Ulvedrengen Lampis

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2017
  • Opdateret: 2 jul. 2017
  • Status: Igang
Dette er første gang jeg offentlige gøre en af mine historier og ved ikke hvor god den er.
Historien handler om Lampis som er mine egen karakter.
Lampis er ikke født menneske, men født som ulv. Pågrund af et stærkt ønske, blev han til menneske og blev taget ind af Kiba og Ora.
Lampis havde allerede mødt Kiba som ulv, da Kiba kan forvandle om til en ulv.
Dette er historier om hvordan Lampis klarer sig i Kiba og Oras landsby.

2Likes
2Kommentarer
864Visninger
AA

9. En gammel ven

Kapitel 9

 

Døren til hytten fløj op og lige så hurtigt som døren var svunget op, lige så hurtigt kom den unge man ind af den. Han stoppede op og så direkte hen på de tre som sad ved spisebordet. ”Vincent!” sagde Lampis glad og skyndte sig hen mod den sort håret mand. Vincent nåede kun lige at rejse sig, før den unge mand kastede sig ind i hans brystkasse og slog sine arme om ham. Vincent grinte og lage stille sine arme om Lampis. ”Også godt at se dig igen.” sagde Vincent og klappede stille Lampis på ryggen. Lampis løsnede sit greb lidt og så op på Vincent. Vincent var en gammel ven af familien. Kort efter at trillingerne var blevet født, var Ora blevet bortført igen. Allerede før Kiba var taget afsted for at lede efter hende, var Lampis taget afsted. Det havde været hans første leveår som menneske, så hans ulve instinkter havde stadig været en stor del af ham, og han havde fulgt dem. Lampis havde mødt Vincent på vejen, som selv havde ledt efter en kvinde som også var forsvundet. Lampis og Vincent havde rejst sammen, til de stødte på Kiba og nogen mænd Kiba havde mødt på vejen. Da først kvinderne var blevet redet, havde de alle taget tilbage til landsbyen. Siden hen var Vincent blevet et kendt ansigt i landsbyen. Vincent var oprigtig jæger, men var med årerne blevet en slags handelsmand. Mest solgte han sine egne skind, men byttede sig også til ting, som han så solgte eller byttede til andet, andre steder. Lampis havde altid godt kunne lide Vincent. Vincent havde aldrig set mærkeligt på ham eller behandlet ham anderledes, og det kunne Lampis godt lide.

Lampis havde en gang for nogen år siden, under et af Vincent besøg, spurgt hvorfor. Vincent havde set underne på ham, som om han aldrig havde lagt mærke til at Lampis ikke var som de andre. ”Tja, nu du siger det. Du ser anderledes ud end de andre her i landsbyen.” havde Vincent sagt tankefuldt og set op mod stjernehimlen. ”Men i forhold til andre, er du ikke så anderledes.” Lampis havde set forvirret på ham. ”Det her er kun en meget lille landsby. I andre byer, større byer, hvor ingen kender nogen, der er der nogen som virkelige ser anderledes ud, som taler mærkeligt, eller ligefrem er grimme. Det hele komme an på øjet der ser og øret der hører. For mig er du blot en knægt. Ja dit udseende gør dig speciel.” sagde han og så mod Lampis, og Lampis havde mærket et stik i hjertet. ”Men det er hvad der gør dig til dig.” havde Vincent forsat uforstyrret. Han havde rørt ved sin arm, sin venstre arm. Lampis havde lagt mærke til den, men aldrig spurgt ind til den. Armen var af metal, og Lampis vidste at det ikke var en handske. Fra midt på overarmen og ned, var Vincents arm af metal. Lampis vidste ikke hvordan Vincent kunne bevæge den eller hvordan han havde fået den, blot at den var en del af Vincent, som Vincents lange sorte hår. ”Min arm gør at folk ser efter mig en ekstra gang.” sagde Vincent. ”Præcis som dit hår eller øjne vil gøre det.” sagde Vincent og nikkede mod Lampis. ”Men hvad folk tænker om det, er helt op til dem selv. Nogen kan lide det der er anderledes, mens andre bliver bange for det. Sådan er vi alle forskellige. Det eneste man kan gøre, er at finde dem som overser det ydre, og ser det som er inden i en.” sagde Vincent og prikkede Lampis på bryster. ”Og det jeg ser, er en ung frisk knægt, med et stort hjerte.” sagde han og smilte roligt. Lampis smilte tilbage, og de havde efterfølgende nydt tavsheden sammen.

