Gyldenrose

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2017
  • Opdateret: 23 apr. 2017
  • Status: Færdig
Årstallet er 1586. Renæssancen har gjort sit indtog i Danmark, og Kronborg slot har gennemgået sin gribende renovering.
Karen er den yngste i adelfamilien Gyldenrose. Hendes far er lensmand og styrer Hindsgavl len på Fyn. Men det er ikke altid nemt at være ung adelspige i renæssancen. For selvom hun får lov til at deltage i de overdådige fester, som Frederik 2. holder på Kronborg, så har hendes forældre også allerede bestemt hendes udkårne. Også selvom Karen bestemt ikke elsker ham.
Dette er historien om pigen Karen som vipper på overgangen til at blive voksen fra en barndom, som kun har handlet om at lære og blive en god adelsfrue. Det er historien om en pige, som ingen muligheder har, trods at hun er født ind i den rigtig familie, for hendes skæbne er allerede blevet bestemt ved fødselen. Sammen med hendes søskende må hun kæmpe med at passe ind i de roller, som de er blevet født ind i.
//Bidrag til 'skriv dig gennem historien' - konkurrencen. Renæssancen og Kronborg//

4Likes
6Kommentarer
331Visninger

1. Gyldenrose

”Margrethe, vil du med ud og gå på stylter? Solen skinner.” Jeg kigger håbefuldt hen på min søster. Hun siger sikkert nej. Hun siger sikkert, at hun er blevet for gammel. Hun siger sikkert, at jeg også er blevet for gammel til det.

   ”Nej Karen, og det burde du heller ikke. I stedet burde du hækle huen færdig, ligesom vor Moder bad os om. Er du ikke også snart ved at være for gammel til stylter? Du skal giftes om to år, og du render stadig rundt og leger,” siger hun forarget. Ligesom jeg havde forventet.

   Tanken falder på min kommende mand. Min udkårne, som min Moder omtaler ham. Hun snakker så pænt om ham, men det er selvfølgelig også hende og min Fader, som har indgået forlovelsen. Og de er stolte af det. For hans familie er en af de mest velansete adelsfamilier. Jeg elsker ham ikke, men kærlighed betyder ingenting. Vi er begge fra gode familier, og derfor, hvis vi skal sige det meget fint, som min Moder foretrækker, skal vore hænder snart forenes i evig troskab.

   Margrethe har taget lysten fra mig. Med et længselsfuldt blik på den blå himmel udenfor, sætter jeg mig ved siden af hende med hæklegarnet og den halvfærdige hue.

   ”Ønsker de damer te?” Tjeneren, som lige er kommet ind i rummet, bukker høfligt.

   ”Nej ellers tak,” svarer jeg og giver ham et nik. Han vender sig om og går. Døren lukkes efter ham, og stilheden, blandet med hæklenålens stille knitren med garnet, sænker sig over stuen.

   ”Ved du, hvornår vor Fader forventes hjemme?” spørger jeg, blot for at bryde tavsheden.

   ”Han forventes hjemme til middag,” svarer hun. Jeg nikker, mens jeg basker med en tabt maske. Margrethe er så god på fingrene. Intet håndarbejde er svært for hende. Måske bliver jeg også så god, når jeg bliver lige så gammel som hende. Men det er også vigtigt, at Margrethe har kontrol over håndarbejdet, for hun skal giftes til sommer.

 

”Middagen er serveret.” En tjener afbryder vores huslige sysler, og endelig kan jeg ligge huen fra mig. Vi går ned ad den lange gang mod spisesalen. Hindsgavl slot som vi bor på, da vor Fader er lensmand og styrer Hindsgavl len, er udsmykket med fine billeder med bibelske motiver, men jeg sanser dem knap, da vi går forbi. Tanken om at se min Fader om lidt, skaber alt for meget spænding i mit hjerte til, at jeg har plads til de smukke billeder også. 

