Natten

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2017
  • Opdateret: 2 aug. 2017
  • Status: Igang
Året er 1629. Kronborg knejser majestætisk over Øresund. Bag slotsmuren går livet sin vante gang, men den unge tjenestepige Ellen står overfor sit livs dilemma. Hendes handlinger natten imellem den 24. og 25. september kommer til at ændre historien og ikke mindst hendes eget og mange andre menneskers liv. Svære valg med næsten uoverstigelige konsekvenser hviler på hendes alt for små skuldre, og meget kan nå at gå galt før natten er omme.
Skriv dig gennem historien: mulighed 2.

11Likes
32Kommentarer
795Visninger
AA

2. Kronborg 24. september 1629

Sensommervinden legede med en lok af hendes hår, der havde forvildet sig ud under kysen. Hun skubbede den hurtigt tilbage på plads. Det røde hår havde altid været som et brændemærke, der til stadighed mindede hende selv og alle andre om hendes synd. Hun bed sig i læben. Solen fik havet til at glitre som den safir, hun engang havde snydt sig til at se om Dronning Kirsten Munks hals. Hun måtte være lykkelig. Tænk at være dronning, at have så smukke klæder og smykker. At rejse med kongens følge og se hele verden. Så måtte man da være lykkelig. Ellen skubbede igen hårlokken på plads. Hun måtte gøre sig mere umage med fletningen, men ved det tidlige daggry, før morgenmalkningen, var håret det sidste, hun tænkte på. 

En måge skreg i vinden. Tænk, hvis hun kunne flyve som mågerne, der svævede højt over hendes hoved. Flyve hvorhen, hun ville. Gøre hvad end, hun ville. Slippe for tilråbene og den brændende skam. Hun kunne lade vindene føre hende mod Skåne på den anden side af sundet. Lade dem føre hende videre til Sverige og se Smålands blomsterenge, som Ola altid snakkede om, når hun besøgte ham i smedjen. Hans blik blev så fjernt, når han mindedes sin hjemegn. Ola var altid så venlig imod hende. Måske fordi de begge var lige så lidt værd som det støv, hun fejede væk fra slotsgården hver eftermiddag. Hende råbte de altid horeunge efter; ham kaldte de svenskersvin.

Solen var efterhånden gledet ned bag Kronborg. Om en time, eller måske to, ville en soldat trutte vagtskiftsfanfaren fra trompettårnet og signalere, at det var tid for tyende at gå til ro. Ellens mor havde fortalt, at dengang hun selv var barn, var trompettårnet kun blevet brugt, når kongen var på slottet med sit følge; men det var også før den sidste krig mod svenskerne. Måske brugte man ikke nattevagter dengang. Håndværkerne, der i mange dage havde repareret et eller andet på kanontårnet, var ved at pakke deres værktøj sammen for natten.

Ellen rejste sig og børstede sandet af skørtet. Hun måtte se at komme afsted, hvis hun skulle nå at hjælpe mor ved rokken, før det blev for mørkt i klædestuen. Hver aften forsøgte hun at nå det arbejde, hendes mor burde have nået i dagens løb. Ellen var efterhånden blevet så ferm til at spinde, at klædestuejomfruen for en stund havde glemt sine trusler om at sende hendes mor på fattiggården, men moderen arbejdede langsommere og langsommere, som månederne skred frem. Ellen frygtede, at moderens lungesyge til vinter ville blive umulig at skjule; eller at nogen i mellemtiden opdagede, at det var hende, der gjorde en del af arbejdet. Skete det, ville de blive straffet, og værst af alt, ville hendes mor nok ende på fattiggården. Det løb koldt ned ad ryggen på Ellen bare ved tanken om det sted. De små mørke rum fyldt med spedalske, rotter og stanken af sygdom og nært forstående død. Den evige klagen og hoste. De store bedende øjne, der fulgte hver eneste af hendes bevægelser, når hun kom med resterne efter en af kongens overdådige middage. Der skulle hendes mor ikke ende. Det måtte ikke ske.