Lampis havde set Vincent rygsæk uden for hytten. Han kunne genkende den overalt, selv i det aftagende lys, nu hvor solen var på vej ned. ”Du er sent på den. Jeg ved du elsker at vandre, men jeg har aldrig oplevet dig så sendt tilbage. Selvom du er ved at være voksen, skal du ikke gøre din mor nervøs.” sagde Vincent og roede Lampis i håret. ”Dine søskende har allerede fået deres gaver.” sagde Vincent og Lampis bakkede lidt tilbage. Vincent kom altid med gaver til dem når han kom på besøg. Men Lampis var ligeglad med gaverne, han var mere interesseret i at hører hvor Vincent havde været og hvad han havde set. ”Gider du hente min rygsæk ind?” spurgte Vincent og Lampis vendte hurtigt rundt og skyndte sig ud og tog ved rygsækken. Den var tung, og han undrede sig over hvordan Vincent altid så ud til at bærer så let rundt på den. Lampis kom ind og gik hen med rygsækken til Vincent. Vincent tog i mod den og satte sig ned. Lampis ventede at han ville åbne den og finde en eller anden ting frem fra tasken, men til sin overraskelse tog Vincent fat i den aflange pakke som var spændt fast på siden af rygsækken. Han bandt den af og flyttede rygsækken lidt til siden. ”Tænkte du var blevet gamle nok nu.” sagde Vincent og rakte den lange pakke frem mod Lampis. Lampis tog stille i mod den. Han havde en ide om hvad det var, men han kunne ikke tror det. Han pakkede stille genstanden fri af det skind som var pakket omkring den, og så ned på en langbue. Den samme slags som den Vincent brugte. Lampis var en god skytte, han havde brugt mange år på at øve sig med bue. Men den bue han brugte var en almindelig kort jagtbue, som de fleste almindelige jægere brugte. Men jægere som Vincent, brugte langbuer. Lampis skød kaniner, harer og fugle med sin bue. Selvom han kunne komme tæt på en hjort, skød han aldrig efter dem. For det første kunne han aldrig slæbe en hjem selv, og han kunne hellere ikke slå en hjort ihjel alene med sin jagtbue. Der skulle mindst være tre jægere til, da pilende ikke havde kraft nok. Men med en langbue, kunne en mand slå en hjort ihjel, selv en ulv hvis man ramte sit mål præcis. ”Det kræver nok noget øvelse, nu hvor du er van til en anden form for bue.” sagde Vincent og smilte lidt over Lampis udtryk. Han troede tydeligvis ikke på at det virkelig var hans. ”Lampis, manerer” lød det fra Ora, og Lampis så hurtigt op fra buen i sine hænder og så på Vincent. ”Tak.” sagde han og smilte så stort at hans spidse tænder kom til syne. Men omkring Vincent, gjorde det ham ikke noget. Ora og Kiba smilte, glade for at se Lampis i bedre humør. ”Du må hellere se at komme i seng. Trillingerne er allerede lagt i seng for længst.” sagde Kiba. Lampis så i mod ham. ”Jeg vil hører hvor Vincent har været.” sagde han. Kiba så på ham med et løftet øjenbryn. Lampis var ikke et barn mere, men normalt gjorde han hvad er blev sagt. Det var kun omkring Vincent han var besværlig. ”Vi kan snakke sammen i morgen. Jeg var alligevel ved at tale med dine forældre om kedelige sager. Gå i seng, så du kan komme tidligt op i morgen og prøve den.” sagde Vincent og pegede mod buen i Lampis hænder. ”Jeg skal nok vise dig hvordan i morgen.” sagde Vincent og smilte til ham. Lampis stod lidt og bed sig i kinden, men nikkede så opgivende. Det hjalp ikke at plage, og selvom han ikke var et barn, vidste han at der stadig var ting som de voksne gerne ville holde for dem selv. ”Godnat.” sagde Lampis og gik ind i rummet hvor Victor og Kida sov. Hytten havde kun tre rum. Det store rum hvor Vincent, Ora og Kiba sad og så to værelser. Lampis delte værelse med Victor og Kida, mens Mira sov hos Ora og Kiba. Kiba var gået i gang med forberedelser til et værelse mere, så Mira kunne få sit eget i fremtiden.

