INFINITO // HARRY STYLES

En 21 årig kriminel, og hans flugt fra hans hverdag forsager måske lidt flere problemer end først forventet. En fredag aften, var det ikke en helt almindelig gæst der kom forbi. // Deltager i Harry Styles one shot konkurrencen med mulighed 1.

9Likes
6Kommentarer
765Visninger

3. »»»

Sirenen fra forskellige nødhjælpsfartøjer hylede højt i gaderne, og havde efterhånden gjort det så længe, at de var blevet baggrundsstøj for mine øre. Blinkene i de røde, hvide og blå farver lyste himlen op, men ikke mere end at de kunne være fra en fest.

For mig var det stadig blot en helt almindelig fredag, for hende? Måske ikke. 

Udtrykket i hendes ansigt havde ikke været til at tage fejl af. Hun var så forvirret og såret, og jeg kunne godt forstå det. Personen som hun havde betroet sig til, havde stukket hende dybt i ryggen. 

Jeg kunne kun regne med, at hun ville prøve at gå efter mig. Jeg mener; hvis jeg var i hendes sted, så ville jeg uden tvivl gå efter min partner i forbrydelsen. Hun havde jo ikke gjort det alene, men jeg havde brugt det som en måde at komme væk fra hende på. 

Jeg ville bare gerne væk fra det vi havde gang i, og den eneste måde at gøre det på, var ved at kontakte politiet. Så jeg havde skrevet en anmeldelse til dem - men det var ikke derfor, at de var mødt op ved hoveddøren i aftes. Vi var blevet forfulgt i flere måneder; de havde opbygget en sag. 

Hendes stemme der spurgte dem hvad der foregik, da de havde banket på døren, sad fast i mit hoved. På grund af hendes stupide spørgsmål, havde det lykkedes mig at nå ud i tide. 

Nu var der flammer fra hele huset, og både ambulance, brandbil og adskillige politibiler holdte på vores adresse. Det havde ikke været min idé, men hun havde luftet den for mig. 

Det var den perfekte flugtplan, havde hun sagt. Hun havde planlagt det for omkring seks måneder siden, da det begyndte at blive mere seriøst for hende. Hun så det vi lavede som en måde at leve på, som en indtjening, og hun havde absolut intet imod at det var ulovligt det vi havde gang i. 

Selv ville jeg aldrig have set det sådan, men måske var det også bare fordi, at hun havde gang i vores chef på samme tid. Men det havde jeg selvfølgelig intet bevis på, men det var lettere at holde mig væk fra hende, hvis det var den teori jeg gik efter. For hvorfor skulle hun ikke have lyst til, at være sammen med flokkens leder; alfaen Tomas?

Hvis man ser bort fra det, så havde jeg ingen årsager til at flygte fra hende, som jeg nu gjorde. Jeg burde tage mit ansvar; jeg havde trods alt været en del af det. Jeg havde været med til, at starte det op, og nu burde jeg også kunne slutte det af. 

Min skriftlige anmeldelse havde sikkert været det sidste politiet havde haft brug for, for at kunne begynde deres sag mod vores forretning. Eller forretning som vi godt kunne lide at kalde det. 

Men måske burde jeg komme lidt ind på, hvad det helt præcist er jeg har gjort. Eller rettere sagt, vi har gjort. For det var jo ikke noget jeg kunne gøre alene, og i dette tilfælde var vores kunder lige så skyldige som vi er. 

Det startede ud for to år siden, og der havde jeg kendt Jessica i et par måneder. Vi skulle flytte sammen, og vi havde efterhånden lært hinanden ret godt at kende. Jeg havde hørt om hendes tidligere liv og hendes tidligere vaner, men hun forsikrede mig om, at det hele var fortid. 

Som det viste sig, så var det ikke fortid, og hun besluttede at jeg skulle være en del af det. Jeg havde intet at sige, ikke før at hele vores lejlighed var fyldt med ting hun enten havde stjålet, fået foræret for at have gjort langt værre ting end at stjæle, eller købt med penge hun havde stjålet. 

Jeg kunne mærke mit hjerte banke oppe i halsen. Taxaen holdte stille for det røde lys der var foran os, og jeg kunne mærke frygten stige for, at politiet ville indhente os. Jessica havde højst sandsynligt ikke sagt noget endnu. Hun ville ikke afsløre sig selv. 