Ellen løb henover borggården. Hun havde igen spildt for meget tid ved sundet. Gid hun kunne stoppe tankerne, før fuglene fangede dem og fløj i alle retninger og først kom tilbage med dem, når det var for sent. Den tunge dør buldrede i bag hende. Ekkoet fra skoene, der klaprede imod stentrinnene, blev kastet rundt i vindeltrappen. Ellen stoppede brat op. Der var stemmer i håndarbejdsværelset. Der burde ikke være andre end hendes mor derinde. Havde nogen opdaget dem?

Det var en mandsstemme. Ellens hjerte slog så hårdt, at hun knap kunne høre, hvad der blev sagt. Hun lukkede øjnene og tog et par dybe indåndinger.

“Du må hjælpe mig, Agnes! Hun er den eneste, der kan gøre det.”

”Men…” hendes mors stemme blev afløst af et hosteanfald.

”Hun er min datter, det er hendes pligt overfor slægten, og jeg har gjort alt for jer!” Mandens bryske stemme rungede i den tomme bygning.

Ellen gøs, da hun genkendte stemmen. Det var hendes far. Vreden spilkogte i hende. Han havde ikke accepteret hende. Havde ikke accepteret dem. Han havde været for fin til en tjenestepige. Havde udnyttet hendes mor. Både skammen og det røde hår var hans skyld. Han kunne have givet dem en fremtid. Et trygt liv, hvor fattiggårdens skygge aldrig ville nå dem. Hvor de andre ikke ville drille hende eller nægte at sidde ved siden af hende i spisesalen.

”Hvad har De nogensinde gjort for hende, eller for mig for den sags skyld?” Bed Agnes ham hvast af.

”Hvis ikke det var for mig, var Ellen i børnehuset, og du på fattiggården. Jeg har holdt hånden over jer, forstår du ikke det, kvindemenneske.”

”De har intet gjort for os!” Agnes stemme dirrede af vrede.

”Jeg har givet jer et levebrød! Jeg har givet dig meget mere, end du fortjener, din utaknemmelige kælling!”

Ellen hørte smældet af en lussing. Hun bed sig i læben for at holde tårerne tilbage. Han skulle ikke slå hendes mor. Hun kunne mærke, at raseriet var lige ved at koge over. Hendes kinder blev varme af vrede.

”De vil ikke kendes ved os…” svarede hun spagt ”…kun når De har brug for os, vil De vide af os. Hvor længe er det siden, De sidst har opsøgt mig?”

”Hvordan ville det ikke se ud, hvis jeg kom rendende her i tide og utide? Forstår du da intet?” Han sukkede og fortsatte: ”Så må jeg jo selv finde hende. Hvor holder pigebarnet til på denne tid af døgnet?”

”Det må De ikke…” Agnes’ stemme døde ud.

Ellen styrtede ned ad vindeltrappen. Om lidt ville han uden tvivl flå døren op. Han måtte for alt i verden ikke tage hende på fersk gerning i at snage. Hun skrævede med hastige skridt over borggården. Så snart hun var ude af slotsporten, satte hun i løb. Hendes sko dundrede imod træbroen over voldgraven. Hvad ville han have hende til at gøre? Det måtte være noget forfærdeligt, siden hendes mor ikke tillod det. Man sagde ikke kommandanten imod.

Ellen nåede stranden og trak sig behændigt op på en kampesten. Hurtigt kravlede hun videre henover de store sten. Hendes fødder blev ved med at skride i sandet. Hendes hjerte hamrede som hestenes sko imod brostenene, når mændene red på jagt. Til sidst nåede hun sit mål. En opretstående kampesten. Hun lod sig falde ned bag den og hev efter vejret. Ellen kiggede ud over Øresund. Mågerne fløj skrigende væk fra kysten for at gå til hvile på sundet. Gid, hun selv kunne gøre det samme, stikke af fra det hele og aldrig vende tilbage, men hvor skulle hun tage hen? Kronborg var det eneste sted i verden, hun kendte, og hvad ville der ikke ske med mor, hvis hun selv pludselig forsvandt?

