Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
776Visninger
AA

5. Kærlighed

Kapitel 5

Men Thilda vendte tilbage. Allerede dagen efter var hun der igen og hun havde igen bragt mad med sig. Hun sad allerede på den ene side af åen og havde lagt noget mad frem på den anden side til Lampis. Hun smilte til ham og Lampis satte sig stille ned ved siden af maden og spiste. Igen var måltidet i tavshed, og da Thilda var færdig sagde hun farvel og gik tilbage til landsbyen. Dette mønster gentog sig hver dag i 2 uger. Der var kun en enkel dag, hvor Thilda ikke havde været der. Det havde været den 11 dag. Lampis havde bekymret for hende. Men dagen efter havde hun været der igen, som intet var hent. Lampis spurgte usikker om hvor hun havde været henne og hun havde undskyldt med at hun ikke havde kunne slippe væk fra sine forældre i tids nok til at kunne mødes med ham, og hun vidste ikke hvor længe han var ved åen. Det var altid omkring middag Lampis kom til åen, når han allerede havde drukket hans første portion vand. Lampis havde bare stille nikket og spist sammen med Thilda. De næste tre dage forsatte på samme måde. Den fjerde dag, havde Thilda igen lagt mad klar til Lampis, men denne gang hoppede Lampis over på den anden side af åen og løsnede en lille pung han havde ved livet og lage den ved siden af Thilda og hoppede tilbage igen. Thilda så efter ham, men vendte så sin opmærksomhed mod pungen og samlede den stille op og åbnede den. I pungen var der bær. ”Det er stadig meget tidligt, men de kan spises.” sagde han stille mens han satte sig ned og tog det tørrede kød Thilda havde lagt til ham. Hun så lidt underne på bærerne, men smilte sig stille og rejste sig op. Hun tog sin egen taske og hoppede hen over åen og gik hen og satte sig ved siden af Lampis. ”Så lad os dele dem.” sagde hun stille og smilte til ham. Lampis så ikke på hende, men blev stille siddende. ”Man kan virkelig mærke at det er ved at blive varmere.” sagde hun mens hun spiste. Hun blev ved med at små tale til ham. Ikke om noget vigtigt, bare om alt der faldet hende ind. Lampis hadet det ikke, han kunne godt lide lyde af Thildas stemme. Da hun var færdig med at spise sin mad, tog hun stille et bær i munden. ”Ja, de er sure endnu.” sagde hun med et grin, men tog alligevel et mere. Lampis tog også stille selv et bær og spiste det. Da alle bærerne var væk, rejste Thilda sig op og vinkede farvel til Lampis.

