Gyldenrose

Årstallet er 1586. Renæssancen har gjort sit indtog i Danmark, og Kronborg slot har gennemgået sin gribende renovering. Karen er den yngste i adelfamilien Gyldenrose. Hendes far er lensmand og styrer Hindsgavl len på Fyn. Men det er ikke altid nemt at være ung adelspige i renæssancen. For selvom hun får lov til at deltage i de overdådige fester, som Frederik 2. holder på Kronborg, så har hendes forældre også allerede bestemt hendes udkårne. Også selvom Karen bestemt ikke elsker ham. Dette er historien om pigen Karen som vipper på overgangen til at blive voksen fra en barndom, som kun har handlet om at lære og blive en god adelsfrue. Det er historien om en pige, som ingen muligheder har, trods at hun er født ind i den rigtig familie, for hendes skæbne er allerede blevet bestemt ved fødselen. Sammen med hendes søskende må hun kæmpe med at passe ind i de roller, som de er blevet født ind i. //Bidrag til 'skriv dig gennem historien' - konkurrencen. Renæssancen og Kronborg//

4Likes
6Kommentarer
274Visninger

1. Gyldenrose

”Margrethe, vil du med ud og gå på stylter? Solen skinner.” Jeg kigger håbefuldt hen på min søster. Hun siger sikkert nej. Hun siger sikkert, at hun er blevet for gammel. Hun siger sikkert, at jeg også er blevet for gammel til det.

   ”Nej Karen, og det burde du heller ikke. I stedet burde du hækle sjalet færdig, ligesom vor Moder bad os om. Er du ikke også snart ved at være for gammel til stylter? Du skal giftes om to år, og du render stadig rundt og leger,” siger hun forarget. Ligesom jeg havde forventet.

   Tanken falder på min kommende mand. Min udkårne, vil min Moder omtale ham. Hun snakker så pænt om ham, men det er selvfølgelig også hende og min Fader, som har indgået forlovelsen. Jeg elsker ham ikke, men kærlighed betyder ingenting. Han kommer fra en god familie, ligesom jeg selv. Og derfor, hvis vi skal sige det meget fint, som min Moder foretrækker, skal vore hænder snart forenes i evigt troskab.

   Margrethe har taget lysten fra mig. Med et længselsfuldt blik på den blå himmel udenfor, sætter jeg mig ved siden af hende med hæklegarnet og det halvfærdige sjal.

   ”Ønsker de damer te?” Tjeneren, som lige er kommet ind i rummet, bukker høfligt.

   ”Nej ellers tak,” svarer jeg og nikker med hovedet. Han vender sig om og går. Døren lukkes efter ham, og stilheden, blandet med hæklenålens stille rislen med garnet, sænker sig over stuen.

   ”Ved du, hvornår vor Fader kommer hjem i dag?” spørger jeg, blot for at bryde tavsheden.

   ”Han forventes hjemme til middag,” svarer hun. Jeg nikker, mens jeg basker med en tabt maske. Margrethe er så god på fingrene. Intet håndarbejde er svært for hende. Måske bliver jeg også så god, når jeg bliver lige så gammel som hende. Men det er også vigtigt, at Margrethe har kontrol over håndarbejdet, for til næste år skal hun giftes.

 

”Middagen er serveret.” En tjener afbryder vores huslige sysler, og endelig kan jeg ligge sjalet fra mig. Vi går ned ad den lange gang mod spisesalen. Hindsgavl slot, som vi bor på, da vor Fader er lensmand og styrer Hindsgavl len, er udsmykket med fine billeder med bibelske motiver, menjeg sanser dem knap, da vi går forbi. Tanken om at se min Fader om lidt, skaber nemlig alt for meget spænding i mit hjerte til, at jeg har plads til de smukke billeder også. 

   Normalt kan jeg ellers godt lide lige at kigge på billederne. Jeg iagttager dem nøje, altid på jagt efter nye detaljer i dem. Det er min Moder, der har bestemt, hvilke billeder der skal hænge hvor, og mit yndlings hænger lige netop i denne gang. Men i dette øjeblik er der ikke tid til at granske alle detaljer igennem. Min Fader venter i spisesalen.

   Bordet i spisesalen er fyldt med flere forskellige retter mad. Alt maden er anrettet i en perfekt fuldkommenhed uden nogle mangler. En duft af ingefær og nelliker breder sig i rummet. Jeg dufter glædeligt ind. Ikke alle retter er til at spise. Nogle er blot til pynt, skueretter kaldes de, og de er blevet lavet af vores skuemester. Den sidste skuemester, vi havde, blev afskediget, fordi Moder ikke mente, hans retter var imponerende nok.

   Vi sætter os alle til bords. Tjenerne står langs væggen og kigger på, at vi spiser. Min Fader er den første der tager for sig af de mange retter.

   ”Der er kommet brev fra Peters præceptor,” brummer min Fader. Jeg retter mig spændt op. Min ældste bror Peter er på dannelsesrejse sammen med to af vores fætre. Dannelsesrejsen er den sidste del af hans uddannelse. Inden han rejste, gik han på Københavns universitet, og før det, der var han på latinskole. Samme skole som min tvillingebror Niels går på nu.

