Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
641Visninger
AA

2. En ven?

Kapitel 2

Der gik nogen dage før Lampis tog med i landsbyen igen. Ikke at Ora længere spurgte ham om han ville med, men han følte at Ora ville blive mere rolig hvis han tog med. Men han havde ikke lyst til at mødes med Thoke eller de andre børn. Lampis havde fået lov til at beholde tanden, men han vidste ikke hvordan Thoke ville reagere hvis han så den om hans hals. Men det var ikke den eneste grund, til at Lampis ikke have lyst til at mødes med de andre. Han havde ikke lyst til at lege deres lege mere. Han havde ikke sagt noget til Kiba eller Ora om legene. Han følte at det var hans egen fejl, for at være den han var, for at se ud som han gjorde. Så da han endelig tog med til landsbyen igen, holdte han sig langt fra de andre børn. Lampis gik omkring for sig, da de andre fik øje på ham og de begyndte at løbe efter ham. Men Lampis var hurtig og løb hurtigt mod skoven og gemte sig. Han var mere kendt i skoven end de andre børn, og de opgav hurtigt at lede efter ham. De turde hellere ikke gå så langt ind i skoven som Lampis. Den næste gang Lampis kom med til landsbyen og de andre børn så ham alene, prøvede de igen at fange ham. Men igen løb Lampis ud i skoven og gemte sig. Dette gentog sig et par gange, men til sidst opgav de og råbte i stedet efter ham hvis han kom for tæt på. Selvfølgelig kun når de voksne ikke var i nærheden, selvom mange af børnene blev opmuntret af deres forældre, ved de blikke de sendte Lampis når han gik omkring i landsbyen. Lampis begyndte at opleve en ny følelse. Han havde haft den i noget tid, men nu hvor han ikke en gang kunne lege med de andre børn, blev den værre. Han følte sig ensom. Han elskede Ora, Kiba, Victor, Mira og Kida. Men han kunne ikke fortælle dem hvad der var sket, det ville alligevel ikke hjælpe. Det var hans egen skyld. Trillingerne var for små for ham at lege med og når han var alene med dem, var det for at passe dem. Lampis kunne mærke stemningen i landsbyen når han gik omkring. Den var ikke så slem når han var sammen med Ora, da alle behandlede ham pænt når hun var omkring, det bemærkede Lampis bare ikke. Han vidste bare Ora blev glad når han gik omkring for sig selv, han vidste bare ikke at hun troede han var sammen med de andre børn. Så Lampis begyndte at gå i udkanten af landsbyen, langs åen som løb lige i nærheden.

En dag hvor han gik langs åen, lød en stemme bag ham. ”Hej.” Der gik et sæt igennem Lampis. Han vendte sig hurtigt rundt. Han havde gået i sine egen tanker og havde ikke set nogen komme imod ham. De andre lod ham stort set være nu, især når han gik ved åen. Fordi Lampis vendte sig så hurtigt om mistede han sin balancen og faldt i åen. Åen var bred og der var langt ud til hvor vandet begyndte at være dybt, så heldigvis blev Lampis ikke dækket af vand, selvom han faldt på halen. Men vandet stod op om ham og han rystede sit hoved for at få det vand væk som havde ramt ham i ansigtet. Lampis forventede hånlige grin, hvad som helst andet end det han fik. ”Er du okay?” spurgte stemme. Lampis åbnede underne øjne og så op på pigen som stod ved bredden og rakte en hånd ned mod ham. Lampis så på hånden og så tilbage op på pigens ansigt. Hendes øjne begyndte at flakke lidt og hun tog hånden til sig igen og gik lidt tilbage. ”Det var ikke for at forskrække dig.” sagde hun undskyldende. Lampis rejste sig op og gik op på bredden igen. Han tog ved sin trøje og vred lidt vand ud af den. Han prøvede at give pigen tid til at gå. ”Er det i orden hvis jeg går lidt sammen med dig?” spurgte hun. Lampis så underne på hende. Hendes blik var ikke som de andre børns, der var ikke noget i hendes øjne der sagde hun havde skjulte hensigter. Lampis sagde ikke noget, han vendte ryggen til hende og begyndte bare at gå videre. Når han tænkte sig om, kunne godt huske hende, sår’n da. Hun havde aldrig været en af dem som havde kaldt ham noget, eller måske den eneste der aldrig havde været ond mod ham. Lampis så sig tilbage over skuldrene og så at hun gik nogen få skridt bag ham. Lampis stoppede op og det samme gjorde hun. Hun smilte til ham. Ikke et hånligt smil, bare et lille venligt et. Han vendte sig rundt så han havde fronten i mod hende og gik nogle skridt baglæns. Hun gik stille nogen skridt frem. Lampis kunne ikke forstå hvad det hele gik ud på og frygtede at det hele bare var en plan for at gøre grin med ham igen. Han vendte hurtigt rundt og begyndte at løbe. Han så sig over skulderen igen. Hun fulgte ikke med og Lampis kunne mærke en knuge i sin mave. Han stoppede op da han ikke kunne se hende mere og gik stille videre.