Bølgernes legende skvulpen imod stenene under hende fik hende altid til at slappe af. Uanset hvad der skete, ville de altid skvulpe imod stenene, og det gjorde hende på en eller anden måde tryg. Måske skulle hun bare gå tilbage, tale med sin far og få det overstået. Måske var det barnligt at lege skjul med ham, når han alligevel ville finde hende før eller siden. Gad han ikke selv gøre arbejdet, kunne han bare kommandere en flok soldater efter hende. Uanset hvad, ville der snart blive blæst til vagtskifte, hvorefter køkkenpiger ikke måtte forlade tyendeboligerne oppe på volden, og så kunne han jo bare finde hende der. Kommandanten var uden tvivl hævet over reglen om, at tyendeboligerne var forbudt område for soldater.

Forsigtigt kiggede Ellen over stenen. Kommandanten kom ned mod stranden. Hans røde hår brændte i aftensolen som flammer i helvede. Hun lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Der var ikke andet at gøre end at tage sig sammen og gå ham i møde. Beslutsomt bed hun tænderne sammen og vaklede tilbage over stenene. Da hun nåede hen til ham, nejede hun så dybt, at hun næsten mistede balancen.

”Godaften, hr. kommandant,” hilste hun spagt med blikket stift rettet imod en bar plet i græsplænen. Varmen steg hende til kinderne på trods af sensommeraftenens kølighed.

”Godaften. Fortrinligt, sådan at møde dig i aften.” Svarede han og lød nærmest venlig. ”Det var netop min datter, jeg søgte…”

Han havde aldrig kaldt hende sin datter før. Hun kunne mærke usikkerheden brede sig som den kriblende fornemmelse af ubehag, der altid fyldte hende, når han var i nærheden. Efter hvad der føltes som tusinde år, brød han endeligt tavsheden, og hun åndede lettet op.

”…Jeg brug for din hjælp.”

”Min hjælp?” Ellen så forsigtigt op og forsøgte at lægge ansigtet i overraskede folder. ”…men hvad kan jeg dog hjælpe Dem med, hr. kommandant?” Hendes stemme slog knude på sig selv.

”Du behøver ikke kalde mig hr. kommandant, jeg er din fader.” Sagde han, som om det var det mest selvfølgelige i verden. Ellen forstod ingenting. Normalt holdt han stramt på formerne, og at kalde ham andet end hr. kommandant ville udløse en reprimande og et rap med ridepisken.  

”Du må gøre mig en stor tjeneste.” Fortsatte han ”Det vil kræve mod og snilde, men jeg vil belønne dig rigeligt, hvis det lykkes.”

Venligheden i hans stemme blev ord for ord erstattet af den kolde tone, han altid brugte overfor sine soldater.

”Men hvad skal jeg da gøre, hr. Fader?” Dristede hun sig til at spørge.

”I ly af nattens mulm og mørke må du snige dig ned i mit laboratorium i kasematterne.” Han holdte en dramatisk pause. ”Du må antænde alt, hvad du finder dernede… Der er af stor vigtighed, for riget, for kongen og for mig personligt.”

”Men hvorfor?” Ellen spyttede nærmest ordene ud. Hun kunne have bidt tungen af sig selv, men kommandanten lod ikke til at have opfattet frækheden.

”Jeg kan da ikke involvere et barn i ordenens anliggender, det må selv du kunne forstå. Du må blot gøre, som jeg siger. Det bedst for alle parter!” Det sidste lød nærmere som en ordre end som en bøn om hjælp.

Han fortsatte: ”Det er af allerstørste vigtighed at vores visdom ikke falder i de forkerte hænder. Jeg er blevet pålagt af ordenen at tilintetgøre alle spor efter mit laboratorium.”