Det var ikke svært at se, at mit navn; Harry Edward Styles ville blive nævnt, når først de havde præsenteret hendes forbrydelser for hende. De ville også vide, at hun ikke gjorde det alene. Jeg vil vædde med, at de har mit ansigt et par steder på deres eftersøgningstavle også. 

Og hvorfor jeg er på den tavle? Det startede forsigtigt ud. Jeg stjal noget tøj, jeg stjal nogle møbler. Jeg lavede nogle ting som jeg ikke burde, for at få kolde kontanter i hånden. Vi havde problemer med, at få hverdagen til, at hænge sammen. 

Jeg ville gerne have, at vi skulle kunne være sammen, og hvis jeg ikke turde gøre det samme som hende, ville hun vel have gået fra mig. Måske skulle jeg have ladet hende gøre det. 

Men det blev til større ting, lige pludseligt havde hun rodet os ind i noget, som jeg ikke havde lyst til. Det startede med, at vores chef, Tomas, var vores kunde. Han havde brug for nogle til, at klare hans beskidte arbejde. Den egentlige grund var, at han skulle se om vi var klar på det. 

Jeg var tiltrukket af hende, og kærlighed gør blind. Det er hvad ordsproget siger, og det er også sådan det føltes. Jeg havde intet syn for hvad vi havde gjort, og det havde jeg ikke i lang tid. Vi fortsatte på samme måde, og opgaverne blev værre og værre.

Tomas sagde altid, at vi rykkede os op i hierakiet, og at de store kunder nu kom til os, i stedet for lignende firmaer. Jeg havde en klump i halsen i lang tid efter, at han havde sagt det. Der var andre mennesker som gjorde det samme, som jeg nu gik og lavede. Jeg kunne ikke lade vær med at tænke på, hvor forfærdeligt det var, at der kunne være konkurrence i at dræbe mennesker for penge. 

Jeg var hovedet bag det. Jeg gjorde aldrig selv noget i praksis, og havde jeg gjort det, havde jeg meldt mig selv nu også. Hvis Jessica ikke nævner mig, så nævner hun Tomas - medmindre, at de selvfølgelig har aflagt ham et besøg først - men i hvert fald, så nævner han mig. 

Jeg er hjernen bag hans mest geniale mord. Jeg er grunden til, at vi rykkede os op i hierakiet. Jeg kom op med idéer hvor man ikke behøvedes at være grundig, der var plads til at lave fejl - for det hele ville blive slettet sammen med liget. Vi kunne dræbe folk uden, at liget som regel kunne identificeres med det samme. Derfor kunne vores fingertryk heller ikke anes. 

Der lød et dyt bag mig. Jeg havde bedt taxachaufføren om at køre, indtil jeg sagde at han kunne stoppe. Han kørte overraksende hurtigt, og det måtte være grunden til dyttet. Sirenerne kunne ikke længere høres, men vi var også langt væk fra byen nu. Jeg trak vejret dybt ned i maven, og kunne mærke en klump i halsen forme sig. 

Jeg havde det dårligt over min flugt. Jeg havde dræbt de mennesker, og så var der også alt det andet. Jeg var skyldig, og nu sad jeg bare i en taxa, på vej væk fra hvad der havde været min hverdag i snart to år. Det havde virket normalt, og nu ville jeg gøre alt for, at slippe for det. 

“Undskyld herre,” afbrød chaufføren mig. Eller, han afbrød mine tanker. Jeg kiggede ængsteligt op på ham, og måske en anelse for hurtigt. Selv chaufføren så chokeret ud over min reaktionstid. 

“Har du fundet ud af hvor du skal hen endnu?” Han sendte mig et lille smil efter sit spørgsmål. Han var en ældre herre, hvid, og med gråligt hår. Han virkede flink; jeg kunne se det i hans øjne. 

“Ikke endnu, jeg skal nok fortælle dig når jeg ved det,” svarede jeg ham med et smil. Jeg lænede mig tilbage i sædet igen, og lod selen stramme sig om min brystkasse. Jeg følte mig fanget, men ikke lige så fanget som jeg ville føle mig, når jeg sad bag tremmer. 

Det var kun et spørgsmål om tid, før at mit navn ville blive bragt på banen. Det var kun et spørgsmål om tid og ressourcer før, at de ville finde mig. Men hvor meget ville man ikke lige bruge på, at finde en seriemorder? Jeg nød ikke, at kunne kalde mig selv det ord. 

