Kidnappet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2017
  • Opdateret: 19 apr. 2017
  • Status: Igang
Denne historie handler om Signe, der til sin allerstørste frygt bliver kidnappet af en terrorist og bliver ført til hans opholdssted.

0Likes
0Kommentarer
324Visninger
AA

8. Kapitel 7 - Tilbage til Danmark del 3

Grethe:

Jeg vågner og kigger op i loftet og strækker mig. Jeg sætter mig forsigtigt op i sengen og sidder et øjeblik inden jeg står op. Jeg tager morgenkåbe og sutsko på og går på wc. Da jeg er færdig på toilettet går jeg ud i køkkenet og sætter kaffen til, at brygge. Jeg går ud til postkassen og henter avisen og sætter mig ind i køkkenet igen. På forsiden står der: ”Den unge mand, Martin Larsson, der forleden dag, havde en voldsom kamp, hvori 7 døde og 14 andre blev hårdt såret, er vågnet og politiet har snakket med ham. Den unge mand er blevet erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket og bliver derfor ikke arresteret”. Jeg bladrer om til den side, hvor artiklen er og læser videre. Det første stykke, drejer sig om sagen, men da jeg kommer til slutningen af artiklen, er der en læge, der giver en forklaring. Der står: ”Den unge Martin Larsson, har fået det, der i korte træk hedder et adrenalinkick, hvilket gjorde, at hans krop og muskler har arbejdet på højtryk, hvilket en normal krop ikke kan klare. Det er en form for forsvarsmekanisme, som kroppen går i, når den er i chok. Det sker ikke på alle mennesker, men nogle mennesker reagerer så voldsomt på det, at de til sidst falder om, hvilket var tilfældet med Martin Larsson”. Jeg lukker avisen og sætter mig og tænker lidt over episoden og over, hvordan det kan være, at han slipper så let fra det, da min søster pludselig kommer ud i køkkenet.

 

Jeg fortæller hende, hvad jeg har læst om og hun kigger forarget på mig. Jeg kan se på hende, at hun er lige så chokeret som mig over, at han slipper afsted med det. Hun siger så: ”Nårh ja, det var jo sådan set de andre der startede med, at skyde ind igennem hans lejlighed. Så jeg kan egentlig godt forstå han reagerede, som han gjorde. Hvis det havde været mig, havde jeg krøbet mig sammen ovre i et hjørne og grædt og skreget”. Jeg nikker bare og svarer så: ”Ja, det havde jeg nok også”. Pludselig spørger min søster, om der står noget nyt i avisen om Signe og jeg forklarer hende, at jeg ikke har læst hele avisen igennem, da jeg så den artikel og derefter lukkede avisen. Vi åbner sammen avisen igen og bladrer den igennem. På side 9 er der en kort artikel, hvor der står: ”Politiet har mistet synet, af den sorte Volkswagen Vento med nummerplade AB67186 i Tyskland. De leder landet rundt efter bilen, men har ikke fundet den endnu. Politiet søger vidner, der kan have set eller hørt noget om den sorte Volkswagen eller pigen Signe Mikkelsen”. Ved siden af artiklen, er der et billede af Signe og et af bilen. Vi kigger på hinanden et kort sekund og bladrer så videre for, at se om der står mere længere henne. På næstsidste side står der: ”En betjent er blevet skudt i Tjekkiet, under et rutinetjek, hvorefter politiet eftersatte en sort Volkswagen Vento. Under efterfølgelsen skød føreren af den sorte Volkswagen Vento efter den forreste patruljevogn og ramte betjenten, der kørte vognen, hvilket resulterede i et mindre færdselsuheld, hvor de to patruljevogne stødte sammen og derefter mistede synet af bilen. Det vides ikke, om føreren af bilen var den efterlyste terrorist Erik, men politiet udtaler, at føreren af bilen, havde en ung pige med sig, som gidsel”. Vi kigger på hinanden og tænker begge to på, om det kan være Signe, der er i den bil eller om hun er blevet smidt af et eller andet sted og ligger i en grøft. jeg begynder, at græde og min søster rejser sig op og går hen og holder om mig.

Efter et stykke tid, går min søster hen og gør klar til at lave morgenmad til os. Da morgenmaden er færdig, sætter vi os ned og spiser. Mens vi spiser, prøver vi, at aflede tankerne ved, at snakke om en masse andre ting. Da vi er færdige med, at spise, beslutter jeg mig for, at tage et bad, mens min søster rydder op. Efter badet, går jeg ind i soveværelset og tager tøj på. Efter jeg har fået tøj på, går jeg ind til min søster igen og vi sætter os ind i stuen og drikker kaffe, hvor min søster spørger, om vi skal køre en tur, for at se noget andet. Vi pakker de ting vi skal have med såsom pung og telefon og sætter os så ud i bilen. Så siger min søster: ”Vi skal køre langt, så vi holder lige ind på en tankstation og køber lidt drikkevarer”. Så starter hun bilen og vi kører. Efter vi har hentet drikkevarer, kører hun ud på motorvejen og jeg kan se, at hun kører mod Fyn. Jeg spørger hende, hvad vi skal på Fyn og hun svarer, at vi skal besøge vores mor.

