We are born to die

"Hun trækker ikke vejret mere, og hendes hjerte banker ikke mere. Det gør mig meget ondt..." Mandens øjne bliv blanke, man kunne ane tåre piple frem i øjn-kroen. Den lille pige kiggede op, forstod sikkert ikke hvad der var sket. "Far? Far hvorfor græder du?" Hun kiggede på den livløse dame. "Far smitter mors sygdom hvis jeg krammer hende?" Han kiggede ned på hende, og rystede så på hovedet. Hun kiggede på ham, tøvede kort, og krammede så den døde dame. "Du kommer hjem, det lovede du mig. Du kommer hjem." hviskede hun. Men man kunne ikke dømme hende for det, hun var 6. "Far?" han kiggede på hende. Han havde tåre i øjne, det var sjælenet man så ham græde, han var en man der ikke viste følelser, fordi hvorfor skulle andre bekymre sig for ham, han var voksen og kunne klare sig selv. Men den gang kunne han ikke, han havde mistet sin elskede, sin eneste ene.