HELP NATHANIEL

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2017
  • Opdateret: 30 jun. 2017
  • Status: Igang
Folk er hinanden utro, andre forelsker sig helt inderligt - og nogen udnytter hinanden. Én person ændre Brookes liv på et split sekund. Kan hun holde til det? Og kan hun modstå den person der såre hende allermest?

39Likes
12Kommentarer
5608Visninger
AA

3. Nathaniel Green

Fredag. For mange en god dag, ja også for mig. Men ikke denne fredag. For denne fredag skulle jeg hjælpe Nathaniel Green med hans lektier. Jeg var kommet 15 minutter tidligere, idræt var sluttet før. Jeg havde fundet min computer frem og sad på Spotify, i mine høretelefoner kørte min yndlings playliste 'Inde Mood Booster'. Max havde sovet hos mig i nat, vi bagtalte Lauren langt ud på natten. Vi havde begge snakket om vores tvivl på Nathaniel og hans piger - vidste de selv at der var flere end én pige i hans liv? Jeg var dog ret så overbevist om, at Max var færdig med Lauren. Det håbede jeg da, for hans egen skyld. Op af min lomme fangede jeg et stykke mint tyggegummi, smagen mindede mig om sidste sommer. Jeg så en fyr, som altid havde tyggegummi på sig - men det var ikke noget alvorligt, bare en sommerflirt. Før jeg kunne tænke videre om sidste sommer, kom Nathan ind på biblioteket. Hans slængende gå gang, tasken over den ene skulder og en kæmpe omgang selvtillid sværmede omkring ham. Han kiggede omkring sig og hilste på alle fra det modsatte køn. Selvom jeg nægtede at indrømme det, så var han som bar fanden charmerende. Jeg satte musikken på pause da han slængede sig ned i stolen overfor mig og kiggede mig i øjnene; ''Skal vi bare få det overstået eller?''. Jeg ignorerede hans spørgsmål og hev nogen bøger frem fra min taske, det samme gjorde han. 
''Skal vi starte med spansk eller matematik?'' Spurgte jeg høfligt og bladrede igennem bøgerne.
Han legede med en blyant og svarede; ''Jeg så din kæreste på gangen, hvorfor ser han så depri ud?''
Jeg kiggede op fra bøgerne og blev mødt af hans mørke øjne, han smilede bredt og til syne kom hans smile huller og markerede kindben. ''Undskyld? Min kæreste?''
''Ja, Maxwell? Hedder han ikke det?''
''Ham Max, han er ikke min kæreste. Bare min bedsteven, og jeg føler forresten mere for at lave lektier end at dele mit privatliv med dig.''
''Oh, okay. Jeg har ellers ikke noget at skjule.''
''Nej, det kan jeg se.'' Hviskede jeg for mig selv.
''Hvad?''
''Ikke noget, jeg mener bare; du er utrolig glad for at gå og lave alle pigerne på denne skole.''
''Jeg har da ikke lavet dig, Brooke York.''
''Nej, og det kommer godt nok heller ikke til at ske. Jeg har en respekt for mig selv, noget som alle dine tøser mangler.'' Mine tanker gik på hvordan han havde fået fat i hele mit navn, sikkert fra vejlederen. 
''Wow, jeg troede at jég havde et stort ego.''
''Spansk, tag din bog frem.'' Insisterede jeg. Vi sad og diskuterede frem og tilbage om hvilke sider var vigtigst at gå igennem, og vi havnede på talemåder. Jeg læste højt og forklarede, men hver gang jeg kiggede op af bogen sad han og flirtede med en forbipasserende pige.
 



''Det er virkelig heller ikke fordi at jeg ikke gider at være her, men hvis du lige kunne tage dig sammen i bare 5 minutter.'' Spurgte jeg og kiggede irriteret på ham. Han nikkede arrogant og bladrede frem og tilbage i bogen. Han kiggede op på mig, hans blik lignede en åbenbaring. Vi fik øjenkontakt og jeg kiggede undrende.
''Hvad?'' Spurgte jeg.
''Brooke York. New York. Bor du i Brooklyn?''
Jeg rullede med øjnene, mængden af gange jeg havde hørt den. Det var ofte der hvor folk ofte spurgte; Hvilken type forældre har du? Og jeg kunne svare at de var homoseksuelle, hvor de så fik endnu en åbenbaring. Jeg nikkede og kiggede fortsat ned i bogen. Han begyndte at smågrine. Jeg fandt et viskelæder og kastede i hovedet på ham. ''Ej okay, okay! Jeg stopper.'' Men hans små-grinen fortsat. Underligt nok blev jeg selv påvirket af hans latter, og jeg skulle tage mig selv i at grine. Vi sad begge og grinede af mit navn, da Amanda kom gående og tog Nathan om skuldrene. 
''Hvad griner vi af?'' Spurgte hun og kastede et koldt blik i min retning.
''Det var bare en joke, hva så?'' Svarede Nathan.
''Mor og far tager en smuttur til Miami i weekenden, jeg holder fest i aften.'' 
''Fedt, vi kommer.'' Svarede han og kiggede på Amanda.
''Vi?'' Spurgte Amanda.
''Ja, mig og Brooke.''
Jeg kiggede forvirret på Nathan. Jeg kendte ham knap nok, kun hvad jeg havde set og hørt om ham, og den sidste jeg skulle til fest hos var Amanda. Amanda kastede et blik på mig og grinte sarkastisk.
''Haha, jo... Selfølgelig. Brooke, du ved hvor jeg bor?'' Inden jeg fik nået at afslå invitationen var hun gået. 
''Er vi færdige for i dag?'' Spurgte Nathan.
''Eh.. Ja.''
''Tager du metroen hjem?''
''Nej, bussen.''
Jeg undrede mig over hvorfor han spurgte, men kom i tanke om at han også boede i Brooklyn. Jeg havde set ham i metroen de få gange jeg ikke fik nået bussen. Metroen gik oftere end bussen, men jeg foretrak bussen alligevel.
Jeg stod og pakkede min taske sammen, men ud af øjenkrogen kunne jeg se Nathan stå og vente med sin taske over den ene skulder. 
''Hvad venter du på?'' Spurgte jeg.
''Dig.''
''Prøver du at score mig?'' 
''Slap af, bare fordi jeg venter er det ikke ens betydning med at jeg skal score dig.''
Jeg lukkede min taske til og smed den på ryggen. Jeg gik ud fra biblioteket og han fulgte efter ved min side. Han kiggede ned på sin mobil.
''Bussen går først om 20 minutter, og metroen går om 5?''
''Ja, men udsigten fra bussen er god.'' Svarede jeg og åbnede dobbeltdørene til skolens udgang. Jeg kunne dufte ham fra min højre side, den klassiske Abercrombie duft. Vi gik ned til busstopstedet hvor jeg stoppede og han fortsatte sin gang. Han vendte sig om og gik baglæns.
''Nyd udsigten! Vi ses i aften!'' Råbte han, og gik ned til metroen.
Jeg havde fuldstændig glemt alt om i aften, den fest skulle jeg bare ikke med til.
 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...