   Normalt kan jeg ellers godt lide lige at kigge på billederne. Jeg iagttager dem nøje, altid på jagt efter nye detaljer i dem. Det er min Moder, der har bestemt, hvilke billeder der skal hænge hvor, og mit yndlings hænger lige netop i denne gang. Men i dette øjeblik er der ikke tid til at granske alle detaljerne igennem. Min Fader venter i spisesalen.

   Bordet i spisesalen er fyldt med flere forskellige retter mad. Alt maden er anrettet i en perfekt fuldkommenhed uden nogle mangler. En duft af ingefær og nelliker breder sig i rummet. Jeg dufter glædeligt ind. Det er et overdådigt bord, men man må ikke lade sig snyde. Nogle af retterne er kun skueretter, lavet af vores skuemester. Og dem må man altså bestemt ikke spise af.

   Vi sætter os alle til bords. Tjenerne står langs væggen og kigger på, at vi spiser. Min Fader er den første der tager for sig af de mange retter.

   ”Der er kommet brev fra Peters præceptor,” brummer min Fader. Jeg retter mig spændt op. Min ældste bror Peter er på dannelsesrejse sammen med to af vore fætre. Dannelsesrejsen er den sidste del af hans uddannelse. Inden han rejste, gik han på Københavns universitet, og før det, der var han på latinskole. Samme skole som min tvillingebror Niels går på nu.

   ”Og hvor er Peter så henne i Europa nu?” spørger min Moder.

   ”Frankrig. Præceptoren skriver, at det går godt med hans studier. Han arbejder flittigt, og økonomien er også i orden. Ja det var et godt valg vi tog.” Han snakker om præceptoren, som er nøje udvalgt af Fader og Moder. Det er en ældre student, og han er med på rejsen for at holde øje med studierne og økonomien.

   Min Moder nikker. Hun er bestemt også tilfreds med præceptoren. De fortæller mig ikke meget, dog ved jeg, at dannelsesrejsen er dyr. Men jeg har hørt dem tale om, hvor god præceptoren er til at holde økonomien nede.

   ”Og så skal jeg også lige informere om en lille ændring i planerne,” siger min Fader. Min Moder kigger bekymret på ham. ”En ændring? Kommer Peter tidligere hjem? Men præceptorens brev berettede da, at det hele gik fornuftigt?”

   ”Ikke en ændring i vor søns planer, men en ændring i vore egne planer. Vi rejser mod Kronborg i morgen tidlig i stedet for til middag”

   Et kæmpe smil bryder ud på mit ansigt, selvom jeg prøver at beherske mig. Vor Konge Frederik 2. holder fest for adelige fra hele Danmark, noget han har planlagt siden slottet stod færdigt sidste år. Til åbningsfesten efter istandsættelsen kom kongelige og adelige fra hele Europa, og mine forældre blev inviteret. Det var en af de største fester. Men jeg var ikke gammel nok, og Margrethe boede på det tidspunkt hos vor Moders søster for at blive oplært til en god adelsfrue.

   Vor Moder beskrev Kronborg for os. Kun rosende ord undslap hendes mund. Og ikke nok med, at det bare var flot, men det rummer også, det der siges at være, Nordeuropas største dansesal. Jeg spurgte min Fader om det, og han sagde, at han havde hørt, den skulle være næsten 96 alen lang. Dagen efter prøvede jeg at måle de 96 alen ud i vores slotsgård, men jeg gav hurtigt op. Jeg kan ikke vente med at se, om dansesalen virkelig er så lang og overdådige, som de beskriver den.

***

Solen er ved at kæmpe sig op over horisonten. Slottet er i en tilstand af travlhed. Det kan høres på de mange råb og løbende skridt, som når mine ører. Selvom jeg blev så glad over at høre, at vi rejser til Kronborg tidligere, så skabte det derimod frygt hos min Moder. Hun mente bestemt ikke, at vi ville være klar til at rejse allerede. Selvom rejsen kun er blevet rykket nogle timer frem. Men Fader var bestemt. Vi rejser kort efter solopgang. Og så må vi blive klar.