Sådan forsatte det. Thilda kom med mad hver dag, og Lampis samlede bær og vilde æbler ind han kunne finde. Det skete dog fra tid til anden, at Thilda ikke dukkede op, og selvom Lampis valgte at blive ved åen, i håb om at hun alligevel ville prøve at finde ham, dukkede hun aldrig op. Lampis spurgte ikke hvorfor hun ikke dukkede op, hun var ikke forpligtet til at mødes med ham hver dag. Men han blev altid glad for at se hende dagen efter. Thilda begyndte at tale mere og mere. Mest om hvordan landsbyen gjorde sig klar til den ene eller anden vagt, eller hvordan de som Lampis var ude hver dag for at samlede frugt og urter ind til maden. Lampis varmede op, og talte tilbage. Han fortalte om nogen af de steder hvor han selv samlede frugt og hvor han vidste at forskellige dyrearter kunne lide at færdes. ”I går så jeg en hjort med dens kid.” fortalte Lampis stille. ”Ahh, vil jeg gerne se.” lød det fra Thilda og hun greb stille hans arm. ”Tag mig med og hvis mig det.” sagde hun med strålende øjne. Lampis åbnede munden for at afvise hende, men kom til at se lige ind i hendes øjne og gik i stå. Afstanden i mellem dem var med tiden blevet mindre og mindre, men de havde ikke siddet så tæt før som nu. Smilet på Thildas læber svandt lidt ind og hun så dybt ind i Lampis øjne. Lampis kunne ikke bevæge sig, men han mærkede at Thilda gjorde. Hun bevægede sig tættere ind til ham, og hendes ansigt nærmede sig hans. Han lænede sig en smule tilbage, rent instinktivt. ”Det er okay.” lød det stille fra Thilda, som stadig bevægede sig tættere på. Hun slap hans arm og lage sine arme om hans hals og lod så hendes læber møde hans. Lampis sad stiv og reagerede ikke tilbage. Han vidste ikke hvad der skete, men Thildas læber var bløde mod hans. Lampis kom i tanke om at han havde set Ora og Kiba lade deres læber mødes, og huskede at det blev kaldt et kys. Lige som da Ora havde kysset hans eller trillingernes pander. Lampis kunne se at Thildas øjne var lukkede, og han lukkede stille sine egne og slappede af. Thilda trak sig stille tilbage og Lampis åbnede sine øjne igen og så ned på hende. Hendes kinder var røde, og Lampis kunne mærke varmen i sine egne kinder. ”Jeg må hellere gå hjem nu.” sagde Thilda og rejste sig hurtigt op og tog sin taske med sig. Lampis rejste sig lige så hurtigt op og så efter hende. ”Vi ses i morgen.” sagde han efter hendes ryg, men hun svarede ikke og gik hurtigt derfra. Lampis var forvirret og blev stående og så hendes figur forsvinde ind mellem træerne.

Dagen efter dukkede Thilda ikke op, og Lampis frygtede at han havde gjort noget forkert. Men det var ikke første gang at Thilda ikke var dukket op, så han gjorde ikke mere. Det var straks værre, da hun hellere ikke dukkede op dagen efter. Lampis gik uroligt langs åen, og blev ved med at se den vej som førte mod landsbyen. Han var flere gange på vej ned af åen, men ombestemte sig så og gik tilbage til deres mødested. Solen var på vej ned, da Thilda dukkede op. Lampis sad ved et træ lige ved åen og sad og snittede i en pind da han så hende. Han rejste sig hurtigt op og gik hen mod hende. ”Undskyld jeg først komme nu.” sagde Thilda med nedslået blik. ”Jeg… Jeg blev bare så forvirret. Jeg skulle ikke have kysset dig… Men…” sagde hun og så op på Lampis. ”Jeg kan godt lide dig Lampis. Du er så sød…” hun slog sit blik ned igen og legede nervøst med sine finger. Hun gik tættere ind på Lampis, og Lampis bakkede ikke væk. Hendes blik fløj op på ham og hun slog sine arme om halsen på ham, og trak ham ned så hendes læber kunne møde hans igen. Lampis havde ikke tænkt over det før, men han var en del højere end Thilda, og selvom hun stod på tær, måtte han stadig bukke sig. Lampis varmede hurtigere op end sidst og lage stille sine arme om livet på Thilda og trykkede hendes varme bløde krop stille ind mod sig. Han havde aldrig oplevet denne form for kontakt før. Deres kys blev længere end deres første og det var Thilda der brød kontakten først. Hun slog sit blik ned igen og Lampis lage hovedet lidt på skrå. Han kendte ikke til mange følelser, men han synes noget var forkert her. ”Noget galt?” spurgte han, og han kunne mærke at et lille sæt igennem Thilda. Hun rystede stille på hovedet. ”Nej, jeg er bare genert.” sagde hun stille og så op på ham og smilte et lille smil. Lampis lage hovedet på skrå den anden vej. ”Som da du ikke ville vise din overkrop for mig.” forklarede Thilda stille. Der kom et forstående udtryk i Lampis ansigt og han nikkede stille. Thilda så sig tilbage og lod stille sine arme glide ned fra Lampis hals. ”Jeg må gå nu, det er allerede meget sent.” sagde hun og smilte stille til Lampis og vinkede til ham som hun gik. Lampis vinkede efter hende og smilte for sig selv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...