Kaffe og kakao - Dylan O'Brien fanfic

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2017
  • Opdateret: 11 apr. 2017
  • Status: Igang
Et møde med en mystisk pige på en café, jeg bestilte kaffe og hun bestilte kakao.

0Likes
0Kommentarer
63Visninger

1. Kap. 1

Jeg lagde pengene på disken og tog kaffen, mens mit blik vendte sig om og jeg bevægede mig hen til et bord, da koppen røg ud af min hånd og mit hjerte stoppede i et chok, et kort sekund og inden jeg blinkede greb en hånd pludselig fat, uden at spilde en dråbe. Mit blik blev mødt af en mystisk smuk pige med mørke solbriller, jeg havde aldrig set nogen pige som hende. Jeg mærkede hende fingerspidser da jeg rakte ud efter koppen og vores blik mødtes kort, da det blev afbrudt af hendes rolig og selvsikre stemme ”Du tabte noget” Og hun løftede selvsikkert mundvigen og jeg sagde usikkert tak og samlede mod og bød hende en kop, vi satte os henne i hjørnet ved et lille rundt bord. Hun så travl ud, men rolig og jeg kunne ikke finde ud af hende, hendes blik drejede rundt bag solbrillerne som om hun kiggede efter noget og hun tog et sip af kakaoen. En tjener kom hen til vores bord med to tallerkner med æble tærte og en klat creme fraiche ved siden af, hun lagde dem høfligt foran os med en lille kuvert, med et smil gik hun og jeg så på den mystiske pige, hun løftede solbriller og viste sine store smukke mørke brune øjne. Hun løftede let kuverten og åbnede den, jeg fulgte hendes øjne frem og tilbage som hun læste den lille seddel. Hun fór op og svingende præcis armen og slog begge tallerkner ned på gulvet, hun tog solbrillerne på igen og med et dybt seriøst ansigtsudtryk sagde hun ”jeg forstår at du er forskrækket, men jeg gjorde det for os” Jeg kiggede forvirret på hende og spurgte ”hvorfor gjorde du det?” Hun vendte sig om gik med selvsikre skridt og idet hun vendte hovedet og smilte, brød helvede løs og jeg nået ikke at opfange hvad der skete i alt kaosset, for folk der løb, skreg og gemte sig under bordene, skudende rungede i ørerne og gråd lød, idet skyndte jeg mig under bordet og jeg kom i tanke om pigen, mit blik søgte rundt efter hende, men det var for sent og hun var væk, jeg sagde ikke en lyd og jeg mærkede frygten der frøs mig, men jeg stadig kiggede rundt i håb at se pigen i live. Det var som tiden var frosset og jeg så nogle mænd komme trampende ind i jakkesæt, truende, med pistoler pegende i alle retninger og råbende, hvad de råbte var ikke klart igennem kaosset, men jeg var lammet af skræk og så på mens de marcherede hen til kassen og en af dem gik om og tog fat i kvinden bag kassen.

 

”Hey!” Han trampede i gulvet og slog pistolen i disken og pegede den i loftet ”Hey! I er nu vores gidsler, indtil vi har fundet hvad vi leder efter, i slipper ikke så nemt og i skal nok regne med at være her i laang tid”

Angsten sad i luften og gråden i skjul fra folk, men mændene gennemsøgte helle kaffeshoppen, gik fra bord til bord, person til person og studeres hvert ansigt, gik videre og kiggede på det næste. De sagde ikke hvad de ledte efter, men de blev ved med at lede i hvad der følte som en time mindst og man kunne se de efter at have ledt er blevet meget irritabel, som de sparkede stole og slog i bordet. Stilheden blev brudt da hun stod i glasdøren og tog solbrillerne af, satte dem i håret.

”Jeg ved det er mig i leder efter, men i skal ikke tro i kan narre mig, jeg er ikke kommet for opgive mig selv til jer, men blot for at efterlade en besked til jeres boss”

Hun gik med lange skridt hen til to af mændene, inden de når at trykke på pistolen, laver hun et højt ben spark og slår den ud af hånden på den anden og hun tager fat i dem og slår dem ind i hinanden, så de falder bevidstløst til jorden, hvorefter hun går videre til de næste og hun når hen til disken, hendes blik mødte mit i et splitsekund, så var hun henne ved mændene og kæmpede. Lige inden hun skulle færdiggøre den sidste siger hun ”og sig til jeres boss at jeg ikke er bange for ham eller hans mænd i jakkesæt” Og hun nikker ham en skalle og forsvinder ud igen, uden jeg nåede at få hendes navn.

De næste mange dage kom jeg hos kaffeshoppen i håb om at se hende igen, jeg har så mange spørgsmål om hendes navn, hvem hun er og om hun er single, hun er i mine tanker hele tiden og jeg er nødt til at finde ud af hvem hun er. To uger senere sad jeg ved bordet i hjørnet med en kop kaffe som de andre dage og jeg så hende stå i døren, da hun gik hen mod disken. Hun stod foran bordet med en kakao i hånden og kiggede på mig, så satte hun sig ned og tog et sip. Jeg kiggede bare på hende i et øjeblik, inden jeg sagde noget.

”Det der skete for to uger siden, hvad var det? Hvem var de og hvorfor ledte de efter dig? Hvad stod der på sedlen i kuverten? Hvad var der med æbletært-”

Hun stoppede mig og tog endnu et sip af kakaoen ”jeg forstår godt dine spørgsmål, men det er en lang historie og det er ikke sikkert i offentligheden” hun rettede på solbrillerne.

”Jamen, hvad mener du? Ikke sikkert, er det en eller anden joke eller prank?”

”Tro mig, jeg joker ikke om så noget”

Hun virkede meget seriøst og som om hun var på vagt hele tiden, hun kiggede hele tiden rundt. Jeg tog et sip af min kaffe og spurgte hende om hendes navn

”G. Yasmin G”

”O’Brian. Dylan O’Brian” Sagde jeg med et grin, men hun så seriøst på mig og jeg blev lidt flov og kiggede ned i bordet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...