   Vognene er blevet kørt frem. Jeg kan høre, hvordan hjulene skraber mod gruset i gården. På en stol ved siden af min seng, har kammerpigen lagt mit rejsetøj frem. Stolen bærer vor slægts våbenskjold og er ellers dekoreret med de fineste træudskæringer, som jeg ofte beundrer, hvis jeg ikke kan falde i søvn.

   “Karen. Har du klædt dig på?” lyder min Moders stemme uden for døren. Jeg skutter mig i sengen ved tanken om at skulle op. Selvom solens stråler er begyndt at strømme ind gennem vinduet, kan nattens kulde stadig mærkes, da mine fødder rammer gulvet.

   “Jeg er næsten færdig Moder,” svarer jeg høfligt tilbage. Jeg klæder mig hurtigt i tøjet, skyndet på af den kolde luft.

 

Tjenerne farer rundt på slottets gange. Alt skal være perfekt, når afrejsen finder sted. Vi medbringer en tjener og to kammerpiger. Vi bliver indlogeret på selve Kronborg. Jeg er blevet præsenteret for vor Konge Frederik 2. Han kom på besøg, da han rejste rundt i landet i sommers. Det er min Faders opgave som lensmand at modtage Kongen.

   Ud over modtagelse af vor Konge, er det også min Faders opgave at opkræve skatter, forvalte kongens gods og fæstebønder, samt stille med tropper, hvis kongen befaler det.

   “Afrejse om en halv time, Karen,” siger Margrethe i forbifarten, da vi passerer hinanden på gangen. Jeg holder mig i baggrunden, så hverken de hastende tjenere eller de skræmte kammerpiger kan sende skjulte eder og forbandelser efter mig.

   Mine fødder tager mig til det forgyldte bordur i spisesalen. Den ene side er af glas, så det er muligt at iagttage tandhjulenes arbejde. Min Fader omtaler uret, som et kunstværk uden nogen ligemand. Men mens han er mest optaget af de arbejdende tandhjul, falder mit blik derimod på skiven, som ikke bare viser, at klokken lige har rundet seks, men også planeternes stilling. Min Fader siger, at det ikke er noget, jeg forstår mig på, fordi jeg er en pige. Men jeg ved, at det er noget stort, for selv min Fader, har svært ved at fortælle mig om det.

   “Karen, Karen min pige, hvor er du?” Min faders rungende stemme giver genlyd i den ellers tomme spisesal.  Jeg rejser mig op, og lader øjnene slippe urets forunderlige visere.

   “Jeg er i spisesalen Fader. Jeg kommer straks,” svarer jeg, allerede med kurs mod stemmen.


Ude i slotsgården er kaosset formindsket til nogle enkelt råb fra karlene, og de tilbageblivende tjenere. Jeg hejser mig elegant op i vognen, hvor jeg sætter mig ved siden af Margrethe. Vognene sætter i gang, og rejsen mod Kronborg er begyndt.

***

Kronborg knejser sig op foran mig. Stort og elegant. Tårn og spir rejser sig mægtige mod himlen, og solen danser omkring på kobbertaget. Jeg kigger måbende på den imponerede bygning foran mig. Vognens hjul skrumler over brostenene, og hestene standser langsomt.

   ”Karen,” siger min Moder med en skarp undertone i sin stemme. Jeg bliver opmærksom på min åbne mund. Margrethe smiler overbærende til mig. Jeg kigger hurtigt væk.

   Dørene bliver åbnet, og forsigtigt træder jeg ud. Skyerne dækker for solen, og eftermiddagsluftens kolde blæst smyger sig omkring min krop. Jeg strækker benene efter den lange rejse med et bekymret blik på min krøllede kjole. Vi har rejst i næsten to dage. Margrethe kommer hen ved siden af mig. Hendes silkenederdel ser lige så glat ud, som da hun satte sig op i vognen.

   En tjener bukker høfligt, inden han viser os mod salen, hvor vi skal sove. Jeg følger langsomt efter ham, der er alt for mange ting mine øjne skal beskue, inden jeg er klar til at blive lukket inde i salen for at gøre mig klar. Spændingen sitrer i hele min krop. Jeg kan allerede fornemme, hvordan mine fødder vil svæve hen over dansegulvet.