Tankerne svirrede rundt som forvirrede fluer i Ellens hoved. Et laboratorium i kasematterne og en hemmelig orden, hvad var det for noget?

”Hjælper du mig, finder jeg en læge til din moder.”

Ellen så forskrækket på ham. Han vidste, at hendes mor var syg.

”Hjælper du mig ikke, er det straks en anden snak.”

Hans stemme fik det til at løb hende koldt ned at ryggen. Hun anede ikke, hvad hun skulle svare.

”Men er det ikke frygteligt farligt?” Dristede hun sig til sidst til at spørge.

”Det er farligt, hvis ikke du er modig…” svarede han kryptisk. ”… men lykkes det dig, vil jeg belønne dig rigeligt. Hvad med et lille hus til din moder og dig i et sogn langt herfra? Det ville da være væsentligt bedre end fattiggården, ikke sandt?”

Ellen kunne mærke hans usynlige greb om hende strammes.

”Men hvorfor gør De det ikke selv?”

Hun kunne have bidt tungen af sig selv, men det lod ikke til, at han tog spørgsmålet ilde op.

”Da det er mit laboratorium, ville jeg være den første, man mistænkte. Man ville måske endda anklage mig for hekseri eller landsforræderi. Du ønsker vel ikke, at se din fader død?”

Hans isnende stemme fik hende til at fortryde spørgsmålet endnu engang.

”Nej, jeg vil aftenen igennem deltage i middag med repræsentanter fra rigsrådet. Ingen vil mistænke mig. Alibi kaldes det. Du, derimod, er blot et barn. Børn kan gå i søvne eller fare vild på store slotte. Dig vil ingen mistænke.”

Ellen ville protestere, man han stoppede hende med en håndbevægelse.

”Alle foranstaltninger er trufne. Følg med.”

Hun kunne mærke vreden vokse, som havde nogen prikket til en bikube indeni hende. Hvordan kunne han bare forvente, at hun ville hjælpe ham. At hun ville bryde flere regler, end hun kunne tælle på begge hænder for ham, og endda brænde en del af kasematterne ned? Hun ville blive straffet, hvis hun blev opdaget, måske endda dømt til døden. Var han skingrende tosset? Blev hun opdaget, ville han med garanti ikke løfte så meget som en finger for at hjælpe hende. Hun ville protestere. Sige, at han selv kunne brænde sit laboratorium af, hvis det absolut skulle brændes af; men hendes ben fulgte efter ham, som var de underlagt hans vilje. Hun tænkte på fattiggården; måske var det ikke kun hendes ben, der var underlagt hans vilje.

”Du går langs stranden og mødes med mig bag det første hus derovre.”

Han pegede imod en af soldaternes bygninger. Måske var det hestestalden, Ellen var ikke helt sikker. Hun ville spørge, hvad der skulle ske, men han var på vej op imod volden. Hun sukkede og gik ned imod vandet. Hvorfor var det lige hende, der skulle være hans datter. Hvorfor kunne det ikke være Sophie eller Margrethe i stedet. Havde Sophie været rødhåret, havde hun nok ikke været så storsnudet. Havde Margrethe haft en far, der ikke ville kendes ved hende, havde hun nok ikke fået de andre piger overbevist om, at det bragte ulykke at sidde ved siden af en horeunge.

Ellen nåede huset og stirrede mistroisk på brombærkrattet bag det. Ville kommandanten virkelig, at de skulle mødes derinde? Et smil undslap hendes sammenpressede læber ved tanken om, hvordan hans fine guldbroderede jakke ville blive sønderrevet af torne, og den hvide kniplingsskjorte, plettet af brombær. Nej, det kunne umuligt være det, han mente.

Kommandanten kom til syne i døren og viftede hende hen til sig. Hurtigt trak han hende indenfor og sendte hende et misbilligende blik. Hvad havde hun mon gjort galt?

”Op i kassen der med dig.” Han nikkede imod en trækasse på en kærre.

