derfor var jeg gået ud i min bil og sat mig, jeg vidste at mange sad inde i kantinen til frokost og jeg derfor ikke ville blive forstyrret af nogle.

Jeg tog brevet op af min taske og kiggede ned på det, 1 stod der. Dette var det første rigtige brev ud af de ti, som jeg skulle igennem. Kunne jeg komme igennem dem, det ved jeg ikke endnu. Jeg åbnede brevet og inden jeg tog papiret ud kiggede jeg ud af bagspejlet, der var ingen.

 

 

 

 Jeg gider ikke spille på en facade mere, jeg ville fortælle sandheden. Jeg husker at vi havde biologi sammen, at vi sad ved siden af hinanden uden at veksle et eneste ord med hinanden. Jeg ved ikke hvorfor men jeg fandt det sjovt, især nu hvor det er dig, som jeg skriver til. Kan du huske det Niall, kan du huske hvordan du hjalp mig i timerne, du hjalp mig da ingen andre gjorde.

Det hele gik ned af bakke, eksamenerne, mit forhold til mine veninder, forholdet til Harry. Det hele gik ned af bakke da jeg mødte dig, men ikke tag dette som om du er grunden til alt dette skete. Du gav mig blot et smil på læben hver gang jeg trådte ind i biologi lokalet og alt andet der er sket er fuldstændig min egen skyld. Mine fejl. Jeg ligger dem på mine skuldre og tager mig af dem, jeg skulle nok fikse det. Det var det jeg tænkte, min tankegang var engang ret så optimistisk men endte ud med at være så pessimistisk som nået kan være.

Jeg sad en dag med mine tætteste veninder i kantinen, jeg så dig i den anden side af lokalet. Du sad alene, som du altid gjorde, men hvorfor gjorde du det? du havde venner, du har stadigvæk venner. Jeg snakkede med dem men var ikke fysisk med i samtalen, mine tanker var et helt andet sted der. Sidder du stadigvæk alene? Hvis ja så sæt dig hen til nogle Niall, gør det for min skyld.

Som dagene gik og jeg snakkede med mine veninder, begyndte de at ignorere mig mere og mere. Hvorfor? Fordi jeg lod min opmærksomhed forblive på en sød blond fyr, som sad alene hver dag. Jeg overvejede flere gange at rejse mig for at gå hen og sætte mig ved dig Niall, men jeg var bange for at miste mine veninder, de veninder der endte med at være falske. Undskyld for at jeg ikke tog modet til mig, jeg har fortrudt at jeg ikke gjorde det. Mest for min egen skyld, da jeg kunne mærke at du var en éner. Du var den rigtige.

xx. Rosalie Parker 

 

Jeg lagde brevet ned i konvolutten igen, hvorfor havde jeg en fornemmelse om at dette ville blive hårdt at komme igennem? Ville det gå hen og blive et helvede for mig? Det håbede jeg ikke men man kan ikke spå sin egen fremtid på den måde. Jeg valgte at ligge brevet ned i mit handskerum hvor det var sikkert og jeg ville være hundredprocent sikker på at det kun var mig, som vidste det var der.

 

"Horan!" blev der råbt, Louis stod oppa af mit vindue og bankede på ruden. Jeg åbnede døren og steg ud, "mød mig herude efter skole" sagde han. "Hvorfor det?" spurgte jeg ham om, "vi skal hjem til Rosalie Parkers hus" svarede han mig. 

 

 

 

 Jeg har været on/off her på Movellas de seneste par uger, hvor jeg på ingen måder har skrevet på nogle af mine historier. Jeg er gået en tid i møde med eksamener, som jeg har valgt at prioritere først i forhold til mine aktive timer her på Movellas. Dog nu hvor sidste skoledag er overstået og jeg har fået læseferie, kan jeg endelig se dage hvor jeg kan få skrevet videre herinde, heldigvis. Jeg har været til 1 ud af 4 eksamener nu og kan kun se frem til gode tider efter de andre er overstået, haha. Jeg undskylder for en lang update herfra, men vi ses forhåbentlig meget snart :)

Xoxo Bellarose.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...