Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
654Visninger
AA

12. En måneds prøvelse

Kapitel 12

Vincent så undersøgende på Lampis mens han pakkede det sidste af sine ting ned. ”Er du sikker på at dette er hvad du vil? Du virkede meget forvirret over det hele i går, og jeg rådførte mig slet ikke med dig.” Vincent havde fået dårlig samvittighed over at have taget hele beslutningen for Lampis, uden at drengen rigtig virkede til at vide hvad der skete omkring ham. Lampis stoppede op, men løftede ikke sit blik fra sine ting. ”Det tror jeg. Jeg er stadig ikke helt sikker på jeg ved hvad en spejder laver, men hvis du tror det er det rigtige.” sagde Lampis roligt og forsatte med at pakke. Lampis kunne se hvad en smed lavede, hvad en jæger lavede, ja selv hvad en handlede lavede. Men han havde aldrig set eller hørt om hvad en spejder lavede. Vincent havde prøvet at forklarer ham, at normalt gik en spejder rundt og holdte øje med hvad der skete, eller de blev sendt ud med budskaber. Lampis kunne ikke se grunden til at dette skulle være noget specielt, men han truer ikke sige det højt. Der havde været noget over Liniken, noget som ingen af Vincents forklaringer dækkede. Så selvom Lampis var forvirret over hvad han egentlig var på vej ind i, var han også nysgerrig. ”Jeg er tilbage igen om en måned, så kan vi altid se efter noget andet hvis det skulle være.” Lampis forstod ikke at Vincent kunne være så sikker på at det var Lampis valg. Lampis forstod ikke hvor god han i virkeligheden var med bue og pil, og han var sikker på at han ville blive droppet den første dag, og bare skulle vente på at Vincent kom tilbage. Men igen sagde Lampis det ikke højt og nikkede bare i stedet. Vincent så rådvildt på drengen. Selvom Lampis ikke sagde noget, kunne han tydeligt se at drengen ikke var sikker eller glad. Men Vincent var sikker på at dette var noget som ville passe Lampis meget bedre end at være smed. Vincent havde en mistanke om, at Lampis havde prøvet at finde et erhverv som kunne gøre ham brugbar for landsbyen. Lampis kunne ikke se noget brugbart i en spejder. Men Vincent ville ikke sige noget, drengen vidste ikke at han var som en åben bog, og han ville ikke gøre drengen mere utilpas ved at påpege det for ham. Det var på tide at Lampis lærte verden at kende, og Vincent kunne ikke hjælpe ham med det. Det var også grunden til at Vincent ikke havde blandet sig i går. Vincent havde set Lampis på kasserne og set ham slippe sin pil. Lampis havde været så rolig, så selvsikker på sig selv, da han havde skudt pilen afsted. Det var tydeligt at Lampis ikke selv vidste det, og det var den selvsikkerhed, det selvværd han skulle finde. Men det var noget han selv var nød til at gøre. Vincent havde været klar til at springe ind hvis noget gik galt. Mchen var en uddannet soldat, han vidste hvordan man brugte et sværd, men alligevel havde Lampis undveget og blokeret, ganske vis panisk, men Lampis var ikke kommet til skade.

”Følg med her.” Lampis klemte hårdere om stropperne på hans rygsæk. Han tøvede, men mærkede så et puf bagfra som fik ham til at gå et skridt frem og fulgte hurtigt efter Liniken. ”Vi ses om en måned.” lød Vincents stemme bag ham. Lampis så sig tilbage og gav et lille vink før han måtte små løb for at falde i trit i Liniken. ”For tiden har vi fem lærlinge, to af dem er omkring din alder. De er dog færdige næste år, så du kommer nok til at få undervisning med nogen af de yngre.” sagde Liniken mens han gik. Lampis sagde ikke noget og holdte sit blik mod jorden. Lampis så op da de nærmede sig borgen. Vagterne flyttede sig da de nærmede sig og den ene hilste på Liniken. Liniken pegede da de kom ind. ”Der over har du køkkenet, i skiftet til at hente med til hinanden, da i spiser sammen. Derover har du stalden, kan du ride?” Liniken så på Lampis som rystede stille på hovedet. Han havde kun siddet på en hest en gang, og der havde Ora været bag ham og Kiba havde trukket hesten. ”Hmm” Liniken tog sig tænksomt til hagen, men forsatte så videre. Han førte Lampis ind gennem en dør som lå ved siden af hovedtårnet. ”Indtil videre har du kun rettigheder til at komme her i gården og i byen. Du må ikke gå længere ind på borgen og ind til Grev McLancens private område.” Sagde Liniken fast og så tilbage på Lampis. Lampis nikkede, men han forstod ikke rigtig hvad de betød. Bag døren var der et stort rum med pejs og et langbord