Ellen gik et skridt frem, men tøvede så. Mente han det virkelig alvorligt? Han så afventende på hende. Langsomt blev hans øjne til to smalle sprækker, så hun turde ikke andet end at træde hen imod kærren. Forsigtigt kravlede hun op i håb om, at den ikke ville tippe. Trækassen så alt andet end bekvem ud og var uhyggeligt lille. Hun kunne mærke sveden springe frem på panden. Der var ikke noget værre end små lukkede rum.

”Vi har ikke hele aftenen.”

Ellen tvang sine ben op i kassen og lagde sig ned. Hun kunne lige akkurat være der, hvis hun bøjede benene.

”Du skal ikke ligge der så længe” nærmest undskyldte kommandanten og lagde en fakkel og et ildstål ned til hende, før han smækkede låget ned over kassen. Det gav et gib i Ellen, da mørket lagde sig som et tæppe så tungt, at hun nærmest ikke kunne trække vejret. Hun prøvede at forestille sig, at hun blot lå i sin seng i hytten på volden, men kunne ikke.

Ellen kunne høre, at kommandanten skramlede ved kassens låg. Pludseligt løftede han kassen i hendes fodende, og hun kunne ikke tilbageholde et gisp. Kommandanten bankede hårdt på låget.

”Sådan noget, er det sidste gang du gør!” Selv igennem trækassens væg lød hans stemme uhyggelig.  

I et mindre truende tonefald fortsatte han: ”Rebet er ikke bundet fast om kassen. Når du hører vagtskiftefanfaren, løfter du forsigtigt låget fra kassen. Der burde ingen vagter være i selve krudtkamret. Du skal forsegle kassen med rebet, før du forlader krudtkammeret igennem den lille dør. Først når døren er lukket bag dig, må du tænde faklen med ildstålet.”

Ellen prøvede at få kontrol over sin vejrtrækning, men det var som om, trækassen blot blev mindre og mindre for hvert åndedrag.

”Når du er i selve kasematterne, lister du dig igennem den østlige og den nordlige fløj, bare følg gangen, der er afmærket. Når du kan høre, du er under køkkenet, skal du dreje til højre, og så ligger laboratoriet der. Det er næsten umuligt at gå forkert. Indgangen til køkkenet er permanent afspærret. I mit laboratorium skal du sætte ild til bogreolen og bordet.”

Han holdt inde. Lidt efter mærkede Ellen, kærren give sig med et ryk. Han måtte være ved at læsse den. Efterhånden føltes det som om, kassen var begyndt at vokse lidt igen. Hun hørte fodtrin og fjerne stemmer. I et hårdt ryk blev kærren løftet. Hjulene knirkede hen over gulvbrædderne.

”Du skal være forsigtig med kærren. Kasserne er eksplosive.”

Kærren skramlede henover den stenede vej. Kasserne rutsjede frem og tilbage. Den gyngende fornemmelse fik hendes mave til at vende sig. Ellen bed tænderne så hårdt sammen, at det gjorde ondt i kæberne.

”Direkte passageordre fra kommandanten. Ny beholdning af krudt.”

En svarede noget, Ellen ikke kunne tyde. Hun kunne mærke, sit hjerte begyndte at galopere igen. Hvad hvis de gennemsøgte alle kasser, der skulle ind på slottet? En langtrukken, hvinende lyd indikerede at den store port ind til krudtkammeret blev åbnet. Et lettet suk undslap Ellens læber. Det måtte betyde, at det værste var ovre.

”Tak. Jeg er tilbage om et øjeblik. Det skal blive på kærren.”

Kærren satte i bevægelse, men blev efter kort tid sænket ned. Enden ramte jorden med et lille bump, men soldaten måtte havet taget kommandantens advarsel alvorligt. Snart klappede døren til krudtkammeret i og lukkede alle lyde ude.

