Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
640Visninger
AA

7. Forklaring

Kapitel 7

Lampis gik for sig selv, uden rigtig at have noget formål eller bestemt retning han gik i. Han ønskede at være alene. Han ønskede at være hjemme ved hytten, omgivet af trillingerne. Han ønskede ikke at se trillingerne. Han ønskede at tale med Kiba. Han ønskede ikke at tale med Kiba. Han ønskede at gemme sit ansigt væk i Oras skulder og bare græde. Han ønskede ikke at se Ora. De tanker hvirvlede rundt i hans hoved og hans hjerte føltes tungt. Han havde aldrig oplevet en følelse lignede før og han vidste ikke hvad han skulle gøre af sig selv. Han hørte lyde bag sig og hørte Kiba råbe efter ham. Lampis bevægede sig lidt for at gemme sig væk, igen ønsket om ikke at tale med Kiba. Men i det samme han gjorde et forsøg på at gemme sig, kunne han se at det allerede var for sent, Kiba havde set ham. Så derfor blev han stående. Men Kiba havde også set hvordan Lampis havde gjort et forsøg på at gemme sig, og det gjorde hans frygt værre. ”Lampis. Du er længere væk end du plejer.” sagde Kiba da han kom op på siden af ham. Siden Lampis havde kysset Thilda og bemærket at han var højere end hende, var han også begyndt at tænke over, at han også var højere end Kiba og Ora. Kiba var ikke en særlig høj mand til at begynde med og var lavere end de fleste mænd i landsbyen. Men trods sin alder, var Kiba stadig veltrænet og havde tæt busket brunt hår og hans blå øjne så op på Lampis. Lampis trak på skulderne, i tvivl om hvad han skulle svarer. Det var længe siden han havde været i denne del af skoven, da han normalt mødtes med Thilda hver dag. Tanken fik hans skulder til at falde en smule sammen og Kiba lage hovedet på skrå da han så bevægelsen. ”Jeg kommer lige fra landsbyen.” sagde Kiba og så afmålende på Lampis. Lampis så bare uforstående på ham og forstod ikke hvorfor han skulle have dette af vide. Det var ikke unormalt at Kiba var i landsbyen. Kiba sukkede, det virkede ikke til at indirekte spørgsmål ville virke. ”Kender du Thilda? Du ved Karlsons datter?” spurgte Kiba og så hvordan Lampis nu slog blikket ned og rødmede en smule. Lampis nikkede stille, men forstod stadig ikke hvor Kiba ville hen med spørgsmålene. ”Kender du til sex?” spurgte Kiba lige ud i det blå og Lampis så forskrækket op på Kiba og hele hans ansigt blev varmt, selvom han ikke forstod hvorfor. Men Thilda havde spurgte ham om præcis det samme. Lampis slog hurtigt blikket ned igen og kløede stille sin ene arm. ”Svagt.” sagde han og mødte ikke Kibas blik igen. ”Du ved at man kan gøre noget mod nogen, imod deres vilje.” sagde Kiba og Lampis nikkede uden tøven. Han kendte godt til det koncept og han vidste også at Kiba ikke kunne fordrage folk som gjorde dette. ”Gjorde du noget i mod Thildas vilje?” spurgte Kiba hårdt og Lampis krøb sig mere sammen om sig selv. ”Ja…” sagde han svagt og ud af øjenkrogen kunne han se hvordan Kibas hånd blev knyttet. Han skulle aldrig været gået i mod Thildas vilje, men han havde virkelig ikke haft lyst til at gå med hende. ”Men jeg havde ikke lyst…” sagde Lampis svagt og mærkede tårerne presse sig på. Kiba så forvirret på Lampis, men kunne stadig mærke vreden boble i sig, men noget gik ikke op. ”Hvad havde du ikke lyst til?” spurgte han og Lampis kunne hører vreden i hans stemme. ”At gå med hende…” sagde Lampis. ”Hvor hen?” spurgte Kiba. Lampis rystede på hovedet. ”Ved jeg ikke, men et andet sted hen end hvor vi normalt mødtes.” sagde Lampis stille. Kiba rynkede sine bryn og prøvede at få den brik Lampis gav ham til at passe ind. Det gjorde det ikke. ”Lampis, hvad præcis gjorde du mod Thildas vilje?” spurgte Kiba. Lampis gned sin arm en smule. ”Løb min vej.” sagde han undskyldende. ”Efter at du havde taget hende mod