   ”Karen, hvor bliver du af?” Margrethe står trippende og venter ved hjørnet. Jeg sætter farten en smule op, pludselig opmærksom på hvor langt bagud jeg er kommet.

   ”Margrethe, hvem havde troet at Kronborg var så imponerende et slot,” udbryder jeg med forundring i stemmen. ”Tænk engang, at det blot et årti tidligere var en gammel middelalderborg bygget af Erik af Pommern.”

   ”Har Moder fortalt dig det?” Margrethe kigger på mig. Jeg krymper mig. Min Moder har en interesse for historie, litteratur og videnskab, men det er noget, hun dyrker i stilhed.

   ”Hvor blev vor Fader og Moder af?”. Jeg kigger ind i det næste rum. Der er helt tomt derinde. Ingen fodtrin giver genlyd, og ingen stemme kan høres i det næste rum. Margrethe kigger på mig, tydelig bevidst om mit pludselige emneskift, men da Margrethe også selv har en passion for litteratur, siger hun ikke mere om det.

   Vi fortsætter ned ad gangen uden nogen helt klar ide om vejen. Pludselig høres der fodtrin, og de bliver højere og højere. Begge sætter vi farten op i et håb om, at det er tjeneren, som kan vise os salen. Men det er ikke den høje ranglede tjener, som kommer gående mod os. Det er Hans. Min kommende mand.

   ”Min elskede,” udbryder han, da vore øjne mødes. ”Men det er jo min smukke Karen i selskab med hendes dejlige søster Margrethe. Sikke et sammentraf. Jeg havde også drømt om at møde Dem her, men jeg havde aldrig forestillet mig, at dette møde skulle finde sted lige nu i dette rum.” Skjult krymper jeg mig ved hans ord. Han smiger sig ind hos os, men jeg finder ham frastødende. Hans ord varmer bestemt ikke mit hjerte. Margrethe derimod lyser helt op ved hans smukke ord.

   ”Og hvad laver sådan to yndige damer så her?”. Han har kysset hver vores hånd og kigger nu med et bekymret blik på os, der står helt alene i det mennesketomme rum. Margrethe er hurtig til at finde ordene. ”Vi er netop ankommet til dette pragtfulde slot, men Karens øjne måtte afsøge hver en krog for ynde, og derfor kom vi langt bagud.” Hans smiler overbærende.

   ”Jeg kan følge jer til salen, hvor I skal sove,” siger han, og vi følger efter ham, samme vej som han kom fra. Margrethe snakker med ham hele vejen. Jeg holder mig i baggrunden og prøver inderligt at glemme tanken om, at jeg en dag skal giftes med denne mand.

   Vor Fader og Moders stemmer når os, da vi runder det næste hjørne. Hans bukker glædeligt ved vores mange undskyldninger og taknemmeligheder.

   ”Hvad jeg ikke gør for min forlovede og hendes elegante søster. Jeg glæder mig, til vi ses i aften.” Og med disse ord følger et kys på vores hænder, inden han vender om og fortsætter samme vej, som vi kom fra.

***

Forventningerne til de kommende dage skyller ind over mig sammen med den lette havbrise. Jeg kaster et blik op mod Kronborg. Så stort. Så elegant. Vandet kaster sig mod stenene, som jeg sidder på. Jeg fik lov til at trække lidt luft, inden jeg skal gøre mig klar. Margrethe ville se, om hun kunne finde hendes forlovede. Jeg burde måske tilbringe lidt tid med Hans, men jeg havde brug for frisk luft alene efter den lange rejse. Fader mener, det er vigtigt, vi får vist os sammen. Fordi når jeg gifter mig med Hans, så bliver jeg en del af den fineste adel, da Hans’ familie er en rang finere end min egen. Men jeg har ikke noget behov for at tilbringe tid med ham inden ægteskabet. Det er nok, at jeg skal leve med ham resten af mit liv.

