Complex

Dem af os, som fik fratage sin frihed. Alle er mærket. Nogle mere end andre. Fortiden indhenter altid en til sidst.

"Lad aldrig din indre dæmon overtage dit sind" Hvordan kan man undgå det, når man er dæmonen?

!! Undskylder for stavefejl osv. Retter det når jeg har tid og overskud til det!! :)

0Likes
0Kommentarer
172Visninger
AA

3. Kapitel 3.

Kapitel 3.

Det brændte varmt i øjnene da vi var gået igennem døren. Jeg lukkede mine øjne og åbnede dem igen for at se hvor vi befandt os. Rory stod ved siden af mig med lukkede øjne og kløede ihærdigt i sine øjne. Jeg kiggede rundt for at se om der var nogle der havde lagt mærke til os. 

Men der var ingen. Vi stod i mellem to store bygninger, i nået jeg mente havde hørt blive kaldt en gyde. Der var forbløffende mørkt og tomt. En summende fornemmelse gled ned langs min rygrad og fik mig til at ryste på hovedet. Huh... underligt. 

"Ved du hvor vi skal hen?" spurgte Rory som nu stod og kiggede sig omkring ligesom mig. Der gik noget op for ham da han havde stået lidt og tænkt over hvad han havde sagt. "Selvfølgelig gør du ikke det. Du har jo heller ikke været her før" han bankede sig selv på panden, for at huske sig selv på hvor indlysende det var.

"Jeg har en fornemmelse af at vi skal den vejr" svarede jeg og pegede bag ham, ned i mørket. Han nikkede forstående. Det var så ukendt, så hvem ville vide hvad der var den vej? "Mobbi. Kom" Min lilla flagermus dukkede op og lagde hovedet på skrå, mens hun kiggede på mig. "Tjek lige den vej. Kig efter ting der kan være mistænkelige" beordrede jeg og kort tid efter var min lilla klump væk. 

"Smart nok, men hvor kigger vi ikke bare?" spurgte Rory og lagde armende over kors. Jeg kiggede bare på ham og rystede på hovedet. Den dæmon er for dum. Vi kan ikke tiltrække os opmærksomhed og jeg ved hvordan det ender med ham. 

Jeg skulle til at åbne munden for at svare, da der kom et orange glimt oppe over bygningerne vi stod i mellem og lyste hele gyden op. Rory og jeg kiggede hurtigt på hinanden og nikkede. Vi kunne begge fornemme det. Rory forvandlede sig til sin dæmon og var begyndt at springe fra bygningens vægge op mod toppen.

Jeg skulle selv til at forvandle mig, men intet skete. Jeg prøvede igen, men der skete stadigvæk ikke noget. "Hvad?..." Jeg forstod det ikke. Jeg havde kun prøvet at forvandle mig, meget få gange, men der burde da ske et eller andet. "Rory. Jeg kan ikke forvandle mig" råbte jeg, så det rungede i gyden. 

Kort tid efter kom Rory ned, løftede mig over skulderen og sprang mod taget igen. "Hvad skete der" spurgte han mens han satte mig ned. Jeg var lige så forvirret som det blik han sendte mig. Jeg trak  på skuldrene og kiggede rundt. 

"Min fornemmelse siger at vi skal den vej" jeg pegede over mod nogle andre bygninger. Jeg sprang på ryggen af Rory og holdt godt fast, mens han sprang fra bygning til bygning. "Vi er der snart". Rory satte farten lidt ned og da jeg bad ham stoppe, gjorde han det let og elegant. 

Jeg hoppede ned fra ham og prøvede at ligge mit hår ned igen. En orange kugle fløj mod mig. Jeg nåede lige at bukke mig, inden den ramte mig. Foran os stod personen. Jeg åbnede munden forbavset. "Du er en dragedæmon..." Hans udseende var ikke til at tage fejl af. Hans hud var askegrå, hans hår var sølvfarvet, hans øjne gule og armende beklædt med tatoveringer der mindede om en dragehale. Men det der forbavsede mig mest var skyggen bag ved ham. En drageskygge. 

"Du kender til dragedæmoner? Utroligt... Men det er ikke nok til at jeg viser nåde" Først nu opdagede jeg at han stod med en katana i hånden, rettet direkte mod os. "Hvorfor forfulgte i mig?" han fortrak ikke en mine men blev ved med at stirre direkte på mig. Hans gule øjne gjorde at man følte at han kunne se ind i ens sind. 

"Ja nu skal du høre. Vi er ogs-" jeg afbrød Rory ved at ligge en hånd på hans mund. Han kiggede uforstående på mig.

"Vi ved ikke om vi kan stole på ham. Han er jo en dragedæmon. Man kan aldrig regne med dem" jeg kiggede på ham ud af øjenkrogen. Han sænkede sin katana lidt og bukkede hovedet lidt forover. Dragedæmoner er følsomme fordi de altid bliver bedømt fordi de er anderledes og mere taktisk anlagt. Jeg havde ramt rigtigt. 

"I kan godt stole på mig. Jeg har ikke gjort nogle fortræd... Endnu" det sidste blev sagt lidt for lavt til at et almindeligt menneske ville kunne høre det. Men vi er jo heller ikke mennesker, kun i udseendet.  

Jeg kiggede mistænktsomt på ham og løftede det ene bryn. "mhh" svarede jeg bare og begyndte at studere mine negle. "Du er ikke den første der siger det. Vi har bedre ting at foretage os, kom Rory" Jeg vendte ryggen til dragedæmonen og begyndte at gå hen mod kanten. "Rory!" bare den klaphat forstod at det var bluff...  

"Stop!" råbte dragedæmonen efter os, da Rory lagde armen om mine hofter. "M-Mit navn er... Miles" Rory og jeg vendte os på samme tid, mod ham. Han lyste op i et gult skær og stod nu foran os, i sin menneskeskikkelse. Han var alt i modsætning til før. 

Hans halvlange hår, bølgede rundt omkring og dækkede hans ene øje. Hans hud var porcelæns- hvid. Hans øjne var en mærkebrun farve som omsluttede hans pupiller. Han var iklædt en sort skjorte, som markerede hans skuldre og overarme markant. Han var dæmon- elegant... nej nærmere smuk, som han stod der kun iklædt sort med byens lys omkring ham. 

Jeg smilede hurtigt til Rory og gik så i raske skridt hen mod dragedæmon Miles. "Jeg vidste at man bare skulle prikke lidt til dig, for at du vidste dit menneske- jeg. Velkommen i gruppen Miles" smilede jeg til ham og rakte hånden ud mod ham. 

Han stod lidt og skulle forstå hvad jeg mente. "Så... det var meningen at såre mig?" spurgte han med et trist udtryk. 

"Jep. Jeg skulle vide om du var god nok, til at vi kan fortælle hvem vi virkelig er" jeg klappede ham venligt på armen. Han slappede lidt mere af og nikkede så. "Skal vi ikke snakke et andet sted?"    

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...