Vincent så døren gå i, og vendte sig så tilbage mod Kiba og Ora. ”Der er sket noget, ikke sandt?” spurgte han. Ora slog blikket ned og nikkede stille. ”Jo, for et år siden.” sagde hun stille. Vincent havde lagt mærke til det fortvivlede blik, da han kaldte Ora for Lampis’ mor. Førhen havde drengen aldrig sagt noget til det, men også da han nævnte trillingerne som hans søskende, var det dukket op igen. Kiba fortalte om hvordan Lampis var blevet beskyldt, og selvom alle vidste det ikke var sandt, var Lampis begyndt at færdes i skoven, den modsatte retning af landsbyen. Denne års rensning var Lampis heller ikke dukket op, og han havde været blevet i skoven i en hel uge. Ora havde skældt ham ud da han kom tilbage, men han havde ikke sagt noget, bare taget i mod. Vincent nikkede stille mens han lyttede. ”Jeg tror måske det er på tide.” sagde Vincent.

Lampis skubbede stille tæppet af sig. Der var stadig mørkt i værelset, og Lampis vidste det var tidligt. Men der ville være lyst nok ude i lysningen omkring hytten. Lampis svang stille sine ben ud over kanten af sengen og rejste sig langsomt. Han så hen mod Victor og Kida, og sikrede sig at han bevægelser ikke have vækket dem. Selvom der var dunkelt i rummet, kunne Lampis se uden problemer. Før havde han troet at det var sådan for alle, til han en aften havde været ude sammen med Victor, og Victor ikke kunne se lige så skabe omrids som Lampis. Siden havde han undersøgt det med Mira og Kida, og fundet ud af at de hellere ikke så lige så godt i skumringen som han. Mira bedre end sine brødre, og Lampis forstod at det var deres ulve gener som spillede ind. Mira så bedre end Lampis, når hun lod sine øjne blive gule, men når hendes øjne var blå, så Lampis bedst. Lampis lod sig stille sænke ned på gulvet, og undgik det bræt han vidste knirkede. Han havde fat i sin bue. Han havde sovet med den hele natten, da han ikke kunne få nok af at rører ved den. Lampis listede let på tå gennem rummet og åbnede stille døren. Det store rum var tomt, og han listede sig hurtigt ud og lukkede døren ind til værelset. Lampis rettede sig op, og stoppede med at liste, men gik stadig lydløst gennem lokalet. Han åbnede døren ud til, og så hen mod Vincents telt. Selvom Vincent sagtens kunne sove i hytten, valgte han altid at slå sit telt op. Vincent var også velkommen i landsbyen, men slog altid sit telt op i lysningen ved hytten, hvilket Lampis var glad for, da det gav ham flere muligheder for at være sammen med ham. Vincent var allerede oppe og sad uden for sit telt og var ved at gennem se sine pile. ”Nå, så kunne du endelig komme op.” sagde Vincent drillende og rejste sig op, mens Lampis gik hen i mod ham. Vincent tog Lampis med om bag hytten, hvor Kiba havde sat en målskive op til Lampis. Kida og Victor var også blevet store nok nu til at kunne få lov til at øve med bue og pil. Men ingen af dem var så interesseret i det som Lampis. Victor var mere interesseret i at slås med sværd, eller en pind Lampis havde snittet i form, så det lignede et sværd. Kida kunne lide at læse, ellers gik han meget sammen med Ora og lærte om planter. Mira gik meget sammen med Kiba, og sammen rendte de tit rundt som ulve og undersøgte skoven sammen. Vincent begyndte at fortælle Lampis hvordan han skulle trække buen og bruge den anderledes end hans sædvanlige bue. Mens Lampis stod og øvede sig med sin nye bue, vågnede resten af familien op. Trillingerne kom ud, og sad sammen med Vincent og så Lampis øve sig. Victor begyndte dog hurtigt at kede sig, og fik Vincent til at lege med ham med sværd. Da Ora og Kiba skulle ind til landsbyen, tog trillingerne med og lod Lampis og Vincent være alene sammen. Lampis elskede trillingerne, men han var glad for at kunne få noget tid alene med den sort håret mand. Lampis holdte pause og Vincent begyndte at fortælle om hvor han havde været og hvad han havde set, og Lampis lyttede interesseret. Om natten tog de sammen ind i skoven og Lampis vidste Vincent en lysning han havde fundet og de sad og kiggede på stjerne det meste af natten.