   En lille sten fanger mit blik. Med al kraft kyler jeg den ud i vandet. Den rummer al den frustration jeg føler. Alle de tårer jeg ikke kan græde. Alle de ord jeg ikke kan få sagt.

   ”Et ganske nydeligt kast må jeg indrømme.” Jeg springer halvt op ved lyden af en stemme, men min fod smutter på de glatte sten, så jeg glider. ”Ikke så forskrækket,” tilføjer han med et smil, ”jeg var skam ikke ude på at gøre Dem bange.”

   Vores blikke mødes. Hans grønne øjne afsøger mine. Et lille listigt smil spiller i hans mundvige. ”Og De må så være Karen Gyldenrose. Mig en ære.” Han bukker sig ned og kysser min hånd.

   ”De ved, hvem jeg er?” Jeg afsøger hans ansigt for en snert af genkendelse, men jeg har ingen steder at placere denne unge mand. Jeg ved ikke, hvem han er.

   Som om han ikke har hørt mit spørgsmål, fortsætter han: ”Og hvad laver sådan en smuk betydningsfuld ung adelspige så her helt alene. Burde De ikke være sammen med deres kommende ægtemand? Eller De er måske ikke forlovet?” Hans grønne øjne glimter.

   ”At De vover at spørge, om jeg er forlovet,” jeg kigger forskrækket på ham over denne åbenhed, inden jeg fortsætter, ”jeg er lovet væk, men han havde en vigtig samtale.” Jeg ved ikke, hvor Hans er, eller hvad han laver, men den unge mand foran mig skræmmer mig, med hans uforskammede spørgsmål og hans udfordrende blik. Dog er der noget ved ham, som jeg bliver betaget af.

   ”Og De har ikke engang præsenteret Dem for mig. Sikke en uforskammethed, jeg ikke vil finde mig i.” Jeg begynder at følge stien tilbage til slottet, selvom jeg egentlig ønsker at blive, så jeg gør intet ihærdigt forsøg, og som jeg håbede, stopper han mig ved at lægge en hånd på min arm. ”Karen Gyldenrose, De må meget undskylde min uacceptable opførsel. Lad os starte forfra. Mit navn er Peter Blomeskiold.”

   Blomeskiold. Navnet genlyder i mit hoved. Jeg kender det navn. Jeg kan høre for mig, hvordan min Fader spyr navnet ud blandet med vrede og forbandelser. ”Kender vi hinanden?” tillader jeg mig at spørge.

   ”Ud fra Deres undrende ansigtsudtryk da De hørte mit navn, så vil jeg tillade mig at gætte på, at Deres Fader har nævnt navnet. Og for at hjælpe Dem lidt mere på vej, så kom Deres ærværdige Fader og min Fader i uoverensstemmelse i Rigsrådet.” Sandheden går op for mig. Jeg snakker med Blomeskiolds søn.

   ”Jeg bliver nødt til at gå. Vi kan ikke snakke sammen. Hvis min Fader ser, at jeg snakker med Dem. Jeg kan slet ikke tænke på det. Hvordan kunne De tillade Dem at opsøge mig? Denne samtale har aldrig fundet sted.” Og med disse ord efterlader jeg Peter Blomeskiold, der med et sørgmodigt blik kigger efter mig. Noget jeg finder ud af, da jeg en sidste gang kigger længselsfuldt tilbage på ham. For den forfærdelige sandhed er, at der var noget ved ham, der tiltrak mig.

***

”Du er sent på den. Det er tid til at klæde dig på til aftenens middag og bal,” siger min Moder, da jeg kommer tilbage fra vandet. Hun spørger heldigvis ikke, hvor jeg har været henne, da hun er alt for optaget af påklædningen.

