Gyldenrose

Årstallet er 1586. Renæssancen har gjort sit indtog i Danmark, og Kronborg slot har gennemgået sin gribende renovering.
Karen er den yngste i adelfamilien Gyldenrose. Hendes far er lensmand og styrer Hindsgavl len på Fyn. Men det er ikke altid nemt at være ung adelspige i renæssancen. For selvom hun får lov til at deltage i de overdådige fester, som Frederik 2. holder på Kronborg, så har hendes forældre også allerede bestemt hendes udkårne. Også selvom Karen bestemt ikke elsker ham.
Dette er historien om pigen Karen som vipper på overgangen til at blive voksen fra en barndom, som kun har handlet om at lære og blive en god adelsfrue. Det er historien om en pige, som ingen muligheder har, trods at hun er født ind i den rigtig familie, for hendes skæbne er allerede blevet bestemt ved fødselen. Sammen med hendes søskende må hun kæmpe med at passe ind i de roller, som de er blevet født ind i.
//Bidrag til 'skriv dig gennem historien' - konkurrencen. Renæssancen og Kronborg//

4Likes
6Kommentarer
303Visninger

1. Gyldenrose

”Margrethe, vil du med ud og gå på stylter? Solen skinner.” Jeg kigger håbefuldt hen på min søster. Hun siger sikkert nej. Hun siger sikkert, at hun er blevet for gammel. Hun siger sikkert, at jeg også er blevet for gammel til det.

   ”Nej Karen, og det burde du heller ikke. I stedet burde du hækle huen færdig, ligesom vor Moder bad os om. Er du ikke også snart ved at være for gammel til stylter? Du skal giftes om to år, og du render stadig rundt og leger,” siger hun forarget. Ligesom jeg havde forventet.

   Tanken falder på min kommende mand. Min udkårne, vil min Moder omtale ham. Hun snakker så pænt om ham, men det er selvfølgelig også hende og min Fader, som har indgået forlovelsen. Og de er stolte af det. For hans familie er en af de mest velsete adelfamilier. Jeg elsker ham ikke, men kærlighed betyder ingenting. Vi er begge fra gode familier, og derfor, hvis vi skal sige det meget fint, som min Moder foretrækker, skal vore hænder snart forenes i evigt troskab.

   Margrethe har taget lysten fra mig. Med et længselsfuldt blik på den blå himmel udenfor, sætter jeg mig ved siden af hende med hæklegarnet og den halvfærdige hue.

   ”Ønsker de damer te?” Tjeneren, som lige er kommet ind i rummet, bukker høfligt.

   ”Nej ellers tak,” svarer jeg og giver ham et nik. Han vender sig om og går. Døren lukkes efter ham, og stilheden, blandet med hæklenålens stille rislen med garnet, sænker sig over stuen.

   ”Ved du, hvornår vor Fader forventes hjemme?” spørger jeg, blot for at bryde tavsheden.

   ”Han forventes hjemme til middag,” svarer hun. Jeg nikker, mens jeg basker med en tabt maske. Margrethe er så god på fingrene. Intet håndarbejde er svært for hende. Måske bliver jeg også så god, når jeg bliver lige så gammel som hende. Men det er også vigtigt, at Margrethe har kontrol over håndarbejdet, for hun skal giftes til sommer.

 

”Middagen er serveret.” En tjener afbryder vores huslige sysler, og endelig kan jeg ligge huen fra mig. Vi går ned ad den lange gang mod spisesalen. Hindsgavl slot som vi bor på, da vor Fader er lensmand og styrer Hindsgavl len, er udsmykket med fine billeder med bibelske motiver, men jeg sanser dem knap, da vi går forbi. Tanken om at se min Fader om lidt, skaber alt for meget spænding i mit hjerte til, at jeg har plads til de smukke billeder også. 

   Normalt kan jeg ellers godt lide lige at kigge på billederne. Jeg iagttager dem nøje, altid på jagt efter nye detaljer i dem. Det er min Moder, der har bestemt, hvilke billeder der skal hænge hvor, og mit yndlings hænger lige netop i denne gang. Men i dette øjeblik er der ikke tid til at granske alle detaljer igennem. Min Fader venter i spisesalen.

   Bordet i spisesalen er fyldt med flere forskellige retter mad. Alt maden er anrettet i en perfekt fuldkommenhed uden nogle mangler. En duft af ingefær og nelliker breder sig i rummet. Jeg dufter glædeligt ind. Det er et overdådigt bord, men man må ikke lade sig snyde. Nogle af retterne er kun skueretter, lavet af vores skuemester. Og dem må man altså bestemt ikke spise af.

   Vi sætter os alle til bords. Tjenerne står langs væggen og kigger på, at vi spiser. Min Fader er den første der tager for sig af de mange retter.

   ”Der er kommet brev fra Peters præceptor,” brummer min Fader. Jeg retter mig spændt op. Min ældste bror Peter er på dannelsesrejse sammen med to af vore fætre. Dannelsesrejsen er den sidste del af hans uddannelse. Inden han rejste, gik han på Københavns universitet, og før det, der var han på latinskole. Samme skole som min tvillingebror Niels går på nu.

   ”Og hvor er Peter så henne i Europa nu?” spørger min Moder.

