Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
779Visninger
AA

8. Indseelse

Kapitel 8

Lampis gik nogen få skridt bag Kiba. Kiba gik med rank ryg og blikket lige frem for sig, mens Lampis holdte sit blik mod jorden. Han vidste han ikke havde gjort noget forkert, men han tvivlede på at andre end Kiba og Ora ville tro ham. ”Op med hovedet.” sagde Kiba. Lampis løftede sit blik og så at Kiba så sig tilbage over skulderen. "Hvis du først ser skyldig ud, vil de aldrig tror dig. Jeg ved det er svært og at du er bange, men du er nød til at være sikker på dig selv. Du ved du ikke har gjort noget forkert.” sagde Kiba og så frem for sig igen, og dukkede sig under en gren. Lampis nikkede stille. ”Du har altid haft det hårdt og jeg indser nu at jeg har opdraget dig forkert. Du skal stoppe med at dukke dig for andre.” sagde Kiba og stoppede op. De var i udkanten af skoven og de skulle se ind i landsbyen, men landsbyen kunne ikke se dem. De kunne se at der var samlet en hel flok, som bare ventede på at Kiba kom med Lampis. ”Jeg har altid sagt du ikke må bide eller slås. Det er sandt.” sagde Kiba og så på Lampis. ”Man må aldrig lade sit temperament løbe af med sig. Men man skal hellere ikke lade sig blive trådt på, eller lade andre træde på det man har kært. Jeg er stolt af at du prøvede at beskytte Alika, selvom du gjorde det på en forkert måde.” sagde Kiba og lage en hånd på Lampis skulder. Lampis mødte hans blik. ”Vi finder ud af det her.” sagde Kiba og gav Lampis skulder et klem før han gav slip og forsatte ud af skoven. Lampis fulgte efter ham, og gjorde sit bedste for at holde sit blik oppe, selvom de flere gange søgte mod jorden for sikkerhed. Lampis forstod ikke rigtig hvad Kiba havde sagt, men han måtte vente med det til senere. Der gik et lille sæt igennem Lampis. Hans blik havde været mod jorden, og nu så han op og så Thildas far komme i mod ham med høj fart. Lampis indre sagde han skulle stikke af så hurtigt som muligt, men han blev stående stiv. Den store mands arm hævede sig, klar til at gribe fat i Lampis, men Kiba greb hurtigt armen og stoppede ham. ”Lampis har ikke gjort noget.” sagde Kiba fat og så op på den store mand. Lampis vidste hvor meget Kiba hadet sin egen højde, men alligevel stod han fast mod en mand, så meget større end ham selv. ”Hvad snakker du om? Du så Thilda.” sagde Karlson vredt og så anklagende på Lampis. Lampis rystede på hovedet. ”Jeg har ikke gjort Thilda noget. Jeg kom til at skubbe hende i åen, men ikke det hun beskylder mig for.” sagde Lampis og mødte hans blik. Det rystede Karlson lidt, han kunne ikke se nogen løgn i Lampis øjne. Men han kunne virkelig hellere ikke tro at hans egen datter ville lyve om sådan noget. Det var uacceptabelt at taget nogen med vold, men at beskylde en anden for at have gjort det, var en meget alvorlig sag. Snart var de omringet af de andre som havde stået og ventet. Karlson hev sin arm fri af Kibas greb og bakkede tilbage så han stod blandt kredsen. ”Du har ikke gjort andet end at skabe problemer.” var der en anden der sagde og Lampis prøvede at finde den person der havde sagt det. ”Lampis var et barn. Lampis har ikke gjort andet end at holde sig for sig selv de sidste 7 år. Og har i alle glemt hvad Lampis gjorde for 7 år siden?” spurgte Kiba og så rundt på flokken. De fleste havde skam nok til at slå blikket ned. De huskede tydeligt hvad Lampis havde gjort. De undrede sig stadig over at en så lille dreng ville springe på ryggen af en bjørn, men Lampis havde gjort sit for at distrahere bjørnen og derved givet landsbyen tid nok til at kunne angribe den. ”Han er stadig et monster.” lød der, og Lampis genkendte tydeligt Thokes stemme og vendte rundt for at finde ham. ”Han er mærkelig!” blev der råbt fra en ny vinkel, og Lampis genkendte igen stemmen. ”Han har aldrig hørt til.” igen en ny vinkel. Det var Thokes flok som råbte op og skabte forvirring. Og det virkede, flere begyndte at mumle sammen og gav udråbende ret. Lampis havde aldrig gjort noget for at passe ind. ”Du beskytter ham kun fordi han er som dig.” lød det anklagende mod Kiba. Lampis kunne se hvordan Kiba rettede sig en smule mere op. Kiba knyttede sine nævner og Lampis kunne se Kiba blev vred. ”Du er et udyr som ham.” lød det. Lampis skulle til at åben munden, men Kiba kom ham i forkøbet. ”Det her har intet at gøre med hvor vi