Hun ventede på vagtskiftet, i hvad der føltes som timer. Måske havde det allerede været der? Måske kunne man slet ikke høre trompeten herinde? Hun fik ondt i maven ved tanken. Hvad ville kommandanten mon gøre ved hende, hvis hun fejlede? Kassen skrumpede atter og pressede luften ud af hendes lunger. Hvad hvis hun ikke kunne få låget af? Ville hun nogensinde blive fundet her? Måske havde det hele været kommandantens måde at skaffe hende af vejen. Efterhånden sov begge hendes ben. Med ét gennemborede trompetfanfaren stilheden. 

Låget var så tungt, at Ellen måtte stemme fødderne imod og bruge alle sine benkræfter, før det løftede sig så meget som en tomme. Med fødderne skubbede hun det langsomt udover kanten, så hun kunne få en arm op af kassen. Efter noget tids søgen fik hun endelig fat i rebet. Prøvende trak hun i det, men det gav sig ikke umiddelbart. Hun tog en dyb indånding og trak til af al kraft. Kassen gav sig under hende og skrabede imod ladet på kærren. Hun sank en klump. Kunne det mon høres udenfor? Pludselig var rebet løst. Ellen balancerede forsigtigt låget udover kanten, og satte sig op.

Vognen tippede og ramte jorden med et dumpt brag. Hun udstødte et gisp. Det måtte uden tvivl kunne høres udenfor. Hun turde ikke så meget som bevæge sig. Hvorfor var hun altid så klodset? De ville med garanti komme om lidt. Hun ville blive anklaget for højforræderi. En ensom tåre trillede ned langs næsen. Hun turde næsten ikke trække vejret, i hvad der føltes som en uendelighed.

Døren gik ikke op. Der kom ikke nogen. Måske havde de slet ikke opdaget hende. Hendes mor havde altid sagt, at man skulle smile og håbe på det bedste. Hun tog en dyb indånding og prøvede, selvom det føltes underligt at smile til mørket. Hvis der kom nogen, ville det være dumt blot at sidde her til skue. Der slap kun en smal lysstribe ind ved døren. Låget var for tungt til, at hun kunne løfte det og hun turde ikke skubbe det op på plads. Tænk hvis vognen tippede igen. Hun måtte lade det ligge, og håbe på at ingen opdagede det. Hun fandt fakkel og iltstål og fortsatte forsigtigt hen til den næste dør. Gulvet var fyldt med sorte skygger. Trækasser og tønder fandt hun ud af, da hun bankede den ene fod hårdt imod en.

Den næste dør gled lydløst i bag hende. En høj knirken gennemborede stilheden. Hun for sammen. Nogen var på vej ind i krudtkammeret. Med tilbageholdt åndedræt bad hun en hurtig bøn. Bare de ikke så det åbne låg. Hun kunne se et svagt lys igennem sprækkerne i døren.

”Hallo!” Blev der råbt.

Ellen turde end ikke trække vejret.

”Det var nok bare en mus” brummede en af soldaterne.

De lukkede atter porten. Ellen skyndte sig at tænde faklen, og et varmt skær bredte sig rundt om hende. Det havde været alt for tæt på. Med hastige skridt gik hun ned ad gangen. Hvordan var det dog lykkes ikke at blive opdaget? Det hele føltes drømmeagtigt, som var det ikke hende selv, men en anden, der gik her med faklen igennem kasematterne. En mus pilede over gulvet, væk fra flammens skær, og en tanke slog ned i hende. Hvordan kom hun selv ud igen? Det havde kommandanten ikke så meget som antydet. Hun kunne mærke, alt blive sort inden i sig. Måske var det slet ikke hans mening, at hun skulle komme ud igen, selvom han havde kaldt hende sin datter?