med bænke på hver side af det. Ved pejsen stod der store behagelige lænestole der var polsteret. Fra rummet gik der fire døre, hvor den ene var den de lige var kommet ind af. ”Du kan ligge dine ting derind.” sagde Liniken og pegede mod den ene dør. Lampis nikkede og skyndte sig hen til døren Liniken havde peget på. I rummet stod der fire senge og for enden af hver seng var der en kiste. ”Du må hører de andre senere hvilke senge der ikke blive benyttet.” kaldte Liniken. Lampis stilede sin rygsæk fra sig og bandt sin bue og kogger fri fra rygsækken og skyndte sig ud til Liniken igen. De gik ud gennem porten igen og Liniken førte Lampis hen på en åben mark som lå bag borgen. Lampis kunne så de fem skikkelser på lang afsted, men han kunne ikke se detaljer. ”På den her måde er der ingen som kan snige sig ind på os mens vi øver, og derved sker der ingen ulykker. Hver morgen er der fælles træning med bue. Begynderne har træning igen efter middag, mens bliver de ældre træning i taktik, kortlæsning, ridning og bevægelse. Du kommer nok til at blive smidt lidt rundt i mellem de hele, så vi kan se om du har evnerne for det.” sagde Liniken. Lampis nikkede stille, men igen, han forstod ikke helt hvad Liniken mente. En af skikkelserne drejede sig og løftede sin hånd i en hilsen. Liniken løftede sin hånd for at hilsen tilbage. ”Hvordan går træningen Oliver? Tak fordi du gad holde øje med begynderne.” sagde Liniken da de var kommet hen til skikkelsen som havde vinket til dem. Oliver var omkring Lampis alder, måske et år yngre. Han var lige så høj som Lampis, og var spinkelt bygget. Hans hår var brunt og kortklippet og hans brune øjne var varme, og varmede det mere op da han smilte. ”Så lidt Liniken, du skulle jo hente den nye rekrut.” Oliver rakte hånden frem mod Lampis. ”Hyggeligt at møde dig. Liniken fortalte os om hvad der skete i går.” sagde Oliver. Lampis tog stille Olivers hånd. Olivers håndtryk var fast, men betrykkende. Lampis var sikker på at hvis Oliver ønskede det, så kunne han knuse hans hånd, men han lage præcis nok tryk i håndtrykket. Oliver slap hånden igen og vente sig mod de skydende. ”Joey og Kate klarer det godt, de skal bare forsætte med at øve sig i et skiftet mål hurtigere. Chris har stadig problemer. Enten holder han for hårdt om buen, eller bruger for lang tid på at sigte, så han begynder at ryster og derfor ikke rammer sit mål alligevel.” Oliver sukkede stille og så mod drengen Chris. Lampis så på de tre børn. Joey var en lyshåret dreng på omkring 14-15 år. Han spændt buen ud, og Lampis kunne tydeligt se at hans holdning var god. Lampis var overrasket over at se pigen ved siden af ham. Hendes lange sorte hår var flettet sammen i en lang fletning ned langs hendes ryg. Hendes holdning var lige så sikker som sin kammerat. Hun så ud til at være på alder med Joey. Lampis kunne hurtigt se hvem der måtte være Chris. Drengen måtte være 12 år og lige begyndt sin lærer tid. Han trak forkert og holdte alt for hårdt om både pilen og buen. Drengen var lille og spinkel og hans hår brunt. Hans ansigt som var trukket sammen i anstrengelse var dækket af fregner. ”Giv ham lidt plads Oliver, du var ikke selv meget bedre da du startede.” lød en anden stemme. De tre mænd vendte sig og Lampis kunne ikke lade hver med at stiger. Hun var en høj kvinde, kun få centimeter lavere end Lampis. Hun var på alder med Oliver. Hun var slank bygget, men hele hendes holdning tydet på en veltrænet krop. Hendes lange hår var bundet op i en hest hale. Hendes røde hår. Hendes øjne var grønne og under den sad en lille smal næse. Hen over næsen var der dog et ar. ”Har du aldrig set en kvindelige spejder før?” lød det hårdt fra hende og så fast på Lampis. Lampis slog hurtigt blikket ned og rystede på hovedet. ”Er du stum?” hun nærmede sig med faste skridt og Lampis rystede panisk på hovedet og tog et skridt tilbage. ”Så tal!” sagde hun surt. ”Rolig nu Mick, du skræmmer ham.” sagde Oliver og lage en hånd på kvindens skulder. ”Stop med det navn, du ved mit navn er Michelle.”” sagde hun og vendte nu sit blik mod Oliver og skubbede hans hånd af sin skulder. ”Det er for langt at sige.” sagde han og grinte. ”Så tilbage til træning i to.” sagde Liniken. ”Skal vi ikke se hvad han kan?” spurgte Michelle og pegede på Lampis med sin bue. De tre andre var også stoppet med at skyde og så tilbage mod dem. Alles øjne vendte sig mod Lampis som