Dagen efter gik Lampis langs åen igen. ”Hej.” lød det igen, den lille venlige stemme. Lampis væltede ikke i åen denne gang, men det gav alligevel et sæt i ham. ”Må jeg gå med dig?” spurgte hun igen. Lampis svarede ikke, men begyndte bare at gå og hun fulgte stille efter. Hun sagde ikke noget, hun gik bare stille efter ham. Det var først da Lampis skulle tilbage med Ora og Kiba, at hun gik tilbage til landsbyen. Sådan gik det nogen dage. Hun opsøgte ham ved åen og spurgte om hun måtte gå med. Stadig svarede Lampis ikke, men hun gik bare stille efter ham. Til sidst gik hun ved siden af ham, uden at Lampis prøvede at lægge afstand imellem dem. Hun begyndte også at tale til ham og fortalte at hendes navn var Alika. Hun fortalte at hun var kommet sammen med Orare og Kiba og at hun ikke kendte sine forældre. Lampis vidste at Orare var det landsbyen kaldte Ora, som en slags titel, men han vidste ikke hvorfor. Lampis svarede ikke Alika, men nikkede stille eller rystede på hovedet når dette var passende. Men han lyttede og slugte hvert eneste ord hun sagde. Alika kunne se Lampis interesse og forsatte med at tale. Hun endte med at tale om alt og intet, men Lampis var lige interesseret. Efter lidt tid begyndte de at gå turer sammen i kanten af skoven. Alika var som de andre børn, ikke tryk ved at gå for langt ind i skoven. Det var først når de blev ældre, at de fik lov til at udforske skoven og komme med deres forældre på jagt og finde bær og frugter. Alika begyndte at spørger ind om spor efter dyr og forskellige planter. Lampis svarede kun kort i starten, da han godt vidste at han stemme ikke var som de andres. Han slugte mere hans ord og han tone var knurrende og hæs. Men han fik mere og mere mod, da Alika ikke så mærkeligt på ham eller påpegede hans dårlige tale og Lampis begyndte at fortælle alt hvad han vidste. Kiba havde lært ham en del om at opsporer dyr og nogen af planterne, og Ora havde fortalt ham om planter til sår og sygdomme. Lampis nød tiden sammen med Alika og han kunne ikke vente med at møde hende. Han tog afsted tidligt hver morgen, alene, for at løbe ind til landsbyen for at være sammen med Alika, lige til hun blev kaldt hjem. Hun bragte mad med sig og Lampis fandt vilde æbler og bær som de spiste sammen. Alika forslog aldrig om de skulle lege med de andre børn, og det var Lampis glad for. De holdte sig mest i skov kanten og ved åen når de gik sammen. Men Lampis opsøgte altid Alika i landsbyen, for at hun ikke skulle gå ved åen alene og vente på ham.

