Complex

Dem af os, som fik fratage sin frihed. Alle er mærket. Nogle mere end andre. Fortiden indhenter altid en til sidst.

"Lad aldrig din indre dæmon overtage dit sind" Hvordan kan man undgå det, når man er dæmonen?

!! Undskylder for stavefejl osv. Retter det når jeg har tid og overskud til det!! :)

0Likes
0Kommentarer
171Visninger
AA

2. Kapitel 2.

Kapitel 2.

Jeg står midt i massen af mærke skygger, da det ringede i mit øre. Jeg vidste helt nøjagtigt hvad jeg skulle. Far kaldede og han forventede at man kom med det samme. Jeg krydsede mine hænder over hinanden, hvorefter et sort hul dukkede op. Jeg trådte ind i den og begav mig ud fra tidsrummet og direkte ind foran min far. Jeg knælede dybt ligesom alle de andre, som var ankommet. 

Der var helt stille. Så stille at man ikke engang kunne høre vejrtrækningen. "Rejs jer" bulrede han ud i lokalet, med sin dybe uhyggelige stemme. Det var selvfølgelig ikke hans normale stemme, men han skulle virke som en med autoretatit så de andre frygtede ham. "Jeg har noget vigtigt at drøfte med jer"

Alle rejste sig i en fart, krydsede hænderne bag ryggen og kiggede direkte op på depotet hvor han befandt sig. "Jeg vil drøfte noget om min datter. Kom" beordrede han. Jeg gik ud fra rækken jeg befandt mig i, og knælede lige foran ham. "Jeg har store nyheder... Min kære" det sidste hviskede han så det kun var mig der kunne høre det. Jeg bukkede hovedet forover og smilede for mig selv. 

Den gamle er ikke så gal igen, men han er virklig dårlig til skuespil."Min datter skal sendes til jorden. Hvor hun skal udføre et nyt job" en stille hvisken begyndte at brede sig i forsamlingen. Man blev ikke sendt til jorden, med mindre at der var en virkelig god grund til det. "Stille!" igen tav alle. "Hun bliver ikke sent alene afsted. Hun bliver fulgt af Rory. Jeg har også aftalt med andre dæmoner på jorden, at de også er der, hvis de har brug for hjælp. De skal bo hos to varulvedæmoner, mens de klarer deres job" forklarede han.

Jeg løftede hovedet og prøvede at kigge efter Rory, som var på vej hen mod mig. "Jeg har et spørgsmål!" udbrød jeg og rejste mig. "Kan vi holde møde bagefter?" spurgte jeg på en trodsig mode. Han nikkede uden at sige et ord. 

Jorden... Wow. Det er en stor ære at blive udnævnt til at, få et job på jorden. Spørgsmålet er bare om vi kan klare det. Vi har kun hørt eller læst om jorden, så det vil blive svært at vende sig til.

Samlingen blev hurtigt opløst og de fleste gik tilbage til det de havde været i gang med. "Luna, Rory. Kom med mig" vi fulgte efter mig far igennem en dør, som førte os videre til hans mødelokale. Min far gjorde en bevægelse med hånden og fik pejsen til at flamme op. Han satte sig i en kæmpe lænestol, som var placeret mod pejsen. "kom børn. Vi har meget at diskutere" smilede han over skulderen. 

Rory og jeg satte os i sofaen som også var placeret i nærheden af varmen. Igen gjorde min far en bevægelse med hånden og fik stolen til at vende sig mod os. "Jeres opgave er ikke til at diskutere. Jeg har snakket med nogle som lever på jorden. Der er dæmoner der, som aldrig har fået valget at kunne bo sammen med deres egen slags. Deres forældre har med vilje gemt dem af vejen, eller også har genet sprunget nogle generationer over"

Vi sad begge og lyttede godt med. "De tiltrækker sig lidt for meget opmærksomhed en gang i mellem. Det bliver jeres opgave at skulle give dem muligheden for at komme med hjem. Hvis de nægter, bliver det jeres pligt at holde øje med dem og sørge for at de ikke bliver opdaget af menneskene" wow. Gad vide hvordan en dæmon er, når man ikke har fået instrukser på at styre sine kræfter? 

"I skal tage af sted med det samme. I behøver ikke at have noget med da vi allerede har styr på det hele. I skal bo sammen med to af mine nære venner, Rem og Lindo som begge er varulvedæmoner. Luna, du behøver ikke være bange for at de gør dig noget mens du sover. De er kun til hankøn" han smilede skævt da jeg lagde hovedet forvirret på skrå. Der gik lidt tid før jeg opfangede hvad han mente. Jeg var ikke vant til at man blev beskrevet som et køn. En dæmon er en dæmon. 