stammer fra. Lampis er en god ung mand, han har aldrig ville gøre nogen noget ond. Ja, der er sket uheld, men Lampis var et barn. Hvilke børn komme ikke ud for uheld?” spurgte Kiba og så rundt på dem alle. ”Jeg ved jeg ikke kommer i landsbyen. Men som min mor siger, om jeg kan lide det eller ej, så er jeg en del af denne landsby. Jeg burde havde gjort mere for at blive en del af den.” sagde Lampis og så rundt. ”Men selvom jeg er en fremmed for jer, kender jeg alle jeres navne og jeg kunne aldrig finde på at skade nogen af jer.” sagde Lampis og smilte et lille venligt smil. Nogen hårdt ramte hans skulder og han kom med et lille piv. ”Ha, hør køteren bjæffe.” blev der grint, og igen genkendte Lampis Thokes stemme. ”Hvor vover han at svine vores Orare til og kalde hende dens mor.” blev der vredt råbt og en ny sten ramte Lampis. Stemningen omkring dem eksploderede og alle begyndte at samle sten op og kaste dem mod Lampis. Lampis tog armene omkring hovedet for at beskytte sit ansigt. ”STOP!” råbte Kiba og prøvede at stille sig i vejen for nogen af de sten der ramte Lampis. Men råbende omkring dem var overdøvende og nu blev Kiba også svinet til. At han var lige så slem som Lampis, at han også bare var et dyr som ventede på sin chance. Lampis så en lille bevægelse ud af øjenkrogen. ”Lad min bror være.” hørte Lampis til sin rædsel og så hvordan Victor pressede sig igennem flokken omkring ham og Kiba. Den lille dreng skubbede sig igennem og stilet sig, med sine arme spredt ud, foran Lampis og så fast mod flokken. ”Victor.” sagde Lampis panisk, men desværre for sent. Det var som tiden stod stille og Lampis så tydeligt, selvom Victor havde ryggen mod ham, hvordan en sten ramte Victor i panden. Alle stivende op, da stenen faldet til jorden. Lampis tog hurtigt ved Victors skulder og hev drengen ind til sig. Victor stod med lukkede øjne og holdte begge hænder med panden. Lampis kunne se hvordan drengen bed tænderne sammen og kæmpede mod tårerne. Han havde ikke sagt en lyd da stenen ramte ham. Det skete samtidig og lyden fik alle til at tage et skridt tilbage. Både fra Lampis og Kiba kom der en dyb og faretruende knurrene. Kibas mere virkelighedstro til en ulv, end Lampis, men Lampis stadig lige faretruende. ”Hvor vover i at ramme min søn.” knurrede Kiba. Alle så væk, usikker på hvad de skulle gøre. Et var at skade Lampis, som ikke var nogens barn. Kiba var Oras mage, og selvom han havde boet hos dem i mange år nu, var han stadig ikke en indfødt. Men Victor, han var Oras rigtige barn, og de respekterede Ora for meget til at ville skade hendes børn. ”Hvis min bror siger han ikke har gjort det, har han ikke gjort det.” sagde Victor, og Lampis kunne hører gråden i hans stemme, som han så bravt kæmpede med. Lampis forstod ikke hvor alt det mod kom fra. Victor begyndte ikke at græde, han sprang ikke en gang frem for at angribe hvem end der havde skadet ham. Han stilet sig bare op og stod fast for at beskytte ham. Lampis tror han forstod Kibas ord nu. Man skulle ikke slås, men der var intet galt i at forsvarer det der betød noget for en og man skulle ikke lade andre træde på en selv eller det der betød noget for en. ”Kiba.” lød det og skar igennem både Kibas og Lampis knurrene. Lampis stoppede op og så mod Ora. Hun behøvede ikke masse sig igennem som Victor, folk skilte sig og skabte en passage hun kunne gå igennem. Kibas knurrede stoppede også, men hele hans holdning var anspændt og hans øjne var gule. Ora smilte og gik hen og lage en kind på sin mage, og Kiba slappede mere af. Ora så hen mod Lampis, hendes øjne kærlige. Lampis så undskyldende tilbage på hende og trykkede Victor lidt tættere ind på sig. Oras øjne gled ned på sin søn og hun så lidt bekymret på ham, men så blev hendes øjne hårde og hun vendte sig rundt mod kredsen omkring dem. ”Sådan klarer vi ikke vores problemer.” sagde hun roligt. Hun hævede ikke sin stemme, behøvede hun ikke. Alle hørte hende tydeligt, og Lampis så hvordan skammen væltede ind over flere. Stemningen var løbet af med dem. ”Men Orare, min datter.” sagde Karlson og gik et skridt frem mod Ora. Ora så mod ham og smilte forstående. ”Jeg har undersøgt Thilda sammen med medicinmanden. Der er ikke sket hende noget.” sagde Ora og folk begyndte at hviske til hinanden. ”Men blodet…” sagde Karlson forvirret. ”Kom fra skader som var sket på hendes