Som ordet lå på min tunge, fik jeg sure opstød på vej op i halsen. Jeg fik kvalme, når jeg tænkte på hvor mange familier jeg havde efterladt sønderknuste. Det var ikke voldtægtsmænd og pædofile som jeg havde dræbt. Det var konkurrenter, eller high school ærkefjender. 

Tomas havde udnyttet mig for min hjerne. Jeg var bag alle missioner. Jeg var hackeren, jeg var forfatteren, jeg var manden bag det hele. Bortset fra, at han stadig stod bag mig; klar til at skyde mig i ryggen. 

Jeg havde været Jessicas kæreste, og i realiteten var jeg det vel egentlig stadigvæk - også selvom, at jeg ikke så hende som mit livs kærlighed længere. Jeg havde været Tomas’ bedste ven, og i hans øjne, var jeg måske stadig hans. Jeg vidste endnu ikke, om de havde fundet frem til ham.

Vi havde været en gruppe på syv mennesker til sidst. Tomas var chefen, jeg var hjernen, og så var de resterende fem vores soldater. Jeg blev betragtet som et af overhovederne, og jeg havde følt mig magtfuld. Der havde ikke været noget bedre end at kunne sende sine soldater afsted ud på en mission, som ville skaffe nok penge til, at jeg kunne overleve endnu en måned. 

Jessica og jeg kom hurtigt ud fra vores skodlejlighed, med de stjålne, slidte møbler. Vi flyttede ind i et hus, og pengene til det havde vi fået fra missioner - både de missioner som Tomas kendte til, men også vores egne små projekter. Der var flere og flere der var blevet trætte af Tomas, og var begyndt bare at gå til mig med det samme. De var trætte af, at han lod som om, at han gjorde alt arbejdet. 

Det var ikke længere kun drab, som vi blev hyret til. Nogle ville også bare have, at vi skulle stalke folk. De ville have øjne på en bestemt person fireogtyve/syv, og personen skulle kunne mærke, at han eller hende blev overvåget. Frygten var som regel det værste for dem. 

Huset var det største i gruppen. De andre boede stadig i skod lejligheder, for at holde sig under jorden. Til gengæld, så var Jessica og jeg også de eneste med en ren straffeattest. Derfor blev huset brugt til møder, og til gemmestedet for os alle syv. 

Der var ikke værelser til alle, så de andre blev sat sammen i grupper. Tomas var den eneste der fik sit eget værelse. Iz og Alejandro delte værelse, og det samme gjorde Louis og Kato. Alejandro havde været den nyeste tilføjelse til gruppen, en beslutning som jeg havde taget.

Jeg havde taget ansvaret for ham, og nu ville han komme i fængsel, hvis alt altså kom ud til min fordel. Uanset hvem af dem der knækkede, så ville jeg blive nævnt. De var alle for uintelligente til at dræbe folk på den måde, og det ville politiet hurtigt finde ud af. 

Tomas og jeg var de vigtigste at få fanget i denne her sag, det vidste jeg godt. Ham der fik idéen og fik den ud i verden, chefen over alle seriemorderne, han skulle selvfølgelig fanges, og dette var Tomas. Men ham der sørgede for, at politiet fik sværere ved deres arbejde, ham der sørgede for at ofrene led så meget som muligt, han var om muligt endnu vigtigere at finde. Og det var mig. 

Jeg kan huske denne her ene sag, for det var den sag som gjorde, at Tomas så hvor genial jeg var. Jessica og jeg skulle ud på mission, men det var sværere end planlagt. Manden vi skulle dræbe, var forberedt og havde våben på os. Så vi improviserede, og tyve minutter efter det, kunne man ikke kende ham længere. Hans ansigt var smeltet af. 

Men som sagt, så var det ikke længer kun drab. Tortur, stalking, indbrud, forhørelser - det var alt sammen en del af min hverdag, lige pludseligt. Det var forfærdeligt, og endnu mere forfærdeligt at tænke tilbage på. Jeg var vild med min position i det hele; jeg behøvedes ikke at løfte en finger.

Jeg var en kujon. Jeg flygtede fra den straf som jeg fortjente, og jeg havde det ikke engang dårligt med det. Jeg var den største kujon, som jeg nogensinde havde mødt. Fængsel skræmte mig mere, end alt det som jeg havde påført andre mennesker. Hvordan kunne det lade sig gøre?

