UPERFEKT

"...er titlerne perfekt og perfektion så ikke bare nogle, vi bruger som en slags udvej for ikke at skulle indse, hvem vi virkelig er?" // konkurrencebidrag - "skriv om perfektion" - valgmulighed 2.

5Likes
4Kommentarer
332Visninger

2. Novelle

 

27/6 - 16'

 

Kære Sam.

Jeg kan stadig huske det helt tydeligt. Du flyttede ind i huset overfor vores, blot et par måneder før det hele skete.  Med din alt for perfekte familie. Jeg lægger et ekstra tryk på perfekte. For jeg kunne praktisk talt mærke alt perfektionen stråle ud af jer, dengang jeg betragtede jer pakke ud og læsse flyttebilen af. Selv helt inde på mit værelse. Og jeg overdriver ikke. Tro mig når jeg skriver til dig, at der var så meget af den, at lidt faktisk kom på afveje og kravlede ind ad mit åbne skyline vindue. Jeg så det selv, med mine egne øjne - den var lysende, hvid og ren. Selv havde jeg ikke oplevet noget lignende før. Det var så smukt. Dens skønhed var næsten på højde med den i de solnedgange, jeg plejede at opleve med min far nede ved havnen da jeg var yngre - før jeg blev syg og han stadig var hos mig - hvor gule, lyserøde og orange farver smeltede sammen i ét på himlen. Det siger meget om indtrykket.  

Det aller bedste var dog følelsen, der sprang op i mig, da jeg så på. Den gav mig denne ubeskriveligt dejlige følelse. I hjertet og i maven. En følelse, jeg ikke havde kendt til i årevis. Kontrol, overblik, selvtillid. Decideret Styr på tingene. Det varede dog kun kortvarigt. For selvfølgelig gik perfektionen i en stor bue udenom mig, og forsvandt sidehen til et sted, som jeg til denne dag ikke aner hvor er. Formegentlig langt, langt borte. Eller godt gemt væk. Alligevel leder jeg nogle gange stadig efter den, selvom jeg udemærket godt ved, at jeg aldrig vil komme til at finde den igen. 

Perfektionen kan jo ikke bare blive hos en person, som ikke er perfekt. Vel? Nej, sådan fungerer det ganske enkelt ikke. Hverken jeg eller mit liv vil nogensinde blive til noget i nærheden af det, der ligner kontrol, overblik eller styr på tingene. Altså perfekt. Og det var jo det, dine forældre gerne ville have. Jeg havde forresten set dig, at du ved det. Selvom du troede, at du var diskret. Du var ejeren til de fascinerende par grå øjne, som altid kiggede nysgerrigt gennem vinduerne i dit hus, og lige over og ind i vores. Det gjorde du på alle de dage eller tidpunkter, hvor du så dit snit til at gøre det. 

Du var  forelsket i mig. Det er dog først gået op for mig nu. Alle de ivrige forsøg på at komme i kontakt med mig, både ude på gaden og oppe i skolen. Alle de ivrige forsøg på at få mig til at grine og være glad. Alle de oprigtige og varme smil du sendte mig, som fik dine små smilehuller til at titte frem, da alt det lykkedes. Alle de dage, hvor du forsøgte på at få et glimt af mig gennem vinduet. Du opførte dig og tilnærmede mig på en måde, som ingen andre drenge før havde gjort. Du forvirrede mig, og fik mit hoved til at snurre rundt, som karrusellerne med de pompøse træheste i et Tivoli. Mine oplevelser med kærlighed og forelskelse var meget begrænsede. Så jeg anede egentlig ikke, hvordan jeg skulle reagere. Men jeg lagde mærke til det. Signalerne du sendte mig. Jeg forstod bare ikke helt, hvad du forsøgte på at sige. Det gør jeg nu. 

Du spurgte om en invitation til at se mig. Hvis det giver mening. Ikke depressionen og angsten, ikke den sindsforvirrede mor. Ikke alt det, de andre kun kiggede på, og koncentrede sig om. Men mig. Så alligevel. de andre ting var jo en del af pakken. Så mente du virkelig, at du gerne ville se mig? Det hele? Altså ikke kun de blå øjne, de høje kindben og formerne, men historien der lå inde bag ved alt det? Det tror jeg nu ikke. Da jeg så endelig fik styr på det i mit hoved, og havde en idé om, hvad det hele gik ud på, og var parat til at kaste mig ud i det og prøve at være god nok, kom det store angstanfald og ødelagde det hele. Kan du huske det? Det kan jeg. Billederne fra den dag strømmer op i mine tanker, bare mens jeg skriver ordet angstanfald i dette brev. Men som du nok ved, er det det forbandede ved angst. Det er en usynlig lidelse, og kan slå til når som helst. 