inderlår.” forklarede Ora. Kiba blev anspændt igen og Lampis kunne mærke at Kiba ville til at sige noget, men han så hvordan Ora diskret tog Kibas hånd. ”Hun var panisk da hun kom tilbage. Hun havde mødt Lampis i skoven, og da de gik hver deres vej, var Thilda faret vild og kommet til skade. Hun tænkte ikke da hun blev spurgt, hun hørte kun at hun skulle give et navn, så hun gav det navn på den hun sidst havde set. Da det gik op for Thilda hvad hun havde gjort, skammede hun sig, og vidste ikke hvordan hun skulle stoppe det hele. Men hun ønskede aldrig at beskylde Lampis.” sagde Ora roligt. Lampis så på Ora og hans øjne gled hen på Kiba. Det virkede ikke til at Kiba troede på Oras historie, og Lampis kunne se at Kiba bed sig i kinden for at holde sin mund. ”I skylder alle Lampis en undskyldning.” sagde Ora og alle udvekslede blikke, tydeligt utilpas. Ingen havde lyst til at starte og det gjorde ondt på Lampis. ”Det er okay, Ora.” sagde Lampis og Ora vendte sig mod Lampis. Hun så forvirret på ham. Der havde været en periode mens Lampis havde været ung, hvor han havde kaldt Ora ved navn. Da han havde lært at tale, havde hans misforstået hvad han skulle kalde hende, og havde kaldt hende mor. Da han forstod hvad mor betød, havde han stoppet. Men det havde været år siden nu, og han havde kaldt hende mor, men den sande betydning. Så Ora undrede sig over at han pludselig kaldte hende ved hendes navn igen. Men Lampis havde lagt mærke til hvordan folk havde reageret på at han kaldte hende mor, de kunne ikke lide tanken om at han, et misfoster, skulle være unge af deres Orare, sande barn eller ej. Lampis vendte sit blik mod Thildas far. ”Jeg har ingen børn og vil nok aldrig kunne sætte mig helt i dit sted, Karlson.” sagde Lampis og smilte undskyldende. ”Men..” sagde han og så ned på Victor, som igen havde lagt en hånd mod sin pande. ”Men jeg kende følelsen af at ville beskytte det der betyder noget for mig. Hvis det samme var sket for Mira, så ville jeg nok være blevet lige så vred.” sagde Lampis, og så hvordan både Kida og Mira nu var kommet ind til dem. Han så på Mira og vidste at hans ord var sande. Han så op igen på de andre. ”Og i ønskede alle blot at hjælpe Karlson, det forstår jeg godt.” sagde Lampis og smilte trist. ”Så jeg behøver ikke en undskyldning.” sagde Lampis. Ora så trist på Lampis, men selvom Lampis ikke var van til at være omkring mennesker, havde han altid haft en overnaturlig evne for at forstå stemninger. Lampis vidste lige så godt som Ora, at folket ikke havde lyst til at undskylde, og det skammede Ora sig over. Hun havde aldrig troet at hendes folk kunne komme til at hade en person så meget, at selv når de vidste at de tog fejl, kunne de ikke indrømme det. Ora forstod ikke hvorfor folk ikke kunne lide Lampis. Han var en sød dreng, en fornuftig ung mand. Ora så ikke Lampis anderledes udseende eller hørte hans mærkelige talemønster. Det eneste hun så, var den lille dreng som havde siddet pakket ind i tæpper og som bare ikke kunne efterlade. Folk mumlede lidt, men begyndte så at sprede sig ud. Ora gik hen og satte sig på knæ foran Victor og flyttede stille hans hånd. ”Jeg er så stolt over at du beskyttede din bror.” sagde Ora og smilte stolt til Victor og kyssede hans pande. Det havde blødt fra hans panden, men blodet var allerede størknet. ”Undskyld…” sagde Lampis og så ned på Ora. Ora så op på ham og så den dybe sorg i hans øjne. Hun rejste sig op. ”Hvis jeg ikke var her, var Victor ikke kommet til skade… Hvis bare bjørnen havde slået mig ihjel, hvis bare at jeg….” Lampis blev stoppet af Oras arme som lage sig om hans hals og trak hans ansigt tæt ind til sit bryst. Lampis måtte bukke sig fremover, da Ora var en smule lavere end sin mage, men det havde aldrig rørt hende. ”Må du aldrig sige.” sagde Ora og klemte ham tættere ind til sig. ”Jeg ville være blevet knust hvis du ikke havde vågnet op.” sagde Ora. ”Hvis bare jeg aldrig var blevet født…” sagde Lampis dæmpet mod Oras skulder. Han kunne mærke at Ora rystede på hovedet. ”Der var en grund til at ånderne lod dig blive født og at vores veje mødtes.” sagde Ora. ”Jeg er så lykkelig for at have dig i mit liv.” sagde Ora. Lampis lage sine arme om Ora og trykkede sig tættere ind til hende, og tillod sig at nyde sikkerheden af Oras omfavnelse.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...