Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
647Visninger
AA

3. Selvopofrelse

Kapitel 3

Lampis tog ikke længere ind til landsbyen. Han har ikke lyst til at mødes med Alika. Eller nogen. Lampis begyndte at gå mere rundt i skoven og udforske den. Han begyndte at følge dyrespor og få en dybere forståelse for hvordan de forskellige dyr bevægede sig i skoven, hvad de kunne lide at spise og deres vaner. Lampis havde allerede lært at skyde med bue og pil, men begyndte nu at gå mere op i det. Men Kiba ville ikke have at Lampis gik rundt med en bue, og han måtte kun øve sig når enten Kiba eller Ora var ved hytten. Som regel var Kiba ved hytten. Som Lampis, kunne Kiba godt lide roen ved hytten, og Kiba arbejde altid på at forbedre hytten. Men det betød ikke at Lampis kunne træne hver dag. Når Ora tog ind til landsbyen og lod børnene være hjemme, fik Kiba tit Lampis til at holde øje med dem, mens han lavede et eller andet. Lampis kunne godt lide de tre børn, især Victor. Men han kunne ikke lege med dem, da de kun lige ved at lærer at tale og gå. Så derfor tog han tit afsted tidligt om morgen for at gå på opdagelse. Han så hvordan bladende skiftede farve fra grønne til røde, og hvordan de faldt til jorden. Han så hvordan harerne skiftede deres ellers brune og grå pels ud, med en hvid, og snart lå sneen over alt. Derefter kom en ny oplevelse for Lampis. Sko. Før havde han rendt barfodet omkring, men Ora insisterede på at Lampis nu gik med sko. I starten kunne Lampis ikke lide fornemmelsen. En dag i skoven havde han taget dem af, da han følte de var en forhindring for ham at klatrer i træ. Men han fortrød da han sprang ned på jorden igen og han mærkede den bidende kulde fra sneen.

Solen stod midt på himlen, da Lampis opdagede et nyt sæt spor han aldrig havde set før. Lampis havde været uden siden solen stod op. Sneen var stadig dyb, selv inden i mellem træerne. Lampis havde opdaget, at det var meget nemmere at følge dyr om vinteren, da deres spor var så tydeligere i sneen.  Han satte sig på hug for at se nærmere på sporet. Han kunne tydeligt se at det var et spor fra rovdyr, men det største rovdyr spor han kendte, var fra ulve, og selvom Kibas fodspor var store, var dette langt større. Lampis overvejede at finde Kiba, for at få ham til at forklare hvad det var for et dyr, men kom til at se hvilken retning dyret var gået. Dyret var i en direkte linje på vej mod landsbyen. Lampis tøvede. Sidst han havde været i landsbyen, havde været sensommer. Men han havde en dårlig anelse med dyret. Et rovdyr så tæt på landsbyen var ikke godt, og slet ikke noget så stort. Han begyndte at følge sporerne. Måske skiftede dyret retning på et tidspunkt, håbede Lampis. Men det skete ikke, og Lampis vidste at han kom tættere og tættere på landsbyen.