hendes vilje?” spurgte Kiba underne. Nu var det Lampis tur til at rynke sine bryn og så op og mødte Kibas blik og så forvirret på ham. ”Du ved hvad sex er?” sagde Kiba spørgerne, og Lampis kom med et tøvende nik, men stadig meget forvirrende øjne, og Kiba mistænke for at Lampis i virkeligheden ikke vidste hvad det var. Det var hans egen skyld, han skulle have taget denne samtale med Lampis for længe siden. Men Lampis holdte sig for sig selv, så der havde aldrig været nogen omkring ham til at starte den drift i ham, og Kiba havde ikke haft lyst til at tage samtale med Lampis, han frygtede allerede når han skulle tage den med hans sønner. ”Lampis, Thilda beskylder dig for at have voldtaget hende.” sagde Kiba alvorligt og så lige ind i Lampis øjne. ”At have lagt med hende. Parrede hende, uden at hun ønskede det.” sagde Kiba og prøvede at finde ord som Lampis måske kendte. ”Som dine forældre ville have gjort for at skabt dig og dine yngre søskende. Den måde mig og Ora skabte Mira, Kida og Victor.” sagde Kiba og der opstod et lille forståelses glimt i Lampis øjne. Hos ulve var sex ikke noget man skjulte væk som mennesker gjorde, og Lampis havde set andre ulve være sammen for at parrer sig. ”Har du parret med hende mod hendes vilje?” spurgte Kiba nu direkte og Lampis rystede uden tøven på hovedet. Kiba sukkede en smule lettet op og løsnede sine næver. ”Har du parret med hende?” spurgte han så og Lampis rystede igen på hovedet. ”Er det sex?” spurgte Lampis nu og Kiba nikkede og Lampis forstod endelig var det var Thilda havde ville. Eller hvad undskyldning hun havde brugt for at lokke ham med. ”Men hos mennesker er det ikke kun for at få unger. Vi gør det også fordi vi godt kan lide det, det er dejligt at være sammen med et andet menneske på den måde. Men det er også noget særligt og ikke bare noget man skal gøre med hvem som helst.” sagde Kiba og så alvorligt på Lampis. Lampis nikkede stille og forstod nu hvad Kiba havde sagt og angst vaskede ind over hans ansigt. Hvis det var noget særligt, og Thilda nu havde beskyldt ham for at have gjort det, mod hendes vilje… Kiba greb hurtigt fat i Lampis arm, da den unge mand var på nippet til at stikke af. ”Jeg gjorde det ikke.” sagde Lampis panisk og så direkte ind i Kibas øjne. ”Jeg tror dig.” sagde Kiba og så fast tilbage i Lampis øjne. Men de vidste begge at det ville blive en hård kamp at overtale de andre i landsbyen om at Lampis ikke havde gjort det. ”Du er nød til at fortælle mig alt om dig og Thilda. Ellers kan jeg ikke hjælpe dig.” sagde Kiba og så hvordan panikken blev skubbet en smule til side for forlegenhed. Det kunne ikke være sjovt at skulle til at fortælle om alt hvad han og Thilda havde lavet. Lampis forstod ikke hvorfor han følte sig genert over at skulle fortælle det, men det gjorde han. Men han vidste også at det var vigtigt. ”Jeg… mødte Thilda i skoven for snart en måned siden.” begyndte Lampis og begyndte ellers at fortælle hvordan han havde vidst Thilda tilbage til landsbyen og ellers troet at det var det. Men hvordan Thilda så var begyndt at komme i skoven næsten hver eneste dag og hvordan han var begyndt at tale mere og mere med hende. Hvordan hun var begyndt at sidde tættere på ham og de havde delt deres måltid sammen. Lampis rødmede lidt da han fortalte om hvordan Thilda havde kysset ham første gang, og hun så ikke var vendt tilbage til skoven i to dage og så kysset ham igen. Lampis’ kinder blev varmere mens han fortalte hvordan de havde kysset sammen den næste uge, uden at spise det mad Thilda havde med eller at tale om noget. Så blev hans blik trist, da han lavt fortalt om hvordan han i dag ville overraske Thilda i landsbyen. Han stoppede op og ønskede ikke at fortælle mere. ”Lampis, det er vigtigt det her. Hvad skete der i