   En af kammerpigerne bringer mig mine klæder. Dragten jeg skal bære består af en nederdel med over- og underskørter, der er bygget op omkring en kegleformet krinoline. Jeg tager korsettet på, som skaffer mig den smalle talje, og jeg nævner ikke noget om, hvor meget smerte det påfører mig. Hvor min talje er smal, så er overdelen af min dragt forsynet med brede skuldre. Dragten er i mørke farver, så de guldsmykker vi alle bærer bliver fremhævet. Det er kun os adelige og de kongelige, der må bære guldsmykker. Et guldarmbånd bliver lukket omkring mit håndled. Jeg har arvet det fra min Moders Moder, hende jeg også er opkaldt efter.

   Ude i slotsgården bliver stemmerne kastet rundt. Adelskvinderne beundrer hinandens tøj, mens adelsmændene brummer op om, hvor deres arvtagere befinder sig henne i verden, eller om de nogle gange meget krævende skatteopkrævninger, de skal foretage. Alle føres vi op til dansesalen via trappetårnet, og kun de sidste i det lange følge mærker de vanddråber, der begynder at falde.  

   Jeg gisper, da jeg endelige når frem til den rosende omtalte dansesal. Langbordet er dækket med sølvtøj, krystalglas og overdådig ynde. Alle finder deres plads, men ingen sætter sig ned endnu. De mest betydningsfulde skal sidde nærmest kongeparret, som ikke har gjort deres entre endnu. Deres plads er lige foran den store kamin. Jeg betragter det imponerende rum omkring mig. Væggene er dækket af vævede billedtæpper. Alle af mænd.

   Jeg prikker Margrethe på skulderen. ”Hvem er mændene på tæpperne?”.

   Hun kigger opgivende på mig. ”Du vidste, at Kronborg tidligere havde været en middelalderborg, men du har ikke hørt om Kongetapeterne? Det er kongerækken i deres fulde størrelse” svarer Margrethe. Jeg kigger med store øjne på de store gobeliner, der dækker væggene. Den danske kongerækken.

   Mine øjne søger videre. Loftet er fyldt med malerier og udskæringer. Jeg glemmer for et øjeblik hvor jeg er, da jeg bliver fanget af loftets betagende udsmykninger.

   ”Karen,” lyder det med faretruende stemme. Margrethe jager en albue ind i siden på mig, og jeg lader mine øjne glide væk fra loftet. En tavshed breder sig i rummet, da kongeparret gør deres entre. Frederik 2. og Sophie af Mecklenburg. Da de har sat sig, lyder der en skramlen med stolene, da vi alle tager plads. En lang række med tjenere kommer ind med den første ret. Blot den første af de i alt 24 retter, der vil blive serveret. Med et smil slubrer jeg en østers i mig.

***

Den sidste ret bliver båret ud. Kong Frederik 2. rejser sig op og med hævet glas udbringer han en skål. ”Lad os alle hæve vores glas til ære for denne sammenkomst.” Og med disse ord buldrer trommerne derudad sammen med trompeterne, der gjalder. Ved den første tone fra trompeterne lyder der et øredøvende brag, da kanonerne med kongens skål, byder festen velkommen.

   Bordene bliver båret ud og dansegulvet bliver hurtigt indtaget af de glade gæster. En Bransler gør sin ankomst ved de første toner, og Margrethe og jeg springer ud på dansegulvet. Bransler er kædedanse, og de nødvendige kæder bliver hurtigt dannet, inden de muntre trin fremføres. Trinene varierer alt efter melodierne, men både Margrethe og jeg har altid været dygtige indenfor dans. Vores fødder svæver over marmorgulvet, mens muntre stemmer og glædelig latter flyver omkring vores hoveder.

   Dansen slutter, og jeg trækker mig ud til siden. Store lysekroner lyser salen op, men jeg trækker mig tilbage til en af de lidt mørkere afkroge, mens jeg kommer mig ovenpå dansen. Margrethe danser videre. Ledsaget af hendes Magnus, da Pavanen sætter ind. Jeg skutter mig ved synet af Hans, som målrettet sætter kursen mod mig.

   ”Må jeg byde min smukke forlovede op til dans,” spørger han ydmygt, mens han fører min hånd op til hans mund.

