Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
769Visninger
AA

4. Forandring

Kapitel 4

Solen stod midt på himlen og varmede den allerede varme sommerdag mere. Vandet løb rislende igennem den lille skov å, og den unge mand nød det kølige vand. Han havde taget sin trøje af, for at plaske noget af vandet på sig. Man kunne tydeligt se tre store ar på hans ryg. Han havde fået af vide at det var et held at han havde overlevet, men at arene aldrig ville forsvinde. Det gjorde ham ikke noget, det betød faktisk ingen ting for ham, for han kunne ikke selv se dem og han tvivlede at nogen andre nogensinde ville få dem at se. Eller i hvert fald kigge længe nok på hans ryg til at tænke over dem. Han havde ikke noget imod at smide sin trøje når han var alene. Det var straks noget andet når der var andre i nærheden. Men han var nød til det til hvert års rensning. Det var et årligt ritual, at landsbyen hver forår, når sneen var smeltet og åen ved landsbyen gik over sine breder, at landsbyen sammen tog årets første bad. Han kunne ikke lide at tage med, fordi det var påkrævet at alle badet i åen. Ganske vist var det frivilligt om man var helt nøgen eller om man ville dække sig til, men han kunne stadig ikke lide at tage sit tøj af foran andre. Men Ora insisterede på at han var med til det. Om landsbyen ville det eller ej, om han ville det eller ej, så var Lampis en del af landsbyen, og det påpegede hun hvert eneste år overfor ham, når han prøvede at tale sig ud af det. Han vidste godt det var nytteløst at prøve. Han kunne huske den første rensning efter han var kommet til skade.

Hans sår havde healet, men arene var meget røde og tydelige. Han havde opholdt sig i landsbyen et par dagen efter angrebet, i medicinmandens hytte. Men så snart han havde fået lov, havde han taget tilbage til Ora og Kibas hytte. Siden havde han ikke været i landsbyen, eller i nærheden af den. Ora havde gået meget op i passe og pleje ham og ville ikke have han vandrede omkring i skoven. Han havde hellere ikke haft energien til det, og havde brugt det meste af tiden på at sove eller lege med trillingerne inden i hytten. Så da Ora bekendt gjorde at de alle skulle til landsbyen for at været med til årets første bad, havde han rystet på hovedet. Han havde stadig ikke fortalt Ora og Kiba hvad de andre børn havde gjort ved ham. Men Kiba havde allerede en forestilling om hvad Lampis måtte have været igennem, og han havde delt sine tanker med Ora. De havde ikke kunne gøre noget ved det, de vidste at børnene ikke som så mente noget ondt i det. Lampis havde bare givet et dårligt første håndsindtryk, og i så lille en landsby som det var, var det svært at ændre deres holdning. Så de havde aldrig opfodret Lampis til at tage med ind til landsbyen, derfor kom det som et chok for ham at Ora når forlangte at han tog med. Kiba havde været nød til at gribe fat i Lampis, for at undgå at drengen stak af. ”Lampis, det betyder meget for mig at alle deltagere.” havde hun blidt sagt til ham. Lampis som gerne ville gøre Ora glad, havde modstræbende nikket og gået med dem. Han havde badet før, sammen med Ora og Kiba, men aldrig foran hele landsbyen. De første gange Kiba havde ville bade Lampis, havde det været en kamp, og det have endt med blot at vaske drengen med et stykke fugtigt skin, og så fører det under tøjet på drengen. Ora som var nød til at vente med at stige op af vandet, til alle andre var gået op, overlod børnene til nogen af landsbyens kvinder. Selv hvis Kiba havde taget dem, ville det være for meget for ham at skulle vaske tre små børn alene. Kiba valgte dog at lade kvinderne om deres børn, og gik samme med Lampis, lidt væk fra de andre for at blive vasket. Dette gentog sig nogen år, men som Lampis blev ældre, begyndte han at forstå. Ved at Kiba gik sammen med ham, væk fra de andre, gik Kiba også glib af fællesskabet med landsbyen. Deres første badning var en gældes dag for dem alle, og Kiba blev på grund af ham, holdt udenfor denne glæde. Året efter at han havde set dette, stak han af dagen før badningen. Han havde skjult sine spor godt, så Kiba ikke kunne finde ham, og Kiba måtte også opgive at finde ham, for at han kunne hjælpe Ora med deres nu 4 år gamle børn. Men som Ora gik ud i vandet, var Lampis dukket op på bredden mod skoven. Han var et godt stykke væk fra de andre, men Ora smilte da hun så ham. Så snart han var færdig med at vaske sig, og han følte han havde været der længe nok, gik han op af vandet igen. Han gik op på bredden mod skoven og skyndte sig ind mellem træerne, for at vende tilbage til det sted hvor han havde efterladt sit tøj.