 

Da vi når Storebæltsbroen, betaler vi og kører hen over broen. På et tidspunkt drejer vi af motorvejen og kører igennem Odense indtil vi kommer ud til Otterup Landevej. Vi kører igennem Otterup og fortsætter ud af omfartsvejen, indtil vi drejer ned ad vejen mod Flyvesand strand. Ca. 2 km ud af vejen, kommer vi til et rødt hus, hvor vi kører ind på parkeringspladsen. Vi stiger ud af bilen og går hen og banker på døren. Vores mor kommer ud og åbner og hun giver os et kæmpe kram inden hun lukker os ind. Vi sætter os ind i stuen og vores mor sætter kaffe og kage på bordet. Så sætter vi os ned og snakker om, hvordan hinanden har det og lidt om Signes kidnapning og hvor meget vi har hørt om det. Vores mor spørger, om vi har lyst til, at blive et par dage og vi svarer, at det vil vi gerne.

 

Da vi har været hos vores mor i 4 dage, og lige har spist aftensmad, går vi hen for, at se de sene nyheder på TV2. Nyhedsdamen fortæller: ”Martin Larsson, der de seneste dage, har været meget omtalt grundet nogle kampe med indvandrere, er blevet kidnappet. Han forsvandt fra sit hjem kl. 02:34 i nat”. De viser en film med et overvågningskamera, hvor man ser Martin blive slæbt ud af sin lejlighed, af 3 mænd. Herefter skifter de til et udendørskamera, hvor man ser Martin blive smidt ind på laget af en varevogn, hvorefter de kører fra området. Nyhedsdamen siger: ”Vi stiller om til min kollega, som er på stedet”. Herefter ser man en journalist, der står uden foran et lejlighedskompleks, sammen med en betjent. Han siger: ”Jeg står her uden for den opgang, hvor Martin Larsson, er blevet kidnappet. Jeg står sammen med Betjent Poulsen, som er den betjent, der har sagen. Vil du fortælle os lidt om, hvad der er sket?”. Betjenten siger så: ”Vi kender pt ikke årsagen til kidnapningen, men vi har en teori om, at det kan være, den store kamp, der var for et lille stykke tid tilbage. Vi kan se på overvågningskameraet at kidnapperne er af udenlandsk afstamning. Den ene er ca. 180 cm, lidt spinkel, han havde maske på og iført en sort hættetrøje og sorte cowboybukser. Den anden er ca. 175 cm, rimelig robust kropsbygning, han havde et tørklæde for munden, han er iført blå T-shirt, mørkeblå cowboybukser og Adidas sko. Den sidste er ca. 180 cm, gennemsnitlig kropsbygning, han er iført sort hættetrøje med et rygmærke, sorte joggingbukser med hvide striber på siden og joggingsko. De ligger alle 3 i alderen mellem 22 og 26 år”.

 

Vi slukker for fjernsynet og sætter os og snakker lidt om det, vi lige har set. Vi snakker lidt om, at det er skrækkeligt, at han er blevet kidnappet og, at politiet nok finder ham død ret hurtigt, da det højst sandsynligt er nogle, der ønsker ham død. Vores mor spørger, om vi ikke vil blive til i morgen, da klokken er blevet mange. Det vil vi gerne og herefter går vores mor ud og smører nogle boller og laver noget kaffe. Hun sætter det ind på bordet og mens vi sidder og spiser og drikker kaffe, snakker vi om lidt af hvert. Vi får grint lidt og da vi er færdige med, at spise og drikke kaffe går vi i seng.

 

Næste morgen er jeg vågen før de andre. Jeg står op og går ud og sætter kaffe over og laver morgenmad. Da jeg har stillet morgenmaden klar på bordet, går jeg ind og vækker de andre. De kommer ud og vi sætter os ned og spiser morgenmad. Under morgenmaden snakker vi lidt om, at det har været nogle rigtig hyggelige dage og at det har været spændene, at komme ud og se noget andet, da vi alle havde brug for et pusterum oven på det der er sket. Hen af eftermiddagen, kører min søster og jeg mod København igen. Vi kører nonstop, så vi er hjemme ved mig efter ca. 1½ time. Vi går ind og får sko og diverse af. Herefter går jeg ud i køkkenet og sætter kaffen til, at brygge. Da kaffen er færdig sætter vi os ind i stuen og drikker en kop kaffe og snakker om, at det var rart, at se vores mor igen. Jeg kigger på klokken og ser, at det er tid til, at lave aftensmad, så vi går ud i køkkenet og laver mad.

 

Tiden den går og vi hører ikke yderligere om Signe eller ham Martin i nyhederne. Vi begynder så småt, at opgive håbet om, at få Signe hjem i live.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...