historien om Elizabeth

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2017
  • Opdateret: 8 maj 2017
  • Status: Igang
Deltager i "Skriv dig gennem historien under besættelsen og frøslevlejren" Elizabeth sidder fanget i frøslevlejren og planlægger at flugte. Da lille marie dukker op, og får Elizabeth til at fortælle hele historien om hvordan hun endte der. Om at finde kærlighed i en tid hvor det ikke burde være muligt og så om at miste den. Om at sørge over tab, men deraf finde et mål.

1Likes
8Kommentarer
211Visninger
AA

2. 9 april 1940

 

9 april 1940

 

Jeg havde hørt dem for flere kilometers siden, ved nabobyen. Det var også derfor Liv, nu lå under sin seng, helt stille. Jeg vidste, de ville blive mistænklige hvis ingen åbnede. Derfor havde jeg den sidste time, siddet i køkkenet og læst. Jeg var bange, men mere for Liv end mig selv. Hun betød alt for mig. Hun var den sidste, jeg havde tilbage. Det var bare os to nu. Vores mor døde for 2 år siden, af en slem sygedom. Man kunne ikke se på hende hun var syg, før langt henne i sygdommen. Hun var en stærk kvinde. Hun havde altid passet på os, og havde ikke fortalt noget, før det kunne ses på hende. Det havde været hårdt, og jeg havde taget over alle pligterne. Lige før hun døde, havde hun kaldt mig ind til sig. Hun havde ligget helt bleg, da hun hviskede mig hen til hende. Hun  havde sagt, at hun vidste, hendes tid var kommet. Derefter havde hun lige så stille hvisket i mit øre. "Elizabeth, nu hvor jeg er væk må du tage dig af din lillesøster. Husk at jeg altid vil elske jer" Derefter lukkede hendes øjne og det sidste åndedrag kunne høres. Jeg havde siddet ved hende i timer, og grædt. Lige indtil jeg måtte hente Liv. Jeg ville aldrig glemme, hendes ansigtsudtryk da jeg sagde det. Vores far døde da Liv var spæd og jeg selv var meget ung. Derfor stod vi her, kun os tilbage. Hun var min bedsteven, og dyreste skat. Hun var alt jeg behøvede. 

 

De bankede på døren. Jeg var bange. Mit hjerte bankede på fuld drøn. Min vejrtrækning stoppede. Jeg holdt vejret, af frygt. Det her ville ændre alt. Hvad der ville ske herfra. Hvordan jeg håndterede det. Alt ville blive ændret. Igen lød bankene. Jeg gik hen til døren.

 

”Åben så den dør” stemmen lød mandig, og dog ikke hård. Den lød bare træt. Jeg åbnede døren, og der tabte jeg pusten. Der stod tre mænd, men den ene skilte sig ud. Ikke på det ydre. For de havde alle kortklippet brunt hår og nogenlunde samme bygning, og så alligevel så han anderledes ud. Hans øjne havde den her fortryllende effekt, og hans udtoning var mere smilende. Vi stirrede på hinanden, som om vi havde en forbindelse.

”Vi skal tjekke huset” Det var manden til højre der nu snakkede. Han brød den forbindelse, jeg havde følt. Klip, og tråden var væk.

”Hvorfor?” Jeg var forvirret. Jeg havde forventet det, men kun fordi jeg havde hørt det fra nabobyen tidligere. De havde ikke vundet kampen. Havde de?

”Vi skal tjekke hustanden for våben”

”Det kan I da ikke”

”Det kan vi så godt lille frøken. Vi skal sikre os, at der ikke er nogen der kan gå op i mod aftalen”

”Aftalen, hvilken aftale” Nu var jeg ved at blive godt sur.

”Har du ikke hørt det. I har overgivet jer. I er nu tyske allirede”

”Du gør grin med mig ik? Den danske regering ville da aldrig overgive sig uden kamp”

”I kæmpede skam også. Ikke godt, ikke længe, men i kæmpede” Jeg kunne mærke tårerne presse på, var det virkelig slut nu? Skulle vi nu være tyske allierede? Jeg kiggede ned i gulvet, flov over mit land. Da jeg hørte en mandlig, men blid stemme.

”Jakob, lad nu den stakkel pige være. Hun er sikkert bare forvirret” 

Jeg kiggede op og fandt igen de smukke øjne. Han kiggede så sødt og blidt på mig. Mine følelser var ved, at drukne mig. Jeg var sur, flov, ked af det, men også som fortryllet. Jeg kunne ikke have det sådan med ham. Han var tysker, og han havde invaderet mit land. Heldigvis skulle de vel videre om lidt, og så skulle jeg aldrig se ham mere. Det var for det bedste, også selvom jeg følte, det ikke var.

”Fint, så spørg du hende Bastian” Hed han Bastian. Det et smukt navn. Nej, nej det er det ikke Elizabeth. Stop det så.

”Er du okay frøken” Jeg nikkede stille og roligt til Bastian.

”Det er intet personligt. Det er ren procedure, at vi skal tjekke huset. Så vil de ikke være sød, og lade os gøre vores arbejde. Vi skal nok være forsigtige og ikke ødelægge noget” Han var så blid, og forsigtig. Han sagde alle de rigtige ting. Jeg kiggede på ham med et forsigtigt blik. Jeg rykkede mig til side, lod dem passere.

”Tak, frøken det her er meget nemmere. Når alle sammenarbejder” De var allerede nået ned ad gangen, da jeg råbte.

”Min søster” De stoppede op, og kiggede på mig med spørgsmålstegn i hovedet.

”Hvad er der med din søster” Spurte Bastian

”Hun ligger under sengen på sit værelse. Kan jeg ikke lige gå ned og hente hende. Jeg vil så nødigt gøre hende bange” Jeg snakkede med en lav stemme, og jeg var ikke sikker på de hørte.

”Løb de bare ned og hent deres søster frøken” Bastian var bare så forstående. Hvorfor skulle han også lige være tysker? Jeg løb til Lises værelse.

”Lise, kom bare ud” Lise kom stille ud.

”Er de gået?” Lise så bekymret op på mig.

”Nej søde, men det gør de lige om lidt. Vi skal bare lige sætte os ind i stuen, og vente i mens. Jeg kan læse en historie for dig, hvis det er” 

”Okay” Jeg kunne se, Lise ikke var glad, men kunne også være det i denne situation.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...