Dagen efter tog Vincent ind til landsbyen, for at se om de havde noget de bytte med. Det var ikke tit landsbyen oplevede ting ude fra, og de var altid villige til at bytte til noget af de spændende ting Vincent havde med. Til gengæld modtog Vincent godt bearbejdet skind som han kunne sælge for en høj pris i byer. ”Jeg komme igen i aften, men jeg tager tidligt afsted i morgen.” sagde Vincent mens han samlede sin rygsæk op og svang den over skulderen. ”Allerede?” spurgte Lampis og så trist på Vincent. Vincent rode lidt i Lampis hår og smilte til ham. Han sagde ikke noget, men begyndte at gå mod landsbyen. Kiba og Ora blev ved hytten i dag, og selvom Lampis normalt tog ind i skoven, bad de ham om at blive ved hytten. Ora sad med Lampis og trillingerne og læste med dem. Lampis kunne læse og skrive, men det var meget begrænset, han var på niveau med trillingerne. Ora fik også Lampis til at øve sig i alfabetet og i at skrive sit navn, selvom han ikke forstod hvorfor det pludselig var så vigtigt. Han legede sammen med trillingerne og hjalp Kiba med at bygge på hytten. Om aften sad de alle og spiste sammen, og Lampis kunne ikke huske hvornår han sidst havde været hjemme en hel dag med familie. Efter trillingerne var blevet lagt i seng, sad han, Kiba og Ora oppe sammen, og sad bare og talte. Lampis fortalte om de steder han havde set en masse gode bærbuske, hvor deres bær snart var klar, og hvor han havde set et kaninhul og at der var masser af unger. Lampis så lidt mod Ora, som sad og smilte sørgmodigt til ham mens han talte, men han forstod ikke hvorfor.

”Skal du virkelig allerede rejse?” spurgte Lampis, mens han stod og så på at Vincent pakkede sit telt ned. Lampis var faldet i søvn da Vincent var kommet tilbage aften før. Vincent så op fra sit arbejde. ”Sådan er det at være en handlende. Hvis jeg var jæger, ville jeg slet ikke bevæge mig.” sagde han og vendte tilbage sit arbejde. ”Men så ville jeg hellere ikke komme på besøg. Jeres landsby har nok jægere.” forsatte han uden at se op, velvidende hvad Lampis ville sige. Lampis så surmulende på ham, han vidste godt at Vincent levede af det her, men det betød ikke han kunne li det. Vincent fik pakket det sidste ned og rettede sig op. Vincent vendte sig mod Lampis og så ned på ham. ”Måske du skulle sige farvel.” sagde Vincent, men så over skulderen på Lampis. Lampis lage underne hovedet på skrå og så sig tilbage. Kiba og Ora stod ved siden af hinanden og Kiba havde en rygsæk over den ene skulder. ”Skal du også rejse?” spurgte Lampis og gik hen mod dem. Kiba rystede på hovedet og rakte rygsækken frem. ”Nej, det skal du.” sagde han. Lampis så underne på ham, men så så på rygsækken. Hans bue var bundet fast på siden af den. ”Vi tænkte det var på tiden du så noget mere af verden.” sagde Ora og smilte stille, men der var tårer i hendes øjne. Lampis så fortvivlet på hende. Lampis rystede stille på hovedet. ”Nej... Jeg… er glad her…” sagde han stille, men Kiba rystede allerede på hovedet. ”Du er langt fra glad her.” sagde Kiba. Lampis mærkede en hånd på sin skulder og så op på Vincent. ”Verden er et skræmmende sted, men du er klar.” sagde han og smilte vidende til Lampis. Lampis så tilbage på Ora, som smilte kærligt til ham. ”Jeg vil savne dig… Men jeg ved det er det rigtige. Du fortjener at se verden og finde noget som gør dig lykkelig.” sagde hun. Lampis gik frem og lage sine arme om Ora. De gjorde det ikke for deres egen skyld, de ville altid have et hjem til ham. Men de vidste at Lampis havde brug for det her.