Gangen udvidede sig til et stort rum. Langs væggene stod lange rækker af tønder og kasser stablet fra gulv til loft. Måske et lager til hvis svenskerne kom. Hun fulgte en slags gang igennem rummet og drejede om et hjørne. Hun for sammen. Var det ikke skridt imod sten, hun hørte i det fjerne. Lyden forsvandt igen. Måske havde det været hendes egne skridt. Hun tvang benene videre, men mærkede kort efter en iskold ånden imod sin nakke. Hun ville skrige, men lyden blev siddende i halsen. Spøgelser. Hun begyndte at ryste og styrtede fremad, så hurtigt hun kunne. Der var spøgelser i kasematterne, det sagde alle. Hun havde prøvet at fortrænge det hele aftenen, men nu var de her. Faklen blafrede voldsomt. Spøgelser kunne man flygte fra, hvis man var hurtig nok. Hun styrtede afsted.

Pludselig hørte Ellen skramlen over sig. Et øjeblik troede hun, det var spøgelset igen, men hørte så en velkendt, men fjern, stemme. Hun måtte være under køkkenet. Hun drejede til højre, som kommandanten havde forklaret, og stødte nærmest ind i skillevæggen. Forsigtigt gik hun ind bag den. En reol fyldte hele den ene væg. Støvede bøger stod fra gulv til loft. Pergamentruller, lerkrukker og fade lå i et kaos på bordet. En globus stod på gulvet sammen med en række metalinstrumenter, Ellen aldrig havde set før. Over et ildsted hang en stor kedel i et metalstativ. Langs væggene hang alt fra tørrede urter til fugleskelletter. Hvad var det her for et sted? I loftet over ildstedet var der udluftningskanaler. Hun kunne ikke lade være med et smile. Det måtte være derfor, køkkenet til tider lugtede af alt andet end mad. Hvem var kommandanten, når han ikke var kommandant? Tusindvis af spørgsmål sværmede rundt i hendes hoved. Hvem var hendes far?

Ellen lukkede øjnene, skulle hun virkelig brænde det af? Alt indeni strittede imod. Hun tænkte på mor og fattiggården. Så de bedende øjne for sig. Med tilbageholdt åndedræt stak hun ild til reolen og en pergamentrulle på bordet. Ilden tog hurtigt fat. Den dansede henover træbordet. Pludselig lød der et øresønderrivende brag. En stor lerkrukke eksploderede og sendte stikflammer op imod loftet. En bølge af varme skyllede ind over Ellen. Hun løb. Flere krukker eksploderede. Ilden knitrede. Varmen jagtede hende som et spøgelse igennem kældergangene. Hun hev efter vejret og havde fuldstændigt mistet orienteringen. Hun kunne høre folk skrige oppe i køkkenet, eller måske var det i gården. Hendes hjerte hamrede, som ville det banke sig vej igennem hendes bryst. Hvor var der en udgang?

Pludselig kunne hun se lys forude og styrtede imod det. Det var vinkælderen. Trappen forcerede hun i tre skridt og tumlede ud i gården. Mænd løb frem og tilbage med spande. Børn skreg. Kvinder skreg. Alt var et kæmpe virvar. Ellen kunne ikke mærke sin krop, som var hun ikke til stede og så blot kaosset ovenfra. Hun tog en dyb indånding og gik over gården. Fjernest sank hun sammen med ryggen op ad muren. Et øresønderrivende brag overdøvede alt. ”Kirken!” blev der råbt. Et øjeblik stod alle som forstenede. Stikflammerne stod ud ad vinduerne på hele Kronborgs syd- og østfløj. Hvad havde hun dog gjort?     

To soldater trak en mand lige forbi hende. Hun genkendte Ola igennem tårerne. Der løb blod ned ad hans hage. Bag dem kom endnu to soldater med svedjelærlingen.

”Jeg har intet gjort!” Råbte Ola febrilsk. ”Jeg var blot ved at banke blysøm ud. Håndværkerne er løbet tør.”

”Hold kæft svenskersvin.” Den største af soldaterne gav Ola en ørefine.

Ellen kunne mærke, den sorte samvittighed æde hende op bid for bid. Det føltes som om, hun skulle kaste op. Ola så direkte på hende med sine blå øjne. Normalt var de fulde af varme og glæde, nu var de fulde af rædselstårer. Ellen så ned. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...