Lampis holdte panisk fat på dyrets ryg, mens det gjorde alt i sin magt for at ryste ham af. Han var glad for at havde fået dyret, bjørnen som han havde hørt landsbybeboerne skrige, til at miste fokus fra de andre. Men  han vidste ikke hvad han skulle gøre nu. Selvom han havde bidt sig fast, kunne man mærke at hans bid slet ikke var kraftigt nok til at holde ham fast, og selvom han boede sine finger ned i dyrets pels, kunne han mærke det var en kamp mellem hans kræfter og dyret. Han var ikke i tvivl om hvem der ville vinde den kamp. Men han vidste også at hvis han blev smidt af, var det slut. Han ville ikke have tid nok til at rejse sig og angribe igen. Lampis kunne mærke tåre i sine øjne, og en snurrende fornemmelse i kroppen. Han vidste hvad der var ved at ske, og han kom til at tænke tilbage. Tilbage for snart 2 år siden. Da han stadig havde været ulv. Han havde mødt Kiba i denne skov. Den gang havde Lampis ikke vidst at Kiba var menneske, han havde mødt ham som ulv. Selvom Kiba havde været meget større end ham, havde han været sød i mod Lampis. Lampis havde været den nederste i hans flok, og alle var efter ham og han var altid den der spiste sidst. Men det havde ændret sig da Kiba dukkede op. Men så havde Lampis opdaget af Kiba var menneske, og han var blevet såret. Men der gik ikke længe før Kiba stoppede med at besøge flokken, så Lampis begyndte at opsøge ham. Der havde Lampis mødt Kibas mage, Ora. Ora havde været højgravid på det tidspunkt. Kort tid efter var Ora blevet kidnappet, og Lampis var taget med Kiba ud for at finde hende. Lampis kunne stadig godt lide Kiba, selvom han var menneske. De havde fundet hende, men det var nød til at flygte. Kiba havde fundet en vogn og sat Ora, og deres nu tre nyfødte børn, op i vognen og havde ellers travlt med at styre hesten afsted. Derfor havde Lampis taget det som sin opgave at prøve at holde forfølgerne væk. Han huskede den første pil der ramte ham. Men derefter var alt en tåge. Det næste han kunne huske, var synet af skovbunden. Hvordan han hev efter vejret og hvordan han ben havde givet op under ham. Han mærkede ikke en gang de pile der stak ud af ham. Han var blevet skrækslagen, over tanken om aldrig at skulle se Kiba eller Ora igen. Han havde unde at vide det, begyndt at pibe og hyle. Alt omkring var blevet hvidt, men han begyndte at sparke ud med sine poter, panisk for at få jorden under dem igen så han kunne rejse sig. Så havde han set hende. Nej det var forkert, han havde kunne fornemme hende længe før hun dukkede op for hans blik. Hun havde sat sig på hug ved hans hoved og løftede det op i mellem sine hænder. Hun havde set dybt ind i hans øjne. Hendes øjne var krystalblå og hendes ansigt. Lampis indså nu at hendes ansigt mindede om Oras. Hun havde stille strøget ham over pelsen, og han havde faldet til ro. ”Dit ønske er stort.” havde hun sagt til ham. Hendes stemme blød og beroligende. ”Jeg vil besvarer dit ønske, fordi du har beskyttet mit fysiske legeme.” sagde hun og lænet sig ned og kyssede hans pande. Han havde kunne mærke en snurrende fornemmelse i kroppen. Hun havde stille sluppet hans hoved og rejst sig op igen. ”Men skulle du nogensinde begynde at betvivle dit ønske, vil du vende tilbage her til.” havde hun sagt, stemmen fast og ikke til at misforstå. Så havde hun forsvundet. Igen var det meste tåget for Lampis, han havde rejst sig og gået videre. Så havde han mødt Kiba og deres rejse hjem var begyndt. Lampis havde i starten ikke kunne forstå hverken Kiba eller Ora, men de havde taget ham med sig. De havde lært ham at han skulle gå med tøj og på rejsen hjem havde Lampis lært at ride. Eller at sidde på en hest, men han var blevet tryg ved det.

Lampis mærkede nu den selv samme snurrende fornemmelse som den gang. Han vidste hvad der var ved at ske. Han forstod nu også hvad kvinden havde ment. Hun havde ikke ment at Lampis ville vende tilbage til skoven. Han ville vende tilbage til den skikkelse, i det stadie, han havde været. Han var døende. Men… Hvis han kunne rede Kiba, Ora og trillingerne. Hvis han kunne rede Alika og beboerne i landsbyen, ja selv Thoke, så gjorde han det gerne. Han lukkede sine øjne, klar til at mærke hvordan han tænder skulle vokse og hans krop blive større. ”Lampis! Slip!” blev der skreget. Det var Kibas stemme. Lampis åbnede øjne og så nu hvordan en stor hvid ulv havde fat i bjørnens hals. Det var Kiba. Han havde råbt lige før han havde sprunget frem og forvandlet sig i luften. Lampis fik øjenkontakt med Kiba, og han så forståelsen i dem, og synes at kunne læse i dem, at det var okay, at han kunne stoppe nu. Lampis slappede lidt af, klar til at give helt slip og springe af dyret, da han mærkede en brændende smerte i sine ryg. Bjørnen havde rejst sig op på bagbenene og havde svunget sine ene forpote rundt, og havde nu fået kløerne i Lampis ryg. Lampis skreg af smerte og blev hurtigt revet af dyrets ryg og kastet hen af jorden. Han trillede og skred hen af jorden til han ramte et træ. Han synes at kunne hører Ora råbe hans navn, han synes at kunne høre Alikas stemme, men snart blev alt stille og mørkt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...