Lampis gik sammen med Ora og Kiba mod landsbyen. Han havde ikke kunne komme så tidligt afsted som han plejede, da han havde skulle hjælpe dem i hytten. Lampis var glad for at de boede lidt fra landsbyen. Han kunne ikke li at være omringet af så mange mennesker. Men i den sidste tid, havde han fået et ønske om at de boede lidt tættere på, så han ikke skulle bruge så meget tid på at mødes med Alika. Da de kom ud af skoven, skyndte Lampis sig afsted for at finde Alika. Kiba og Ora smilte lidt for dem selv, glade for at Lampis virkede glad. Lampis fandt Alika og smilte til hende, noget han var begyndt at gøre mere og mere. I starten havde han været bekymret for at gøre det, da han vidste at hans tænder blev tydelige når han gjorde det, men han havde bemærket at Alika blot smilte tilbage til ham. Men det gjorde hun ikke i dag. Lampis så underne på hende. Han ville gerne spørger om hvad der var galt, men han kunne ikke li at tale i landsbyen. Alika kunne mærke hans blik og det spørgsmål han ville stille. ”Ikke noget. Kom.” sagde hun og smilte et lille smil til ham og tog hans hånd og tog ham med ned til åen. ”Du trist?” spurgte Lampis da de var kommet ned til åen. ”Hvorfor er du trist. Eller hvorfor er du ked af det.” sagde Alika stille, uden at virke belærerene, noget hun var begyndt på for nogen dage siden. Lampis havde været forvirret i starten, men forstod hurtigt at Alika, lige som Ora, blot hjalp ham. Lampis rystede vredt på hovedet, Alika havde ikke svaret på hans spørgsmål, bare undgået det. ”Hvorfor du trist?” sagde han fast. Alika skulle til at åbne munden, men Lampis afbrød hurtigt. ”Hvorfor er du trist?” sagde han hurtigt, da han kom i tanke om at han havde glemt den lille lyd for er, og vidste at Alika skulle til at påpege det for ham. Alika lukkede munden igen og så væk fra ham. ”Ikke af nogen særlig grund.” sagde hun og trak på skulderne. Lampis kendte ikke ordet for at lyve eller løgn, men han vidste at Alika holdte noget tilbage. Lampis skulle til at åbne munden igen for at påpege det, men blev afbrudt da en sten ramte hans arm. Lampis drejede hurtigt omkring, og så at Thoke og nogen af de andre børn var på vej hen i mod dem. De kunne stadig ses fra landsbyen, men Thoke havde ikke kunne lade hver med at kaste en sten efter Lampis. ”Går du tur med din køter?” sagde Thoke hånligt, og Lampis krøb lidt sammen om sig selv. Han kunne ikke li det ord, køter. ”Lad ham være Thoke!” sagde Alika vredt og tog et skridt ham og dækkede lidt for Lampis. ”Lampis er altså rigtig sød og han har aldrig gjort os noget.” forsatte Alika. ”Aldrig gjort os noget? Han har bidt folk og han stjålet min ulvetand!” sagde Thoke vredt og pegede mod Lampis. Lampis tog beskyttende om tanden. ”Det var sikkert en grund. Har du nogensinde prøvet at tale med Lampis?” sagde Alika vredt tilbage. Thokes blik vendte sig nu mod Alika. ”Nej sig ikke…” et koldt smil spillede sig om hans læber. ”Hun er forelsket i ham.” sagde Thoke og henvendte sig til de andre børn. ”Alika er forelsket i en køter.” grinte Thoke og de andre grinte med. Lampis så på Alika, og så hvordan hun fik røde kinder og ikke længere førte sig så selvsikkert frem. Hun så mod Lampis, men slog hurtigt blikket ned da hun så at han så på hende. ”Hvor er det klamt. Gad vide om hun selv er en køter?” sagde Thoke og gik hen og greb fat i Alikas hår og hev i det. Alika kom med et forskrækket skrig og greb om Thokes hånd. ”Lad os se om vi kan se køter ører. Må du havde, hvem gider ellers være sammen med nogen så grim og dum.” sagde han og skubbede Alikas hænder væk, så han bedre kunne komme til at se Alikas ansigt. Lampis kunne mærke hvordan varmen steg op i hans kinder, og før han kunne nå at tænke, sprang han frem og greb fat i Thokes arm og bed. Thoke skreg forskrækket op og slap Alikas hår. Lampis slap Thokes hånd og væltede Thoke ned på jorden og begyndte at slå ham. Thoke kom hurtigt over sin første forskrækkelse og begyndte at slå tilbage mod Lampis. De andre drenge stod først forvirret og så de to drenge på jorden, men kom så hurtigt tilbage, og løb hen og greb fat i Lampis og prøvede at hive ham af Thoke. Lampis fik hele tiden revet sig fri af deres greb, men endte alligevel med at rulle rundt med Thoke så de begge endte i åen. Nu var det en kamp om at være øverst, ellers ville deres hoved ende under vandet. De blev ved med at skifte pladser, og begge lige ivrige efter at få den anden nederst. Lampis var kommet øverst, da han mærkede en arm, under hans arme og om hans brystkasse og løftede ham op. Lampis sparkede vildt om sig, og han kunne se at Thoke var lige ved at springe på ham igen, da Thoke også blev greb om. ”Lampis stop!” blev der sagt fast, og Lampis genkendte Kibas stemme. Igen havde Lampis brudt sit løfte. Han måtte ikke slås eller bide de andre, hvilket han lige havde gjort. Lampis blev båret op på bredden og sat på sine fødder. Det samme gjorde Thoke. Lampis kunne se at en masse voksne var kommet til stede og stod nu omkring dem. Manden der havde taget Thoke, begyndte at råbe at Lampis og Kiba. Lampis lyttede ikke rigtig, han forstod at manden var vred over at Lampis havde angrebet hans søn og at Kiba skulle være bedre til at opdrage Lampis. Kiba prøvede at forklarer tilbage til der måtte havde været en grund, da Alika afbrød dem. ”Lampis gjorde det for min skyld.” sagde hun. Lampis så i mod hende, men hans blik vendte sig hurtigt mod Thoke. Thokes øjne var også rettet mod Alika, og de var fulde af vrede. Alika åbnede munden, og begyndte at fortælle hvordan hun var begyndte at lege sammen med Lampis, og hadet og vreden i Thokes øjne blev værre. Lampis vendte blikket tilbage mod Alika og gik hen til hende. Hun stoppede med at tale og så på ham. ”Det er okay, jeg…” begyndte hun, men blev afbrudt da Lampis lage sine hænder på hendes skulder og skubbede hende så hårdt at hun faldt. ”Hvorfor jeg være sammen med en køter som dig?!” nærmest skreg Lampis. Alika så forvirret på Lampis. ”DU grim, dum og hvem være omkring en som dig.” sagde Lampis vredt. ”Lampis!” sagde Kiba vredt, men stoppede så op og så nærmere på Lampis. Der dukkede tårer op i Alikas øjne og Lampis vendte hurtigt rundt på hælen og undgik de hænder der rakte ud efter ham og løb mod skoven.

