Hjælper det at lukke øjnene, når først man har set?

Hvordan kan jeg glemme det fortalte eller udviske det sete? Jeg bliver jo mindet om det hver dag.

0Likes
0Kommentarer
22Visninger
AA

1. Hjælper det at lukke øjnene, når først man har set?

Hjælper det at lukke øjnene, når man først har set, eller at gemme bogen, når den først er læst? Nogle gange ville jeg ønske det. At jeg kunne styre impulserne i min hjerne, så de stoppede med at associere levende dyr til animalske produkter. Jeg ville ønske, at jeg ikke smagte fordærv i stedet for kødets umami. At jeg kunne undgå stanken af ammoniak, når bacon og æg steges. At jeg ikke så en afblødning, når kødsaften driver fra steaken. At jeg ikke oplevede gasning, når jeg bar en pels. At jeg kunne slippe for at høre koens brøl på kalvene, når mælken skvulper ned i glasset. Men jeg kan ikke lukke fra. Jeg kan ikke lukke min empati! Jeg har fået fortalt, jeg har læst, og jeg har set. Og jeg konfronteres med det hele tiden – der er animalske produkter over det hele. Og jeg tænker: er det mig, der er noget galt med? Jeg spiste også animalske produkter, og der associerede jeg det jo ikke med lidelse. Og jeg synes da, at jeg var et godt menneske. Hvorfor føler jeg så afsky over at skulle forbruge det nu? Og er dette den rigtige følelse? Er det mig, der er forvirret eller for blødsøden? Er det okay at have dyr og slagte dem, så længe de har haft et godt liv? Og ved vi overhovedet, hvad et godt dyreliv indebærer? Jeg er jo tydeligvis en minoritet, så måske skal jeg bare rettes ind og følge den brede masses samlede forståelse. Jeg synes da også som udgangspunkt, at folk må spise og forbruge hvad de vil – og jeg vil ikke ødelægge det for nogen. Og mine venner er jo ikke mordere! Mine venner kan godt lide dyr. Mine venner er kærlige, dejlige mennesker, som jeg har en masse tilfælles med, og denne ene facet skal ikke komme i vejen for det. De er empatiske, medfølende væsener.

Men nogle gange har jeg lyst til at skrige! At råbe af lungernes fulde kraft. Ikke fordi, jeg føler mig bedre end andre, tværtimod. Ikke fordi, jeg føler mig fanatisk eller religiøs. Ikke fordi, jeg kræver, at folk skal ændre sig. Ikke fordi, jeg tror at jeg har ret. Men fordi vi ikke har spurgt dyrene – og de kan ikke brøle det selv. Men hjælper det at råbe? For råbende mennesker anses vel ofte som unormale, støjende og irriterende. Hjælper det, at jeg fortæller folk om vores produktionsdyr og opdrætsformer, om dyrs sanser, om dyrs adfærd, om dyrs egenskaber? Hjælper det, at jeg minder folk om, hvor meget de holdt af dyr, da de var små; at de lærte deres lyde og nød at tegne dem. Hjælper det, at jeg forklarer, hvor nemt det er at udelade animalske produkter fra sin kost? Hjælper det, at jeg fortæller om de enestående goder, den veganske livsstil bringer med sig? For ved folk ikke det allerede? Har alle efterhånden ikke set, læst eller fået fortalt dette? Og hvorfor bekymrer jeg mig så overhovedet over, hvad andre mennesker foretager sig? Jeg har jo fået det godt af mit valg, så skal jeg ikke bare lade andre være i fred. Jo – men det handler ikke om mennesker. Det handler om dyr. Det er dyrene, jeg er bekymret for, og det er deres liv, jeg begræder. For det er dyrenes rettigheder, vi har taget fra dem. Så jeg er splittet. Splittet mellem på den ene side at lade folk gøre deres egne erfaringer og leve deres eget liv, men selvfølgelig stå til rådighed og hjælpe, når de ønsker det og på den anden side at afhjælpe lidelse for vores medvæsener. Jeg ønsker ikke at bestemme over andre – men det er netop også grunden til, at jeg ikke vil være med til undertrykkelse af vores dyr. Det hele ville være meget nemmere, hvis min empati kun gjaldt mennesker, men desværre har jeg ikke lært at slukke for min kærlighed til andre væsener – en kærlighed, der ulyksaligvis er tiltagende.

Så hjælp mig! Hvordan bærer man sig ad med at glemme det fortalte? At gemme bogen? At lukke øjnene? For jeg har brug for det! Når jeg forsøger at glemme, spiser folk omkring mig. Når jeg forsøger at gemme, får jeg en ny bog. Når mine øjne lukkes, fyldes de med tårer. Hvordan begrænser man sin empati? Jeg elsker ikke dyr mere, end jeg elsker mennesker. Jeg elsker alle væsener – er det for mange? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...