Taxaen holdte ind til siden, men jeg kunne ikke høre en eneste grund til hvorfor. Der var ingen sirener, der var ingen blå blink, der var intet. Jeg var midt ude i ingenting, en sort gyde. 

“Hvorfor stopper vi?” Spurgte jeg, med hjertet helt oppe i halsen. Jeg sad lænet frem i sædet, men selen spændt helt tæt ind til brystet. Chaufføren vendte sig om, og smilede til mig. Hans smil skræmte mig denne gang, hans øjne så, så anderledes ud. 

“Er det dig der er Harry Styles?” Hans stemme var mut. Han så nervøs ud, men nok ikke lige så nervøs som jeg var. Han kendte mit navn, og jeg havde ingen anelse om hvorfor. Kendte han mig? Havde han familie som havde kendt mig, eller stadig kendte mig?

“Ja, hvorfor?” Jeg prøvede at bevare roen. Ikke afsløre noget, bare slappe af, lade som om, at jeg var en helt normal, enogtyve årig mand, som ikke var midt i sin flugt fra politiet og mine tidligere kollegaer. Det ord virkede bizart. Kollegaer. Jeg havde fortalt dem hvordan de skulle dræbe fremmede. 

“De snakker om dig i radioen.” Chaufføren pegede på radioen, som var på forsædet. Jeg nikkede måbende, og kunne kun håbe på, at han ville ignorere det. Han kiggede ud mod vejen igen, som om, at denne samtale slet ikke var sket. Han slukkede for radioen, og kiggede om på mig igen. 

“Ved du hvor du skal hen endnu?” Spurgte han så, til min store overraskelse. Han var rent faktisk ligeglad med, at de lige havde eftersøgt mig på radioen. Han vidste, at han sad med en kriminel i bilen, og han var ligeglad. Var de penge han ville få fra mig, virkeligt så vigtige for ham?

Men hvor jeg skulle hen, vidste jeg stadig ikke. Jeg burde vende om, det burde jeg virkelig. Jeg burde tage ind til den nærmeste politistation og melde mig selv ind. Jeg havde såret de mennesker, jeg havde dræbt dem på en måde så de led så meget som muligt. 

Jeg var et monster, en seriemorder. Jeg var den værste person i vores gruppe, måske bortset fra Tomas, men ellers den værste. Tomas havde ikke gjort noget selv. Han skaffede kunder, og han fik os andre til at gøre det hele. Men jeg havde udtænkt alle mordene. 

Bare det, at jeg kunne tænke på den måde, som jeg havde gjort ved hver en mission, var absolut forfærdeligt. Jeg skræmte mig selv. Jeg var ikke længere den samme person, som jeg var inden jeg mødte Jessica, og det kunne jeg ikke sige med et smil på læben. 

Hun havde forvandlet mig til noget som jeg ikke kunne stå ved. Noget jeg ikke kunne klare. 

Den gamle Harry var taget ind på politistationen nu. Jeg fortjente at blive låst bag tremmer for evigt. De vidste allerede, at de havde brug for mig. Jeg ville være på flugt resten af mit liv. Jeg ville aldrig opleve kærlighed igen; jeg ville aldrig få et arbejde. Et normalt liv var ikke i kikkerten for mig længere. Kriminaliteten havde taget over. 

Svaret kendte jeg godt, men det skræmte mig. Var jeg klar til at opgive alt, hvad jeg nogensinde havde ønsket for mig selv? 

“Bare til den nærmeste politistation.” Svarede jeg ham, og smilede svagt for mig selv. Chaufføren kiggede chokeret om på mig, og spurgte så:

“Er du sikker?” Jeg kunne ikke lade vær med at grine svagt for mig selv. Uanset hvilket valg jeg tog, så ville jeg være en fange. Jeg kunne lige så godt være en fange, som ikke skulle kigge sig over skulderen inden jeg tog nogle valg, eller lavede nogle bevægelser i offentligheden.

På denne her måde, ville jeg slet ikke skulle bekymre mig om offentligheden, for jeg ville ikke være i den. Jeg kiggede hen på radioen. Der var et lille barn, der havde tegnet på den. 

“Jeg er fuldstændigt sikker. Men bare rolig, jeg skal nok lade vær med at nævne dit navn, Howard.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...