”Du gemte dig ikke særlig godt denne gang.” sagde Kiba. Han havde nemt kunne følge Lampis spor i dag og fandt Lampis siddende under et træ, helt op af stammen. Lampis sad og holdte om sine ben og hovedet gemt væk. Lampis havde ikke gjort noget forsøg på at gemme sig i dag, og Kiba havde en ide om hvorfor. Kiba havde først ikke forstået hvorfor Lampis havde skubbet Alika, men da han havde set Lampis udtryk forstod han. Ingen af de andre voksne havde set eller lagt nogen dybere mening i det, og Alika havde været for såret til at se det. Lampis’ øjne havde været fulde af sorg og hele hans ansigt knust. Kiba gik hen og satte sig ved siden af Lampis. ”Græder ikke.” lød det fra Lampis. Kiba så lidt mod ham. Det var tydeligt at hører på Lampis’ stemme at han græd, men det var mere det at Lampis sagde det der undrede Kiba. Kiba havde altid tænkt at Lampis var for stor til at græde, men han måtte også huske sig selv på at Lampis kun havde været menneske i et år, og som ulv havde han ikke haft følelser som han havde nu. Lampis havde oprigtigt kun været til i to år, men var allerede et menneskebarn på 8 år. Derfor havde hverken Kiba eller Ora sagt noget til at Lampis græd. Kiba kunne regne ud hvor det kom fra, og han bandede over sig selv at han ikke havde set det tidligere. Men der var ikke noget han kunne gøre. Landsbyen havde fået deres indtryk af Lampis, og det var ikke nemt at ændre. Kiba lage en arm om Lampis og trak den lille krop ind til sig, og Kiba kunne mærke hvordan Lampis rystede stille. Kiba sagde ikke noget og blev siddende til han kunne mærke at Lampis stoppede med at ryste og blev slap med hans krop. Kiba løftede ham op og bar den sovende dreng hjem til hytten.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...