Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
912Visninger
AA

10. Fremtiden?

Kapitel 10

”Hvorfor kan jeg ikke komme med dig?” Det var ikke første gange det spørgsmål kom op over de sidste tre uger. Vincent sukkede i sit stille sind. ”Som jeg bliver ved med at sige. Jeg er for isoleret. Du trænger til at komme i blandt andre mennesker.” sagde Vincent roligt, og afslørede ikke hans stige irritation. Han var en tålmodig mand, men selv hans tålmodighed var ved at blive sat på prøve. Han så mod Lampis, og hans irritation forsvandt. Hele drengens holdning var præget af nervøsitet. Lampis var rejst ud, i den tro at han skulle være sammen med Vincent. Lampis var rejst væk fra det eneste han kendte, ud i det ukendte, men stadig med noget kendt og trykt. Nu ville denne trykhed også blive taget fra ham, og det gjorde ham nervøs. Vincent lod sig falde ned ved siden af drengen og faldt i trit med ham. Stien de gik på var bred nok til at de kunne gå ved siden af hinanden. ”Det er ikke fordi jeg ikke gerne vil rejse med dig.” sagde Vincent og så et glimt af håb i drengens øjne. ”Men det vil være lige så usundt for dig, som hvis du var blevet i landsbyen. Jeg lovede dine forældre, at jeg ville finde dig en læreplads, så du kan lærer et håndværk og komme ud blandt mennesker.” igen, det glimt af skam, da Vincent sagde forældre. Vincent havde lagt mærke til det de sidste par dage. Hver gang han omtalte Ora, Kiba eller trillingerne ved navn, var der ingenting. Men omtalte han dem som familie, dukkede skammen op. Ikke over dem, så ville det være konstant, men over sig selv. Vincent sukkede igen i sit sind, han kendte følelsen. Ikke at føle sig god nok til at blive betragte som en del af den familie, man elskede så højt. Men Vincent vidste ikke hvor dybt det lå. Efter hændelsen med Thilda, efter at Victor var kommet til skade, så Lampis sig selv som en hindring for familien. Kiba var blevet beskyldt for at beskytte ham, fordi han var som ham. Victor var kommet til skade da han prøvede at beskytte ham. Alika var blevet drillet fordi hun prøvede at blive venner med ham. Det var ikke godt for nogen at være i nærheden af ham, så derfor var det bedst at han var alene. I sine timer alene, havde han haft tid nok til at tænke over, hvilke problemer han mon skabte for Ora og Kiba. Om landsbyen stadig så på Kiba som om han ikke var bedre end Lampis. Om Ora skulle hører på hvor forfærdelig Lampis var. Om Kida, Mira og Victor blev drillet fordi de så Lampis som deres bror. De tanker havde gjort at Lampis var ubevist begyndt at være mindre og mindre hjemme ved hytten. Han elskede dem alle højt, den eneste familie han ønskede at være en del af. Han huskede stadig hans flok, hvor han var født. Men han havde været en omega, den lavest rangerede i flokken. Det betød at han spiste sidst og var en snydebuk for de andre ulve. Der havde ikke været en særlig grund til at han blev omega, der var bare nogen som skulle være det, og han havde været den mindste i hans søskendeflok, så det var endt sådan. Da Lampis havde mødt Kiba, som ulv, var Kiba blevet omega. Selvom Kiba var langt større end de andre, var hans pels også hvid, hvilket gjorde ham anderledes end de andre. Men Kiba havde taget det med opholdt ro, og taget rollen på sig. Lampis havde hjulpet ham så godt som han kunne, og var blevet glad for ham, respekterede ham. Den respekt havde han stadig den dag i dag. Ora var noget helt andet. I starten havde Lampis været forvirret omkring hende, men mens hun havde taget sig af ham som menneske, var han begyndt at elske hende mere og mere. Han elskede at se hende smile og ønskede ikke at skabe problemer for hende. Trillingerne, tja, dem var han vokset op med og han ønskede at beskytte dem alle. Derfor følte han ikke at han hørte til. Netop fordi han elskede dem alle så højt, følte han at han burde holde sig væk fra dem. Han gav dem ikke noget tilbage, andet end problemer.