landsbyen?” spurgte Kiba og gav Lampis arm et klem. ”Jeg hørte hende tale med… med Thoke.” sagde Lampis og Kiba kunne set det knuste hjerte igennem Lampis øjne. Lampis kunne ikke lide at tale om det, både fordi det gjorde ondt, men også fordi han som altid følte at det var hans egen skyld at de andre ønskede at gøre noget mod ham. Han rystede på hovedet. ”Det er min egen skyld. Men jeg ønskede ikke at være en del af det. Så jeg løb tilbage til skoven, og ønskede egentlig ikke at se Thilda, men tiden løb fra mig, og så var hun der. Hun kyssede mig igen og spurgte om jeg kendte til sex. Hun ville tage mig med hen på et aftalt sted, det vidste jeg, så jeg ønskede ikke at tage med da hun bekræftede at vi skulle være nøgne. Hun…” Lampis rødmede igen, men vidste at hvis han var for stille for længe, ville Kiba spørger ind og talte hurtigt videre. ”Hun lage sin hånd… Hun rørte ved…” Lampis rødmede igen og gjorde vage bevægelser mod sit underliv og håbede at Kiba forstod uden at han behøvede at uddybe mere. ”Jeg forstår.” sagde Kiba hurtigt, som også ønskede at komme uden om de nærmere detaljer. ”Hun greb om min hånd igen, men jeg sagde igen nej. Hun blev sur og greb om mit håndled med begge hænder og prøvede at trække afsted med mig. Da jeg skubbede hendes hænder af, væltede hun ned i åen. Hun var slet ikke om jeg kendte hende og jeg vendte hurtigt ryggen til hende. Hun råbte efter mig at jeg skulle stoppe… Det gjorde jeg ikke, så derfor…” sagde Lampis og legede nervøst med kanten af sin trøje. ”Nåå, du troede det var det jeg mente da jeg sagde mod hendes vilje.” sagde Kiba og kløede tænksomt sin hage. ”Ja det var mod hendes vilje, men det var ikke slemt. At gøre skade på nogen mod deres vilje er slemt. At hun væltede om i åen er ikke godt, men ikke helt din skyld, da hun var ved at gøre noget i mod din vilje.” sagde Kiba venligt. ”Men hvorfor ville du ikke med hende hen på et aftalt sted? Hvad havde du hørt?” spurgte Kiba. Lampis trak på skulderne og prøvede at undgå Kibas blik. ”Lampis. Jeg ved de andre har været efter dig. Du har aldrig sagt noget, men jeg har altid haft det på fornemmelsen, og fik det stort set bekræftet efter hændelsen med Alika. Det har altid været Thoke, har det ikke?” spurgte Kiba og så mod lædersnoren omkring Lampis hals. Lampis tog den aldrig af, hellere ikke under den årlige rensning. Lampis nikkede stille. ”Jeg hørte dem… sige at Thilda skulle tage mig med et sted hen, får mig til at smide tøjet, og så ville Thoke klarer resten. Fører mig frem som den… den… den køter jeg er.” de sidste ord var lave og Kiba kunne hører smerten i Lampis stemme. Lampis havde ganske vidst skabt sig et dårligt første håndsindtryk, men Kiba synes ikke at Lampis havde fortjent dette. Lampis var en venlig ung mand, som tænkte meget mere på alle andre end ham selv. Kiba vidste også det var hans skyld. Han havde lært Lampis i en ung alder at han ikke måtte slå igen, men aldrig fortalt Lampis at det var okay at forsvarer sig selv. Lampis havde lært ydmyghed i en ung alder og så ikke sig selv som noget værd. Kiba lage en trøstende hånd på Lampis skulder og Lampis så op på ham. ”Du er ikke en køter. Ja du er født ulv, men du er meget mere mand end Thoke.” sagde Kiba og smilte til Lampis. Lampis kom med et lille smil, men det forsvandt hurtigt. ”De vil aldrig tro mig.” sagde han og så mod jorden igen. Kiba sukkede og vidste han havde ret. ”De vil i hvert fald aldrig tror dig hvis du stikker af.” sagde han og rejste sig op. De havde sat sig ned som Lampis var begyndt at fortælle. ”Jeg står ved din side, og det gør Ora også.” sagde Kiba og rakte en hånd ned mod den unge fortvivlede mand. Lampis tøvede, men tog så hånden og lod sig blive trukket op.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...