"Jeg har store forhåbninger til jer... især dig Luna. Det er trods alt dig der skal overtage efter mig. Det må du ikke glemme" smilede han. "Rory, mine forhåbninger er lige så store hvad dig angår. Du er en dygtig kriger, men du lader dig også hurtigt rive med. Det bliver en øvelse for jer begge" faderstemmen gjorde det hele så... irriterende. 

"Vi skal nok klare den. Jeg sætter Gobbi til at passe min tjans her, imens jeg er væk" Min far nikkede forstående. Jeg havde trods alt en fordel hvad angik jorden og menneskene. Med mit job havde jeg muligheden for at kigge ind i de dødes sjæle. Alt hvad de havde været igennem, viste sig som en film bag mine øjne. Derfor vidste jeg hvordan menneskene opførte sig. 

Jeg lavede en lille bevægelse med hånden og to små flagermus kom frem. En i lyserød og en i lilla. Tvillinger. "Gobbi, du skal holde øje med at, alt går som det skal mens jeg er væk. Du skal reporteret det hele til Mobbi, som skal med mig" det var ikke så svært at huske hvem der var hvem. Lyserød var Gobbi og lilla Mobbi. Deres personligheder var ligesom dag og nat.

Gobbi forsvandt, mens Mobbi blev tilbage og satte sig på min skulder. "Luna, det længe siden at du har bedt os om at hjælpe med noget. Jeg glæder mig" Mobbi var yderst glad, det kunne man høre i hendes lille fine stemme. Det var også flere år siden, jeg sidst bad om deres hjælp. 

"I kan tage af sted med det samme" min far tog noget frem fra sin lomme og lagde det midt på bordet. En ring? "Det var din mors. Brug den kun hvis du har allermest brug for min hjælp. Ellers må du få hjælp af de andre. Her er navne og adresser på dem som i skal finde" Rory tog papiret og kiggede ned på det. Jeg lænede mig op af ham for at læse med. 

I det samme min skulder ramte hans, rykkede han længere væk og rakte mig papiret. Jeg forstod skam en hentydning. Det kunne godt være at jeg skulle overtage efter min far, men folk så mig som en enspænder. Jeg var jo altid blandt ånder. Tiden gik anderledes i det tidsrum, derfor har jeg aldrig lagt mærke til hvor meget tid jeg havde brugt der. 

Jeg rejste mig, foldede papiret sammen og smed det ind i ilden. Jeg havde printet det ind i min hukommelse. Jeg havde godt nok kun lige fået et kort glimt af hvad der stod, med det sad allerede fast på nethinden. "Lad os komme videre. Det er ikke alle der har tid til at spænde muskler og svinge med skarpe genstande" Der var ikke noget så sjovt til at prikke til en sovende bjørn. Hævn... muhahahaha. ond latter.

Rory rejste kampklar mod mig. Jeg smilede bedrevidende til ham. "Stop det i to!" brummede min far og lænede sig frem. "Eller vil i have at jeg skal sætte jer på plads?" det har jeg prøvet før. Det var noget så modbydelig, ydmygende og smerteligt.

Vi mumlede begge et stille undskyld og bukkede hovedet for ikke at skulle kigge på ham. Tsk. Bare vent gamle mand, en dag overtager jeg. Jeg løftede hovedet igen, tog ringen på min pegefinger og studerede den. En sol. Den havde et mønster som en sol med sirlige solstråler. Men hvorfor en sol. Vi er dæmoner, vi behøver ingen sol. Mange af os har endda aldrig set den. 

"Kom så af sted!" beordrede han og fik revet mig ud af en kompliceret tankegang. Rory var den første som gik helt hen til pejsen. Ilden var en portal, som kunne sende en til hvilket som helst sted. Flammerne blussede mere op og fik ham til at træde et skridt tilbage. Bangebuks. 

Jeg havde prøvet det før, mange gange da jeg stadigvæk var en yngel og ikke havde noget køn. Jeg gik forbi Rory og direkte ind i ilden. Jeg kiggede over skulderen og nåede lige at se min far tage sig opgivende til hovedet, ind jeg blev suget ind i et univers af mørk og stjerner. Stjernerne viste en hvilken vej man skulle følge. 

Jeg kunne fornemme at Rory var lige bag ved mig, da jeg stod foran en hvid dør med en masse revner. Hvad ville denne dør mon bringe med sig?

      

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...