Lampis kneb sine øjne lidt sammen, da der blev lysere omkring dem. De var kommet ud af den skov de havde gået i. Mens de havde været på vej, var det kun stødt på en mindre landsby, og de havde kun tilbragt en enkel nat der. Vincent havde sagt at han havde en helt bestemt by i tankerne, som han ønskede at føre Lampis til. Lampis lage en hånd over sine øjne og spejdede frem. Han kunne ikke holde en overraskende lyd tilbage, da han så hvor stor byen foran dem var. Han kunne tydeligt se den, selvom de stadig havde et stykke vej at gå, men han kunne ikke se den anden kant at byen. ”Velkommen til Kenta.” sagde Vincent og smilte stort. Lampis studerede byen lidt mere, han kunne se at der var en stor mur hele vejen rundt om byen, men der lå stadig nogen enkelte huse uden for muren. I midten af byen var der en stor bygning, som havde flere tårne. Vincent lage mærke til hvor Lampis blik var stoppet. ”Det er en borg.” forklarede han. Lampis havde aldrig hørt det ord før og så spørgerne på Vincent. ”Dette område at styrtet af Grev McLancen af Kenta. Han ejer denne skov og landet her omkring.” Vincent lavede en sigende bevægelse mod skoven og landet omkring byen. ”Her vil der være god mulighed for at finde et håndværk som vil interessere dig.” sagde Vincent og smilte til Lampis. Lampis legede lidt nervøst ved et stykke snor fra sin rygsæk. Der var mange menneske der nede. ”Man forsvinder helt når der så mange mennesker.” sagde Vincent som om han havde læst Lampis tanker. De satte i bevægelse igen og fulgte stien mod byen. De gik i tavshed, Lampis hjerne fuld af tanker og frygt. Da de kom til byen, holdte Lampis sit blik mod jorden, og prøvede at undgå at nogen skulle ligge mærke til ham. Han havde gjort det samme, da de kom til landsbyen på deres vej. Han frygtede at nogen ville bemærke hvor anderledes han var, og derved skabe problemer for Vincent. Vincent derimod gik mod ryggen ret og hovedet holdt højt og gik roligt i mellem menneskerne. Lampis holdte sig tæt op ham, da Vincent med sin sikre gang, gjorde at folk skabte en passage han kunne gå igennem. Vincent fandt en kro og fik et værelse til dem. ”Lad os hvile i dag, og så se os om i morgen.” sagde Vincent da de var kommet ind på værelset. Det var kun sent på eftermiddagen, men Lampis nikkede taknemligt. Vincent tog sin højrøde kappe af og lage sig ellers på sengen. Lampis gik hen og åbnede vinduet der var på værelset. Han så ned på gaden under ham. Kroen Vincent havde fundet, inden for murerne men tæt ved. Men selvom de var langt fra markedet at byen, var der alligevel en del mennekser der gik rundt. Lampis stod stille og så på dem alle, og lage mærke til hvor forskellige folk var. Hvis der noget han altid havde været god til, så var det at observere andre og lærer ud fra det han så. Lampis blev stående i vinduet, til Vincent mente det var tid til aftensmad. De gik ned i kroen, og Vincent fandt et bord i det ene hjørne. Vincent selv nød at være i sit eget selskab, og brød sig ikke om at være centret for andres opmærksomhed. Lampis var glad for at få et bord ud fra folks syn, og mens de spiste sad han igen og observerede. Vincent ville normalt være gået direkte op på sit værelse igen, men han så hvordan drengen sad og så sig omkring, så han fik sig et krus øl, blev siddende lidt længere. Normalt drak han ikke, men det var en undskyldning for at blive lidt længere. De næste to dage gik på, at Lampis og Vincent gik omkring og så på de forskellige håndværkere i området. Der var saddelmagere og våbensmed, der var slagtere og butiksejer i alverdens afskygninger. Men selvom alt var spændende og nyt for Lampis, var der intet der virkelige fangede hans interesse. Han vidste at Vincent gerne ville videre, men ikke ville tage af sted før han havde fundet noget, så han følte sig presset til at finde noget. ”Var der så noget i dag synes var spændende?” spurgte Vincent da de sad i krostuen om aften. Lampis som havde siddet og kigget rundt mens han spiste, vendte nu sit blik mod sin skål. Alt var spændende, det hele var nyt, men intet var noget han virkelig havde lyst til at sætte sig mere ind i. ”Måske… Smed.” sagde Lampis stille. De havde både været på besøg hos to forskellige smede. Den ene lavede sko til heste og andet groft værktøj. Den anden havde lavet våben, og var mere omhyggelig med detajler. Lampis synes det var fasinere hvordan de kunne lave en klump metal om til noget, så måske det kunne være godt. Alle i landsbyen vidste selvfølgelig hvordan man lavede det mest nødvendige, og ingen ville sikkert have noget af hans. Men han kunne altid give det til Kiba, som så kunne give det videre. Lampis synes han hørte et suk fra Vincent, men da han så op var der kun et smil på Vincents læber. ”Så lad os tage hen og tale med en af smedene i morgen. Men bliv nu ikke skuffet hvis de ikke har plads.” sagde Vincent roligt og Lampis nikkede stille uden at se på Vincent. Allerede i morgen. Lampis kunne mærke Vincents undersøgende blik. ”Du ved vel at man ikke kan rende fra pladsen når man først har fået den. Det vil sætte dine forældre og mig i forlegenhed.” sagde Vincent og Lampis slog blikket ned mod bordet igen. Lampis bed sine tænder hårdt sammen. Han havde lyst til at råbe at det vidste han udmærket godt, selvom han endelig ikke gjorde det. Han vidste ikke hvor den vrede kom fra og rejste sig op. ”Jeg går i seng.” sagde Lampis og skyndte sig væk fra bordet, før Vincent kunne nå at sige noget. Da Vincent kom op, lå Lampis med ryggen til døren. Han sov ikke, men han lod som om, da han ikke havde lyst til at tale med Vincent.