”Hvad mener du?” spurgte Kiba. ”Lampis kan ikke blive her, han trænger til at komme væk fra landsbyen, ud blandt andre.” sagde Vincent. Ora rystede på hovedet. ”Nej, vi kan ikke bare sende ham væk… Han vil tro vi ikke elsker ham…” Ora fik tårer i øjne. ”Jeg siger ikke i skal sende ham væk. Lad mig tage ham med mig. Jeg finder et sted som vil tage ham ind, hvor han kan lærer et håndværk.” sagde Vincent. ”Han kan ikke blive hos dig? Han er allerede god med en bue.” sagde Kiba, hurtigere til at acceptere ideen om at Lampis skulle rejse ud. Vincent rystede på hovedet. ”Jeg er en enspænder, og selvom jeg elskede drengens selskab, så trænger han til at være omgivet af andre. Det vil ikke hjælpe ham kun at være omkring mig og de små besøg jeg gør til byer.” sagde Vincent. Kibas skulder sank lidt. ”Vi har ikke penge nok til at kunne sende ham i lærer.” sagde han og så mod Ora. Landsbyen delte stort set alt, så penge var ikke rigtig et problem normalt. Når man sendte nogen i lærer, betalte man læremesteren, for besværet. ”Skal i ikke tænke på. Det tager jeg mig af.” sagde Vincent. ”Kan vi ikke tage i mod.” sagde Ora. Vincent tog stille hendes hånd. ”Jeg holder af drengen, og det her er hvad han har brug for. Han er ikke lykkelig her.” sagde Vincent og Ora måtte modstræbende give ham ret. Hun havde vidst det længe, men det sidste år havde det været helt tydeligt. Lampis ville aldrig blive lykkelig her.

Ora lage sine arme om Lampis. ”Du kan altid komme hjem.” sagde hun og gemte sit ansigt væk ved Lampis skulder. ”Det ved jeg.” sagde Lampis stille og gemte sit ansigt væk i Oras hår. ”Jeg elsker dig.” græd Ora stille og Lampis trykkede hende tættere ind til sig. ”Og jeg elsker dig… Jeg elsker jer alle.” Lampis stemme var grødet, og han blev stående lidt længere for at gemme det tårer som var i hans øjne. Lampis gav stille slip på Ora og så på Kiba. Kiba smilte sørgmodigt og rakte rygsækken frem igen. Lampis tog i mod den og svang op på sin ryg. ”Gå ud og vis verden hvem du er.” sagde Kiba og rakte sin hånd mod Lampis. Lampis tog den, og Kiba trak Lampis ind til et let knus. ”Og kom så tilbage og vis os det.” hviskede Kiba i Lampis ører. Lampis nikkede og trådte et skridt tilbage. ”Skal Lampis rejse?” spurgte Mira som kom ud af hytten. ”Må han ikke…” sagde Victor og skyndte sig hen og greb fat i Lampis. Lampis satte sig på hug og så på Victor. ”Jeg kommer tilbage. Jeg…” hvordan forklarede man det her til et barn? ”Du skal blive stærkere?” sagde Kida spørgerne og Lampis så op på ham og smilte. ”Ja, jeg skal ud og lærer noget nyt og blive stærkere.” sagde han og smilte taknemligt til den kloge dreng. Tårerne truede i Victors øjne og Lampis tog den stærke dreng i sine arme og gav ham et langt knus. Han gav også Mira og Kida et kram, og rettede sig op igen. Vincent stod stille og ventede til Lampis var klar. Da Lampis havde sagt sit farvel, vendte han ryggen til den eneste familie han havde kendt og så sig ikke tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...