Sådan havde Lampis siden hen deltaget i årets første badning. Han prøvede stadig hvert år at overtale Ora til at lade ham fritage for badningen, men hun holdte fast. Så han gentog sin egen tradition, at forlade hytten dagen før, sådan at han ikke flugtes med resten af sin familie, hvor han så dukkede op ved åen når Ora gik i vandet. Altid fra bredden mod skoven og han forlod altid åen samme sted. På den måde gjorde han Ora glad, uden at holde Kiba udenfor og uden at komme for tæt på beboerne i landsbyen. Men udover badningen, kom han aldrig til landsbyen. Han bevægede sig i skoven og jagede. Eftersom han ikke kom i landsbyen, deltog han ikke i jagtselskaberne som Kiba eller bidrog på nogen måde. Han jagede hverdag og fangede flere smådyr. Han bragte dem altid med hjem og gav dem til Kiba, som så bragte dem til landsbyen. Som regel gemte Kiba kødet og afleverede i stedet skinnet. Igen fordi Lampis ikke tog til landsbyen, måtte de altid havde mad i hjemmet. Kiba, Ora og trillingerne tog til landsbyen fra tid til anden for at spise med de andre. Mens Lampis blev hjemme og spiste for sig selv.

Lampis tog vandsækken som lå ved siden af ham og fyldte den op i åen. Han kendte det meste af skoven som sin egen hånd og han nød roen i den. Han rejste sig stille op mens han lukkede sækken. ”Hej” lød det bag ham. Lampis havde ikke hørt nogen komme. Han var altid opmærksom på lyde fra dyr omkring ham, men som regel nærmede de sig aldrig, og han var slet ikke van til at mennesker nærmede sig ham. Han vendte sig hurtigt rundt, men hans fod gled, og han mærkede hvordan han mistede fodfæste og faldt i åen. Det hele mindede ham om hans første møde med Alika. Det var 7 år siden nu. Han havde gået langs åen ved landsbyen, gået i sine egne tanker. Ikke engang dengang var han van til at nogen kom for at tale til ham, så det samme var sket dengang som nu. Lampis havde ikke talt med Alika siden dengang. Han havde set efter hende til den første badning, den første gang. Han havde set hende, men ikke gjort noget forsøg på at opsøge hende. Som tiden gik, lod han værd med at se efter hende. Men nu væltede tankerne om hende tilbage. Lampis rystede sit hoved, både for at ryste tankerne om Alika væk, og for at ryste vandet af sig. En blød latter lød over ham og han åbnede sine øjne og så op på pigen. Han vidste hvem hun var. Thilda. Lampis kendte navnet på alle i landsbyen, havde brugt længe på bare at sidde og kigge på dem og lærer deres ansigter at kende. Men Thilda var på hans egen alder, og en af de piger han havde leget sammen med som ung. Hun havde deltaget i legende lige så meget som de andre, så hun skilte sig ikke særligt ud. ”Undskyld. Det var ikke for at forskrække dig.” sagde hun og smilte. Der var stadig latter i hendes stemme og smil. ”Du kom vel ikke noget til?” spurgte hun og rakte en hånd ned til Lampis. Thilda havde langt brunt hår som gik hende til midt på ryggen. Hendes ansigt smalt, med store brune øjne, en smal næse og fyldige læber som smilte til ham. Lampis så på hånden, men bakkede så tilbage så han kom over på den anden side af den smalle å og rejste sig op. Thilda tog sin hånd til sig og rettede sig op igen og så på ham. Lampis tog lidt om sig selv, velvidende at han ikke havde en trøje på. Han holdte sit blik mod jorden, for at undgå at møde hendes blik. Han var sikker på at det ville være dømmende. Han kunne hører Thilda bevæge sig og hans trøje dukkede op i hans synsfelt. Lampis fulgte armen op som holdte den, og så direkte ind i Thildas smilende ansigt. Lampis