   ”Og hvor er Peter så henne i Europa nu?” spørger min Moder.

   ”Frankrig. Præceptoren skriver, at det går godt med hans studier. Han arbejder flittigt, og økonomien er også i orden. Ja det var et godt valg vi tog.” Han snakker om præceptoren, som er nøje udvalgt af Fader og Moder. Det er en ældre student, og han er med på rejsen for at holde øje med studierne og økonomien.

   Min Moder nikker. Hun er bestemt også tilfreds med præceptoren. De fortæller mig ikke meget, dog jeg ved, at dannelsesrejsen er dyr. Men jeg har dog hørt dem tale om, hvor god præceptoren er til at holde økonomien nede.

   ”Jeg modtog også et andet brev i dag,” begynder min Fader, “det bliver ændret, så vi rejser allerede mod Kronborg i morgen tidlig.” Et kæmpe smil bryder ud på mit ansigt, selvom jeg prøver og beherske mig. Sidste år stod slottet endelig færdigistandsat, og mine forældre fik lov til at komme med til åbningsfesten. Der kom kongelig og adelige fra hele Europa. Desværre måtte jeg ikke komme med. Jeg plagede ellers i flere uger, fordi Margrethe fik lov, men min Fader var urokkelig i sin beslutning. Jeg var for lille, mente han. Men nu er jeg 13 år, og de er enig om, at jeg nu er gammel nok til festerne på Kronborg.

   Margrethe beskrev Kronborg for mig. Hun sagde, at det var det flottest slot, hun nogensinde havde set. Og ikke nok med, at det bare var flot, men det rummer os, det der siges at være, Nordeuropas største dansesal. Jeg spurgte min Fader om det, og han sagde, at han havde hørt, den skulle være 60 meter lang. Dagen efter prøvede jeg i vores slotsgård at måle 60 meter ud, men jeg gav hurtigt op. Jeg kan ikke vente med at se, om dansesalen virkelig er så lang og overdådige, som de beskriver den.

***

Endnu en morgen vågner jeg til en skyfri blå himmel. Slottet er i en tilstand af travlhed. Det kan høres på de mange råb og løbende skridt, som når mine ører. Selvom jeg blev så glad over at høre, at vi allerede rejser til Kronborg i dag, så skabte det derimod frygt hos min Moder. Hun mente bestemt ikke, at vi ville være klar til at rejse allerede. Men Fader var bestemt. Vi rejser i dag. Og så må vi bare blive klar.

   Vognene er blevet kørt frem. Jeg kan høre, hvordan hjulene skraber mod gruset i gården. På en stol ved siden af min seng, har kammerpigen lagt mit rejsetøj frem. Stolen bærer vores slægts våbenskjold, og er ellers dekoreret med de fineste træudskæringer.

   “Karen. Har du klædt dig på?” lyder min Moders stemme uden for døren. Jeg skutter mig i sengen ved tanken om, at skulle op. Selvom solens stråler strømmer ind gennem vinduet, kan også nattens kulde stadig mærkes, da mine fødder rammer gulvet.

   “Jeg er næsten færdig Moder,” svarer jeg høfligt tilbage. Jeg klæder mig hurtigt i tøjet, skyndet på af den kolde luft.

 

Tjenerne farer rundt på slottets gange. Alt skal være perfekt, når afrejsen finder sted. Vi medbringer tre tjenere og en kammerpige. Og vi har været så heldige at blive logeret på Kronborg. Da vor Konge, Frederik 2., rejste rundt i landet i sommerens løb, modtog min Fader ham her på Hindsgavl slot, en forpligtelse, der følger med som lensmand, og ved afrejsen bød vor Konge Frederik mine forældre velkomne på Kronborg ved kommende fest. 

   Ud over modtagelse af vor Konge, er det også min Faders opgave at opkræve skatter, forvalte kongens gods og fæstebønder, samt stille med tropper, hvis kongen befaler det.

   “Afrejse om en halv time, Karen,” siger Margrethe i forbifarten, da vi passerer hinanden på gangen. Jeg holder mig i baggrunden, så hverken de hastende tjenere eller de skræmte kammerpiger kan sende skjulte eder og forbandelser efter mig.

   Mine fødder tager mig til det forgyldte bordur i spisesalen. Den ene side er af glas, så det er muligt at iagttage tandhjulenes arbejde. Min Fader omtaler uret, som et kunstværk uden nogen ligemand. Men mens han er mest optaget af de arbejdende tandhjul, så falder mit blik derimod på skiven, som ikke bare viser, at klokken er ved at runde ni, men også planternes stilling. Min Fader siger, at det ikke er noget, jeg forstår mig på, fordi jeg er en pige. Men jeg ved, at det er noget stort, for selv min Fader, har svært ved at fortælle mig om det.

   “Karen, Karen min pige, hvor er du?” Min faders rungende stemme giver genlyd i den ellers tomme spisesal. Jeg rejser mig op, og lader øjnene slippe urets forunderlige visere.

