Det 33. Dødsspil.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 apr. 2017
  • Opdateret: 19 apr. 2018
  • Status: Igang
Denne bog handler om hvordan den 16 årige Denice fra distrikt 7 klarer at hun helt uforberedt udtrukket til dette års Hunger Games. Og endnu værre.. Hvem er den anden soner fra hendes distrikt som hun muligvis kan blive tvunget til at slå ihel?

Hej Alle :-)

I gennem hele bogen vil det være Denice der er jeg-fortæller og det hele bliver fortalt ud fra hendes synsvinkel :-)

1Likes
1Kommentarer
1559Visninger
AA

9. Spillet begynder!

Jeg lå i min seng, og stirrede op i loftet. Sådan havde jeg ligget i det der føltes, som en evighed. Jeg drejede mig, om på siden, og så på uret, som viste 05:00. Jeg prøvede, at falde i søvn igen. Mine tanker, som fløj gennem mit hoved i rasende fart forhindrede mig i det. Jeg vendte, og drejede mig i et stykke tid, og besluttede mig, til sidst for at stå op.

Der var allerede lagt tøj frem til mig. Forskellen var bare, at det ikke var det samme trænings-tøj, som de andre dage. Dette var nok tøjet jeg skulle dø i. Jeg besluttede mig, for at tage et bad. Klokken var kun lige blevet 05:30. Vi ville blive ført ind i arenaen ved 12:00-tiden. Jeg trak af mit tøj, og gik ind brusekabinen. Jeg stod under bruseren, og lod det dejlige, og varme vand løbe ned over mig. Jeg vaskede mig,tørrede mig,satte mit hår, og børstede mine tænder. Mit "soner tøj" havde jeg taget med ud på badeværelset. Jeg trak det på, og gik ud i mit værelse igen. Jeg kiggede mig, for nok sidste gang i spejlet som viste mig i fuld figur. Hvorfor stod jeg her? Hvorfor mig? Ikke nok med, at jeg skal ind, og kæmpe for mit liv som jeg kan risikere, at miste på landsdækkende tv. Så skal min egen lillesøster se mig dø. Min frygt, og tristhed blev hurtigt skiftet ud med vrede. Min vrede voksede inden i mig.  Den vrede gav mig mod og viljestyrke. Min lillesøster skulle ikke sidde alene tilbage med en fornemmelse af at jeg ikke kæmpede for hende. Jeg rystede på hovedet, for at vende tilbage til virkeligheden. Mike og Cale kom ind. Vi samledes i et stort gruppekram. Mike tjekkede om min soner-dragt sad som den skulle. Cale lagde sine hænder på mine skuldre og kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde "Uanset hvad, så må du aldrig gå efter midten, snup hvad der er tættest på dig, og løb." Jeg nikkede med sammenbidte tænder. Mike ønskede mig held og lykke. Mere nåede han ikke at sige før to fredsvogtere kom ind og førte mig ud til aerofartøjet. Jeg sad ved siden af pigen fra distrikt 7 og drengen fra distrikt 8. Ingen sagde noget. Kun når fredsvogterne lagde vores sporingsenhed ind blev der udstødt et enkelt klynk. Det gjorde også ondt som langt ind i helvede. Den ca. halve time i fartøjet føltes som flere timer. Jeg var nærmest lettet, da vi landende, men lettelsen forsvandt hurtigt, da jeg kom i tanke om hvad der ventede mig.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...