Hansen elsker dyr

Elsker dyreelskere egentlig dyr? ALLE dyr? Eller burde man specificere, hvilke dyr man elsker.

0Likes
0Kommentarer
31Visninger
AA

1. Hansen elsker dyr

Hansen elsker dyr! Han har en hund, som han går tur med hver morgen ned til søen, hvor han fodrer ænderne med daggammelt brød. Åhhh, de er så dejlige! Gråænder og troldænder kommer svømmende mod ham, nu skal de fodres, nu skal de forkæles. Imens flyver sommerfugle og guldsmede rundt i den lune sommermorgen, en fryd for øjet, vidunderlige skabninger. Men lykken varer sjældent længe, for hættemågerne kommer – de hulens måger, der tyvagtigt stjæler ændernes brød. Hvorfor kan de ikke lade dem være i fred – de kan vel finde deres egen mad. Øv, nu kommer schæferen også, hvem anskaffer sig dog sådan en aggressiv hunderace, der altid knurrer og viser tænder – næh hans egen labrador, se, det er en dejlig hund. Hansen er heldigvis løbet tør for brød og kan spadsere hjemad, hjem til morgenkaffen og dagens avis. En myg sætter sig på armen – smak. Sommeren er på vej, ude i hans have fløjter alle de små fugle, Hansen har nemlig foderkugler til musvitter, mejser, spurve og finker, der pipper og synger, for katten er indenfor. Ja, Hansen elsker dyr. Findes der noget bedre end kaffe, morgenbrød med smør, – økologisk selvfølgelig, for dyrenes skyld – avis og fuglefløjt akkompagneret af kattens spinden – næppe! Næh, nu skal det stoppe! De forbandede skader, igen! De skræmmer de små fugle. Åbn altandøren og pift! Fægt med armene – katten slipper ud, ja, den kan måske fange nogen af dem. Det ville altså være dejligt, de skal altid skræmme de små uskyldige fugle. Ja, Hansen elsker dyr. En flue flyver ind, en evindelig summen, heldigvis stoppet med et svirp fra fluesmækkeren – men hov lige der ved vinduet, som blev dens endeligt, sidder jo en lille mariehøne. Sommerens budbringer og en af naturens smukkeste skabninger – den kan jo ikke overleve her inde i huset, så hans nænsomme hænder fører mariehønen udenfor – så kan det jo bede om godt vejr. Morgenrutinen færdiggøres med at fodre akvariefiskene – de søde, godmodige skabninger. Flotte og farverige, som et foranderligt maleri. Gad vide om konen køber laksefilet til aftensmad, de gør sig nu så godt på grillen. Ja, Hansen elsker dyr.

Jeg har endnu ikke mødt et menneske som ikke kan lide dyr – i hvert fald efter deres eget udsagn. Og vi synes også alle sammen at dyrene skal behandles ordentligt. Men vi glemmer at der findes mange forskellige arter, og vi har en tendens til at behandle dem meget forskelligt alt efter hvilken kategorisering vi har givet dem. Tag nu edderkoppen – hvorfor har vi behov for at slå den ihjel her i Danmark? Der er ingen af dem der er giftige for os mennesker. Og hvorfor beundrer vi mariehønen og græshoppen når vi irriteres af fluen og stankelbenet? Hvorfor holder vi hunde som kæledyr og bruger enorme summer på foder, legetøj og dyrlæger, når vi anskuer grise som madpakker på ben?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...