   “Jeg er i spisesalen Fader. Jeg kommer straks,” svarer jeg, allerede med kurs mod stemmen.

 

Ude i slotsgården er kaosset formindsket til nogle enkelte råb fra karlene, og de tilbageblivende tjenere. Jeg hejser mig elegant op i vognen, hvor jeg sætter mig ved siden af Margrethe. Vognene sætter i gang, og rejsen mod Kronborg er begyndt.

***

Kronborg knejser sig op foran mig. Stort og elegant. Tårn og spir rejser sig mægtige mod himlen, og kobbertaget stråler i solen. Jeg kigger måbende på den imponerede bygning foran mig. Vognens hjul knaser i gruset, og hestene standser langsomt.

   ”Karen,” siger min Moder med en skarp undertone i sin stemme. Jeg bliver opmærksom på min åbne mund. Margrethe smiler overbærende til mig. Jeg kigger hurtigt væk.

   Dørene bliver åbnet, og forsigtigt træder jeg ud. Skyerne dækker for solen, og eftermiddagsluftens kolde blæst smyger sig omkring min krop. Jeg strækker benene efter den lange rejse med et bekymret blik på min krøllede kjole. Margrethe kommer hen ved siden af mig. Hendes silkenederdel ser lige så nystrøget ud, som da hun tog den fra stolen i morges.

   En tjener bukker høfligt, inden han viser os mod vores værelser. Jeg følger langsomt efter ham, der er alt for mange ting mine øjne skal beskue, inden jeg er klar til at blive lukket inde på værelset for at gøre mig klar. I aften er der en velkomstmiddag, inden den store fest i morgen. Spændingen sitrer i hele min krop. Jeg kan allerede fornemme, hvordan mine fødder vil svæve hen over dansegulvet.

   ”Karen, hvor bliver du af?” Margrethe står trippende og venter ved hjørnet. Jeg sætter farten en smule op, pludselig opmærksom på hvor langt bagud jeg er kommet.

   ”Margrethe, du havde ikke sagt, at Kronborg er sådan et imponerende slot,” udbryder jeg med forundring i stemmen. ”Tænk engang, at det blot et årti tidligere var en gammel middelalderborg bygget af Erik af Pommern.”

  ”Har Moder fortalt dig det?” Margrethe kigger på mig. Jeg krymper mig. Min Moder har en interesse for historie, litteratur og videnskab, men det er noget, hun dyrker i stilhed.

   ”Hvor blev vore Moder og Fader af?”. Jeg kigger ned af den lange gang, som ligger helt tyst hen. Ingen fodtrin giver genlyd, og ingen stemme kan høres bag det næste hjørne. Margrethe kigger på mig, tydelig bevidst om mit pludselige emneskift, men da Margrethe også selv har en passion for litteratur, siger hun ikke mere om det.

   Vi fortsætter ned ad gangen uden noget helt klar ide om vejen. Pludselig høres der fodtrin, og de bliver højere og højere. Begge sætter vi farten op i et håb om, at det er tjeneren, som kan vise os værelset. Men det er ikke den høje ranglede tjener, som kommer gående mod os. Det er Hans. Min kommende mand.

   ”Min elskede,” udbryder han, da vore øjne mødes. ”Men det er jo min smukke Karen i selskab med hendes dejlige søster Margrethe. Sikke et sammentraf. Jeg havde også drømt om at møde Dem her, men jeg havde aldrig forestillet mig, at dette møde skulle finde sted lige nu på denne gang.” Skjult krymper jeg mig ved hans ord. Han smiger sig ind hos os, men jeg finder ham frastødende. Hans ord varmer bestemt ikke mit hjerte. Margrethe derimod lyser helt op ved hans smukke ord.

   ”Og hvad laver sådan to yndige damer så her?”. Han har kysset hver vores hånd og kigger nu med et bekymret blik på os, der står helt alene i den mennesketomme gang. Margrethe er hurtig til at finde ordene. ”Vi er netop ankommet til dette pragtfulde slot, men Karens øjne måtte afsøge hver en krog for ynde, og derfor kom vi langt bagud.” Hans smiler overbærende.

   ”Jeg kan følge jer til jeres værelse,” siger han, og vi følger efter ham, samme vej som han kom fra. Margrethe snakker med ham hele vejen. Jeg holder mig i baggrunden og prøver inderligt at glemme tanken om, at jeg en dag skal giftes med denne mand.

   Vor Moder og Faders stemmer når os, da vi runder det næste hjørne. Hans bukker glædeligt ved vores mange undskyldninger og taknemmeligheder.

   ”Hvad jeg ikke gør for min kommende kone og hendes elegant søster. Jeg håber, vi ses til middagen i aften.” Og med disse ord efterfølger et kys på vores hånd, inden han vender om og fortsætter samme vej, som vi kom fra. 

***

Minderne om den foregående aften skyller ind over mig. Hans' smigrende ord, hans store hånd omkring min lænd, hans læber i et møde med mine. Og den overdådige vin. Det lange bord. Den høje latter. Klirren af bestik. Og det var kun begyndelsen. Den store fest er først i aften. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...