krøb sammen om sig selv. Han kunne ikke lide at være centret for opmærksomhed. ”Jeg vil se af hvad grund han er blevet taget ind.” sagde Michelle hårdt. ”Han er for gammel til at blive taget ind, og jeg tror ikke på hvad du fortalte i går, det måtte have været et heldigt fejl skyd.” sagde hun. Liniken lage en hånd på Lampis skulder. ”Jeg vil også gerne se hvad du kan, har du noget i mod det?” spurgte han. Lampis kunne mærke at hans hjerte hamrede hurtigt, og han havde allermest lyst til stikke af, ind i mellem træerne. Men der var ingen træer i nærheden, og det ville alligevel ikke løse noget. Lampis nikkede stille. ”Godt. Oliver, Michelle, vis ham øvelserne.” Oliver og Michelle gik tilbage den vej Michelle var kommet fra og de andre fulgte efter. Michelle havde stået lidt væk fra de andre, hvor målskiverne var stod længere ude og med forskellige afstand i mellem dem. Der var 12 målskiver i det hele. ”En pil i midten af hver skive” sagde Liniken. Michelle gik hen ved siden af spanden der var fuldt op af pile og tog tre i sin højre hånd. ”Begynd.” sagde Liniken. Michelle spændte bue og slap igen. De to næste pile fulgte hurtigt efter og hun greb tre nye pile og sendte dem hurtigt afsted. Sådan gjorde hun to gange mere. Inden for kort tid var alle målskive ramt. ”Flot.” sagde Oliver. Michelle rynkede på næsen. ”Jeg skyder stadig for langt ude på den halv skjulte.” sagde hun surt. Omkring 200 meter ude stod der en målskive og 100 meter bag den stod der en anden, halvt inde i samme bane. Det gjorde at man kun kunne se halvdelen af skiven, så hvis man sigtede efter midten, kunne man risikere at ramme kanten af skiven foran den. De tre yngre løb ud og samlede pilene ind. Da de kom tilbage, stillede Oliver der hvor Michelle havde stået. Han tog tre pile og gjorde som Michelle havde gjort. Han var tættere på midten end Michelle på den halvskjulte, men stadig ikke i midten. Liniken vendte sig mod Lampis da de tre unge løb ud efter pilene igen. ”Jeg forlanger ikke at du kan fortage øvelsen lige så hurtigt eller at du kan tre pils tricket, men jeg forventer du rammer midten på alle målene. Ellers må vi finde noget andet du kan lave den næste måned. Du kan sikret bruges til at muge ud hos hestene.” Liniken så fast på Lampis og al venligheden som havde været der før var væk. ”Kan du ikke mene Liniken. Ikke en gang Michelle eller jeg kan ramme midten på den halvskjulet og vi har øvede os de sidste halve år.” Liniken så fast på Oliver. ”Jeg tog ikke jer ind på grund af jeres evner for bueskydning. Jeg skal se om vil om det var et fejl skyd i går eller om han virkelig er så god som han tror.” Lampis sank, han vidste det var alvor, og han tvivlede på sig selv. Men måske han ville være en god hestepasser. ”Lampis!” Det gav et sæt i Lampis og han mødte Linikens blik. ”Jeg håber ikke du svigter” sagde han fast. Lampis slog blikket ned og gik stille hen og stilede sig hvor Michelle og Oliver havde stået. Han løftede sit blik og lød sit blik glide forbi de forskellige målskiver. De stod ikke i nogen bestemt orden, og skiftede hele tiden afstand. Lampis tog sine bue ned fra skulderen og tog en pil op af sit kogger. Lampis udvalgte sig sit første mål og satte pilen på strengen. Han løftede bue mens han spændte og brugte kun et enkelt øjeblik til at sigte og slap så pilen. Lampis havde valgt den målskive der stod tætteste på ham, og han hørte et misbilligede klik med tungen fra Michelle bag sig. Han vidste de var et nemt mål, men han havde været usikker på om han overhovedet kunne ramme noget lige nu, hvor hans hjerte hamrede så hårdt at han kunne mærke det i sine øre. Pilen havde ramt sit mål i midten. Lampis tog en ny pil, udvalgte sit mål, spændte mens han løftede og lod pilen flyve. Han kunne mærke hvordan han slappede mere af, og tog hurtigt en ny pil, nyt mål og pilen fløj, ramte sit mål præcist. Lampis så sit mål for sit indre øje og vidste instinktivt hvor han skulle sigte og hvordan han skulle tage mål for vinden og afstanden. Lampis havde før han vidste det, sendt 11 pile afsted, alle havde ramt deres mål præcist. Nu manglede han bare den halvskjulte. Men han tænkte ikke, tog bare en pil, løftede bue og spændte og slap. Michelle løb ud på banen og hen mod målskiven, i tvivl om hvor præcis pilen sad. Oliver fulgte efter hende og råbte tilbage. ”Lige i plet!” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...