Lampis lænede sig op af en trækasse som stod uden foran butikken Vincent var inden i. Vincent havde sagt at der lå en sælger på vejen han gerne ville tale med. Vincent var nu indenfor og prøvede at sælge sine skind og hvad han ellers kunne komme af med. Vincent havde sagt at Lampis kunne blive uden for og vente. Så nu stod han her og så sig frem og tilbage. Der var mange mennesker ude og Lampis studerede dem alle i smug. Han opfangede lyde, ord, som han ikke kendte og prøvede at forstå hvad de betød. Han så opførelse og bevægelser han ikke kendte, og prøvede at huske dem. Hvis han skulle bo her, var det nok en god ide at opfører sig så meget som de andre som muligt, så han ikke skilte sig ud. Lampis hørte tumult, og vendte sig hoved i mod lyden. Han kunne se hvordan alle var stoppet op, men han kunne ikke se af hvilken grund. Lampis skubbede sig væk fra den kasse han sad på og prøvede at se hvad der skabte opmærksomhed. Der var for mange foran ham. Lamis så sig omkring, og så flere kasse stå ved butikken overfor, som var stablet. Lampis gik roligt der hen og klarterede op på dem. Kasser var en smule usikker, men Lampis var sikre på sine ben, og fik stilt sig op så han kunne se. En dreng lå på jorden og holdte om et eller andet, mens en ung mand stod over ham. Manden var kun få år ældre end Lampis selv. Den unge mand sparkede drengen på jorden som væltede om på siden. ”Aflevere den nu bare.” sagde manden. Folk omkring hviskede til hinanden. Manden så sig omkring. ”Nogen som har nogen invendinger? I så jo alle han stødte ind i mig. Han har stjålet mine penge. Den lille tyv.” sagde han og sparkede drengen igen som kom med et støn af smerte. Alle så væk. Ingen havde rigtig set hvad der var sket, men ingen følte dette var den rigtige måde at håndtere det på. Lampis kiggede på drengen. Hans tøj var slidt og beskidt og han havde bare fødder. Lampis blik vendte mod manden. Han var høj og havde brede skulder. Han havde en let vagtrustning på. Lampis havde set nogen gå rundt med dem på dagen før, og havde spurgt Vincent. Den unge mand måtte være en vagt for byen. Lampis så til med skræk at manden trak sit sværd. ”Aflevere hvad du har stjålet, ellers straffer jeg dig mig selv.” drengen så panisk op, og det var tydeligt at han var fanget i sin panik og ikke kunne bevæge sig. Manden løftede sin hånd og var klar til at lade sit sværd falde mod drengen. Men før han kunne bevæge sin arm, men den rykket til siden og hans arm sad fast. Han så op og så at en pil havde boret sig igennem hans handske og nu neglede hans arm fast til træpillen ved siden af ham. Alle så sig forvirret omkring, men det var den unge mand der først fik øje på Lampis, der stadig stod med sin bue i hånden. Lampis havde ikke tænkt, før han vidste af det, lå pilen på hans bue og han havde sluppet den. Nu stod Lampis og så vantro på det han havde gjort. Manden så vredt op på Lampis. ”Dig! Kom ned nu!” sagde han vredt og greb fat om pilen og prøvede at hive den fri. Det tog ham lidt tid at få den fri, da den korte afsted havde gjort at pilen havde sat sig godt fast, både i hans læder handske, men også i træet. Manden smed vredt pilen fra sig, og så op på Lampis igen, som stadig stod oven på kasserne. ”Kom ned!” blev der kommanderet, og Lampis vågnede op af sin vantro forvirring, og var ved at bevæge sig, da han mærkede at kasserne under ham vaklede faretruende. Lampis så ned, og så at manden var kommet hen og nu stod og sparkede til kasserne. Kasserne gav efter, og Lampis halvt styrtede, halvt sprang og endte med en klodset koldbøtte som endte i med hans ansigt i støvet. Lampis hævede sin overkrop op fra jorden, men