   ”Frankrig. Præceptoren skriver, at det går godt med hans studier. Han arbejder flittigt, og økonomien er også i orden. Ja det var et godt valg vi tog.” Han snakker om præceptoren, som er nøje udvalgt af Fader og Moder. Det er en ældre student, og han er med på rejsen for at holde øje med studierne og økonomien.

   Min Moder nikker. Hun er bestemt også tilfreds med præceptoren. De fortæller mig ikke meget, dog jeg ved, at dannelsesrejsen er dyr. Men jeg har dog hørt dem tale om, hvor god præceptoren er til at holde økonomien nede.

   ”Og så skal jeg også lige informere om en lille ændring i planerne,” siger min Fader. Min Moder kigger bekymret på ham. ”En ændring? Kommer Peter tidligere hjem? Men præceptorens brev berettede da, at det hele gik fornuftigt?”

   ”Ikke en ændring i vor søns planer, men en ændring i vore egne planer. Vi rejser mod Kronborg i morgen tidlig i stedet for til middag først.”

   Et kæmpe smil bryder ud på mit ansigt, selvom jeg prøver at beherske mig. Vor Konge Frederik 2. holder fest for adelige fra hele Danmark, noget han planlagt siden slottet stod færdigt sidste år. Til åbningsfesten efter istandsættelsen kom kongelig og adelige fra hele Europa, og mine forældre blev inviteret. Det var en af de største fester. Men jeg var ikke gammel nok, og Margrethe boede på det tidspunkt hos vor Moders søster for at blive oplært til at blive en god adelsfrue.

   Vor Moder beskrev Kronborg for os. Kun rosende ord undslap hendes mund. Og ikke nok med, at det bare var flot, men det rummer os, det der siges at være, Nordeuropas største dansesal. Jeg spurgte min Fader om det, og han sagde, at han havde hørt den skulle være 60 meter lang. Dagen efter prøvede jeg i vores slotsgård at måle 60 meter ud, men jeg gav hurtigt op. Jeg kan ikke vente med at se, om dansesalen virkelig er så lang og overdådige, som de beskriver den

***

Solen er ved at kæmpe sig op over horisonten. Slottet er i en tilstand af travlhed. Det kan høres på de mange råb og løbende skridt, som når mine ører. Selvom jeg blev så glad over at høre, at vi allerede rejser til Kronborg tidligere, så skabte det derimod frygt hos min Moder. Hun mente bestemt ikke, at vi vil være klar til at rejse allerede. Selvom rejsen kun er blevet forskudt nogle timer frem. Men Fader var bestemt. Vi rejser kort efter solopgang. Og så må vi blive klar.

   Vognene er blevet kørt frem. Jeg kan høre, hvordan hjulene skraber mod gruset i gården. På en stol ved siden af min seng, har kammerpigen lagt mit rejsetøj frem. Stolen bærer vor slægts våbenskjold, og er ellers dekoreret med de fineste træudskæringer, som jeg ofte beundrer, hvis jeg ikke kan falde i søvn.

   “Karen. Har du klædt dig på?” lyder min Moders stemme uden for døren. Jeg skutter mig i sengen ved tanken om at skulle op. Selvom solens stråler er begyndt at strømme ind gennem vinduet, kan også nattens kulde stadig mærkes, da mine fødder rammer gulvet.

   “Jeg er næsten færdig Moder,” svarer jeg høfligt tilbage. Jeg klæder mig hurtigt i tøjet, skyndet på af den kolde luft.

 

Tjenerne farer rundt på slottets gange. Alt skal være perfekt, når afrejsen finder sted. Vi medbringer en tjener og to kammerpiger. Vi bliver logeret på selve Kronborg. Jeg blev præsenteret for vor Konge Frederik 2., da han kom på besøg, da han var på rejse rundt i landet i sommers. Det er min Faders opgave som lensmand at modtage Kongen.

   Ud over modtagelse af vor Konge, er det også min Faders opgave at opkræve skatter, forvalte kongens gods og fæstebønder, samt stille med tropper, hvis kongen befaler det.

   “Afrejse om en halv time, Karen,” siger Margrethe i forbifarten, da vi passerer hinanden på gangen. Jeg holder mig i baggrunden, så hverken de hastende tjenere eller de skræmte kammerpiger kan sende skjulte eder og forbandelser efter mig.

   Mine fødder tager mig til det forgyldte bordur i spisesalen. Den ene side er af glas, så det er muligt at iagttage tandhjulenes arbejde. Min Fader omtaler uret, som et kunstværk uden nogen ligemand. Men mens han er mest optaget af de arbejdende tandhjul, så falder mit blik derimod på skiven, som ikke bare viser, at klokken er ved at runde syv, men også planeternes stilling. Min Fader siger, at det ikke er noget, jeg forstår mig på, fordi jeg er en pige. Men jeg ved, at det er noget stort, for selv min Fader, har svært ved at fortælle mig om det.

   “Karen, Karen min pige, hvor er du?” Min faders rungende stemme giver genlyd i den ellers tomme spisesal. Jeg rejser mig op, og lader øjnene slippe urets forunderlige visere.

   “Jeg er i spisesalen Fader. Jeg kommer straks,” svarer jeg, allerede med kurs mod stemmen.


   Ude i slotsgården er kaosset formindsket til nogle enkelt råb fra karlene, og de tilbageblivende tjenere. Jeg hejser mig elegant op i vognen, hvor jeg sætter mig ved siden af Margrethe. Vognene sætter i gang, og rejsen mod Kronborg er begyndt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...