tog hurtigt sin trøje og gik nogen skridt tilbage og tog hurtigt trøjen på. ”Ellers en skam. Du har en flot krop.” sagde Thilda og smilte til ham. Lampis så underne på hende. Lampis vidste ikke at hans krop var meget mere veltrænet end andre på hans alder, pågrund af al hans tid i skoven. Men Lampis vidste at Thilda var køn, en af de kønneste i landsbyen. Udseende sagde ham ikke særlig meget, men han kunne alligevel mærke at han blev flov over at få opmærksomhed fra en så køn som Thilda. Lampis slog hurtigt sit blik ned igen. Han fik øje på hans vandsæk han havde tabt da han mistede sin balance. Han gik hen og samlede den op og forsatte over åen for at gå ind i skoven igen. ”Vent.” lød det bag ham og han stoppede op, usikker på hvad han skulle gøre. ”Jeg er faret vild.” lød det stille fra Thilda. Lampis vendte sig stille om igen og så stille på Thilda. Hun så nervøs ud og hun havde selv blikket mod jorden igen. Lampis pegede stille på åen. ”Følg å.” sagde han og pegede langs åen og i den retning hun skulle gå. Åen førte i sidste ende tilbage til den større å ved landsbyen. Han talte lavt, velvidende at hans stemme var hæs. Han krøb lidt samme over hans dårlige tale. Han tænkte normalt ikke over den når han talte med Ora eller Kiba eller trillingerne. Han kunne forme hele sætninger og formuleringer uden problemer nu, havde han lært mens trillingerne havde lært at tale. Men han havde ikke lyst til at tale for meget over for Thilda, ville ikke have hende til at bemærke hans mærkelige stemme. Thilda så i den retning han pegede, men hendes blik vendte tilbage til Lampis. ”Du følger mig ikke på vej?” spurgte hun underne. ”Jeg kunne blive angrebet.” sagde hun usikkert. Lampis rystede stille på hovedet. Efter hændelses med bjørnen, havde der ikke været større rovdyr i skoven. Det største var ræve og de var meget sky over for mennesker, så det var sjældent at selv Lampis så dem. ”Det er sikkert. Tidligt på dagen.” sagde han stille og så væk fra Thilda. Han hørte hende bevæge sig igen, og så hende ud af øjenkrogen og undgik hurtigt hendes hænder som greb ud efter hans arm. Hun så underne på ham med bakkede så lidt tilbage. ”Vil du ikke nok?” spurgte hun og knugede sine hænder sammen. Lampis så lidt på hende igen. Hun virkede oprigtig bange. Han nikkede stille og pegede vejen an igen. ”Den vej. Jeg følger.” sagde han. Thilda ville til at protestere igen, men indså åbenbart at det ikke ville hjælpe noget og begyndte at gå i stedet. Da hun var en meter væk fra ham, begyndte Lampis at gå efter hende. Thilda kiggede sig over skulderen, som for at være sikker på at Lampis ret faktisk flugte hende, og smilte lidt da hun så at han gjorde.

Lampis talte ikke mens de gik, det gjorde Thilda hellere ikke. Der kom et lettet suk fra Thilda, da hun åbenbart kunne genkende området og skyndte sig lidt frem. Lampis stoppede op. Han vidste at hvis han gik en smule længere frem, ville han kunne se landsbyen mellem træerne. Men det var ikke nået han havde lyst til og vendte sig om for at gå tilbage hvor han kom fra. ”Lampis vent.” lød det og Lampis stoppede op og så Thilda komme tilbage til ham. ”Tak.” sagde hun og tog stille hans hånd. Lampis trak den hurtigt til sig og rystede stille på hovedet. ”Gjorde ikke noget.” sagde han lavt. Thilda rystede afvisende på hovedet. ”Jeg ville aldrig havde fundet hjem hvis det ikke var for dig.” sagde hun og smilte til ham. Lampis kunne mærke at hans kinder blev varme og han bakkede lidt tilbage og vendte så rundt og gik tilbage langs åen.