mærkede så et spark mod sine ribben som fik ham til at trille om på ryggen. Lampis så op den unge mands rassende ansigt. ”Så du er i ledtog med drengen!” sagde han vredt, Lampis ville åbne munden, men stivnede så. Alle her ville hører hans mærkelige accent og han rystede i stedet på hovedet. ”Forklar dig!” skreg manden og sparkede ud efter Lampis igen. Lampis trillede hurtigt om på maven igen og rejste sig hurtigt. Lampis så mod drengen for at få ham til at forklarer, men drengen var væk. Lampis nåede lige at springe tilbage, da han så et lysglimt mod sit hoved. Manden svang nu rundt med sit sværd og prøvede at ramme Lampis. Lampis blev ved med at undvige hans sværd, hvilket bare gjorde manden det vredere. Lampis havde smidt sin bue fra sig, da han var ved at styrte ned af kasserne, for ikke at risikere at den gik i stykker i faldet. Lampis trak sin dolk fri. Den var lille, men brugbar når han skulle flå kaniner eller andet. Det var ikke et våben, men Lampis brugte den nu til at blokere den andens sværd. Lampis var i blindpanik, og bevægede sig kun for at overleve. Han havde aldrig stået over for en bevæbnet modstander før. Han havde været i nævekamp med Thoke, men det var mange år siden nu. Lampis mærkede hvordan hans dolk blev slået ud af hans hånd, og hvordan hans ben blev slået væk under ham, så han faldt hårdt ned på ryggen. Lampis så panisk op på manden over sig som løftede sit sværd højt over hovedet. ”Stop” kommandoen blev ikke råbt, men den var gennemtrængende og alle i hørervide stoppede op. Selvom Lampis følte det som om hans eget åndedræt stoppede. Heldigvis havde det samme virkning på manden over ham. Manden drejede sit hoved mod stemmen. ”Sænk dit sværd, konstabel McHen.” sagde stemmen. Lamis drejede sit hoved og så det var ældre herre der talte. Han var slank og lav. Han bar en grøn og brun mønstrede kappe. Hætten var slået ned og man kunne se hans hår var grående og det samme var hans skæg. Over hans skulder var der en bue, og ved hans hofte et pilekogger. ”Spejder List” sagde Mchen. ”Du ved det er Liniken.” sagde spejderen, men Mchen svarede ikke, men til Lampis lettelse sænkede han sit sværd. ”Hvad grund er der til dette postyr?” Spurgte Liniken og så fra Mchen til Lampis. Lampis rejste sig stille op. ”Han angreb mig uden grund.” sagde Mchen og slå anklagende ud med hånden mod Lampis. Linikens øjne hvilede nu på Lampis. ”Passer dette? Angreb du ham?” spurgte han. Lampis nikkede. Linikens ene øjenbryn løftede sig. ”Uden grund?” Lampis rystede på hovedet, Lampis havde gjort et for at beskytte drengen. ”Hvad er grunden så?” Liniken lød irriteret nu og så strengt mod Lampis. Lampis åbnede munden, men lukkede den så igen. Hans hals var tør og han kunne ikke få et ord frem. De ville høre hans mærkelige stemme hvis han talte, og blive det mere bevist om hvor mærkelig han var. Liniken så intrængende på Lampis. ”Uanset grunden, giver det dig ikke ret til at tage loven i egen hånd. Og slet ikke at angribe en konstabel. Ingen andre her mente der var grund til at gribe ind.” sagde Liniken fast. Lampis sænkede sit blik, måske han havde handlet overilet. ”Han er i ledtog med en dreng der stjal fra mig.” sagde Mchen. ”Hvilke beviser har du får at drengen stjal?” spurgte Lampis og fortrød med det samme da han så Mchens ansigt udtryk. Mchen så overraskende på ham, men grinte så, og Lampisk krøb lidt sammen, bevist på hvordan hans stemme lød. ”Så du er udlændinge. Det giver dig stadig ikke ret til at blande dig.” sagde Mchen og greb fat i Lampis krave. Lampis hals var tør og han ønskede bare at holde sin mund, men… ”Hvem giver dig ret til at tage loven i egen hånd