Men jeg vidste det vel allerede fra starten af. Fornemmelsen var der, allerede få dage efter at I var flyttet ind. Et eller andet ville ende i en katastrofe. I dette tilfælde forholdet imellem os. Ligsom det meste gør, når først jeg er kommet i kontakt med det. Og så var der det faktum, at I overhovedet ikke hørte til her. I hørte til et sted, hvor der var helt og aldeles orden i tingene. Et sted hvor folk bor på rad og række i perlehvide huse med veltrimmede ligusterhække, som deler ejendommene pænt og lige op. Hvor folk hilser pænt goddag hver gang de ses, og udveksler kommentarer om vejret. Vigtigst af alt et sted, hvor forældrene ikke skal gå og være bange for, at deres søn falder for pige, der kan være en trussel for hans perfektion. For indrøm det bare. Det er jo det, de frygter aller mest. Jeg er lige ved at tro, at de hellere vil have, at du drikker dig så fuld til en eller anden fest, at du opfører dig skrækkeligt usømmeligt og strålebrækker lidt til højre og venstre, end at du forelsker dig i én som mig. Der er trods alt en løsning på det ene. Ingen fester eller alkohol lige foreløbig. Stuearrest. Erstatning af eventuelle ødelagte ting. Men kærlighed? Den kan du ikke bare lige fjerne eller få til at gå væk. Eller kan du? Måske med den rette skræmmekampagne. Det vender vi tilbage til.

Alt dette jeg tidligere har nævnt, flirteriet, gør du selvfølgelig ikke længere. Eller i hvert fald ikke lige så meget som før i tiden. Det kan godt være, at jeg er socialt udstødt, men du skal vide, at jeg hverken er dum eller døv. Jeg ved efterhånden, når folk snakker om mig. Pigerne på overgangen er ikke just de mest snu, og er så indlysende, at jeg bliver helt ør i hovedet. Du må vist ikke, fordi dine perfekte forældre synes, at jeg er for mærkelig. At jeg er et upassende selskab. Hvis det passer hvad rygterne siger. Der er snart så mange løgne omkring mig, at jeg ikke kan følge med i hvad, der rent faktisk er sandhed og hvad der ikke er. I virkeligheden lever jeg nok bare ikke godt nok op til de høje krav, som dine forældre stiller til dem, du er interesserede i. Det mest triste ved denne historie, mener jeg personligt, er, at du fulgte ordren, som blev givet, uden overhovedet at stille spørgsmålstegn ved den. Måske du egentlig var bange for at miste perfektionen i dit liv, selvom du sagde til mig - quote - det "ikke betød en skid"? Eller også har jeg været for godtroende til at indse, at jeg bare er blevet spillet på, fordi noget for en gangs skyld gik godt i mit liv, og du faktisk aldrig har haft følelser for mig. Jeg er ikke just nogen kærlighedsekspert, men siger folk ikke normalt, at man kæmper for dem, man elsker? 

Grunden til, at jeg skriver alt det her til dig, er, at jeg gerne vil undskylde for, at jeg ikke er perfekt. Prøve at understrege, at jeg er kun et menneske, og ikke kan tvinges til være noget, som jeg ikke er. Selv set i lyset af, at det betyder at vi ikke kan være sammen. Hvilket er en skam, for jeg var begyndt at holde af dig. Forresten - når det egentlig kommer til stykket, nu jeg har tænkt det hele godt igennem, er titlerne "perfekt" og "perfektion" så ikke bare nogle, vi bruger, som en slags udvej for ikke at skulle indse, hvem vi virkelig er? Tænk over det.

Vi forsøger at modellere vores liv og os selv efter det uopnåelige - idealer - i forme vi selv har skabt, for at distrahere os fra at se alle fejlene. De store eller små detaljer, vi ikke kan lide ved os selv. Hvis det er det det vil sige at være perfekt, og at prisen man må betale for at være det, er at spille skuespil konstant så det er helt oscarværdigt - I er nok hands down de bedste skuespillere, jeg nogensinde har set - vil jeg da meget hellere bare være mig. Uperfekt. 

 

- Cary  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...