Kærlig hilsen: Den Sure Kælling

Dette er mit bidrag til "Døde piger lyver ikke"- konkurrencen. Teksten omhandler sorg og depression blandt unge, og hvor svært det er at bearbejde det, fordi det er så svært at se.

2Likes
1Kommentarer
99Visninger
AA

1. Kærlig hilsen: Den Sure Kælling

For første gang sætter jeg pris på ikke at have klædt mig praktisk. Jeg bliver siddende i bilen, fordi det regner, mens han går ind og handler. Jeg har god tid. Tid til at tænkte, til at slappe af i ansigtet. Det gør ondt efter at smile. 

Jeg studerer dråberne. Ser dem kravle stille ned ad ruden. Mødes og blive til én stor dråbe. Jeg ser bilerne køre forbi. Jeg overvejer, hvad deres historie er. Dem, der kører. Har de mistet en nær ven i løbet af det sidste år? Blev de slået som barn? Har de haft sex i løbet af den sidste uge? Det er alt sammen ting, vi ikke ved om det mennesker, vi passerer i hverdagen, men alligevel har vi det med at sætte mærkater på dem. En pige med korte shorts er en luder, en mand med slidt tøj og et hofteproblem er en hjemløs alkoholiker, og jeg er en sur kælling. Sådan ville det i hvert fald se ud. Udefra.

Jeg værdsætter, at der er ferie et par dage endnu, men rives i stykker indenvendig af, at den slutter om lidt. Tilbage til eksamens forberedelse. Tilbage til "klassekammerater", der ikke ser længere end deres egen næse rækker. Tilbage til virkeligheden. Virkeligheden, hvor ingen stopper op og lægger mærke til hende, der ikke er med i samtalen, men i stedet ser ud i ingenting. Virkeligheden, hvor ingen stopper op og tænker over, hvilken indflydelse det, de lige sagde, har gjort på dem, de sagde det til. Virkeligheden, hvor alle er optagede af sig selv. Virkeligheden, som jeg er tvunget til at være en del af. Ikke en virkelighed, jeg har lyst til at være en del af. Stod det til mig, blev jeg bag ruderne i bilen for evigt. Alene med mine tanker. Mine forfærdelige tanker. Bag ruderne er det sikreste sted for mig at være, men også det farligste. Det er mine tanker, der gør det mod mig. Det er dem, der fortæller mig alle de forfærdelige ting. Nogle gange hopper de ud af min krop og følger efter mig. Går bag mig som en skygge af had, der hver dag gang på gang fortæller mig, at jeg ikke kan. Fortæller mig, at de har ret. Jeg ER en sur kælling.

Jeg er ikke god nok

Hvis man kunne se ind i hinanden, ville vi hver dag kunne få svar på spørgsmålet, som vi hele tiden stiller os selv: "Hvorfor?". Hvorfor gør den der person sådan der? Hvorfor siger han det? Hvorfor er hun sådan overfor ham? Vi ville opdage, at alle har sine grunde og sine egne kampe. Nogle er bare dummere end andre.

Nogle folk har grunde, som ødelægger deres indre. Hende, der ikke er en del af samtalen, siger måske ikke noget, fordi hun godt ved, at de er ligeglade. Måske er hun godt klar over, at hun ikke er vigtig nok eller deres opmærksomhed værdig. Måske vil hun allerhelst bare løbe ud på toilettet og græde, men hun gør det ikke, fordi hun føler sig dum. Det ved jeg, at hun vil. Jeg ved præcis, hvad hun tænker og hvor desperat, hun har brug for hjælp. Det behøver jeg ikke se gennem nogen for at vide. Hun er den sure kælling.

De er ligeglade med mig.

Som små får vi altid fortalt, at vi ikke må lyve. Det lytter vi til, og vi husker denne gyldne regel. Når vi så bliver ældre, og i stedet får ting af vide som: "Du må ikke tage stoffer" og "Husk prævention", så husker vi disse regler, men glemmer den gyldne. Vi må ikke lyve. Nu når vi ikke får det af vide mere, lyver vi for vores forældre, når de spørger, hvor vi skal hen. Vi lyver, når vi fortæller os selv, at vi ikke har drukket SÅ meget, og vi lyver overfor hinanden, når vi siger, at vi har det fint, og at vi bare er trætte.

Det gør jeg i hvert fald.

Jeg gør det dagligt. 
Jeg gør det af en grund, og hvis nogen kunne se ind i mig, ville de forstå alting. De ville holde om mig og fortælle mig, at alting nok skal gå. De ville undskylde for at tro, at jeg var en sur kælling, for nu ved de, at jeg er i virkeligheden er igang med at ødelægge mig selv indefra. Men det gør de ikke. For de kan ikke se gennem mig. De ser kun, hvad jeg lader dem se. Mine problemer kommer ikke andre ved, og mit hoved er lukket område, og ingen skal invadere det.

Derfor strammer jeg alle muskler i ansigtet, og siger pænt "ja", da han åbner døren og fortæller mig, at han lige smutter over i den anden forretning. Så smækker døren i, og jeg fortsætter med at beundre dråber, studere mennesker, holde tårerne væk, så han ikke fatter mistanke, når han kommer tilbage.

Jeg er en byrde for dem.

Hvorfor lader jeg så ikke folk se, hvad der foregår, og hvad jeg så desperat har brug  at nogen hører? Hvis jeg fortæller det, gør jeg det kun for opmærksomhed.

Sådan vil det i hvert fald se ud. Udefra.

For ingen vil nemlig acceptere, at nogen kan havde det så forfærdeligt. At nogen har så lav livskvalitet, at de lige så godt kunne være død. Ingen vil tro på, at nogen kommer hjem hver dag og er udmattet over ingenting. At nogen isolerer sig fra alle andre, fordi de ikke føler sig værdig af dere selskab og ikke vil genere dem. 

Det er der ingen, der tror på længere. 

Ikke før det en dag går galt, og der er en, der gør noget dumt. Så farer alle rundt og er kede af det, og opfører sig, som om de havde relationer til personen. Måske havde de kemi sammen eller set hinanden i Fakta. Nu savner de dem. Åh, de savner dem så meget. De må virkelig føle sig skyldige, for de var fuldstændig ligeglade med den person, der hang sig selv på sit værelse. De ved nemlig godt, at de kunne have undgået det. Men de så ingenting. De havde så travlt med at fjante rundt i deres egne individuelle bobler, at de ikke så den ene person, hvis boble var sort. 

Når de så er trætte af at føle sig skyldige, finder de en anden syndebuk. Det bliver personen, der skabte al dramaet, og i stedet for, at tale om, hvor tragisk det er, går de tilbage til ikke at tro på det, og personen er nu bare den opmærksomhedskrævende sure kælling, der altid så ud til at hade hele verden.

Der er ingen, der vil savne mig.

Der er milliarder af mennesker omkring mig, og alligevel er jeg alene. 
Jeg kunne snakke i telefon med min ene veninde, men i stedet sidder jeg bare. Jeg tænker ikke længere på, hvilke slags mennesker der går rundt derude, og hvilke historier, de har. Jeg tænker kun på mig selv. Jeg tænker på, hvor forfærdeligt, jeg har det. Hvordan alle er ligeglade med mig. Hvorfor jeg ikke har energi til noget mere. Hvorfor jeg tager på. Hvorfor jeg ikke kan sove. Hvorfor jeg isolerer mig. Hvorfor jeg hader mig selv. Hvorfor gør jeg egentlig det?

Svaret er enkelt. 
Jeg er også inde i en boble.

Min er bare sort.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...