og skade drengen?” spurgte Lampis. Liniken løftede igen sit øjenbryn og så på Mchen. ”Angreb du drengen?” Mchen vendte sit blik mod Liniken. ”Aldrig. Spørg alle her, de kan bevidne det.” sagde han og så sigende rundt. Alle slog deres blik ned og ønskede ikke at blive blandet ind i denne sag. Mchen var en kendt slagsbror i området, og ingen ønskede at han skulle se sig surt på dem. ”Drengen nåede aldrig at forsvarer sig selv.” sagde Lampis og så vredt på Mchen. Selvom han altid havde prøvet at passe sig selv, havde han en stor retfærdighedsfølelse og han ønskede at beskytte andre. ”Det er mit ord mod hans.” Mchen så mod Liniken. Liniken så tænksomt på den og kløede sin hage. ”Og mit.” lød en velkend stemme og Lampis drejede sit hoved og så på Vincent. Mchen så også mod Lampis. ”Du er vel bare endnu en sammensvorne.” sagde Mchen vredt. ”Vi er ingen tyve, og det er dregen her hellere ikke.” sagde Vincent og flyttede sin kappe og afslørede drengen som gemte sig bag ham. Lampis kunne tydeligt se at han rystede og han gemte sig mere væk da han opdagede Mchens øjne på sig. Vincent satte så på knæ og lage en hånd på drengens skulder. ”Ha…” drengens stemme rystede, men han virkede til at blive opmuntret af Vincents hånd. ”Jeg stødte ind i konstablen… Jeg stjal ikke noget…” drengens stemme var svag, men der var ikke tegn på løgn. ”Hvad var det så du skjulte?” sagde Mchen vredt og slap Lampis og gik hen mod Vincent. Vincent rejste sig hurtigt op og stilte sig foran drengen. Vincent skubbede til sin kappe og lade skødesløs sin hånd på sit sværd. Mchen skulle ikke være i tvivl om at Vincent var bevæbnet. Lampis skyndte sig også hen og stilte sig mellem Mchen og Vincent. ”Du mener det her?” Vincent holdte den pakke oppe som drengen havde holdt om. ”Mad hans mor havde sendt ham ud efter.” sagde Vincent og rakte pakke tilbage til drengen. Mchen bed tænderne hårdt sammen. Han hævede sit sværd igen og pegede det mod dem. ”Løgn. I er alle løgnere.” sagde Mchen vredt. ”Mærkeligt, for hvad de siger, var også det jeg så.” lød det bag Mchen. Den unge konstabel drejede sit hoved og så tilbage på spejderen. Liniken nikkede stille. ”Ja, jeg så det hele. Hvis jeg var dig, konstabel, ville jeg skynde mig tilbage til borgen.” Sagde Liniken og så vredt på Mchen. ”Og et venligt forslag, opfør sig ordenligt fra nu af, du ved aldrig hvem der ser med.” denne gang var der en truende tone i den ældre mands stemme. Mchen så vredt på Liniken og så tilbage på de fremmede foran ham. ”Det er ikke slut det her.” sagde han vredt, men stak så sit sværd tilbage i skeden og skyndte sig ned af en sidegade. Liniken så efter Mchen, men kiggede så rundt på befolkningen omkring dem, som nu skyndte sig videre. Han vendte sit blik mod Lampis og Vincent. Den unge dreng stod foran Lampis og takkede ham for hans hjælp. ”Man skal altid hjælpe hvor man kan. Det er nok sandt at jeg ikke skulle have gjort som jeg havde gjort, men nogen gange er man bare nød til at gøre hvad man føler der er det rigtigt.” sagde Lampis. ”Løb du hjem til din mor, hun må undre sig over hvor du blive af.” sagde Vincent og drengen nikkede og skyndte sig afsted. Han stoppede dog op og vinkede til dem, før han forsvandt ud af syne. ”Du fortalte ikke drengen, at man ved sådanne beslutninger, også må acceptere konsekvensen.” Lampis vendte sig om og så på den lavstammede mand som var svøbt ind i sin kappe. Lampis havde aldrig mødt nogen som ham, selvom han ikke var stor eller havde brede skulder som Mchen der lige var gået, og selvom han ikke havde trukket nogen form for våben, frygtede Lampis ham. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...