Dagen efter fandt Lampis Thilda siddende ved åen. Det var hans foretrukne sted at få vand om sommeren. Alle steder langs åen var en mulighed at få vand, men lige her løb det hurtigt og lå i skygge de meste af dagen, så det var altid rent og køligt. Lampis stod usikkert og egentlig komme til den konklusionen at han ville gå igen, da: ”Lampis.” lød det fra Thilda og hun rejste sig op. Lampis stod synligt, så det var kun et spørgsmål om tid hvordan Thilda ville have lagt mærke til ham. Lampis bakkede lidt tilbage, usikker på hvad hun forventede af ham. ”Bare rolig, jeg kan selv finde hjem igen. Jeg havde lyst til at mødes med dig, og takke dig ordentligt for i går.” sagde hun og samlede den taske op som lå på jorden ved siden af hende. ”Jeg har taget lidt mad med. Tænkte vi kunne spise det sammen.” sagde hun og åbnede tasken så Lampis kunne se indholdet. ”Ikke nødvendigt.” sagde Lampis stille og Thilda lage hovedet lidt på skrå for bedre at kunne høre ham. ”Jeg..” Lampis stoppede op og sank. Hans hals var tør, bange for at blive drillet pågrund af hans tale. ”Jeg behøver det ikke.” sagde han langsomt og sikrede sig at han udtalte alle ordene korrekt. Thilda smilte og rystede stille på hovedet. ”Kan godt være, men jeg vil gerne. Jeg vil have det dårligt med ikke at gøre noget for dig når du hjalp mig i går.” sagde hun og sprang over på den anden side af åen og gik hen imod ham. Lampis bakkede tilbage igen og Thilda stoppede op. ”Okay, jeg skal nok holde mig på afstand.” sagde hun og smilte til ham. Hun tog et brød og noget kød op af tasken og lage ellers tasken på jorden og hoppede tilbage på den anden side af åen og satte sig igen. Hun begyndte ufortrøden at spise. Lampis så lidt på hende, men så vendte hans blik mod tasken og han gik hen og satte sig ved siden af den og tog noget kød op af den og spiste stille. De talte ikke, sad bare i stilhed og spiste. Da Thilda var færdig med at spise, kravlede hun lidt tættere på åen og vaskede sine hænder og drak stille. ”Det er så forfriskende.” sagde hun og smilte igen til Lampis. Han nikkede stille og tyggede videre på det stykke kød han havde. ”Jeg må nok hellere gå hjem igen. Mine forældre kan ikke lide at jeg strejfer sådan omkring.” sagde hun og begyndte at gå langs åen. Lampis rejste sig hurtigt op og tog tasken med sig. Men Thilda var allerede begyndte at gå og så ikke tilbage mod ham. Lampis åbnede munden, men lukkede den igen. Han skyndte sig i stedet op på siden af hende, på den anden side af åen. Thilda stoppede op og så på ham og Lampis rakte tasken i mod ham. ”Nå ja, havde jeg helt glemt.” sagde hun og rakte selv ud efter tasken. Hendes finger rørte let ved Lampis’ og Lampis trak hurtigt sin hånd til sig. ”Tak.” sagde Thilda og smilte igen til ham. ”Vi ses.” sagde hun og gik videre. Lampis stod stille og så efter hende. Han vidste ikke hvad han skulle tænke om hende. Han vidste det bedste ville være at holde sig fra alt der havde med landsbyen at gøre. Han havde ikke lyst til at gentage hændelsen med Alika. Men et sted i ham, kunne ikke få ham til at afvise Thilda, i hvert fald ikke endnu. Han havde ikke haft nogen at tale med længe, hvis man så bort fra Kiba og Ora og trillinger. Det var nok bedre at sige, at han ikke havde talt med nogen på hans egen alder i lang tid. Lampis rystede på hovedet og besluttede sig for, at det nok alligevel var sidste gang han så Thilda. Nu havde hun takke ham for at hjælpe hende, nu havde hun ikke længere nogen grund til at komme her. Lampis så en sidste gang den vej Thilda var gået og vendte så ryggen til den og forsatte med det han havde haft gang i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...