   ”Det var særdeles pænt af Dem min kære Hans, men da mine fødder lige har betrådt det nydelig dansegulv i en hurtig Bransler, har de brug for hvile,” siger jeg med al den påtvungne sødme, jeg kan frembringe i min stemme.

   ”Jeg så dig, og jeg kunne ikke lade være med at glædes over, du var min. Jeg sagde det til alle omkring mig, så jeg forstår Deres behov for at hvile fødderne. Men jeg vender tilbage om lidt igen, for jeg vil ikke gå glip af en dans med min yndefulde Karen.”

   Hans forsvinder ind i mængden. Det skuespil vi spiller overfor hinanden. Det lykkelige skuespil. Jeg græmmes ved tanken om, at det bare vil fortsætte, når vi bliver forenet i ægteskabet. Hvordan skal jeg kunne leve med denne mand? Det eneste vi har tilfælles er vores evne til at være høflige lige meget hvor meget vores følelser så ellers modstrider dette.

   ”Undskyld hvis jeg afbryder Dem i deres tanker, men jeg kunne ikke lade være at lægge mærke til, at De stod her helt alene.” Peter Blomeskiold står pludselig foran mig. ”De ønsker måske ikke selskab?” Han smiler til mig.

   ”Jeg ønsker bestemt selskab, men denne samtale er ikke passende. Jeg må bede Dem om at gå.” Jeg kigger bestemt på ham. Men mine ord lyder ikke bestemte. For egentlig vil jeg helst have, han bliver. Jeg kaster et blik rundt for at se, om min Fader er i nærheden. Peter følger mit blik.

   ”Åh Deres kære Fader. Jeg lover Dem, at denne samtale er af ren høflighed, hvis Deres Fader spørger.”

   ”Og hvis han ikke spørger?”

   ”Så er det fordi, jeg gerne vil give Dem selskab. Jeg håbede lige siden vores møde i eftermiddags, at vi kunne snakke sammen igen. Og her står vi så. Hvilket sammentraf. Hvilket held.” Jeg kigger længe på ham. Stærkt tvivlende om jeg bare skal vende mig om og gå, eller fortsætte denne samtale.

   ”Jeg må indrømme, jeg blev overrasket, da jeg så Dem her,” begynder han igen, ”for så vidt min viden rækker, er De ikke en del af hoffet her på Kronborg?”

   ”Deres viden rækker tilstrækkeligt. Jeg skal bo hos min Moders søster, hvor jeg vil blive oplært til en god adelsfrue. Margrethe har boet der gennem de sidste år, og hun er nu klar til at blive gift til sommer.”

   ”Deres søster Margrethe. Ganske smuk. Men De er smukkere,” jeg sender ham et strengt blik, men kan alligevel ikke lade være med at rødme, ”Og hvem er hendes heldige så?”

   ”Magnus. Magnus Kranzfeldt”. Jeg finder Margrethe og Magnus på dansegulvet. Peter følger igen mit blik og smiler. ”Et yderst elegant par. Men vi ville være et bedre par.” Hans øjne søger mine, men jeg kigger ned i gulvet.

   ”Jeg vil ikke finde mig i Deres uforskammethed. Jeg sagde fra da det første ord undslap Deres mund, at denne samtale ikke kunne finde sted grundet vores Fædres stridigheder, men nu kan den under ingen omstændigheder finde sted grundet Deres upassende kommentarer og komplimenter. Jeg vil bede Dem om ikke at snakke til mig igen.” Og med disse ord vender jeg mig op. Jeg kan lide Peter. Jeg kan virkelig lide ham og hans ligefremme væremåde, for der er intet falsk skuespil i hans ord, men jeg må ikke holde af ham. Jeg må aldrig nogensinde elske ham, så jeg kigger mig ikke tilbage, da jeg opsøger Hans, som glædeligt fører mig ud på dansegulvet. Heller ikke selvom alt inden i mig råber op om, at jeg skal vende mig om, så Peters grønne øjne kan møde mine blå. Men de eneste øjne jeg kigger ind i den aften er Hans’ grå. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...