Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
646Visninger
AA

1. Erkendelse

Kapitel 1

Lampis gik rundt for sig selv. Ora virkede glad, når han sagde at han havde været sammen med de andre børn, men han vidste nu ikke selv hvad han mente. Han forstod ikke rigtig de lege de legede. Lampis fandt de andre børn, og han blev igen udsat for en af de sædvanlige lege. Han fik et reb lagt om halsen og skulle kravle rundt på alle fire. Lampis bemærkede det ikke, men de legede kun den her leg, når de voksne ikke kunne se dem. Det var det samme med de andre lege, som når drenge kastede med spyd, eller retter lange pinde. Så skulle Lampis hente dem tilbage, men de andre drenge ventede ikke altid på at han var kommet af vejen igen, før de kastede andre pinde efter ham. Thoke var der ikke endnu, så det var en anden dreng der holdte rebet i den anden ende. Når Thoke var der, var det altid ham som holdte rebet, eller bestemte hvad Lampis skulle. Det var ikke fordi børnene var ondskabsfulde. Lampis var bare anderledes og mærkelig, og de forstod ham ikke, og så var det nemt at gøre grin med ham. Lampis vidste også godt selv at han ikke så ud som de andre. Hans ulvetræk var tydelige, hans hjørne tænder var længere og spidsere end andres og hans hår var skift og farven var en blanding af grå og brunt. Han havde været menneske i over et år nu, men han lignede en dreng på 8 år, men han vidste ikke hvordan man opførte sig som et almindeligt barn, Han havde været menneske i over et år nu, men han lignede en dreng på 8 år, men han vidste ikke hvordan man opførte sig som et almindeligt barn, og det havde udsat ham for mange drillerier. ”Se hvad jeg har fået!” lød det stolt fra Thoke, som kom løbende hen i mod dem. Lampis udnyttede chancen og satte sig på jorden og tog rebet af sin hals. Thoke stoppede op og holdte stolt frem han havde om halsen. Lampis så op og stivnede da han fik øje på hvad Thoke holdte. Om Thokes hals, havde han en lædersnor og på den sad der en ulvetand. Lampis havde ganske vist været til stede, da Kiba og Ora fik fortalt om ulveangrebet, og om at de fleste ulve var blevet slået ihjel, men den gang havde han ikke kunne forstå. Nu sad han og så på en tand, som han vidste havde tilhørte en af hans gamle flok, det kunne endda være en af hans søskende fra samme kuld. Lampis havde lovet at han aldrig ville bide eller slås med de andre, men noget fik ham til at spring op og gribe om tanden. ”Giv slip!” sagde Thoke vredt. ”Dumme køter!” Thoke skubbede til Lampis. Lampis holdte fast om tanden, så skubbet fik bare dem begge til at miste balancen. De andre havde grinet, da Thoke havde kaldt Lampis for køter, og det var som om noget gik op for Lampis. Deres lege var ikke lege. De hånede ham, drillede ham, ydmygede ham. De så ham ikke som andet end et dyr som de kunne hundse rundt med og sparke om de ville. Lampis fik placeret en fod bag sig og fik skubbet sig frem, så Thoke, som allerede var ude af balance, væltede omkuld med Lampis ovenpå sig. Thoke begyndte at slå ud med sine armeog slå ud efter Lampis. Thoke prøvede at skubbe ham af, imens prøvede Lampis hektisk at få lædersnoren af Thokes hals. Lampis slog ud med sine frie hånd, men gav aldrig slip på tanden. Lampis kunne mærke hvordan han blev løftet op i nakken, og samtidig hvordan lædersnoren gled over Thokes hoved. Thoke og Lampis havde ligget og rodet rundt på jorden, mens de andre drenge havde prøvet at hjælpe Thoke. Men de måtte opgive, og var løbet afsted for at hente de voksne. ”Dig igen!” lød det vredt fra manden som havde fat i Lampis trøje.

Lampis genkendte ham, de var ikke første gang denne mand havde fast fat i ham. Den første gang havde været den selv samme dag som Lampis var kommet til landsbyen. Kiba havde været ude for at finde og bringe Ora tilbage. Lampis havde kun været menneske i nogen uger på det tidspunkt, og i al den tiden havde de været på farten. Da de kom ind i landsbyen, var alle selvfølgelig blevet glade for at se Ora, især fordi hun havde født imens hun var været bortført, så alle var spændte på at se Oras børn. Derfor var de blevet omringet, og børnene var blevet spredt fra vid og sans, og Lampis var begyndt at gå i panik. Da Victor, den ene af babyerne, den som Lampis havde det bedst med, begyndte at græde og Lampis havde reageret med det samme. Han var løbet hen og bidt den kvinde i armen som havde holdt Victor. Siden da havde alle i landsbyen set skævt på Lampis.

Lampis indså med det samme hvad han havde gjort, han havde brudt sit løfte. Han havde lovet Kiba at han ikke ville slås, eller bide, de andre. Lampis sparkede ud med benene og fik hevet sig fri og pilede ud i skoven. Lampis vidste at Kiba nemt ville kunne finde ham, så han løb igennem åer, han løb op og ned af dem og gik op flere steder, for så at følge sit eget spor tilbage til åen og løbe den modsatte vej og gik op igen. Alt sammen for at prøve at forvirre Kiba hvis han begyndte at lede efter ham. Til sidste kravlede Lampis op i et træ, og hoppede fra gren til gren. Hans anstrengelser virkede, da Kiba senere ledte efter ham og måtte opgive.

Solen var gået ned for en time siden og ilden i pejsen ulmede stille. Lampis skubbede stille døren til hytten op. Han skubbede den ikke mere op end han bare lige kunne smutte ind. Han lukkede stille døren efter sig og listede stille ind. Han håbede han kunne komme ind i seng, uden at nogen opdagede ham. ”Lampis” Lampis stivnede med det samme. Kiba havde siddet ved siden af pejsen, så Lampis havde ikke kunnet se ham. Lampis knugede hårdt om tanden som han stadig havde i sin hånd. Han havde ikke givet slip på den hele dagen. Kiba sukkede og gik hen til Lampis. ”Hvorfor?” spurgte Kiba og satte sig på hug foran Lampis. Lampis stod bare stille og så mod gulvet. Kiba så på Lampis´ hånd og tog stille om den og vendte håndfladen op af, men Lampis ville ikke åbne sin hånd. Kiba så mod døren til deres sovekammer og så på Ora. Han vidste hun havde været bekymret for Lampis og han havde kun fået hende til at gå i seng fordi han havde lovet at han nok skulle lede efter Lampis når solen stod op. Ora den som plejede at kunne få Lampis til at tale. ”Min familie.” sagde Lampis stille. ”De væk.” sagde han og tårerne steg op i hans øjne og han åbnede stille hånden, så Kiba kunne se tanden.

Dagen efter tog Kiba ind til landsbyen, og spurgte om hvad han skulle give for at Lampis kunne beholde tanden, og om han kunne købe de resterne skind der var tilbage i landsbyen. De fleste var blevet solgt væk, men der var to tilbage. Kiba havde ikke noget at give væk, men de fleste kendte til hans håndelag, så han kunne betale tilbage senere. Kiba tog skindene med tilbage til hytten og lage dem på gulvet. Da Lampis så dem græd han igen og lage sig tæt ind i mellem dem. Lampis blev liggende mellem skindende resten af dagen og ville ikke tale med hverken Ora eller Kiba.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...